Scrapbog
2017 - 2013

 


 2017
 

Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 02. november  2017
 


Så indtog de scenen igen: "Norbert Susemihls Joyful Gombo". De har gæstet os tidligere - men denne gang overgik de simpelt hen sig selv. Der var højt humør og stort musikalsk overskud !
Louis Armstrongs signaturmelodi "Sleepy Time Down South" toner ud i rummet og signalerer, hvilken genre og stil vi skal underholdes med i aften - og hvem, der langt hen ad vejen, er inspirationskilden. Melodiens seje, tilbagelænede tempo understøttes af rytmegruppen Jens Kristian Andersen på bas og Thomas Altmann på trommer. Bas og trommer kører helt synkront og lægger en sejt flydende rytme bag klaveret, der besættes af Gregor Kilian, Hans Ingelstam hører vi på trombone, Chris Tanner på klarinet og Norbert Susemihl på trompet. Selv er jeg ført tilbage til koncert med Louis Armstrong i Stadionhallen i Århus 1957. Mit første møde med ikonet Louis Armstrong og hans All Stars - og Clarence Muses "Sleepy Time Down South" fra 1931. Man rives dog hurtigt ud af fortidens minder, da melodien går over i uptemponummeret "Muscat Ramble".
Vi er i gang og forventningerne har fundet en genremæssig retning.
Susemihl introducerer og præsenterer - på dansk. Det dér charmerende og lidt for korrekte udenlandsdansk med distinkt accent. Men dejligt at høre nogen gøre sig umage. Både Chris Tanner og Norbert Susemihl har nære bånd til Danmark. Chris Tanner bor i København og Norbert Susemihl har boet her i perioder. Jens Kristian Andersen er pæredansk, Hans Ingelstam er svensk, medens Gregor Kilian og Thomas Altmann bor i Tyskland. Men i musikken har man ingen nationalitet. Her kan man mødes i fællesskab og få den samme oplevelse og glæde, på tværs af landegrænser og kulturelle skel. Denne aften var der mange oplevelser og megen glæde.
Susemihl introducerer "Creole Belles" eller "Creole Girl", som han benævner sangen. "Creole Belles" er skrevet af Jens Bodewalt Lampe, der oprindelig kommer fra Ribe i Danmark og er udvandret til Amerika sammen med sine forældre, kort efter den amerikanske borgerkrig. Faderen var koncertmester i Danmark og Jens Lampe blev konservatorieuddannet musiker i Chicago. Senere i livet blev han en produktiv arrangør og tekstforfatter i musikforlaget "The Lampe Music Company" og endte i New York på Richmond Music Company . Sangen handler om de smukke kreolerpiger, der som 16 årige bliver introduceret i dansehallerne. Lampe faldt selv pladask for en smuk kreolerpige og levede et lykkeligt og langt liv med sin egen  "Creole Belles" !
Som en hyldest til Jelly Roll Morton og Joe King Oliver - Louis Armstrongs læremester - spillede Norbert Susemihl "Tom Cat Blues", der tilbage i 1924 blev spillet som en duo mellem Jelly Roll og King Oliver. Der findes kun to duetter mellem de to, så dette nummer er tæt på at være unika !
Gregor Kilian er en meget alsidig pianist, der dækker mange genrer, og er blandt andet derfor vært i det tyske musikprogram "Blues'n Boogie Küche". Til formålet spiller han her - helt autentisk - Jelly Roll Mortons pianostemme. Susemihl lægger sig ligeledes helt op ad King Olivers udgave, men med sit helt personlige lag oven på det gamle nummer. Susemihl gør det helt forrygende og demonstrerer en medrivende teknik i sit "waw-waw spil". Han styrer tone, dynamik og cup, så man fornemmer at trompeten fortæller sin egen historie. Stort bifald. Vel fortjent.
Up front kommer man ikke uden om Chris Tanner på klarinet. Chris spiller med overlegen teknik og formeligt snor sig gennem melodierne med sit karakteristiske fysiske udtryk, der er en integreret del af hans samlede præstation. Han har en fin tone på klarinetten i hele registeret - helt deroppe, hvor de fleste bliver skingre. Men ikke Chris. Man får mange eksempler på hans flotte klarinetspil : en fantastisk "stand alone" finale i "Egyptian Fantasy" af Sidney Bechet, samt som vocal og solist i "Clarinet Marmelade", hvor også bassisten Jens Kristian Andersen præsterer en flot bassolo - lige så flot assisteret af Thomas Altmann på trommerne, der håndterer slagtøjet med en sjælden dynamik - svagt til det næsten ikke hørbare til det stærkere og mere kraftfulde spil. Altid i fin harmoni med omgivelserne.
Helt ude på fløjen og altid nærværende har vi Hans Ingelstam, der har et sikkert greb om sin trækbasun. Flot robust tone og et sikkert øre for melodiernes stilmæssige indhold og dertil altid parat til fest og ballade, når der lægges op til "Street Parade" blandt publikum eller man krummer sig rygvis rundt på gulvet i løssluppen limbo.
Denne aften bød på flot New Orleans musik med et moderne twist, samt humørfyldt underholdning, der konstant fastholdt publikums opmærksomhed.
Et band, der på enhver måde "kom ud over scenekanten" !

 

Mvh Ryan


 


Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 05. oktober  2017


Dette efterårs oktoberkoncert i Jazzens Venner bød på ægte girlpower, nemlig orkestret  ”Sisters of Jazz” . ”Sisters of Jazz” blev oprindelig sat sammen ved en koncert i Sverige i 2014, af den svenske jazzsangerinde og sangskriver Anna Pauline Andersson. Koncerten, der var en hyldestkoncert til ikoniske kvindelige jazzvokalister, blev en sådan succes blandt publikum – og pressen i øvrigt – at man besluttede sig for at danne et fast orkester. Et ”pigeband”, hvor man ikke kun hyldede kvindelige vokalister, men også komponister og tekstforfattere indenfor jazz. Det kunne f. eks. Være  Dorothy Fields, Nancy Hamilton, eller Mary Lou Williams.
Og hvilket band !
Allerede ved første strofe, den første ansats, den første klang, kunne man fornemme, at man stod over for nogle ganske velspillende musikere.
Up front havde man Anna Pauline Andersson, der ud over at glimre med sin fine vokal også bandt koncerten sammen med små anekdoter og baggrundsviden om numrene. Ganske charmerende og på et flot dansk. Hun er vokset op i Höganäs i en musikerfamilie med en svensk far og en dansk mor. Anna Pauline henter sin inspiration fra blandt andet Ella Fitzgerald, Anita O’Day, Peggy Lee. Anna Pauline har boet og studeret musik i København og i 2012 afsluttede hus sin Master-uddannelse i jazzsang ved Malmö Musikhögskola.
Ligeledes i ”frontline” hørte man Amanda Sedgwick på altsax. En – næsten utrolig – solist, der var i stand til at udvikle sine soli i vanvittige skalaer, i et tempo, der ville lægge de fleste ned ! Hun er selv leder af flere bands og har de senere år virket som ”kompositør” og freelance jazzmusiker i både Sverige og USA. Ved siden af et hektisk musikerliv underviser hun på Musikhögskolan i Stockholm och Morehouse College i Atlanta.
Som et dansk indslag finder vi Lea Nielsen på trækbasun. Lea startede på violin som 5-årig, efterfulgt af barytone i Køge Skole Orkester, hvor hun begyndte som 9-årig. Efter et par år skiftede hun til trombone, som hun har spillet på lige siden.
I 1998 blev hun optaget på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, samt på Skt. Annæ gymnasium og Albertslund Musikskole. Hun vandt i 2007 fast stilling i det Slesvigske Musikkorps. Sammen med korpset har hun spredt glæde og humør blandt danske soldater i Afghanistan, hvor hun i kampdragt og nissehue borgede for godt julehumør i den danske camp.
Ved siden af sit klassiske virke har hun spillet som fast medlem i Niels Jørgen Steens "Monday Night Big Band". Blot for at nævne nogle få aktiviteter i Leas musikliv.
Disse tre swingende damer ”up front” blev forbilledligt understøttet af en velspillende og vel disciplineret rytmegruppe.
På piano glimrede endnu en dansk pige: Catrine Frølund på piano. Af musikanmeldere bliver hun karakteriseret som ” - en musiker med et eksklusivt bud på den nordiske klavertone. Med afsæt i iørefaldende og imødekommende kompositioner er Catrine Frølund en stemningsskaber med stort øre for klang og rum”. Catrine levede fuldt op til anmelderrosen !
Catrine er uddannet rytmisk pianist fra det daværende Vestjysk Musikkonservatorium . I 2008 udgav hun sit debutalbum og høstede gode anmeldelser. Intet under at hun er efterspugt i et hav af sammenhænge fra jazz til pop og singer/songwriter.
Som bassist havde Ida Hvid – som også er dansk – en betydelig andel i denne vel fungerende rytmegruppe. Hun havde en særdeles swingende og robust bas og lagde stor autoritet i sit spil, hvilket skabte et fyldigt og velklingende rum bag solisterne og i ensemblespillet, selvfølgelig.
Ida Hvid er kendt fra Niels Jørgen Steens Monday Night og en lang række andre sammenhænge med eliten af dansk jazz.
Ole Streenberg – også dansk – beherskede sine trommer med stor finesse og fantasi i brugen af det traditionelle slagtøj. Han var så den eneste mandlige musiker blandt jazzamazonerne. Endvidere var han blevet hyret i bandet så sent, at der ikke rigtig var blevet tid til at øve med ”damerne”. Men Ole Streenberg er ikke hvem som helst. Han fik allerede som 22 årig sin første jazzpris og i 2016 fik han den efterstræbte ”Ben Webster” pris. Blandt andet for sit ry som  en af de bedste bebop trommeslagere herhjemme.
Ole Streenbergs
store erfaring, hans meget lyttende og indlevende spil, satte liv i rytmegruppen med swingende rytme og finesse !
”Sisters of Jazz” fungerede særdeles fint og publikum havde da også svært ved at slippe dem.
En aften, hvorfra især solistpræstationerne satte dybe og kærlige spor bevidstheden.

Mvh Ryan
 

Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 07. sept.  2017

Torsdag den 7. september havde Jazzens Venner besøg af den erfarne trio JazzMotion, der har mere end 30 års samspil at øse af. Bandet består af Lisbeth Iversen på piano, Lars Ole Godtfredsen på kontrabas og Henrik Nielsen på trommer. Alle yderst kompetente musikere, der i deres jazzrepertoire anslår en lyrisk og poetisk skandinavisk sound med associationer til den svenske folkemusik. Ved denne lejlighed er det saxofonisten og sangeren Mimi Barkmann, der præsenterer repertoiret up front.  Med stor charme og humor bindes aftenen sammen af små anekdoter om melodier og jazzfolk. På sin altsax og sopransax fortolker Mimi Barkmann sætlisten med indlevelse og improvisationsevne. Endvidere viser fortolkningen af ” Do Nothing Till You Hear from Me”, at Mimi er i besiddelse af en sikker vokal, der følsomt fortolker, især balladerne,  med stor indlevelse. Melodien er sunget af overordentlig mange jazzsangere, bl. a. Ella Fitzgerald og Billie Holiday, og man kan sagtens drage paralleller fra Mimis vokal til disse jazzkoryfæer – den rene klang, det fine vibrato i slutningen af fraseringen.
Mimi bakkes forbilledligt op af det disciplinerede ”JazzMotion”. Lisbeth Iversen på piano, der dels yder et fint ensemblespil og sender nogle fine soli afsted – også i sine egne kompositioner. På trommerne høres Henrik Nielsen, der virkelig lyttende og diskret underbygger melodiernes rytmik, uden på noget tidspunkt at overdrive sine kraftfulde midler. Lars Ole Gotfredsen lægger en formidabel bund med sin kontrabas. Måske er det ARCO basforstærkeren, der er udviklet af den anerkendte bassist Jesper Lundgaard, der udvirker den store rumlighed, og den bløde tone, der er til stede i både slagbassen og buespillet.
Trioen fungerer fint og leverer enkelt, velklingende og swingende musik.
JazzMotion med Mimi Barkmann leverede en anderledes jazzoplevelse, der appellerede til publikums egen lytteevne og indlevelse – og publikum kunne lide det !

Mvh Ryan


Se videoklip her ->

Jazz'in Randers:
https://www.facebook.com/groups/134166466976015/?ref=bookmarks
 


Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 04. maj  2017

SCOTT HAMILTON QUARTET -
et tenorsax ikon, der spænder over flere genrer !

Så fik Jazzens Venner igen besøg af et jazzikon: Mr. Scott Hamilton. Her er der traditioner tilbage til Ben Webster, Coleman Hawkins og Zoot Sims. På et tidligt tidspunkt blev Scott Hamilton endog kritiseret for at imittere Ben Webster og Zoot Sims, hvilket bevirkede at han udviklede sin helt personlige stil og tone, og fremstår i dag som en af de tenorsaxofonister, som selv danner skole.
Scott Hamilton er opvokset på Amerikas Østkyst: Providence, Rhode Island. Han er fra 1954 og startede allerede som ganske lille med mange for skellige instrumenter: trommer, klaver, klarinet og mundharpe. Først som 16 årig startede han seriøst med tenorsaxofonen i øvrigt med Johnny Hodges som forbillede. I dag håndterer Scott Hamilton en af de rigtige Selmer tenorsax'er , hvis serienummer indikerer, at den er fra midt 1940'erne. En såkaldt S.B.A eller Super Balanced Action. Den karakteristiske tone passerer gennem et Otto Link Tone Master- også fra midt 1940'erne og som tenorsaxikonerne Ben Webster, Coleman Hawkins og Lester Young spillede på.
Ved denne koncert bliver Scott Hamilton bakket op af en solid dansk trio bestående af pianisten Ole Kock Hansen, bassisten Hans Backenroth og trommeslageren Kristian Leth.

Scott Hamilton går direkte på den første melodi i sættet.
Ren tenorsaxlyd toner ud i rummet. Scott Hamilton helt alene, uden backup - en fanfare af harmoniseringer og skalaforløb, dur og mol, korte og lange riffs, strømmer ud af hornet i en næsten uendelig strøm, for pludselig at gå over i meloditemaet akkompagneret af de øvrige musikere: man genkender "Will You Still Be Mine" af Matt Dennis fra 1940. Man når lige at få melodien i hovedet, før melodien går over stok og sten i hastig rytme. Scott demonstrerer sin teknik. Hvordan han behersker saxofonen i hele registeret fra diskant til det dybe - enten rundt og blødt eller råt og sprødt. Man lægger mærke til hvordan melodiforløbet intensiveres af rytmiske betoninger og grooves med, hvor den rene tone sløres og melodien tilføres en primitiv klang, der skærper tilhørerens opmærksomhed. Her mangler ikke noget. Tenorsaxofonens dynamik beherskes helt og fuldt !
Ole Kock Hansen  overtager melodien i en elegant solo, der i nogen grad leder tanken hen på Oscar Peterson. Men Ole Kock Hansen har kunnet lade sig inspirere af utallige af de store navne. Inspirationen har kunnet komme mange steder fra: gennem sit livslange venskab med Niels Henning Ørsted Pedersen, som chefdirigent for Radioens Big Band, gennem arbejdet med det klassiske Ensemble Domino, eller arbejdet med DR PigeKoret og fra samarbejdet med søskendeparret Benjamin og Marie Carmen Koppel. Man behøver ikke at sammenligne Ole Kock Hansen med nogen. Han er helt suveræn sin egen.
Hans Backenroth får stafetten. Hans Backenroth er en af tidens bedste svenske kontrabassister Han håndterer sin kontrabas med stor kyndighed og musikalitet. Især husker man hans buespil i  der unisont og i klange skaber et fint modspil til Scotts tenorsax i Richard Rodgers "You Took Advantage of Me". Flot spil !
Scott falder ind med korte fraseringer og "chaser" med trommeslageren. Den anslåede rytme udfordrer Kristian Leth ved trommerne, en af de unge meget lovende janitsharer på jazzscenen lige nu. Som ung knøs lavede han sit første trommesæt af skrammel - som han siger - men lige nu beherskes et noget andet udstyr, hvorfra fantasifulde rytmiske, næsten melodiske, teknikker fyres af på slagtøjet.
Intensiviteten er på sit højeste, man nærmer sig det musikalske klimaks, da lydniveauet igen sænkes og rytmens puls bliver normal. "Will You Still Be Mine" bliver genkendelig og afsluttes indlevende og følsomt.
Finale. Bifaldet vil ingen ende tage.
Scotts venlige, men myndige røst lyder med tydelig - og klædelig - amerikansk accent ud gennem lydanlægget: "Thank you. Thank you !"
Han er hele tiden medlevende og indlevende. Efter egne soli kan man godt fristes til at gå lidt ind i sig selv. Nu har jeg gjort mit. Nu må de andre gøre, hvad de kan. Men ikke hos Scott. Han er konstant til stede i musikken, og momentvis hører man ham udbryde "Beautiful !", som påskønnelse til de andre musikere.
Vi fik mange gode oplevelser med fra denne koncert. Måske var der især et par svenske melodier, der satte sig i sindet. Nemlig "Ack Värmland du Skøna", der på Scott Hamiltons  sætliste hedder "Dear Old Stockholm", men også Quincy Jones nummeret " Stockholm Sweetnin'" gjorde indtryk.
I det hele taget var det nok især balladerne, der kom ind under huden. I dem var der tid til eftertanke, og man fik fuldt udbytte af Scott Hamiltons melodiske improvisationer og smukke tone.
Det var ikke så mærkeligt, at kvartetten efter et bragende bifald måtte ud i et afsluttende ekstranummer.

Vi har mødt en af den internationale jazzscenes store personligheder !

Med venlig hilsen og på genhør
Ryan

Foto: Jørn-Ulrik Weilby.

 

Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 06. april  2017

Engelbert Wrobels Sextet
- stjernemusikere i eksemplarisk samspil !

Engelbert Wrobel gæstede Jazzens Venner tilbage i 2015 en vinterkold torsdag i februar måned, men på det tidspunkt klar til at øge temperaturen et par grader med sit band "International Hot Jazz  Quartet".
Denne gang tager vi imod "Engelbert Wrobels Sextet" i en noget lunere april måned.
Kvartetten er blevet udvidet med yderligere to musikere Nicki Parrott på bas og Dan Barrett på trombone. Altså denne gang en besætning, der signalerer en spillestil i retning af den traditionelle New Orleans jazz. Ellers genkender vi den noble fremtræden og fejlfrie dresscode.
Det er som vanligt Engelbert, der er i front og med tydelig stolthed i stemmen præsenterer han sine musikere:" Det er mit billede, der er på plakaten, men egentlig burde alle disse fantastiske musikere have været på plakaten - for de har alle status som stjerner, der hvor de kommer fra !"
Det er da heller ikke uden grund, at man fornemmer en vis forlegenhed ved at blive fremhævet i dette selskab, der i aftenens forløb viser sig, at være absolut suveræne i ensemblespillet og som solister.
Bandet er samlet hen over flere kontinenter, og man får straks oplevelsen af, at kun det allerbedste har fået adgang til denne forrygende sekstet.
Engelbert Wrobel er fra Tyskland, Domagen, hvor han lærte at spille klarinet hos sin far. Som 16 årig vandt han sin første jazzpris og senere blev han uddannet på konservatoriet i klassisk klarinetspil i Düsseldorf. Men det var som jazzmusiker Wrobel skulle gøre sin karriere og tilnavnet "King of Swing" levner ingen tvivl om, at inspirationen blandt andet blev hentet fra Benny Goodman. Denne aften demonstrerer Wrobel sit suveræne klarinetspil i Benny Goodman nummeret "Bye-bye, Pretty Baby", hvor han lægger sig tæt på Benny Goodmans solospil i originalnummeret, men hvor han også formår at imponere med sin egen mesterlige teknik, der i tempo og tone danner sin helt egen standard.
På trompet hører vi Duke Heitger, der stammer fra Ohio, hvor han allerede som 12 årig spillede professionelle jobs i faderens "Cake Walkin' Jazzband". Siden har han gjort sin karriere i New Orleans, og når han ellers ikke farter rundt i hele verden, hygger han sig med sine "Steamboat Stompers" på flodbåden "Natchez Paddlewheeler". Han er yderst energisk i sit spil og er indbegrebet af en rigtig "lead trompeter". Straight i ensemblespillet, samt frigjort og varieret i sit solospil. Hans personlige spillestil har hentet inspiration fra blandt andre Bix Beiderbecke og Roy Eldridge og ikke mindst Louis Armstrong. Duke Heitger har dog helt sin egen stil og er en standard for sig. Men ikke alt er musik. Duke har faktisk en bachelor i Geologi !
På trombone har vi Dan Barrett, der kommer fra Florida. Tilbage i 1973 havde han som ganske ung mand den ære, at spille melodien "Ory's Creole Trombone" ved Kid Ory's begravelse. Siden har han gjort sin karriere blandt andet i Benny Goodmans orkester. Dan Barrett udstråler en ro og et overskud, der også afspejler sig i hans spillestil. Tyree Glen Nummeret "Sultry Serenade",  fortolkes enkelt og melodisk og bekræfter tesen om, at det ikke drejer sig om at spille mange toner, men at spille de rigtige toner! Dan Barrett producerer en en rund og varm sound, der måske delvis kan tilskrives Dans instrument: en gammel Conn Coprion Bell trombone med schallstykke i kobberlegering. Det giver en speciel rund og varm tone
. Der er en trombone i garage hos Wrobel i Tyskland og en derhjemme i Florida, hvor Dan Barrett i øvrigt får tiden til at gå som direktør for pladeselskabet "Arbor".
Klaveret mestres af Paolo Alderighi, der kommer fra Italien, hvor han er klassisk uddannet pianist - med udmærkelse - fra Bocconi Universitetet i Milano. Tidligt blev han dog grebet af jazzmusikken og opnåede en række priser fra 2004 og fremefter.
Blandt andet "Italien Jazz Awards 2007“ som "Brand New Jazz Act". Han er stor beundrer af Erroll Garner og fortæller, at Garners specielle teknik med en bastant rytmisk venstrehånd og en lidt forsinket, swingende og improviserende højrehånd, altid har været et ideal. I solonummeret "It Had to Be You" af Isham Jones / Gus Kahn viser han, at han måske i visse passager overgår sit forbillede. I melodiens intro aner man Paolo Alderighis klassiske baggrund og i melodiens tema demonstreres alle de nuancer og rytmiske fraser, som Garner gjorde til sit kendemærke. Garner ville have været tilfreds - og måske også lidt truet. Mesterligt.
Når alle disse dygtige musikere kan præstere så godt skyldes det ikke mindst rytmegruppen, der udgøres af bassisten Nicky Parrott og trommeslageren Bernard Flegar. Disse to musikere supplerer hinanden på forbilledlig vis. Konstant på beatet og synkrone, så man ind imellem kunne opfatte teamet som et instrument. En elegant udgave af sigøjnerjazzens bastante rytmiske "pumpe".
Bernard Flegar behersker sine trommer og sit slagtøj på mesterlig vis, altid lyttende og diskret i ensemblespillet og yderst varieret og frigjort i sine soli, som eksempelvis i McCarron-Morgan-Swanstrom nummeret "Blues My Naughty Sweetie Gives to Me
". Flegar er fra Tyskland og har i årevis ledsaget Wrobel rundt i verden.
Bassisten Nicky Parrott er en livfuld og chick dame, der absolut lever op til bandets generelle noble og elegante dresscode. Hun kommer oprindelig fra Australien, hvor hun som, ung pige spillede fløjte og piano. Søsteren fik hende tidligt med i sit band på kontrabas - der pudsigt nok manglede en streng - og efter studier på Musikkonservatoriet i Sidney, og lektioner hos blandt andet Ray Brown, var karrieren fastlagt inden for jazzscenen, hvor hun i en halv snes år spillede i Les Pauls band i USA. Nicky Parrott viste sine evner som vocalist i George and Ira Gershwin nummeret "I Got a Crush on You" og Ray Nobles "The Very Thought of You". I sidstnævnte introducerer og integrerer hun sit fine basspil med sin feminine og udtryksfulde stemme, med sound af Ella Fitzgerald og Sarah Vaughan - med et følsomt vibrerende stænk af Billie Holyday.

Det var en stor fornøjelse og nydelse at opleve Engelbert Wrobels Sextet med traditionel New Orleans besætning. Det gav mulighed for at præsentere nye og gamle numre fra kendte og mindre kendte jazzstandards i en disciplineret og velspillet form, som man kun hører fra de allerbedste jazzbands.
De tilstedeværende - der var et par tilrejsende fans fra "øerne" - fik en oplevelse for livet !

 

Med venlig hilsen Ryan

Foto: Kurt Helge

 

 

Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 02. marts  2017

Woodland Jazzband
- Mike Owen bringer os tilbage til rødderne i jazzens historie  !

Mike Owen
gæstede os første gang i 2011 sammen med Tuxedo Jazzband og igen i 2013 med sit eget band Woodland Jazzband, hvor han selv trådte i karakter og gik helt up-front med sit eget band. I øvrigt samme år, som han forlod Danmark og rejste tilbage til England med sin unge viv.
Nu er han så tilbage i Danmark - og hos Jazzens Venner. Igen i år med Ole Kirk på trompet, Lars Dalsgaard Hansen på clarinet, Uffe Hansen på trommer og John Andersen på kontrabas. Med sig fra England har han denne gang Martin Litton på klaver og Thomas Langham på akustisk guitar. Begge har været med i Mike Owens nu afsluttede tourne i England " Tribute to Kid Ory".
Vi møder et veltrimmet band: engelskmændene i habit med slips. Danskerne i habit- en med slips - og øvrige med frigjort åbentstående skjorte. Vi møder også en veltrimmet Mike Owen. Vildmandsskægget er blevet trimmet, hvilket gør den nydelige mand meget yngre at se på, selv om han i øvrigt synes at føre sig frem i en mere moden udgave. Med stor alvor og respekt præsenterer han denne aften et repertoire, der hylder hans inspirationskilde fra de helt unge år: basunisten Kid Ory. Og så er vi jo helt tilbage i jazzens historie, den oprindelige dixieland jazz. Kid Ory spillede oprindelig på banjo, men da mange brassbands blev nedlagt efter borgerkrigen i Amerika, blev der en overflod af instrumenter til rådighed på markedet. Det gjorde det muligt for Kid Ory at anskaffe sig sin første trombone. Som Mike Owen fortæller: "Den var så utæt og skæv, at han måtte smøre den med sæbe - så det boblede ud af den, når han spillede".
Woodland Jazzband er rigtig gode til at fortolke denne ikonisk oprindelige spillestil, som de gamle jazzfædre skabte i jazzens første år. Mike Owen selv fortolker Kid Orys spillestil helt autentisk. Finder de rigtige fraser frem i ensemblespillet, så man oplever Kid Orys "tailgate" spillestil. Selv tonen er tæt op ad den gamle mester og det udtryksfulde kommer helt frem i solospillet. Særlig udtryksfuld er Mike Owen dog som vokalist. Hans fortolkning af
George Whiting / Roland E. Llab "Saloon" fra 1919 er helt troværdig. Sangen fortæller om tiden under spiritusforbuddet i Amerika, hvor længslen efter  det dulmende samlingssted af og til kunne melde sig. Mike Owens fortolker både melodiens melankoli og tekstens smertefuldhed med stor indlevelse. En præstation, der grænser til det gribende.
Martin Litton og Thomas Langham bragte os ligeledes helt tilbage til jazzens rødder.
To herlige - underspillede - jazzmusikere, der førte sig ydmygt og beskedent frem, men som derhjemme i England virkelig er store navne på jazzscenen. Martin Litton spænder således over flere genrer, med særlig forkærlighed for ragtime i uforfalsket Jelly Roll Morton stil, men som også gør sig i selskab med 
Bob Wilbur og Scott Hamilton, samt præsterer at akkompagnere i Pete Long's Bebop Repertory Quintet, der spiller musik af Dizzy Gillespie !!
Denne aften imponerede de to engelske musikere blandt andet i Jelly Roll Mortons "King Porter Stomp", hvor Thomas Langhams spinkle og urhistoriske spil på akustisk guitar førte os tilbage til jazzens arnested. Tilbage til Eddie Lang, der i begyndelsen af det 19. århundrede var den første overhovedet, der gjorde jazzmusikken den tjeneste at erstattede banjoen med guitaren.
Langhams spillestil genopliver denne oprindelige sound og teknik, helt akustisk og uden plektrum. Nede i salen hos publikum vurderes det, om det er en Gibson eller en Martin guitar, som Langham spiller på. I hvert fald er det en rigtig gammel og historiefyldt guitar med slidmærker og tydelige brugsspor. Eddie Lang - som måske er forbilledet her - spillede på Gibson, men på Langhams guitar er "hovedet", hvorpå stemmeskruerne sidder, skåret lige over, hvor Gibson har et let buet "læbeformet" shape. Så den gamle guitar blev dømt til at være en Martin. Sandt at sige kunne den være af hel ubestemmelig art - men det, der kom ud ad den, var frydefuldt !!
Stor ære også til den danske del af besætningen, som vi kender fra det seneste besøg.
Dygtigt og loyalt udfyldte de stilbilledet på bedste måde. Ole Kirk blandt andet i King Olivers "Wa-Wa" , John Andersen med sin "slapbas-stil", Uffe Hansen med sit klassiske trommespil og Lars Dalsgaard Hansen fik vi lov at høre i en flot version af "Begin the Beguine".
Denne aften var en historiefyldt rejse tilbage til de store navne, navne som Kid Ory og Joe King Oliver, der skabte jazzen i sin grundform.
Tak til Mike Owen for indsigtsfuld guidance og tak til Woodland Jazzband for at bære historien igennem.

Med venlig hilsen Ryan

Foto: Jørn-Ulrik Vejlby

 

 

Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 02. februar  2017

DANISH JAZZ QUARTET
- noget af det bedste dansk jazzmusik har præsteret  !

Danish Jazz Quartet gæstede os første gang i 2012, kom tilbage i 2014 og gæster os nu igen i 2017. Det burde egentlig være en tradition at opfriske genhøret med disse danske jazzkoryfæer, der er eksponent for den klassiske swingmusik, som den oftest defineres af Benny Goodmans Kvartet. Benny Goodmans kvartet havde i sin tid bassisten George Duvivier som gæst. Hvis man kan abstrahere fra vibrafonen i Benny Goodmans kvartet og i stedet fokusere på Duvivier, har man netop besætningen i Danish Jazz Quartet, der består af Leif Juul Jørgensen på clarinet, Søren Kristiansen på klaver, Jesper Lundgaard på kontrabas og Alex Riel på trommer. Danish Jazz Quartet viser da også visse ligheder med den stilmæssige tradition omkring Benny Goodman, men den danske kvartet har dog, både i repertoirevalg og stil, udviklet sig til helt at fremføre og fortolke genren på sin helt egen måde. Især lydbilledet og klangen præges af Søren Kristiansens eminente klaverspil, der suppleres med Jesper Lundgaards lige så eminente basspil. Samspillet mellem disse to skaber en helt speciel sound og et karakteristisk rytmisk udtryk, der på forunderlig vis samles op af Alex Riel, der med stor lytteevne og indleven, fuldender det fine samarbejde mellem klaver, bas og trommer. Leif Juul Jørgensen kunne ikke få bedre backing og kulisse for sit klarinetspil.
Ira og George Gershwins "Oh Lady Be Good" fra 1924, en af Benny Goodmans favoritter må selvfølgelig være på repertoiret hos Danish Swing Quartet, og nummeret fortolkes med et overskud, der røber, at her, det har de prøvet før ! Efter en kort intro på klaveret spiller Leif Juul Jørgensen melodiens tema, hvorefter det går løs med improvisation over flere kor. Tonen er rund og sprød i det dybe leje og fin fløjteagtig i det høje - ingen skingre toner her - bortset fra nogle hæse toner og beslutsomme vrinsk, når en frase temperamentsfuld sluttes af. Teknikken er hurtig og den hæderkronede Marno Sørensen Klarinet, bliver testet grundigt i hele instrumentets register. Klarinetten er i øvrigt designet specielt til Leif Juul Jørgensen. Den eneste tilbageblevne Marno Sørensen klarinet i verden. De andre er simpelthen slidt op. Leif Juul Jørgensen øver sig på en Buffet Crampon for at spare mekanikken på Marno Sørensen klarinetten.
Søren Kristiansen tager over efter Leif Juul og fortsætter det hæsblæsende tempo. Han går helt solo og leverer sine improvisationer
alene. Venstrehånden hviler afslappet på låret medens højrehånden fremtryller et væld af toner, hvor klangen fra den ene tone knapt toner ud før den næste slås an. Den ene fantastiske skala bygges op efter den anden, og improvisationerne flyder ud af fingrene på den højre hånd. Man vikles på magisk vis ind i dette flow af vellyd og føler formelig forløsning da venstrehånden sættes ind med rytmisk kontrapunktisk spil i det dybe register. Bassen og trommerne sætter ind og fuldender sammen med Søren Kristiansen melodiens tema.
Jesper Lundgaard tager over på kontrabassen. En pudsig afkortet udgave af en kontrabas - konstrueret så den kan medtages som håndbagage i flyet ! Men lyden fejler ikke noget. Jesper leverer meget melodiske improvisationer og demonstrerer både slagteknik og fingerteknik i særklasse. Også på bassen er tempoet forrygende, men hver tone står skarpt og markerer melodi og rytme med stort overskud og sikkerhed. Jesper kender sit instrument og behersker alle teknikker. Hans buespil er i særklasse. Dybt rungende på rytmen eller melodisk blød og rund. Ind imellem leges der med klangbilledet - varierende hæse og skingre toner frembragt af buen tæt på stolen. Spændende og livfuldt at lytte til.
Under solospillet udveksler musikerne anerkendende blikke og smil. Alex Riel - altid deltagende og lyttende - får et smil og et nik. Gå bare til den ! Alex fik - skal vi sige "i fordums tider" - Den Danske Jazzpris; men er uden tvivl blevet endnu bedre med årene. Denne gudbenådede janitshar kan så meget, at han nok kunne fristes til at fyre det hele af på en gang - se hvad jeg kan. Men det er netop det, der ikke sker. Trommesoloen bygges op med rytmiske finesser på bækken, på lilletromme og reife. Opmærksomheden pirres og der lyttes efter den kommende figur og variant af rytmeflowet. Stærkere virkemidler tages efterhånden i brug og ender i et inferno af riffs og rytmeskift for sluttelig at ende i en elegant rytmisk invitation til ensemblespillet. Leif Juul Jørgensen tager over og lander slutspillet i elegant samspil med de øvrige.
Et bragende og velfortjent bifald bruser fra publikum op mod musikerne, der med den klædelige beskedenhed, der følger med bevidstheden om eget værd, smiler, nikker og bukker. Tak til publikum.
Sådan fulgte det ene flotte nummer efter det andet: Bart Howards, "Fly Me to the Moon", Lee Morgans, "The Double Up", George Shearings, "Lullaby of Birdland", Thelonius Monks, "Blue Monk" og mange flere.
Tiden bare fløj af sted, og man kan knap nok vente til man kan møde disse jazzens gentlemen igen !

Med venlig hilsen Ryan

Foto: Jørn-Ulrik Vejlby

 

 

  2016
 

Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 27. december  2016

EAST HARBOUR JAZZBAND
- autentisk nordjysk New Orleans !


Jazzens Venner sluttede sæson 2016 af med maner. Nemlig med et vaskeægte New Orleans band: East Harbour Jazz Band. Et band, der spiller absolut helt autentisk "oldschool" dixieland jazz, hvilket nok skyldes besætningen, der består af Brian "Junior" Toft på trompet, Niels Jørgen Christensen, "Nisse", på trombone, Jesper Gram-Hansen på clarinet, Anders Barfod på piano, Brian Bützau Olsen på sousafon, Erik Vinter på tenorbanjo og Jan Holmgaard på trommer. Helt traditionelt. Men det autentiske opstår nok især omkring sousafonen der træder i stedet for den mere almindelige kontrabas. Netop sousafonen lægger op til den lidt mere oprindelige stil - med streetbands - og dermed også et lidt ældre repertoire. Så vi fik mange gode gamle melodier at høre: "Chicago Buzz", "Georgia Camp Meeting" og  "At the Dark Town Strutters Ball", som jeg ikke kan mindes at have hørt i lang tid.
Grundspillet blev naturligt centreret omkring sousafonens taktfaste og dog melodiske grundspil, der sammen med banjoen, og selvfølgelig trommerne, dannede rytmegruppen. Rytmegruppen koncentrerede sig for det meste om at lægge den bedst mulige basis for solisterne; men ind imellem viste gruppen flot solospil: fine introer fra Erik Vinter på sin banjo i den skønne melodi "Blues My Naughty Sweetie", Jan Holmgaard på trommer og "washboard" i "Chicago Buzz". Brian B. Olsen rungede ofte ud i lokalet med melodiske soloafsnit på sin sousafon.
Anders Barfod, der er den eneste af musikerne, der er uddannet ud i musikken, viste sig at være en uovertruffen ragtimepianist. Dette fik vi at høre i hans egen komposition "Karl Kålhovedes Ragtime". En titel, der er eksponent for den særlige uhøjtidelige humor, der åbenbart hører det nordjyske til. Vi har ofte tidligere oplevet denne specielle humor fra nordjyske bands - som man efterhånden kommer til at holde af.
Oppe foran havde Niels Jørgen Christensen godt hold på trombonen, der med maskulin rå kraft understøttede melodien med de traditionelle trombonefills og de lige så, traditionelle Jack Teagarden "tailgate" fadings. Den mere følsomme side var dog også til stede. F. eks. i Turner Laytons "After You've Gone".
Denne aften fik vi lov at nyde en masse fint clarinetspil udført af Jesper Gram-Hansen. Blandt andet i en flot soloudgave af Clarens Williams "Wild Cat Blues". Her viste Jesper - som i øvrige soli - en flot tone og beherskelse af clarinettens fulde register. Stilen er hen imod gamle Johnny Dodds . Ikke mindst i W.C. Handys "Perdido Street Blues", hvor sammenligningen er helt oplagt. Fin lyd og fin tone, der måske kan tilskrives Jespers egenfremstillede mikrofonanlæg, der var monteret på clarinetten og bygget op omkring en mikrofon fra et høreapparat. Som ingeniør har man mange muligheder !
Up front bandt Brian "Junior" Toft en rød tråd gennem hele koncerten. En tråd, der fandt snurrige veje gennem anekdoter fra jazzens historie og mere eller mindre sandfærdige historier om nordjyske sælsomme skæbner. Alle sammen fortalt med den specielle humor, der trives der.
Et rammende eksempel i forbindelse med annonceringen af Spencer Williams klassiker "Basin Street Blues" fra 1889, hvor Spencer skulle have sagt:" All girls are good girls. Except the bad girls. They are sometimes even better". Men Brian Toft var endvidere en aldeles glimrende trompetist, med en fin lys klang i sit leadspil og i sine fint formulerede soli. Man kunne ikke undgå at opfatte den lyse klang fra trompeten - og måske heller ikke undgå at lægge mærke til trompetens særlige udformning: den manglede nogle centimeter rør, der plejer at bue helt ud til  schalstykket - i hvert fald når det er en Bb ( B ) trompet - som man oftest ser. Men Brian spillede på en Eb ( S ) trompet, der har kortere rør og derfor er lysere i sin klang. Brian Toft var endvidere en glimrende vocalist. Med sin maskuline, rå, armstronglignende stemme, kunne han med sikker rytmik og swingende frasering sætte liv i melodierne. Når så teksten endvidere fik et nordjysk twist blev det rigtig spændende og morsomt. "I Want a Little Girl" blev til "Jeg går og savner én, der savner mig .... " og "It's a Long Way to Tipperary" , det irske "
2nd Battalion Connaught Rangers" sang fra første verdenskrig, blev til. "Der er lang vej til pissoiren, men jeg håber at vi ka' kla'ren ....", så bliver det så nordjysk som, det kan blive.
Nå- de gik faktisk taktfast derud på - du ved nok.
Heldigvis kom de tilbage efter en pause og fornøjede publikum med mængder af god musik og bizar humor. Publikum ville da også nødig slippe dem, da det sidste ekstranummer klingede af.
Nordjyderne gjorde det igen.
Charmerede sit jazzpublikum i det østjyske !

Med venlig hilsen Ryan

Foto: Jørn-Ulrik Vejlby

 

 

 

Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 03. november  2016

SWINGTIME BIG BAND
- Count Basie, the Duke, Blue Eyes og Ella.

Så havde Jazzens Venner sin debut som vært for et bigband, og det var lidt en test af, om nu også bigbandmusik havde publikumstække i vor medlemskreds. Udfordringen var, at Sparekassen og Turbinen samme aften havde store bigbandbesøg, begge med gode navne som solister. Begge arrangementer var blevet solidt markedsført, så det var jo spændende, om der var publikum også til arrangementet i Jazzens Venner. Det var der - glædeligvis - et trofast publikum og adskillige nye ansigter dukkede op i vor hyggelige jazzhule på Underværket. Og det skulle snart vise sig, at vort publikum havde valgt helt rigtigt og satsede på Swingtime Big Band fra Ålborg. Swingtime Big Band har 30 års erfaring bag sig. Med Frank Wommelsdorff som dirigent de seneste 20 år og har , ud over egne solister, optrådt med Jesper Thilo, Niels Jørgen Steen, Bobo Moreno, Mark Linn, Sinne Eeg, Marie Karmen Koppel, Butch Lacy, m.fl.
Stilen har udgangspunkt i Count Basie, Duke Ellington, Woody Hermann, Frank Sinatra og Ella Fitzgerald og denne aften lægger publikum øre til sangerne Lars Rye Berthelsen og Mette Halle.
Man havde derfor også med rette lov til at stille forventninger til aftenens band.
Det 19 mand store band fyldte godt op på den lokale scene og lagde ud med jazzstandarden "Satin Doll", en Duke Ellington komposition fra 1953. Hanne Lund introducerer med et fint klingende og enkelt pianostykke, der overtages af saxgruppens bløde og runde sødmefyldte klange, der blandes med dybe toner fra en fuldtallig basungruppe. Trompeterne understreger rytmen med gjaldende fanfarer, der modsvares af små eksplosioner fra janitsharens stortromme og reife. Altsammen indpakket i rytmegruppens fastholden af en sejt flydende rytme, der produceres af trommer, bas og guitar i taktfast samspil. Trompetsolo og saxofonsolo fabulerer over temaet og backes op af klangfyldt ensemblespil, der skaber intens stemning. Foran dirigerer Frank Wommelsdorff med stor autoritet sit band. Med attitude og sigende gestik signalerer han sine forventninger til musikerne. Lad mig sige det med det samme. De gør det alle rigtig godt. Aflytning af optagelsen afslører selvfølgelig nogle småfejl, men på denne autentiske aften lyder det perfekt. Med sine 30 år i bagagen forstår musikere og dirigent hinanden så godt, at det giver frihed til at improvisere i arrangementet: udvide en solo eller indsætte et ekstra kor. Præcisionen er ikke helt på Ib Glindemansk niveau - men tæt på. Rigtig godt gået.
Efterfølgende hører vi en række Frank Sinatra numre, der glimrende fortolkes af Lars Rye Bertelsen, der på imponerende vis får sin sang til at mingle med trommespillet. Vi hører Sinatrafortolkninger af "Come Fly With Me", You Make Me Feel so Young" og "Pennies from Heaven", hvor vi introduceres for en fin solo på bastrombone - et instrument vi ikke før har lyttet til i dette koncertrum. Ellers får den fuld skrue i Count Basie nummeret "Tall Cotton", hvor alle solister bidrager med et korudspil. Fine soloer. De fleste cool og tilbagelænede, hvor man demonstrerer sin teknik og skalabeherskelse i lange "sætninger" med flere indskud og mange "kommaer". En teknik, der ofte kan komme til at sløre indholdet af den musikalske fortælling. Det belønner så solisten, der kan formulere sig i korte "sætninger", der afvikles med små pauser i udfoldelsen, som understreger melodiens frasering. Derved går melodiens fortolkning og "fortælling" klart ind hos modtageren. Således da Villy Moesgaard, på sin altsax, får publikum til, helt spontant, at klappe i takt til musikken. I øvrigt til stor overraskelse for dirigenten, der begejstret vender sig mod publikum og falder i med rytmiske klap. Det er virkeliggørelse af lykkefølelsen og jazzmagien, der er så medrivende, når den opstår.
Men sådan var der såmænd flere "lykkebringende" øjeblikke. Blandt andet i selskab med orkesterets sangerinde Mette Halle. Mette Halle har en mørk behagelig stemme, der også behersker og "pitcher
" i det høje register. Som eksempel : i Duke Ellington nummeret "I'm beginning to see the Light" fra 1945 præsterer hun en flot fortolkning, samt et kor med scatsong i fineste Ella Fitzgerald -stil. En spændende sangerinde med stort potentiale i stemmeudtryk og almen performance. Som et bidrag til "Spil Dansk Dagen" fik vi Otto Francker og Volmer Sørensens "Jeg Snakker med Mig Selv". I bedste swingstil, men mere som Ella Fitzgerald end som Gitte Hænning - og det gør jo ikke noget.
Gennemgående en rigtig fin aften i selskab med Swingtime Big Band fra Ålborg under ledelse af Frank Wommelsdorff.  Musikerne kunne smilende og tilfredse med en god præstation slappe af og forberede sammenpakningen af al grejet.
En lige så tilfreds og glad dirigent gav to tomler op til musikerne.
Vi giver "high five" herfra !

Med venlig hilsen Ryan

Foto: Jørn-Ulrik Vejlby

 

Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 06. oktober  2016

Mimi Terris
-  Swingende, charmerende,  poetisk jazzmusik

" Jeg hedder Mimi - ", lyder det ud i rummet, på det smukkeste kronprinsessemary dansk. Det er svenske Mimi Terris, der udfordrer det danske sprog, helt overraskende tydeligt og perfekt , på den måde, at det danske sprog ofte fremtræder mere korrekt, når det lige får den ekstra opmærksomhed, som det naturligt får, når en anden nationalitet udtrykker det. Måske ikke så mærkeligt endda. Mimi har danske aner på sin faders side og er uddannet på musikkonservatoriet i København i klassisk sang. Hun er bosiddende i Malmø og futter dagligt over Øresund til København, hvor hun underviser i sang og synger i kirkekor. Så det danske sprog er slet ikke fremmed for hende - og tak for det. Sjældent har det været nemmere at følge med i anekdoterne og fortællingerne, der knytter koncerten sammen. Dejligt, at man aldrig er i tvivl om, hvad der foregår, og hvad titlen er på de sange, der fremføres.
Mimis sætliste i denne koncert er bygget op omkring hendes seneste udgivelse "Flytta Hemifrån", der straks blev rosende omtalt i medierne, og som da også var den direkte årsag til, at bookerne i Jazzens Venner blev opmærksom på hendes talent. De musikere, der denne aften omgiver Mimi, er da også lige præcis den besætning, der bakker op omkring Mimi på originaludgivelsen. Up front har vi Mårten Lundgren på trompet og flygelhorn, Mattias Carlsson på tenorsax, klarinet og tværfløjte, Johan Ohlsson på piano og harmonika, Mons Persson på guitar, Kristoffer Rostedt på trommer, samt Mats Ingvarsson på bas der i aften afløser Marc Davies. Mårten Lundgren har i øvrigt arrangeret numrene.
Mimi Terris har både skrevet musikken og teksterne til hele dette album. Både musik og tekst må have arbejdet og trængt sig på i Mimis sind, for som hun siger:" Jeg skrev sangene på kort tid, og først senere blev det klart for mig, at jeg på en måde havde knyttet et hemmeligt venskab til en ærlig stemme, der ledte mig gennem den skov af tanker, der arbejdede i mig." Mimi skrev teksterne direkte i sin dagbog, der derfor blev så værdifuld, at hun var rædselsslagen for at miste den.
Det første nummer som Mimi annoncerer denne aften er "Dansa min Dokka". En sang, der handler om at have det svært og at finde trøst i lykkelige stunder i barndommen, eller i en smuk sang.
Hvis man alene lytter til musikken finder man en lethed og en glæde, ja næsten en opstemthed og optimisme, der giver det indtryk, at alt er sorgløst og lykkeligt. Først når opmærksomheden samles om teksten forstår man, at der er andre og alvorligere ting på spil omkring skuffelse, forladthed, svigt og sorg. Dette modsætningsfulde spændingsfelt hæver Mimis produktion op over det helt banale og leder ind til en grundholdning om, at man i modgangen og trøstesløsheden må arbejde med håbet og de lyse sider, for på den måde at arbejde sig gennem fortrædelighederne og komme videre i tilværelsen. Et budskab der er gennemgående i sangene.
Titelsangen "Flytta Hemifrån" handler om en ung pige, der efter en snes års fortrængning af egne behov og ønsker og har levet på andres præmisser endelig beslutter at leve sit eget liv selv om det medfører brudte relationer og livskrise. Men lyt til melodien: Frisk og fuld af liv, energisk swingende og med et musikalsk tema, der placerer melodien på enhver hitliste. Eller lyt til bluesmelodien "Om Kvinnan", der slæber sig sørgmodigt af sted i i tung bluesrytme for pludseligt at svinge over i svensk folkevisevals som til en majfest, der varsler lysets komme.
Mimi er en kunstner, der har noget på hjerte, og som hun dygtigt forstår at formidle gennem sin musik og sin poetiske åre.
På sætlisten blev der dog også plads til et par jazzstandarder. Blandt andet Cole Porters " You'd Be So Nice to Come Home To" fra 1943, anvendt igen af filmaktuelle Woody Allen, 1987, i "Radio Days" med Diane Keaton.
Her kommer hele bandets potentiale til udtryk: Mimi selv, selvfølgelig. Hun sammenlignes ofte med Alice Babs og Monica Zetterlund - og det er der måske noget om. Hun rammer i hvert fald Alice Babs lyse og relativt høje register, og det fine afsluttende vibrato fornægter sig heller ikke. Ellers er det vel de to sangerinders folkelighed, der matcher mest. Mimi er mest sin egen. Johan Ohlsson tryller på klaveret med flydende og effektfuldt improvisation. Mårten Lundgren viser flot tilbagelænet trompetspil og bruger i dette nummer sin "cup" i flotte finesser, han chaser tempofyldt med Mattias Carlsson på tenorsax, der i bedste Coleman Hawkins stil improviserer på sin vintage Selmer sax fra 1952, der endog er før den tid, hvor Selmers "S" på blå baggrund bliver det officielle logo. Mons Persson på hult og blødt klingende hollowbody jazzguitar forærer os flotte  klangsekvenser i sin sikre variation af melodien, på bas hører vi Mats Ingvarsson i en varierende og rytmisk improvisation. Kristoffer Rostedt, på trommer, har gennem det meste af aftenen holdt sig pænt tilbage, men får i dette nummer lov til at vise sine færdigheder på slagtøjet i en meget varieret og dynamisk trommesolo. Fint afstemt og diskret. Mimi præsterer i nummerets finale en flot og livfuld scatsong, hvor hun dygtigt chaser med Kristoffer Rostedt. Dette er klassisk jazz !
I sin helhed en aften i selskab med en charmerende, udadvendt, meget åben og fortællende Mimi Terris, der straks fra koncertens start, var i varm kontakt med sit publikum.
You would be so nice to come home to !

Med venlig hilsen Ryan

Foto: Jørn-Ulrik Vejlby

 

Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 01. september  2016

PS Swingband
-  Sigøjnermusik og swing med højt humør.

For et år siden havde Jazzens Venner i Randers besøg af det helt suveræne sigeunerband ”Dorado og Amati Schmitt”, der leverede fuldblods sigeunerjazz med udgangspunkt i Django Reinhardt og Stephane Grapellis musik. De demonstrerede, hvordan man får et band med udelukkende strengeinstrumenter til at gå fuldstændig i sync og levere denne rå hjertehamrende rytme fra det inderste af al eksistentiel væren. En grundrytme, der kommer fra den absolutte urkraft, hvor henover solisterne, på elegant vis, væver deres egen historie og improvisation over kærligheden og livets trængsler. Medrivende og hjertegribende.
Den gang var alle enige om, at ingen andre ville kunne leve op til noget lignende.
Og dog. Så kommer 4 musikere, der alle er vokset op af den jyske muld og tager udfordringen op.
Ikke fordi de overhovedet er klar over, at de udfordrer nogen.
Nej – de spiller bare.
PS Swingband, for sådan hedder bandet, gjorde det bragende godt, når de rullede sig ud på denne sigeunerscene og faktisk fik alle parametre i musikkens forudsætninger til at fungere.
Ja, mere end det. For de tilførte endnu en livgivende gnist til oplevelsen: De havde humor !

Per Sørensen ( PS ), der er bandets orkesterleder og introducer, fangede hurtigt publikums opmærksomhed med små anekdoter ind imellem numrene. Historier malet med bred pensel - med blink i øjet og med et stort smil – flød ud til publikum mellem de velspillede og swingende tunes.
Sjovt var det at høre om Fats Wallers entre hos Al Capone, hvor han i løbet af natten gentagne gange måtte spille ”Honey Suckle Rose” på den mægtige gangsters ønske. Forvirret og blind, som det blev fortalt, vidste den stakkels musiker hverken ud eller ind – men han tjente en formue denne nat. Myten er ikke helt forkert. Bortset fra, at Fats Waller ikke var blind. Det var Art Tatum, der var blind, men han har ikke noget med historien at gøre.
Vi hørte Al Jolsons sang fra 1920, Avalon, hvor Per Sørensen på sin akustiske guitar og Kim Mouritsen på sin lille leadguitar i samspil med Torben Nickelsens kontrabas i fuld synkronitet lægger rytmisk bund til Esben Kjærs fine violinspil og indlevende balladefortolkning af nummeret, der ender i uptempo med lynhurtige og forrygende greb på violinens gribebræt og et medrivende tempo, så man er helt forpustet ved melodiens antiklimaks. At så melodien IKKE er taget fra operaen AIDA  - af Giuseppe Verdi -  som det dramatisk blev nævnt - men er taget fra Giacomo Puccinis arie fra Tosca. Men hvem tænker på det, når man føler sig totalt indhyllet i disse fantastiske musikeres selskab.
Musikerne har en helt usnobbet tilgang til deres håndværk og håndværkets værktøj. Tydeligvis spiller Per Sørensen på en rigtig sigeunerguitar med de helt rigtige karakteristika. Det kunne jo være en håndbygget kopi af en typisk Macaferri Selmer guitar, som Django Reinhardt spillede på.
Men nej – det er det ikke. Håndbygget vist nok, men hvad den hedder ? Det er der ingen, der går op i ! Jamen, hvad så med Kim Mouritsens lille nydelige velklingende leadguitar ? Jo, det er Kims legetøjsguitar fra da, han var barn. Nu blot udstyret med lidt elektronik. Som musikerne siger: ”Det går vi ikke op i – vi spiller bare".
Og som de dog spiller – og synger.
Ægte velklingende barbershop toner ud i Underværkets flotte paraplybesmykkede lokale i den dejlige ”In the Shade of the Old Apple Tree” , der er skrevet af Harry Williams og tilsat musik af Egbert van Alstyne . En version, der helt lever op til Mills Brothers varemærke.
Ligeledes smuk sang  ”Somewhere over the Rainbow” fra filmen ”Troldmanden fra Oz”.
Skrevet og tilsat musik af Harold Arlen og E. Y. Harburg tilbage i den uskyldsrene eventyrverden. Ikke noget under at sangen bragte trøst til soldaterne i WW2, hvor Judy Garlands stemme stod printet i soldaternes hjerter.
Mange numre står tilbage i erindringen efter denne aften:
En hyldest til Svend Asmussen, hvor Esben Kjær leverede ”June Night” så gribende og indlevende, at den nu 100 årige Svend Asmussen ville have frydet sig.
Og – i uforfalsket sigeunerstil - improvisationsnummeret ”Minor Swing” som Django Reinhardt og Grapelli for altid har gjort udødelig, viser de os direkte vej ind til improvisationsmusikkens væsen, hvor musikerne på forunderlig vis bevæger sig frem mod et forudset punkt i fremtiden og udfylder det forventede rum med harmonier og tryllerier. Ren organisk musik, der bliver til i dette øjeblik !
Essensen i jazzmusikken og anden improvisationsmusik. En af de unikke oplevelser for et lyttende publikum.
Sådan fulgte den ene oplevelse med den anden. PS Swingband gav sit publikum en oplevelsesrig aften med bevægende og humørfyldt musik, der mange dage efter vil dukke op i erindringen.
Tak til PS Swingband for en super musikalsk oplevelse.

Med venlig hilsen Ryan

Foto: Jørn-Ulrik Vejlby

 

 

Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 04. august  2016

Sammy Rimington Quartet.
-  New Orleans musik fortolket med sjæl.
 

 Sammy Rimington er født i 1942 i Paddock Wood, Kent / England og startede som professionel musiker i 1957. Hans hjerte blev hurtigt indfanget af jazzmusikken og han regnes i dag for en af de ægte fortolkere af New Orleans musikken. Hvert eneste år tager han til festival i New Orleans by, hvor han ikke blot lytter og erfarer, men deltager som musiker på lige fod med de øvrige udøvere. Han regnes for en af de helt autentiske musikere, som andre tager ved lære af. Valget af instrument peger i den perfektionistiske retning. Sammy Rimington har valgt en ganske speciel klarinettype,  som der kun er fremstillet en håndfuld af. Instrumentet er lavet af en gammel instrumentmager i England. Normalt er en klarinet forarbejdet af Grenadil, som er helt mørkt næsten sort ,og som giver klarinetten sin karakteristiske farve. Sammy's Karinet er forarbejdet af buksbom, der har været 400 år undervejs, før den er endt i hænderne på ham. Instrumentet fremtræder i farve som lys karamel,  påmonteret med Boosey and Hawkes "Albert system", der betjenes med en meget enkelt fingersætning. Systemet er oldschool og er i dag udkonkurreret af det mere moderne Boehmsystem, som de fleste moderne klarinetter er udstyret med.
De New Orleans musikere, der sværger til den helt originale New Orleans stil, foretrækker dog Albert systemet, der i øvrigt bruges af ikoner som Sidney Bechet, Barney Bigard og Johnny Dodds - og altså også af Sammy Rimington. Sammy håndterer sin klarinet med stor teknisk dygtighed, med en meget improviserende og iderig stil, der konstant gør hans spil interessant. Han producerer en fin rund tone, der varieres flittigt i klangen, fra det helt tynde og sarte til en hæs dyb vibrato i det lave register. I gospelnummeret "Just a Closer Walk with Thee" toner Sammy's følsomme spil udtryksfuldt frem. Sangen er en gospel fra omkring den Amerikanske borgerkrig og sunget i kirken af slavearbejderne. Sangen er inspireret direkte fra bibelen 2. korinterbrev 5:7 "We walk with faith, not with sight" og i Sammys version kommer hele følelsesregisteret i spil. Også i melodivalget hørte vi titler, som sjældent er på sætlisterne. Således den udtryksfulde melodi "Red Wing"fra 1907, der handler om en ung indiansk kvinde, der har mistet sin elskede i et slag. Et atypisk valg, der blot viser denne musikers alsidighed og rummelighed.
Hen mod slutningen af koncerten annonceres
William H. Tyers "Panama", der kan dateres helt tilbage til 1912. Et hurtigt og rytmisk nummer, hvor alle musikerne slår sig løs og viser deres kunnen. Vi hører fine improvisationer fra Per Larsson på piano og ligeledes fra Karl Kronqvist på bas, der brillerer med en flot bassolo, hvor han demonstrerer fin "slapbas teknik". De to herrer kender hinanden fra Frazzes New Orleans Stompers samt Red Hot Four, hvor de i øvrigt også spiller sammen med Uffe Hansen, der skabte den fornødne dynamik og dramatik i numrene, med sit rutinerede trommespil, der gik helt uden om highhatten, men til gengæld fandt beat og modbeat på træklokke og bjælde. Uffe Hansen var hasteindkaldt til bandet, da Søren Houlind denne aften var fraværende på grund af sygdom.
Dette bragende nummer afløses af slutnummeret "Amen", som er en efterkrigskomposition og egentlig knytter sig til julehymnerne. Sammy har en glimrende vokal og kommer helt ud over scenekanten med sin følsomme fortolkning. Han evner endog at få publikum til at synge med på gospelkorets "Amen - amen - amen ". På en måde meget gribende og viser, hvad man kan drive sit publikum til, når man virkelig mener det man gør og lever sig totalt ind i hymnen. Flot klaret af Sammy Rimington. Flot klaret af bandet og godt gået af et henrykt publikum.

Med venlig hilsen og på genhør
Ryan

Foto: Jørn-Ulrik Vejlby

 

Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 12. maj  2016

TWO-TONE CHILI
-  charmerende, sprudlende og original jazzmusik.

Hvis synet af "Two-Tone Chili" kalder minder frem, er det sikkert fordi bandet besøgte Jazzens Venner tilbage i 2012. Dengang under navnet "Summertime". Bassen er blot skiftet ud med en hult klingende tuba, der trakteres af Jonatan Ahlbom, der kommer fra Sverige. Øvrige er pæredanske og kommer fra henholdsvis Svendborg, Rudkøbing, København og Ringe: Her genkender man så Jon Bjarnason på guitar, Thomas Buchreitz på trompet og flygelhorn, Anders Ringgaard på basun og harmonika og Claus Bjerregaard på trommer.
Bandet er blevet skarpere og byder på mange fine og originale arrangementer, der er vel instuderede. Riff og fraseringer falder præcist og toner frem i fine klange. Man lytter virkelig til musik af god standard.
Efterhånden som repertoiret rulles ud oplever man tillige, at sætlisten ikke blot indeholder de traditionelle jazzstandarder, men overrasker med mange originale titler fra det funky univers, hen over Hillbilly til danske viser. Man skulle heller ikke forvente en almindelig og sædvanlig annoncering af numrene med titler og komponistbavne, men melodierne blev i stedet præsenteret i atypiske genrer som: gangsterjazz, kameljazz, intellektuel jazz - og andre påfund.
Til den sidste genre hørte Nat King Coles "Straighten up and fly right", som Bjarnason på filosofisk og underfundig vis forklarede, vist nok havde noget at gøre med at få hold på sit alkoholforbrug. I virkeligheden er det Nat King Coles genfortælling af et barndomseventyr, som hans far fortalte om en musvåge, der spiser sine ofre, men som bliver snydt af en abe ! Melodien toppede i flere perioder på forskellige amerikanske hitlister i 1943 og titlen "Straighten up and fly right" blev pudsigt nok kampråb for de sorte jagerpiloter i "The Tuskegee Airmen".
Samme Bjarnason havde i øvrigt mange fine soli på sin Gibson ES 335 guitar, som han havde spillet på hele sin karriere. Han fortæller, at han i enrum øver guitarspil i lange skalaforløb, som man ofte hører guitarister gøre det, men i ensemblespillet kom han hver gang til at tænke som blæserne, hvilket gjorde hans spil mere enkelt og melodisk. Det giver klart hans spil både karakter og personlighed.
Ellers lagde man mærke til Bjarnasons vokal i fortolkningen af Bo Evers vise "Barry White", der, som han sagde, vel egentlig ligger lige på kanten af, hvad man forstår ved jazz. En sjov vise var det,  og udførelsen var fint "jazzificeret". Bo Evers, der ellers er biolog og underviser på Hvidovre Gymnasium, er værd både at lytte til og høre på. Ikke for ingen ting er han indskrevet hos Remee og Chief 1, samt på kontrakt med "Universal Music".
Vi fik også en flot pariserstemning i Sidney Bechets "Petite Fleur", der blev spillet på harmonika af bandets basunist Anders Ringgaard. I denne fortolkning følte man sig hensat til Mont Martre blandt malere og musettespillende gademusikere. Hen mod slutningen af koncerten viste Ringgaard sig som en udmærket sanger, der, med sit basunspil og vokal, fik sat fut i fejemøjet bl. a. i nummeret "Second Line Funky Way", der satte salen på den anden ende.
På trompet og flygelhorn kunne man nyde Thomas Buchreitz med et energisk og melodisk spil, med en klart klingende tone, som han kunne variere med harmondæmper og growl. Thomas viste sig i slutningen af koncerten som en rigtig god vocalist og fortolkede "Basin Street Blues" og "St. James Infirmary" med stor indleven og inderlighed, hvilket ligeledes kom til udtryk i trompetspillet. Thomas præsenterede os for en harmondæmper, som han havde fået af en tidligere randers-jazzmusiker, Poul Smith, der havde spillet jazzmusik med Thomas' far, der var til stede i salen. Således kunne det på bedste måde dokumenteres at Thomas er en rigtig "randersdreng". Et godt brand for sin by.
Rytmefolkene supplerede hinanden fint og Jonathan Ahlbom på tubaen lagde en formidabel rungende og blød bund i i melodierne. Claus Bjerregaard passede diskret sine trommer, men viste sig som en glimrende solist i numrene "Funky Way" og "Mama don't Want no Music". Et par numre, der hen mod slutningen af koncerten blev gennemført med stor energi og entusiasme, der i den grad smittede af på publikum. Salen formelig sydede af begejstring, publikum lod sig rive med i den musikalske malstrøm og havde svært ved at give slip på "chillierne".
Tak til et medlevende publikum og tak til et inspirerende og anderledes "Two-Tone Chilli".


Med venlig hilsen og på genhør
Ryan

Foto: Jørn-Ulrik Vejlby

 

Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 07. april  2016

SECOND LINE JAZZBAND
- fornem dixieland jazz med charmerende twist !

Tilbage i 2012 havde vi besøg af Second Line Jazz Band, og de gjorde på det tidspunkt et så uudsletteligt indtryk på publikum, at de straks kom på "kom igen - listen". Nu dukkede de så op med pit stop i Jazzens Venner på en 4 dages tour i det jyske. Allerede da fyrene var her tilbage i 2012, kunne man have på fornemmelsen, at det var et relativt nyt og ungt band. Men sådan forholder det sig slet ikke. Second Line Jazz Band har snart 30 års erfaring rundt om på de europæiske jazzfestivals og i jazzklubber: Sverige, Norge, Danmark, Tyskland, England, Holland og Nord Irland - for nu at nævne nogle af stederne. Dertil kommer at de er de bedst sælgende jazzbands i hjemlandet Sverige med snesevis af CD'er i udvalg. De har massevis af numre at vælge imellem med over 400 melodier på sætlisten ! Så en beskeden "dobbeltsætter" , som den der leveres i Jazzens Venner, skaber ikke mangel på melodier.
Besætningen er også genkendelig - nemlig helt uændret.
Uforfærdet up front genkender man Niklas Carlsson på trombone. Frisk i slaw'et holder han sammen på repertoiret og fortæller levende om præstationerne, fortæller mere eller mindre sandfærdige anekdoter fra musikmiljøet og udfordrer ublufærdigt det danske og svenske broderskab. Kvik og dygtig er han, og han har da også modtaget adskillige priser som musiker og sangskriver. Bl. a. Louis Armstrong Award i 1997og "Glad Jazz Solist" prisen ved Gøteborg Jazzfest. Lige så frisk han er i munden, er han også på trombonen. Flot improviserende, med dramatiske passager, får han instrumentet til at klinge kraftfuldt ud i rummet.
Fremme på podiet genkender vi Olof Skoog, der spiller en forrygende tenorsax i oldschool stil a' la Coleman Hawkins. Han tilfører ensemblespillet en masse energi med rullende, pågående skalaforløb i rasende tempo. Olof Skoog er uddannet fra Gøteborg Universitet Musik / Jazzlinien og har også en Louis Armstrong Award fra 2002 på samvittigheden. Skoog er fuldtidsmusiker og har sin egen kvartet, hvor stilen er noget mere moderne og cool, end den han viser i Second Line Jazz band. Olof Skoog spiller også klarinet med en mere ydmyg tilgang, der egentlig klæder stilen fortrinligt, idet improvisationen på dette instrument holdes nede i tempo og får et næsten lyrisk melodisk forløb, som man kunne nyde i Fred Roses "Blue Eyes Crying in the Rain", en melodi som er indspillet af både Willie Nelson og Elvis Presley.
Som lead trompetist høres Jesper "Baby-Boy" Albrektsson i forrygende Bunk-Johnson stil. Han er egentlig mesterkok på det mondæne Gottskär Hotell, der ligger syd for Gøteborg - hvis nogen kommer sultne på de kanter. Han har imidlertid været med i Second Line Jazz band lige fra begyndelsen og prioriterer højt, at kunne følge med bandet rundt på turneer.
Det er jo altid rytmegruppen, der leverer råstoffet til bandets sound og stil. Helt iøjnefaldende har vi her Anders Wasën, der som regel skiller sig ud fra de øvrige med sin specielle tøjstil og pangfarvede paryk. Anders spiller en taktfuld og klangfuld rytmisk banjo, der ligger fast på slaget og bidrager til rytmegruppens synkrone faste rytme. Anders Wasën har 30 års erfaring som journalist, men også han prioriterer højt, at spille sammen med de andre gutter i bandet. I nummeret "China Town My Chinatown" giver han en forrygende banjosolo, der selvsagt skaber respekt om, hvad der kan præsteres på den - til tider - miskrediterede banjo.
På bassen sætter Per Bach sit helt eget præg på bandets spillestil. Han ligger, næsten som en tuba, fast på rytmen og passer på at grundrytmen holdes. Han viser også stor kunnen og evne til improvisation i sine soli, hvor han demonstrerer den helt specielle slap-bas stil, hvor strengene trækkes ud fra gribebrættet og "slapper" tilbage med et karakteristisk smæld, der understreger rytmens dynamik. Per er oprindelig dansk - han er fra Bramminge ved Esbjerg - og ud over at arbejde som elektriker, finder han endvidere tid til at passe en strengkvartet, hvor han trakterer en cello fra 17-hundrede tallet !
I den gamle jazzstandard "Tiger Rag" indspillet i 1917 af "The Original Dixieland Jass Band" ( det staves virkelig med "s" ) glimrer Johan Horner med en forrygende trommesolo. Johan Horner er uddannet på Gøteborg Musik Universitet og viser her, at han kan sit kram til fingerspidserne. Han har helt styr på slagtøjets forskellige effekter. Markerer med stikkerne på rejfen, behersker grundteknikkerne i lilletrommespillet, overdriver ikke sine tam-tam'er og bastrommen, men bruger dem som en del af det spændende lydtæppe, der på dynamisk vis oprulles i soloforløbet. Slet ikke monotont, men aldeles underholdende.
Især husker man fra denne aften Niklas Carlssons solooptræden i "I Will Take it with Me When I Go" af den kontroversielle Tom Allan Waits. Waits ru og specielt hæst artikulerede stemme blev af Niklas på indlevende vis transformeret til det fineste trombonespil, og stemningen i den rytmisk sejt forløbende melodi blev fremhævet af Niklas Carlssons følsomme vokal, en fremførelse, der helt fortjent gav anerkendelse fra publikum. Ligeledes "shinede" Olof Skoog i "Chinatown My Chinatown" fra 1906, komponeret af William Jerome og Jean Schwartz. Skoog viste her hele sit overbevisende talent, som en fuldbåren musiker, der både behersker sin teknik og tonedannelse, musikalitet og evne til at fortolke. En ypperlig præstation, der begejstrede publikum.
Som helhed en jazzaften af høj karat, som selvfølgelig - efter stående og respektfuld stående applaus - sluttede med det forventede ekstranummer, der pudsigt nok skilte sig ud fra bandets "dixede" stil til et lidt mere moderne snit, nemlig Duke Ellingtons  let melankolske "Solitude" fra 1934.
"Solitude" skildrer vel egentlig den tunge mentale tilstand, der hviler i "ensomheden". Men efter denne aftens oplevelse følte man sig dog mest omfavnet af dejligt samvær og samhørighed med et jazzelskende og opstemt publikum.


Med venlig hilsen og på genhør
Ryan

Foto: Jørn-Ulrik Vejlby

 

 

Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 03. marts  2016

RASCAL SWING BAND
- gipzymanouche jazz så det swinger !

For et år siden i februar havde Jazzens Venner besøg af Amati og Dorado Schmitt. Navne, der på legendarisk vis definerer, hvad man forstår ved "gipsy jazz" eller den franske udgave "jazz manouche".
"Jazz Manouche" opstod omkring Jean "Django" Reinhardt og Stephane Grappelli i Paris på spillestedet "Hot Club de France". Musikken havde udgangspunkt i romaernes musik, påvirket af fransk musette og jazz. Det karakteristiske ved "manouche jazz" er, at musikken spilles uden messing- eller træblæsere. Trommer høres heller ikke i disse besætninger, der typisk består af basguitar eller kontrabas en rytmeguitar og en leadguitar, samt violin. Urkraften i denne musik skabes af rytmeguitar og kontrabas, der helt synkront på beatet "pumper" melodiens puls ud i rummet. Man taler ligefrem om "la pompe", som det i sig selv er en kunst at kunne frembringe og formidle. Det melodiske har sit særpræg i klang- og harmoniforløbet, der anvender molklange, associerende til sigøjnermusik, tenderende til jødisk folkemusik. En klang man ikke tager fejl af, når først man er præsenteret for den.
Netop et år senere præsenteres vi så for endnu et "jazz manouche" ensemble "Rascal Swing Band", der består af Jon Noe på rytmeguitar, Torben Bjørnskov på kontrabas, Jens Christian Kwella på leadguitar og Lasse Høj Jakobsen på violin.
En typisk "jazz manouche" besætning, der også i det musikalske udtryk finder fine sigøjnerklange frem i stiludtrykket, som Django Reinhardt har givet inspiration til. Men i repertoirevalget viser de, at inspirationen også kommer fra jazzens standarder og swingperioden, som vi kender dem fra Benny Goodman og Svend Asmussen.
Fremme på scenen er det Jens Christian Kwella, der knytter det varierende repertoire sammen med små anekdoter om melodiernes oprindelse og finurligheder og på underholdende vis skaber "den røde tråd".
Ellers tryller han virtuost på sin leadguitar, og formår samtidig at tale til publikum og til musikerne, medens fingrene på magisk vis bevæger sig rundt på gribebrættet med en rutineret motorisk automatik, som kun er de aller dygtigste musikere forundt. Medens fingrene præsterer, ser han indimellem intenst på sit publikum, som om han ville sige:" Hørte I virkelig, hvad der kom ud der ?". Ikke noget under, at han blev landets første lektor i rytmisk guitarspil på Det Jyske Musikkonservatorium", hvor han stadig underviser - når ikke han optræder på alverdens jazzsteder.
På violin er det Lasse Høj Jakobsen, der udøver sin kunst med stor overbevisning. Vi har tidligere hørt Lasse Høj Jacobsen i Jazzens Venner bl. a. sammen med "Dixieland Gipsy Band". Her, sammen med Rascal Swing Band, er han musikalsk vokset både i udtryk og performance. Han har på violinen fundet sin egen personlige stil, der falder fint i tråd med forbillederne Stephane Grappelli, Svend Asmussen og Stuff Smith. Som en hyldest til Svend ( Harald Christian ) Asmussen, der netop fyldte 100 år den 28. februar, spillede bandet Svend Asmussens kendingsmelodi "June Night", hvor Lasse Høj Jakobsen sang sig ind i publikums hjerter. Det klæder Lasse, også at dyrke sit sangtalent. Han har et følsomt udtryk, og når der kommer styr på pitchene i det høje register bliver det bare flot.
I bedste manouchestil, var det Torben Bjørnskov og Jon Noe, der producerede musikken puls, der er så vigtig for at få netop denne stilart til at fungere og virke overbevisende. Det gjorde de fint !
De to musikere fandt rytmen helt synkront og fremstod i perioder som et pulserende instrument, der frembragte urkraften og livskraften i den livgivende rytme, der er så afgørende for manouchejazzen.
Godt at der blev givet plads til Torben Bjørnskov i adskillige soli, hvor han overbevisende, men med ydmyg attitude, kunne gøre opmærksom på det lødige basspils kvaliteter. Hans to læremestre på konservatoriet, Jesper Lundgaard og Niels Henning Ørsted Pedersen, har virkelig sat sit fingeraftryk på denne upcoming bassist.
Lidt tilbagetrukket og helt uden at gøre et stort nummer af sig selv, fandt man Jon Noe på sin rytmeguitar.
Jon har viet sit virke til at formidle kunsten at spille manoucherytme, hvilket i sig selv er en kunst og som i sigøjnerjazz miljøet er meget eftertragtet. Han udgjorde på overbevisende måde selve nerven i den vigtige "la pompe", der gav hele grundlaget og fyldigheden i den livgivende manoucherytme.
At Jon Noe er dedikeret til sin opgave ser man på hans værktøj: en rigtig sigøjnerguitar.
Selmer  fremstillede fra 1932 til først i 1950'erne en serie guitarer af mærket "Selmer Maccaferri", der blev meget eftertragtet af sigøjnermusikerne. De findes kun i ganske begrænset antal og efterspørges og værdsættes i dag som Stradivarius og Guarneri violiner. En amerikansk akustisk ingeniør Robert Holo har viet sit liv til at afsløre disse guitarers hemmeligheder. Instrumenterne dissekeres til mindste detalje og helt identisk bygges der nye instrumenter. Årsproduktionen kan tælles på en hånd, så man er heldig, hvis man får fat i en. Jon Noe har været blandt de heldige og trakterer med stolthed sin Holo-guitar
, en tro kopi af en "Selmer Basato", der ikke bare er et stykke træ med lidt elektronik på, men et sindrigt akustisk fænomen, der nærmer sig at være et kunstværk  - og som man sagtens kan nyde at eje uden over hovedet at kunne spille!
Er man interesseret i decideret kunsthåndværk bør man besøge www.djangobooks.com .
En spændende aften med en masse god manouche-musik og et varieret standard repertoire.


Med venlig hilsen og på genhør
Ryan

Foto: Jørn-Ulrik Vejlby

 

 

Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 04. februar  2016

Vokalgruppen FAVORITTES 6
- jazz-cabaret med talent, historie og charme.

Torsdag den 4. februar startede Jazzens Venner sin forårssæson og i den anledning havde vi besøg af Vokalgruppen FAVORITTES 6. De besøgte os sidst i maj måned 2013 og vi havde oprigtigt glædet os meget til gensynet og - genhøret !
The FAVORITTES bygger sit koncept op omkring  evergreens og radiohits fra 30’erne, 40’erne og 50’erne, med hits fra blandt andre Four Jacks, Andrews Sisters, Mills Brothers, Swedanes, Otto Brandenburg og Grethe Ingmann,
Gerda og Ulrik Neumann og Leo  Mathiesen. Ikke alt i den pose kan vel kategoriseres som egentlig jazz. Men i repertoiret findes også rendyrkede jazznumre, hvor man hører greatest hits af Louis Armstrong og Nat King Cole for blot at nævne nogle. Et er helt sikkert: musikken appellerer til et bredt publikum - også vores traditionelle jazzfreaks.
Alle er spændt forventningsfulde, da bandet gør sin entre på scenen. Markant i scenebilledet er placeret en radio, der leder tankerne hen på tiden efter anden verdenskrig og tre ulasteligt festklædte herrer springer elegant op på scenen og placerer sig ved instrumenterne. Jesper Carlsen anslår sin bas,  Finn Kjær Andersen istemmer på piano og Peter Bjerrum er allerede godt i gang med sine trommer. Tre superelegante sangerinder i efterkrigsrober og med efterkrigspynt i håret, entrer scenen og samler sig tæt omkring de centrale mikrofoner.
Kirsten Pedersen, Karoline Budtz og Cilja Hauglang - WOW !
Ud i rummet lyder det nostalgisk: "Stil nu ind på de danske stationer. Der er rytmer i æterens flor ... ", Erik Fiehns sang tilbage fra 1932. Mange blandt publikum føres i erindringen tilbage til Danmarks Radio i 1940'erne når Louis Preil’s Radiodanseorkester spredte optimisme i de danske hjem efter den mørke krigstid. Stemningen er perfekt. Jesper Carlsen præsenterer gruppen og programmet i causerende form, og pigerne kokketerer friskt både med musikerne og med publikum. Straks efter er det The Chordettes "Mr. Sandman" der breder sig i rummet. Rytmisk swingende og klangfuld trestemmig sang forkynder : "Mr. Sandman, bring me a dream ... ". Det er tydeligt at publikum gladeligt lader sig rive med i drømmen og lader sig forføre af musikernes umiddelbare charme.
Pigerne gør det rigtig godt. Stemmerne klinger fint sammen. Melodi og tekst forløber med punktlig præcision og bidrager til at understrege, at her er der et kor, der kan sit kram. Pigerne er da heller ikke hvem som helst. Kirsten Pedersen, der både synger og spiller på altsax, er konservatorieuddannet, blandt andet med Michael Blatt, der er første tenorsaxofonist i Klüvers Bigband, som læremester. Karoline Budtz er ligeledes konservatorieuddannet - er for resten netop flyttet til Randers og underviser på Randers Lilleskole. Cilja Haugland har sin sang og sit talent i generne. Operasangeren Aage Haugland er nært beslægtet. Cilja bruger sin brillante stemme som kirkesanger og står i øvrigt for arrangementerne sammen med Jesper Carlsen.
Heller ikke det inkarnerede jazzpublikum blev svigtet. Armstrongnummeret "Up the Lazy River" er blot en af flere melodier, der går ind under huden. Jesper Carlsen viser i dette nummer fint basspil unisont med sin egen stemme i en tubalignende underlægning til koret, hvilket giver en virkningsfuld effekt. Pigerne brillerer senere med "Don't Sit Under The Appletree" , hvor Kirsten Pedersen viser fint spil på sin altsax. Kirsten har på en fin rund tone altsax'en og begiver sig gerne i kast med melodiske improvisationer på instrumentet.
The FAVORITTES kommer langt omkring i genrerne, men fastholder gennem hele sit repertoire helt sin egen stil: Rendyrket swingende barbershop, som ikke står tilbage for etablerede grupper i den professionelle musikverden. Gruppen appellerer helt klart til et stort publikum og med deres sikre og charmerende stil, kan man spå dem en større succes på musikscenen. De har en smittende spilleglæde, som de ansporer hinanden med, når de anerkendende bakker op om den aktuelle solist, for derefter at yde en fælles velklingende kollektiv indsats i koret. Det er helt klart pigerne, der er i centrum, men de mandlige medlemmer af bandet gør helt sikkert også godt og bakker sangerinderne op med fast og melodisk rytme. Ind imellem glimrer de med fint solospil og Peter Bjerrums dynamiske solo på slagtøjet gjorde sit helt unikke indtryk.
The FAVORITTES må sluttelig modtage publikums uhildede hyldest og runder aftenen af med armstrongnummeret "What a Wonderful World".
Hvis denne gruppe var gode sidst de var her - så var de bare supergode denne gang. Thrilling !!
Tak til the FAVORITTES og tak til vort trofaste publikum for fin opbakning til vore arrangementer i denne første del af sæsonen. Vi glæder os til både gensyn og genhør i den følgende sæson, der byder på nogle rigtig "fede" koncerter i efteråret.

Med venlig hilsen og på genhør
Ryan

 



2015

Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 27. december  2015

RIVER BAND
- Et velspillende jazzband, der boltrer sig i mange genrer.

På årets sidste arrangement i Jazzens Venner, havde vi igen besøg af River Band. Et særdeles velspillende band, der præsterer lidt af hvert i forskellige genrer og stilarter, men altid inden for rammer, der vil kunne fortolkes og nydes af et bredt publikum. Altså - et godt band at runde året af med og således en "pakke" som de fleste vil nyde at pakke ud. For nu at blive i "decembersprog" .
River Band besøgte os i december 2010, og igen i december 2013. Begge gange med stor succes - en succes, der blot blev gentaget her en varm og fugtig 3. juledag 2015.
Bandet præsenterer Karen Sørensen på piano, Torben Lassen på trompet, Allan Bjerregaard på trækbasun og Nikolaj Banke på trommer, Filt Kristensen på tenorsax og Jørgen Nielsen på bas.
En helt igennem traditionel besætning, hvis instrumentering og klangmuligheder åbner op for et bredt repertoire i mange forskellige genrer.
Sædvanen tro er det Allan Bjerregaard, der introducerer bandet, hvilket han gør med sin helt egen nordjyske humor, der straks inddrager publikum og kærligt blotter orkestermedlemmernes inderste hemmeligheder. Små anekdoter lukker publikum ind i musikernes små private finurligligheder og skaber en form for intimt samvær mellem udøvere og tilhørere. Her røbes det, at bandet rummer musikpædagoger, dramatikere, filosoffer, forfattere samt højt uddannede arrangører og komponister. Det viser blot at mistanken om, at udøvere af jazzmusik er en blandet flok - mange i virkeligheden "halv- og helstuderede røvere" , som man siger.
Tenorsaxofonisten Filt Kristensen. Han opererer ude i musikverdenen som musikpædagog, arrangør og komponist og lader nogle af disse egenskaber integrere med River Band og skaber en godt supplement til Torbens Lassens ellers udmærkede arrangementer. Numrenes hovedtemaer skifter således mellem den new orleanske improviserede, hvor instrumenternes stemmer blandes med hver sin improviserede udgave af temaet og fremtoner med den kendte dynamik og kreativitet, som jazzelskere lytter til med stor begejstring, og en mere raffineret form, hvor temaet er arrangeret i rytme og melodi, der fremtoner klart disponeret og udsat i iørefaldende stemmer. En form, der med den "rigtige" arrangør kan fremvise en elegant musikalitet og rytme og den vej begejstre sit publikum.
River Bands styrke og publikumstække skyldes den store spændvidde i genrer og stilarter, samt musikernes forskelligartede talenter, der flittigt anvendes og holder tilhørerens opmærksomhed fast.
Hvem husker ikke det rock og rullende, boogie woogiende og shufflende nummer "It's Thight Like That", hvor alle musikerne høres i forrygende tempo i både kor og soli eller Torben Lassens indlevende vocal i bluesnummeret "I'm an Oldfashioned Man", hvor også hans fine mundharmonikaspil fremhæver blueskarakteren i nummeret. Rytmegruppen får i den grad lov til at slå sig løs i et par tempofyldte calypsonumre, og den danske tradition kommer til orde i et herligt Leo Mathiesen Medley, hvor også Allan Bjerregaard træder i karakter som vocalist. Numre som "To Be or Not to Be" og "Take It Easy Boy, Boy" går klart ind hos publikum og baner vejen for Poul Andreasens "Nyboders Pris" fra 1930, som vi kender fra Olga Svendsens fortolkning, videreført i nyere tid i jazzificeret udgave af Papa Bues orkester.
Vi oplevede en musikalsk varieret og underholdende aften i selskab med særdeles kompetente musikere, der havde evnen til at begejstre sit publikum.
Tak til musikere og publikum for en flot afslutning på årets arrangementer.

Med venlig hilsen og på genhør
Ryan

 

 

Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 03. december  2015

NULLE OG VERDENSORKESTERET
- hvis hele verden blev fortolket af jazzmusikere !

Det er ikke hver dag man står over for et "Verdensorkester", og man kan gøre sig mange forestillinger om, hvordan sådan et tager sig ud. Nu står Verdensorkesteret så lige foran på scenen og afslører sig som en flok musikere i den traditionelle og klassiske "jazzdresscode": Man kommer i det dress, som  lige i øjeblikket er kommet rent ud af vaskemaskinen, eller også har man meget målrettet iklædt sig det dress, som understreger ens personlige, tilstræbte image. I hvert fald en broget flok, hvis fællestræk, målt på beklædningen, er det aftryk og de folder, som turbussen har givet de blå jeans. Det er folk, der er på rejse, det er folk, der er undervejs.
Og således også i det musikalske udtryk. For det viser sig, at "Verdensorkesterets" musik er lige så broget og varieret, som musikerne selv. Både i udtrykket og i klangbilledet er der lidt cirkusstemning over udtryksformen. Det er måske ikke så mærkeligt for
Nulle & Louise startede i 1982 Verdensorkestret som et gadeorkester, der i flere år turnerede i Europa og U.S.A. Orkestret spillede bl.a. som Cirkusorkester på Sicilien i Zirco Zavatta. Siden har forskellige rejselystne supermusikere har haft deres  gang ind og ud af Verdensorkestret, og alle har været med til at blande inspirationskilderne  til Verdensorkestrets unikke udtryk.
Den musikalske bund håndteres levende af bandets rytmegruppe, der bl. a. består af trommeslageren Bjørn Otto Hansen, der har ledsaget orkesteret i rigtig mange år. Hans trommespil er gennemgående diskret og lyttende. I sine soli træder han i karakter med et for det meste afdæmpet udtryk, som om han har aflæst det lille fif, at man blot skal sænke sin stemme, så læner publikum sig lyttende frem for nu at få alle detaljer med. Især i de sydamerikanske rytmer slår han sig løs på hele slagtøjsregisteret, ind imellem med albuen på lilletrommens skind for at stemme trommelyden til de insiterende rytmer. Storetrommen formåede han at lade indgå i den synkoperede del af trommespillet for at overlade grundrytmen til bækkenets taktfaste klingen. Spændende. Trommerne spillede fint op til bassisten Ida Hvid . Jeg ved ikke hvad man forventer, når man en sjælden gang oplever en kvindelig bassist, men i hvert fald kunne man hos Ida ikke undlade at lægge mærke til et endog meget kraftfuldt både rytmisk og melodisk spil, der fint swingede op imod trommernes faste rytme.  Ida Hvid er uddannet fra det Rytmiske Musikkonservatorium, men har desuden en uddannelse inden for landbrug og senest i den Kongelige Marine - måske er det herfra, at rubustheden i basspillet finder sin energi. Meget flot og engageret spil.
Ved klaveret sidder Marco Matowitzsch, der er konservatorieuddannet i klassisk klaverspil, men som i jazzmiljøet har involveret sig i den moderne jazzmusik. Først på det seneste har han fået kontakt til det mere traditionelle repertoire, hvor han gør det ganske glimrende. Som lytter opfanger man hans professionelle anslag og en levende, fantaserende højrehånd, der umiskendeligt finder sin grundsubstans fra den klassiske musik og den moderne jazz, men man kan ikke overhøre de fede klange, der på rytmisk vis udgår fra venstrehånden og understøtter hans egne soli og i den grad bidrager til ensemblespillet.
Up front ser man lidt utraditionelt to trombonespillere. Nemlig Ole "Fessor" Lindgreen, der er en institution i dansk jazzmusik. Inspireret af musikstationen "Voice of America" faldt han for jazzmusikken i midt 50'erne, købte sig en trækbasun til 150 kr. og skabte sig i de efterfølgende år en tilværelse som jazzmusiker med egne bands som "Ricardos Jazzmen" og "
Fessor's Big City Band". Denne aften kan man nyde hans gamle "Olds" trækbasun fra dengang i 1950'erne, hvor han lod sig inspirere af "Voice of America". Ved hans side suppleres han mesterligt af den noget yngre Mads Hyhne, der tilhører den nye garde af håbefulde jazzmusikere. Mads Hyhne var måske tiltænkt en anden karriere idet han startede på Harvard Business School, men skæbnen ville det anderledes. Mads er i dag underviser i musik, er komponist, arrangør og instruktør på Østre Gasværk. Denne aften udfordrer han sig selv og "Fessor" på sin "Silver King" vintage trækbasun. Begge trombonister har en formidabel tone og vækker minder tilbage til Kid Ory, Jack Teagarden og Trummy Young. Helt vildt lød det i Duke Ellington nummeret "Just Squeeze Me", hvor udtrykket "at spille op til hinanden" virkelig blev defineret.
Helt fremme i "speakers corner" har vi så mesteren selv, manden, der tager os med ud på denne omfangsrige musikalske rejse: Elith "Nulle" Nykjær. Charmerende og afvæbnende med sine smilende øjne og sin venlige, slagfærdige facon. Lige så rummelig en person, som den musik han præsenterer for os. "Nulles" spillestil har selvfølgelig sit udspring i hans eget følsomme sind, men er præget også af denne verdens musikalske rummelighed. Klangen i klarinetten kunne være følsom og rund både i det høje og lave register, hviskende svagt med klassisk klang til crescendo i det høje register, med denne skalmejeagtige skrigende og hæse lyd, som man kan høre i den østeuropæiske musik. Når så i øvrigt tilsættes "Nulles" specielle vibrato, der især mod afslutningen af fraserne fik lidt ekstra luft, fornemmede man netop inspirationen fra de mange steder i verden, hvorfra inspirationen kom.
Pudsigt nok skulle alt dette finde sin forløsning i et helt klassik og europæisk musikstykke: "Chopins Opus 9, nummer 2". Ikke mindst på grund af Marco Matowitzsch flotte klaverspil blev stykket en oplevelse. Men det var "Nulles" fortolkning, der bragte musikken helt ind i hjertet. Bevægende.
Intet cirkus uden en cirkusprinsesse - og det var Louise Albeck, Verdensorkesterets sangerinde. Bevægende og sanseligt fortolkede hun sine sange, og med en uanstrengt stemme og en selvsikker ro vandt hun sit publikums hjerter ved første strofe. Også i dette tilfælde var det melodier, lidt ved siden af jazzrepertoiret, der gjorde størst indtryk. Edvard Taubes "Så Skimrande var aldrig Havet" smeltede alle hjerter og Kaj Norman Andersens "Du gamle måne" gik lige så rent ind. "Lenas Sang" fra filmen "Wie im Himmel" bragte publikum så tæt på - ja, himlen - som man kan komme.
I sit fine outfit, sin krøllede frisure, med solsikken som en sol i håret, kastede Louise glans over dette musikalske Cirkus.
Vi har fået lov til at kikke ind i cirkusdirektøren Elith "Nulle" Nykjær Jørgensens livsværk, som han har skabt sammen med cirkusdronningen Louise Albeck Nykjær Jørgensen.
Tak for det.

Med venlig hilsen og på genhør
Ryan

Fotos: Jørn-Ulrik Vejlby

 

 

Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 05. november  2015

NORBERT SUSEMIHL JOYFUL GUMBO
- Best New Orleans Jazz Music Theatre !

Gumbo er en eksotisk ret, der hører til Cajun-køkkenet og som svarer til "stegt flæsk og persillesovs" her hos os. Retten er indført af de Vestafrikanske slaver til Amerika og Gumbo er populær hos creolerne i den franske del af New Orleans. Norbert Susemihls Joyful Gumbo er som band netop lige så eksotiske som den Gumbo, der indgår i bandets navn. Musikerne kommer både fra nær og fjern - musikere som Susemihl nøje har udvalgt sig på sin færden rundt om i verden. Susemihl - bandets trompetist - er selv fra Hamborg, nu bosiddende i Præstø det halve år og bosiddende i New Orleans i det danske efterår og forår. Klarinetisten Chris Tanner kommer oprindeligt fra Australien, men har nu slået sig ned i København , hvor han ofte ses og høres i jazzmiljøet. Trombonisten Hans Ingelstam kommer fra Helsingborg i Sverige og trommeslageren Torstein Ellingsen kommer fra Oslo i Norge. Pianisten Jan Hendrik Ehlers kommer fra Kreis Cuxhaven i Tyskland, og endelig har vi på bas den pæredanske Adam Pultz Melbye, der er bosat i Berlin og vist nok ikke kommer hjem til fædrelandet igen. Ja, på den måde en rigtig omgang Gumbo: en blanding af lidt og hvert.
Men sammen er de "Joyful Gumbo". Et hold dygtige og humørfyldte jazzmusikere - fuld af glæde og overskud.
Ordet Gumbo skal vel også trække associationer til det hede og historiefulde New Orleans, hvorfra bandets repertoire er udsprunget. Blandt de første numre kunne man fornøjeligt lytte til marchen "Dans la Rue", der ofte benyttes i New Orleans street parades, selvfølgelig W.C. Handys Sct. Louis Blues fra 1922 og Cuban Peace, som er afro-cubansk inspireret og tidlig dyrket af bl. a. W. C. Handy og Jelly Roll Morton. Melodien anslår "habanero-rytme", som man hører den i Cubansk inspirerede musik - congo, tanga eller tango. Sådan ender vi altså i "Vild med Dans" standarddansen tango. Ja, sådan er det.
Hvis man hører rigtigt efter næste gang, man hører W.C. Handy eller Jelly Roll Morton, vil man måske kunne genkende tango-synkoperingerne i basrytmen i "Basin Street Blues" eller i "Beale Street Blues". Hvad der sådan skete rundt i krogene i de kredse, kan man kun gisne om, men
"Tanga" er det afrikanske ord for marijuana.
Ellers må man sige at disse sammenbragte gutter forstod at formidle en vaskeægte New Orleans stemning. Rytmegruppen beherskede den rytmiske side af sagen tæt lyttende til melodiens muligheder og solisternes udøven. Sammen gjorde de et rigtig godt og swingende indtryk. At de så også individuelt præsterede fine soli kompletterer blot helhedsindtrykket. Adam anslog sin bas i ensemblespillet fint på beatet og kunne udfolde sig med forrygende hast - hvis det var nødvendigt - på sin bas. I bl.a. "I have got a heart for the Rhythm" går det rigtig løs sammen med trommeslageren Torstein Ellingsen, der ligger sit spil i dybden på storetromme og tamtam'er - et farlig sted, hvis ikke det skal "buldre" - men det kom det aldrig til. Fint trommespil både med whiskers og stikker, som Torstein kunne en del med både på lilletromme, reife og bækken. Pianisten Jan Hendrik Ehlers supplerede bandet med solidt klaverspil og bar os trygt og klangfuldt gennem sine passager.
Up front kunne man så nyde Hans Ingelstam på trombone. Han fejlede aldrig i sit sikre basunspil og præsterede fuldtonet, både blidt og mere pågående trombonespil. Hans solo i "Balling The Jack" hænger endnu i øret. Intet under at netop han var blevet udvalgt til denne trup af dygtige musikere.
I Richard Jones nummeret "Trouble in Mind" drages man ind i en melankolsk men flot fortolket stemning af Chris Tanner, der viste sig som en velartikuleret sanger med masser af personlighed. Ellers var det klarinetspillet der imponerede. Både i  ballader og hurtige numre som "Balling the Jack" fik man indtryk af den virtuositet, som klarinetten blev behandlet med.
Norbert Susemihl var den, der formidlede den røde tråd i koncerten. Med stor charme og kyndige kommentarer blev vi guidet gennem et repertoire, der var absolut trofast mod de gamle dyder i New Orleans musikken. Susemihl var netop ankommet fra New Orleans, der er hans vinteropholdssted og man må sande, at han medbragte en del af stemningen derovrefra. Han havde i oktober spillet til "the funeral" af en af New Orleans store trommeslagere Joseph Smokey Johnson, der i 30 år havde spillet med Fats Domino, og han kunne derfor med stort engagement gennemføre hele ritualet i musisk form med "Dust to Dust" , professional moaners og ikke mindst med tanker på det gode liv: "Didn't he Ramble" ? - Yes he did, certainly ! Og så gik det ellers løs. Susemihl på sin antikke Con Era trompet fra 1930, som havde ligget på et loft i et par generationer og derfor fremstod som ny - i ny kasse og med garantibevis !! Sikke et fund.
Susemihl udførte hele stuntet med stor overbevisning og charme, så vi i sang og performance fik et godt indtryk af autenciteten i livet "over there". Real Music Theathre !!
Susemihls Joyful Gumbo sluttede festen af med et vildt second line nummer, gik tiljublet salen rundt og sluttede af - siddende blandt publikum.

Publikum sluttede op i stående applaus som en retfærdig hyldest til "gumboerne", der gav os så mange oplevelser aftenen igennem !


Med venlig hilsen og på genhør
Ryan

Fotos: Jørn-Ulrik Vejlby

 

 

 

Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 01. okt.  2015

SWINGSTYRKE 7 -
Det bedste fra Count Basies katalog !

Tilbage i trediverne og igen i 1950’erne plukkede Count Basie en udsøgt gruppe ud af sit bigband og kaldte den for "Kansas City 7". Gruppen spillede forrygende swingmusik og satte sin helt egen enkle og elegante stil. Det er herfra "Swingstyrke 7" finder sin inspiration. "Swingstyrke 7"  blev dannet i 1975, men har med skiftende besætningsmedlemmer evnet at bevare det oprindelige DNA og dertil tilpasset sig tidens standard.
Nu står bandet her på scenen i Jazzens venner og lader den mest forunderlige rytmiske og swingende musik brede sig ud blandt et veloplagt publikum, der straks lader sig betage af de bløde klange, der breder sig i rummet, solidt støttet af et rytmespil, der med ro og autoritet sætter det specielle rolige, næsten majestætiske tempo, man kender fra Count Basies arrangementer.
Rytmegruppen består af guitaristen Per Møllehøj, en af de fremstormende nye talenter, som jazzscenen hele tiden suppleres med. Uddannet på Københavns Rytmiske Konservatorium og nu selv lærer i guitarspil på Sorø Musikske Skole, samt dertil et gennemgående ansigt i små og større grupper i hovedstadens jazzmiljø. Sikker i sit anslag og sin harmonisering, men også fint og melodisk improviserende i sine soli, som vi blandt andet fik at høre i Oliver Nelsons ”Step Right Up”. Med ro og autoritet høres Jesper Carlsens runde, dybe basgang, der understøtter melodiens bund, som et væsentligt bidrag til helheden. Også han viser sig som en glimrende solist allerede i det indledende nummer, en Count Basie klassiker ”Swinging the Blues”. Jesper Carlsen er uddannet Suzuki bassist og underviser selv sine elever i samme system på Viborg Musikskole.  Det rytmiske hjerteslag udgår fra Aage Tanggaard, der sidder afslappet bag sit fuldt udbyggede trommesæt. Ofte ser man et blandet opbud af bækkener af forskellig fabrikat, men her var det konsekvent ”Istanbul” bækkener, der sendte sine sitrende vibrationer ud blandt rytmeslagene fra lilletromme, tamtam’er og bastromme. Med et sådant komplet udstyr af slagtøj kunne det jo være fristende at bruge det hele og mase sig på i rytmebilledet.
Men ikke Aage Tanggaard. Helt diskret og lyttende blev rytmen betonet og afpasset til den melodiske helhed. Symptomatisk hører man hos trommeslagere en fast og vedvarende grundrytme fra bastrommen. Men hos Aage Tanggaard indgår bastrommen ikke overordnet, men på lige fod med det øvrige slagtøj, således at både ensemblespil og soli kommer til at fremstå meget elegant og rytmisk inspirerende.
Ved det opretstående klaver sidder Ole Kock Hansen og formidler på forbilledlig vis den rigtige Count Basie-stil. Venstrehåndens fuldfede harmonispil og højrehåndens lette og elegante synkoperede spil bærer melodierne frem til tilhøreren, så man tryllebindes af den dynamik og virtuositet, som Ole Kock Hansen tilfører sit spil. Han har jo også været chefdirigent for DR bigbandet vekslende med Thad Jones, der tidlige var medlem af den "rigtige" Count Basie "Kansas City 7". Det musikalske netværk har virkelig båret frugt.
Ole Kock Hansen er tillige arrangøren af den sætliste, som ”Swingstyrke 7” leverer og dermed også en væsentlig bidragyder til de klange, der flyder ud fra de tre solister up front.
En tenorsax, en altsax og en trækbasun. De tre instrumenter skulle vise sig i fin samklang, at kunne præstere et klangbillede og en harmoniformidling, der giver en illusion af bigband, i en enkel og tilgængelig form, der overrasker og charmerer publikum.
Jens Søndergaard håndterer sin gamle Selmer MK VI på forbilledlig vis. Sikker i sit ensemblespil som leadstemme og sprudlende iderig i sine soli, der i stilen læner sig op ad de moderne genre, men alligevel melodisk og , ikke mindst på grund af en fin tone, en fryd at lytte til. Jens Søndergaard er – skønt etableret tandlæge i København – et kendt ansigt i det østjyske. I en årrække var han fast medlem af ”Klüvers Big Band” i Århus, hvor han spillede med mange udenlandske jazzmusikere, når de havde lejlighed til mødes på ”Jazzbar Bent J”. Ellers indgår Jens Søndergaard i utallige sammenhænge bl. a. i selskab med Finn Odderskov, som jo er en god bekendt af Jazzens Venner.
På tenorsaxofon og fløjte har vi Niels Stuart, der er et særdeles kendt og værdsat navn i det danske jazzmiljø. På grund af sin dygtighed og alsidighed har han har stort set gjort sin entre i alle genrer.
Bamse, Lone Kellerman, Otto Brandenburg, Daimi,  Roy Eldridge, Etta Cameron, Wild Bill Davison og Ed Thigpen er blot nogle af de artister, han har optrådt med og som viser hans store spændvidde.
Han er anmeldt som ”en af landets fine musikere, hvilket han ikke lader sig gå på af. Han søger ikke virakken, men befinder sig bedst som sidemand”. Måske holder han sig personligt lidt tilbage, men i sit tenorspil og fløjtespil røber han overbevisende melodisk sans og forståelse for det, at spille jazzmusik.
Hans tenorsax er lappet sammen i flere omgange og udstyret med flere mindre pæne lodninger. Et instrument, der med sit serienummer markerer sig som en sen Selmer Mk VI, men ellers ikke ser ud af noget. Men når Niels Stuart blæser instrumentet op, bekender det  sin fine tone og Stuart tryller de fineste melodier ud af det ramponerede horn.
Anders Jacobsen afrunder de fine klange og harmonier med sin basun. En basun, der glimter og skinner i scenelyset og afslører et schallstykke i kobberlegering, hvilket kunne lede tanken hen på et fint og dyrt instrument. Hornet er dog blot et begynderinstrument af fabrikatet Holton, der blev fabrikeret i Elkhorn, USA,  omkring 1900. Købt af Anders i New York, hvor han ved en varevogn kunne vælge en trombone ud blandt flere – to for 3000 danske kroner ! Anders Jacobsen evner imidlertid at få det fineste ud af instrumentet. Meget flot  tone, der i dramatiske akter kunne få karakter af snerrende kobber og som vildt responderede på Anders Jacobsens fine teknik. Et tydeligt bevis på, at det er manden bag instrumentet, der er af afgørende betydning for kvaliteten.
De ”fede” toner og klange fra ”Li’l Darlin’” hænger stadig i ørerne. Først temaet i unisont spil, hvor det blot er instrumenternes særegne karakteristika, der skaber klangbilledet, for derefter at bryde ud i flerstemmigt spil, der får hårene til at rejse sig på armene. Det seje, tyktflydende tempo der suggererende kobler den rationelle hjerne af og den vedvarende gentagelse af temaet, der næsten hypnotisk opløser den fysiske krop og helt forener menneske og musik, efterlader tilhøreren med en mindeværdig oplevelse i selskab med nogle dygtige musikere og et lyttende publikum af ligesindede.

Med venlig hilsen og på genhør
Ryan

Fotos: Jørn-Ulrik Vejlby

 

 

 

Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 03. sept.  2015

VILLY MOESGAARDS SWING SIX -
afbalanceret og swingende moderne jazz !

"Villy Moesgaards Swing Six" er i virkeligheden sammensat på initiativ fra vor booker i Jazzens Venner.
Villy Moesgaard er en ypperlig saxofonist - på tenorsax og altsax - og skønnet var, at han nok var værd at stifte bekendtskab med. Han optræder med "Villy Moesgaard Kvartet", sammen med Søren Lundbye på piano, Olav Gudnason på bas og Henrik Vardinghus på trommer. Jesper Thilo har ind imellem spillet sammen med kvartetten, hvilket vel på en eller anden måde blåstempler musikerne. I dette perspektiv ville det være rimeligt at udbrede kendskabet til disse rutinerede jazzmusikere. Gerne tilsat et par instrumenter mere, så musikerne havde mulighed for at agere med et større ensemble og med et større og mere fyldigt klangbillede. Alle spiller i forvejen i bigbandet "Swingtime",der knytter sig til Musikkonservatoriet og Nordkraft i Ålborg, og som består af professionelle musikere og rutinerede amatørjazzmusikere under ledelse af Frank Wommelsdroff. Så det var derfor nærliggende, at rekruttere et par ekstra musikere herfra. Det blev så Frank Wommelsdorff på tenorsax og Ole Grønkjær på trompet.
"Villy Moesgaards Swing Six" var etableret.
Denne aften fik vi hele pakken: trioen, kvartetten og sekstetten !
Trioen, der kan siges at være det bankende hjerte i alle konstellationerne består af Søren Lundbye på klaver, Olav Gudnason på bas og Henrik Vardinghus på trommer. En grundbesætning, der præsterer helt forrygende. Trioen præsenterede sig med Irwing Berlin nummeret fra 1935 "Cheek to Cheek", hvor Søren Lundbye åbner op med et stærkt Erroll Garner relateret tema med tunge velklingende harmonier afløst af forløb hvor højrehånden opløser den tungere rytme og piler afsted i forløste lette temaer, hvor i blandt er små citater. Blændende klaverspil. I bunden af denne musik høres en rund blød fuldtonet basrytme i melodiske forløb, der hele tiden understøtter klaverspillets vej gennem melodien. Det er Olav Gudnason, der styrer sin 1700-tals kontrabas med kyndig hånd og øre for musik. En mand, der sagtens kunne være en hyldest til nu bortgangne Hugo Rasmussen, som betragtede sig selv som en jazzmusikkens håndværker - og havde en 1700-tals bas. Gudnason siger om sig selv, at han betragter sig selv som håndværker og ikke stræber så meget efter at være solist, som at få tingene til at swinge. At han også er en god solist fik vi at høre i blandt andet i Sonny Rollins nummeret "St. Thomas". Og så er han den eneste af disse tre personer, der er konservatorieuddannet. Den tredje musiker i trioen, Henrik Vardinghus, er ligesom Søren Lundbye knyttet til det akademiske miljø på Ålborg Universitet, men tillige en rutineret og kraftfuld janitshar, der kan håndtere sit slagtøj på højt plan. I trioen understøtter han diskret og loyalt melodi og rytme med dæmpet stortromme og elegante riffs med stikkerne på bækken og lilletrommens reife, skønt der i hans temperament er potentiale til mere storslåede - og storslående - trommesoli. Hvilket kom til udtryk i blandt andet den før nævnte "St. Thomas" , hvor alle sejl blev sat til !
Med baggrund i trioen kunne man efter behag udvide til kvartet, blot ved at supplere med en solist.
Her fik vi Ole Grønkjær på banen med en indfølt trompetsolo og improvisation over Murray Menchers "I Want a Little Girl". Grønkjær er en glimrende trompetist, der hælder til den moderne, lidt cool og tilbagelænede stil og med en let muted klang, der klæder hans udtryk helt fint. I det mere humørfyldte og kuriøse Dr. John nummer "Curious George", fik Grønkjær brug for al sin teknik og viste stor kunnen på sit instrument. Grønkjær, der er edb-programmør, er blot endnu et eksempel på en "halvstuderet røver", der har fundet sin plads i jazzmiljøet.
De to saxofonister, Villy Moesgaard og Frank Wommelsdorff, supplerede hinanden fint. Både i udtryk og tone. Tonen hører til i den robuste ende, hvilket er helt tilsigtet, da de begge bruger det samme ligatur: det bånd, der fastholder bladet på saxofonens mundstykke og som kan regulere tonedannelsen. Begge præsterede de fine solistpræstationer sammen med trioen. Villy Moesgaard, der i øvrigt er ørelæge, fortolkede Hoagy Carmichael nummeret "Georgia" med stor indlevelse og følsomhed. Villy Moesgaard viste i løbet af aftenen at han kan spille både pågående og aggressivt, men viste her og i Johnny Green Nummeret "Body and Soul" et meget indlevet udtryk, uden tvivl inspireret af Coleman Hawkins versionen af samme nummer.
Frank Wommelsdorff, en rund og hyggelig udgave af Telly Savalas, som vi husker ham i "Kojak", styrede aftenens gang , præsenterede numrene og fortalte små anekdoter. Wommelsdorff havde spillet "What are You Doing the Rest of Your Life" af Michel Legrand , for sin søn, da han forlod hjemmet. Hvem i moden alder, der måske flere gange har måtte sende sine elskede børn ud i voksenlivet kan ikke identificere sig med det vemod, der er i et: farvel.

"All I ever will recall of my life
Is all of my life with you"
Ja - sådan hedder det i sangen og sådan kom det virkelig til udtryk i Wommeldorffs fortolkning i saxofonspillet, der lod alle følelserne komme til udtryk og som kun musik kan gøre det: omfavnede sit publikum og drog os ind i stemningen.
Nå - ja. Så var aftenen jo øvrigt udfyldt af "Villy Moesgaards Swing Six", med arrangementer i moderne stil, dygtigt arrangeret af Frank Wommelsdorff, overvejende downsized versioner af big band arrangementer fra bigbandet i Ålborg.
Dette var debuten og første præsentation "Villy Moesgaards Swing Six" . En debut, der lover godt for fremtiden og som er et genhør værd.
Tak for oplevelsen og tak for denne aften.

Med venlig hilsen og på genhør
Ryan

Fotos: Jørn-Ulrik Vejlby

 

 
 

 

Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 06. august  2015

FINNEYS JAZZMEN -
folkelig og tilgængelig dixieland jazz !

Finney's Jazzmen blev etableret i efteråret 1999 af trombonisten Finn Frøsig. De seks "jazzmænd" har rutinen fra mange år på de danske og udenlandske jazzscener og mange af orkestermedlemmerne har spillet sammen i andre bands i mere end 20 år. Musikken er en god blanding af dixieland og kendte klassikere fra den tidlige swingmusik fra 20erne og 30erne, tilsat lidt blues og gospel.
Man hører hurtigt på jargonen og de interne tiltaleformer, at disse musikanter kender hinanden rigtig godt.
Up front fungerer trombonisten Finn Frøsig som bandets konferencier. Han præsenterer orkestrets numre og trækker en rød tråd gennem programmet med små anekdoter om melodierne, lidt jazzhistorie samt små drillerier, der især rettes mod trompetisten Arne Mathiesen. Begge er de frontløberne og kontaktpersonerne til bandet og kappes i aftenens løb om at vinde publikums gunst ved rappe replikker og kærligt mente frække kommentarer til, hvad der nu sker i løbet af sådan en aften. På jysk vil vi nok sige, at de var tilpas "køvenhavnerfriske". Kedelige var de ikke.
Musikalsk blev vi præsenteret for den afslappede og helt autentiske spilleglæde. Vel nok - når det kommer til stykket - sjælen i al jazzmusik og da især i den musik, der har sine rødder i den traditionelle New Orleans jazz. Hver især havde musikerne et naturligt talent og brillerede ind imellem med nogle fine detaljer. Samspillet var tydeligt vokset ud af de mange år, musikerne havde spillet med hinanden. Mange improviserede passager, som i den enkleste form af dixielandgenren tilsat arrangerede kor, hvor musikken tonede ud helt unisont for derefter at opløse sig i flere velklingende stemmer. Velklingende og letforståelig jazzmusik, der blev understøttet af bandets repertoire, der bød på mange kendte tunes. Noget publikum for det meste sætter pris på.
Finn Frøsig præsterede ren dixielandstil på sin trombone, med en rund tone der kunne krydses med lidt growl. Fine præstationer i ensemblespillet og velspillede soli. En udadvendt personlighed, der også i musikken nåede sit publikum. Også musikalsk holdt Finn styr på tropperne og melodiernes form og styrede tropperne gennem arrangementerne, som han ofte selv var mester for.
Arne Mathiesen satte sit præg på alle numrene med sit varierede trompetspil, som stilmæssigt var meget varieret, godt hjulpet af forskellige cups, harmons og straight cups. Han satte blandt andet sit aftryk på aftenen med sin præstation i Louis Armstrongs "I'm confessing that I love you". Denne aften i oversættelse af Henrik H. Lund "Jeg har altid elsket livet". Flot indlevende solospil og anvendelse af klang og teknik fra mute-teknikken. Hertil kom en fin vocalpræstation, der på den allermest autentiske og ligefremme måde fortolkede både melodi og indhold. En stemme, der netop viste den rigtige vinkel på de små glasklirrende og tilrøgede steder, hvor jazzmusikken oftest nydes bedst. I det hele taget var Arne Mathiesens vokalpræstationer noget man husker denne aften for.
Også andre brugte deres vocal. Både Finn Frøsig og Jesper Koch gjorde det med held.
Ind imellem hørte vi bandet i "barbershop-stil" a' la Mills Brothers", hvor blandt andet Harry Williams "In the shade of the old appletree" og Gershwins "Oh Lady be Good" var absolut velklingende eksempler.
Jesper Koch viste sin vocal i Armstrongs "I ain't got nobody" , hvor han også forløste sit altsaxofonspil på bedste måde, med en karakteristisk blid "klassisk" tone og med en følsom lidt introvert spillestil omfavnede han sit publikum med sin egen lille verden. Ikke overraskende måtte vi jo høre ham fortolke Ackerbilk klassikeren  "Stranger on the shore". Denne gang på klarinet, men med samme følsomhed og indlevelse. Godt præsteret.
Bag det hele stod en godt arbejdende rytmegruppe, hvor Jørgen Fjelstrum på sine trommer holdt godt fast i grundrytmen og brillerede med solidt solo-trommespil i blandt andet Spencer Williams " Everybody loves my baby", der afsluttede aftenen. Bassisten Henning Schreiber var hele tiden til stede i melodiforløbet og bidragede fint til den swingoplevelse, der er speciel for jazzmusikken. Også han præsterede fint i solopræstationer som for eksempel i Duke Ellingtons "C-jam Blues". Ved klaveret holdt Arne Frederiksen godt styr på harmonier, becifringer og melodiforløb og var som sådan en uundværlig backing til ensemblespillet og i solopræstationerne. I de fleste numre havde publikum fornøjelsen af hans soli, men han skal især huskes for sin præstation i "C-jam Blues" og "In the shade of the old appletree".
Helt igennem en udmærket start på efterårssæsonen i Jazzens Venner, der denne aften skulle konkurrere med en sjælden lun og stille sommeraften, der kunne friste med at tilbringe aftenen på terrassen.
Heldigvis havde nogle i stedet for lyst til at opleve denne usminkede og straight forward jazz, som vi oplevede denne aften i selskab med - hinanden - og en flok friske musikere fra "Køvenhavn".

Med venlig hilsen og på genhør
Ryan

 

Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 07. maj  2015

STARS OF BRITISH JAZZ -
autentisk og original britisk jazz !

Trompet, trombone og klarinet up front, samt klaver, bas og trommer som backup i rytmegruppen. En besætning helt efter bogen tilbage fra 1920'ernes traditionelle jazzbands. Denne besætning går dog ikke så langt tilbage i tiden, men repræsenterer den senere "british trad", der fremkom i 1940'ernes England. Ellers er bandets medlemmer helt autentiske. Ofte hører vi jazzbands, der spiller "de andres musik", men disse gutter har selv skabt deres genre og gør derfor mødet med dem og oplevelsen af at lytte til deres musik helt unik. Alle musikerne i "Stars of British Jazz" har rødder tilbage til de fremherskende bands i England, der vækkede den gamle New Orleansstil til live igen - New Orleans Revival epoken. Alle har de tilknytning til de 3 store B'er i "british trad" : Acker Bilk, Chris Barber og Kenny Ball.
Dette "line up" består selvfølgelig af ikke helt unge musikere - frisuren og farven på skægget er nogenlunde den samme hele vejen rundt, men vitaliteten er på plads og et forrygende åbningssæt bestående af "Sweet Georgia Brown" og "I Found a New Baby" viser, at her er der tale om et team i absolut god musikalsk form. Fremme foran høres Graham Woodhouse på trombone, Mike Cotton på trompet og Zoltan Zagi på klarinet og bag dem kører det derudad i rytmegruppen, der består af Colin Wood på piano, John Benzon på bas og den yngste i bandet trommeslageren Richie Burns.
Richard Burns kommer fra Pete Allens jazzband - et af englands fremtrædende traditionelle jazzbands. Den ældste i truppen er trompetisten Mike Cotton, der selv er en væsentlig karakter i skabelsen af "british trad" med sit daværende band "Mike Cotton Jazzmen".
I ensemblespillet udfylder hver sin plads, som man skal i netop denne stilart. Ingen overraskelser der. Alle kan deres kram, gør det glimrende og skuffer ikke forventningen om, at høre endda rigtig god og velklingende New Orleans musik.
Man skal præsenteres for disse blændende musikeres personlige og individuelle udtryk for helt at begribe, hvilken helt unik oplevelse det er at lytte til dette band.
Colin Wood indtager sin plads i denne aftens oplevelser med sin indlevende og følsomme fortolkning af den franske Joseph Kosmas " Autumn Leaves". Colin Wood lægger alene ud med en intro i downtempo og med et udtryk, der læner sig op ad det helt klassiske pianospil, der som sådan bringer tilhørerne i en næsten andægtig stemning. Richard Burns og John Benzon stemmer senere i med blød og dyb rytme i bassen og et elegant swingende trommespil, der får melodien til at flyde ud i rummet og omfavne tilhørerne med stille vellyd. Melodien afsluttes i uptempo, der lige præcis leverer den energi, der skal til for at bringe publikums begejstring til et klimaks før melodien toner ud og afsluttes. Rigtig god præstation af Wood og rigtig god backup af rytmegruppen.
Sådan var aftenen fuld af overraskelser og individuelle fine præstationer.
For nu at dvæle ved rytmegruppen vil tilhørerne sikkert stadig have Richard Burns forrygende trommesolo i ørerne. Et Caravan-inspireret nummer blev annonceret noget i retning af "Oriental Market". Men det behøver ingenlunde at være tilfældet for Burns tog straks over efter annonceringen og dominerede intenst opmærksomheden nummeret ud. Burns er en mester på sine trommer. Bastromme, floor-tamtams, bækkener og lilletromme blev håndteret i et tempo, i en rytme og dynamik, som man kun sjældent oplever det. Dramatisk bides munden sammen om den ene trommestik, medens den frie hånd trykkes varieret mod lilletrommens skind, så den arbejdende stik, kan frembringe forrygende rytmer og klange på skind og reife - det var "talking drums" !
Stort bifald og begejstret piften. Mere - mere !
Graham Woodhouse tryllede med sin trombone i Erroll Garners "Misty". Woodhouse viser i ensemblespillet et robust spil og en tone, der varieres fra det runde og følsomme til det sprøde og pågående. I dette nummer udruller han sit fulde talent, både som indlevende musiker, som fortolker og som udøver på sit instrument. "Misty" er et langsomt nummer, der kræver en veltrænet embouchure for konstant at have kontrol med sin tone. En kontrol, der er helt nødvendig for at få det optimale ud af en melodi som "Misty". Det gjorde Woodhouse på allerbedste vis. Skøn melodi og en indtagende fortolkning. En præstation, der fik en fortjent påskønnelse af et betaget publikum.
En af aftenens absolutte perler blev leveret af klarinettisten Zoltan Zagi i Acker Bilks "Strangers on the Shore". En melodi, som Acker Bilk skrev til sin datter Jenny midt 60'erne, men som blev antaget som kendingsmelodi til en engelsk tv-serie, der gik over flere måneder og gjorde nummeret både kendt og elsket." Min alderdomspension er hjemme !", som Acker Bilk konstaterede. Acker Bilk slog hermed yderlige sit navn fast og skabte gennem tiden mange hits og produktioner, bla. a. med vor egen Fabricius Bjerre i albummet "Together". Zoltan Zagi fortolkede "Strangers on the Shore" med den kærlighed, som man kan forestille sig, at Acker Bilk ville give videre til Jenny, men lagde hertil en hyldest til Acker Bilk, der forlod jazzscenen for evigt i november 2014. Man kunne fornemme Acker Bilks sprøde og runde tone på klarinetten hele vejen igennem Zoltans fortolkning. Betagende, hjerteskærende og flot. Tak for det.
Mike Cotton, der vitterligt er gruppens alderspræsident, var hele tiden sprudlende og hele tiden oplagt til ballade. Lavede moves og attituder, med stor humor. Energien forløstes i hans trompetspil, hvor han ofte brillerede med improvisationer i det høje register. 3 gange C var en yndet præstation og viste en musiker der gennem en lang karriere var vokset helt sammen med sit instrument. Men det var dog ikke som trompetist Cotton skulle overraske sit publikum, men som "mundharpespiller"!
Cotton tog fuldstændig styringen i Fats Dominos "Kansas City", dette shuffling, rocking, rythm and blues nummer. Og mon ikke den fik hele armen. Cotton startede med en swingende vocal og fandt så mundharmonikaen frem. Derfra væltede det ud med det skinbarligste rock'n roll og salen blev revet mere og mere med efterhånden som den rå rytme bredte sig i den gyngende sal. Alle lod sig rive med, rigt stimuleret af musikernes ensformige inciterende backup til melodiens rytme. Det gav varmen og publikum kvitterede for energien med bragende applaus. Godt gået Cotton !
Det var en fornøjelse at være i selskab med disse autentiske engelske musikere, der charmerede publikum med deres lige fremme væsen og den klassiske engelske humor. En aften, der bød på mange unikke oplevelser og virkelig god New Orleans musik - engelsk trad !
God sommer til vort trofaste publikum og på gensyn i august måned.

Med venlig hilsen og på genhør
Ryan

NB: Lyt til Acker Bilk og Bent Fabricius Bjerre på dette link:
www.youtube.com/watch?v=XaZECeeefsk

( Foto: Jørn-Ulrik Veilby )

 



Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 09. april  2015

YOUNG BOYS MEET OLD BOYS -
sjældent at så meget talent er samlet i et band !


Oppe fra scenen lyder "Foot Patin", en melodi skrevet af den amerikanske bassist George Duvivier. Duvivier er fra 1920, men nummeret hører til den moderne del af hans frembringelser. Her præsenteres melodien i en heftig swingende version og smalltalken ebber ud blandt et veloplagt publikum, der helt udfylder store sal på Underværket. Ofte må flere stole bæres ind til det tilstrømmende publikum. Alle skal høre og opleve "Young Boys Meet Old Boys". En konstruktion, der er lavet i Slagelse Jazzklub for nogle år siden. Eksperimentet gik ud på at samle de ypperste jazzmusikere hen over to generationer. De "gamles" middelalder ligger omkring de 70 år og de "unges" middelalder er omkring de 40 år, så man kan sige, at de unge er ude at spille med deres fædres generation. Ingen tvivl om, at de gamle har været forbilleder for de unge, og i aktuelle tilfælde har der ligefrem været tale om et mester lærlingeforhold. Nu står de her i Jazzens Venner og leverer en timing og et swing, som kun de bedste kan levere. Allerede her i de første minutter har publikum overgivet sig og lader sig villigt rive med. I løbet af aftenen skal denne gryende begejstring yderlige stimuleres af velspillet jazz og underholdning i særklasse.
Oppe foran glimter saxofonerne i det skarpe scenelys. Helt ude på fløjen unge Mads Mathias med sin altsax. Han har udviklet en moden stil på sit instrument og har lagt det lidt flagrende spil bag sig. Han præsterer nu et smukt melodisk spil, med sammenhængende og følsomme temaer, der påkalder sig fortjent opmærksomhed. På den anden fløj har vi Johan Bylling på Barytonsax. Man lægger mærke til den sprøde og runde tone og de flydende skalaforløb, der fantasifuldt og rytmisk favner de melodiske temaer i melodien. Johan Bylling besøgte Jazzens Venner i november 2014 sammen med "Jazz Five", som blot er en af de sammenhænge, hvormed han indgår i det danske jazzmiljø. I midten har vi så Finn Odderskov, der, når han tager over, lige præcis tilfører den ekstra energi og improvisationskunst, der fortæller, at her har vi troldmanden, der gennem et langt musikerliv, har oparbejdet en suverænitet på sit instrument, som sjældent tangeres. Såvel genremæssigt som menneskeligt har vi her et vidt favnende kraftværk, der ofte bruges i adskillige musikalske sammenhænge i indland og udland. Mads Mathias er for så vidt troldmandens lærling, i det han i en periode var under Finn Odderskovs vinger. Mads lytter stadig beundrende til sin læremesters flydende og melodiske spil. Siden har han opbygget sin helt egen
karriere.
I 2012 udkom hans debutsoloalbum "Free Falling", som skaffede ham en Danish Music Award
for 'Årets Nye Navn'
og en 'Honourable Mention Award' ved en af verdens største sangskriver konkurrencer.
Ved klaveret sidder bandets yngste medlem Lasse "Boogie" Jensen. Lasse indgår disciplineret i ensemblespillet, men brillerer totalt, når han får lov til at slå sig løs med en gang boogie-woogie. Allerede som 9 årig havde han Jerry Lee Lewis som idol og har gennem de seneste 5 år sat sig solidt på boogie woogie genren. Han har gjort sig internationalt kendt som "The Boogie Dane". Vi fik fornøjelsen denne aften i shufflenummeret "Kansas City", der var absolut forrygende, men som Lasse annoncerede det : " .. skal I nu få den rigtige vare ! ". Og så gik det løs med Big Joe Turners "Low Down Dog", et aldeles medrivende nummer, der fik hele bandet til at gå amok i bedste rockabilly stil. Allerede da fik publikum det rigtig varmt i det intime lokale, der var fyldt til randen af et begejstret publikum.
I den egentlige rytmegruppe hører vi på banjo og guitar Bjarne "Stub" Juul fra det århusianske jazzmiljø. Bjarne har spillet med blandt andre Paul Harrison, Mike Owen og Mads Mathias. Bjarne forstår at anvende sine instrumenter, så det passer i genren, men gjorde sig denne aften især bemærket som en glimrende solist på sin guitar. Bluesnumre blev fortolket virkelig godt og man kunne fornemme en god samhørighed med genrer a' la Rythm and Blues, hvor der blev vist indfølende engagement.
Hugo Rasmussen på bas er et kapitel for sig. Hugo er en aldeles glimrende bassist og har været en markant musiker på den danske jazzscene i en menneskealder, elsket for sin ligefremme personlighed og lige så elskelige kontrafej: bøllehatten, det store skæg og de tillukkede smilende øjne, der signalerer: "Make love - not war !". Inde i denne seriøse musiker og i øvrigt belæste person bor der en herlig "københavnersvajer", der bramfrit bringer tingene på plads med rappe og til tider skarpe replikker. Publikum elsker det og morer sig kosteligt, når manden efter en annoncering som :" .. vi spiller mest gamle numre." prompte supplerer: " Ja- det er noget gammelt lort det hele !" . Så er vi tilbage på "Long John' en" på Vester Bro. Alle vil spille med Hugo og alle vil høre Hugo, og det er slet ikke let at trække ham til Jylland. Heldigvis er der tradition for at bandet slutter natten af hjemme hos Finn Odderskov i Aarhus, hvor Finn har tryllet i køkkenet og frister med kulinariske lækkerier. Det kan lokke Hugo ud over Valby Bakke. Heldigvis.
På trommerne tryller Tom McEwan, som vi kender fra "Klyderne" i gamle dage. Hvem skulle tro, at han foruden at beherske komikken også er en aldeles dygtig jazzjanitshar. Som når han i Hugos bassoli diskret fastholder rytmen som et tikkende urværk med stikken på lilletrommens reife, eller når han slår sig løs i forrygende trommesoli, altid under kontrol og med stor fantasifuldhed bevæger sig rundt på slagtøjet. Men er der ikke noget om, at rytme og timing er grundlaget for god komik. Og det behersker McEwan. Hans "Talking Drum" gik rent ind. Også hos den voksne McEwan er der en kæk, lidt fræk dreng, der vil forløses, og det gør McEwan så charmerende, at han kan få publikum med på den værste. Det være sig at gentage underlige fragmenter af afrikansk selvopfundet stammesprog eller at få publikum til at skråle med på "Bye, Bye Blackbird", godt motiveret af McEwan selv, klædt ud som "en ti tons kalkun med lue" - som han selv siger. "Kalkunen" kvidrer som en nattergal, så forrygende at dette forårs småfugle må blive aldeles forvirrede over, hvad det er for en mærkelig fugl, der gør krav på deres revir.
Man kan ikke andet end overgive sig til McEwans komik og musikalske talent, der i øvrigt spiller godt sammen med Hugos temperament, når de i den grad appellerer til den sunde latter blot ved at diskutere om det hedder "fingerbøl" eller "fingerbøller", når McEwan trakterer sit "vaskebrætslips" i "When You Are Smiling". Hvem kan ellers få så meget ud af så lidt ?
Denne aften er det et meget glad og forløst publikum, der med opspilede, begejstrede øjne udtrykker sin glæde for en uforglemmelig aften og bevæger sig ud i nattemørket, høje af endorfin i blodet og forberedt på en sen nattesøvn. De mange indtryk skal bearbejdes og endorfinen brændes af før der falder ro over sindet !!

Med venlig hilsen og på genhør
Ryan

( Foto: Jørn-Ulrik Veilby )

 

 

Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 05. februar  2015

INTERNATIONAL HOT JAZZ QUARTET -
vel organiseret og inspirerende jazzmusik !


Fra Randers til Milano i Italien er der et stykke vej. Men det er netop den geografiske spændvidde "International Hot Jazz Quartet" arbejder med. Her fra Randers går turen på turne ned gennem Europa for til slut at ende i Milano. Man kan ikke sige, at disse pæne og yderst imødekommende musikere viste sig frem i rejsetøjet. Ingen blå jeans, ternede skjorter og rygsække her. Derimod velklædte i jakkesæt, lyse skjorter og slips. Pænt og nobelt uden at være overdressed. Men ingen tvivl om, at de ville kunne komme ind på samtlige casinoer på turen - hvis det var det de ville. Måske er det rejselivet, der har gjort det muligt for disse musikere overhovedet at kunne finde hinanden. Engelbert Wrobel, der spiller clarinet og tenorsax, samt Bernhard Flegar, der spiller trommer, er begge tyske, Duke Heitger, der spiller trompet, er fra New Orleans, USA, men er stødt til via Ascona i Tyskland og Paolo Alderighi, der spiller klaver, er fra Milano og Wrobel har truffet ham i Japan. Verden er i sandhed lille. Men heldigvis for det. I hvert fald er der blevet et band ud af disse møder, som kan måle sig med de bedste på dette kontinent.
International Hot Jazz Quartet spiller uden lydanlæg, bortset fra en enkelt mikrofon. For en gangs skyld skulle publikum dæmpe sig selv og skærpe opmærksomheden for at få fuldt udbytte af musikken, hvilket faktisk var helt rart og gav musikken mulighed for at anvende dynamikken fra svag til højt lydmæssigt niveau fuldt ud. En kvalitet, der hos andre bands forsvinder i et generelt højt lydniveau.
Bernhard Flegar på trommer var meget afdæmpet og gav plads til de andre instrumenter. Altid til stede med sin bastromme tikkende som et urværk, nøjagtig på beatet, hvilket, i samklang med klaveret gav en illusion om, at følge grundtonen i musikken. Elegant brug af floor-tamtam, tamtam og lilletromme med flittig brug af reifespil og bækken gjorde det til en sand fornøjelse at følge trommespillet. Forrygende trommesolo i "Swing That Music" og "Mission to Moscow" overbeviste alle om, at her var en trommeslager, der kunne sine ting. Paolo Alderighi udgjorde som sådan den anden part i rytmegruppen, hvilket stillede krav om at fremhæve sit eget rytmiske spil i ensemblespillet og så give højrehånden fri i solopassagerne. Vi fik lov til at opleve Alderighis fornemme klaverspil i temaet fra Jerome Kerns "Showboat":  Old man River, der tryllebandt publikum i 12 minutter. En kraftpræstation, der fortjent begejstrede publikum. Musikken kunne så føre tankerne rundt i de forskellige temaer på "the Showboat" og måske kunne nogen høre Paul Robesons store stemme i underbevidstheden. Allerede dengang i 1920'erne rumstrede borgerrettighederne i USA, hvor Paul Robeson nægtede at synge: "Niggers work while the white folks play .." , men insisterede på at erstatte "niggers" med "darkies".
Fremme i front havde vi så trompetisten Duke Heitger og Engelbert Wrobel på clarinet og tenorsax.
Engelbert Wrobel sørgede for den røde tråd og kædede på underholdende vis numrene sammen. Gjort med stor tilstræbt lune, selv om der ind imellem var nogen sprogforbistring, der vanskeliggjorde det fulde udbytte. Men meningen var god nok, og hvad der ikke helt lykkedes på samtaleplan lykkedes til fulde, når instrumenterne talte. Wrobel shinede med en overbevisende teknik og et følsomt og varieret solospil, der fuldt ud udnyttede potentialet i hans fine tenorsax. En "Buescher 400" . Endda en tidlig vintagemodel. Placeringen af de nederste klapper, tilbagetrukket mod bagsiden af schalstykket, kunne indikere at instrumentet sagtens kunne være tæt ved 100 år gammel. Samme omhu og flydende, inspirerende spil kom til udtryk, når clarinetten blev taget i brug.  Wrobel lagde således en fin baggrund og klang i ensemblespillet med trompeten.
På trompeten kunne man ikke ønske sig bedre lead en Duke Heitger. Stor og flot tone og en teknik, der problemfrit kunne forløse et moderne, swingende trompetspil. I nummeret "Lonely Woman" blev dette nummers særlige karakter fremhævet af Heitgers "mutede" trompet. Instrumentet blev dæmpet med en "straight" dæmper, der spidser lyden til uden at gøre den skinger. Derudover kunne Heitger trylle med en almindelig standard-cup, så der kom et meget udtryksfuldt, næsten fortællende spil ud af det. Ja - tæt på en "talende" trompet. Fortryllende og interessant og langt fra det spil, som skaberen af melodien, Arnette Coleman, præsterede på sin "Grafton" plastik-saxofon tilbage i midt 50'erne.
Heitger viste sig tillige at være en udmærket vokalist, blandt andet i Fats Wallers "I Can't Give You Anything but Love" og Louis Armstrongs "Swing That Music".
Efter et særdeles vellykket andet sæt kunne International Hot Jazz Quartet selvfølgelig ikke få lov til at forlade sit publikum uden det klassiske ekstranummer, der blev en udtryksfuld fortolkning af "Do You Know What It Means To Miss New Orleans". Man fristes til at skrive ".. ikke et øje tørt". Men afskeden med dette fine, velafstemte ensemble, var næsten rørende og publikum havde svært ved at stoppe bifaldet, der klart signalerede begejstring og beundring !!
Tak for underholdningen til "International Hot Jazz Quartet" og god rejse sydover.

 

Med venlig hilsen og på genhør
Ryan

( Foto: Jørn-Ulrik Veilby )

 

 
 

Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 05. marts  2015

Dorado og Amati Schmitt -
exotisk jazz manouche i verdensklasse !


Denne aften havde Jazzens Venner i Randers eksotisk besøg. De, der kom tidligt, så straks 4 eksotiske mænd sidde ved et bord lige inden for døren. To særdeles sirligt påklædte, to andre mere casual. Men alle flotte, sorthårede og med et smukt racepræg, der sendte tankerne mod Sydeuropa, ja - måske Nordafrika.
Alle var de fransktalende. Alt andet var udelukket. Senere, indtog de scenen og blev præsenteret som "Dorado og Amati Schmitt Quartet". Dorado Schmitt på guitar og violin, sønnen Amati Schmitt på guitar, Franco Mehrstein på rytmeguitar og Xavier Nikq på bas. Et hold musikere der har viet deres musiske liv til den genre inden for jazzmusikken, der kaldes "jazz manouche". En stilart, der blev skabt af blandt andre Stephane Grappelli og Jean Django Reinhardt engang midt i 1930'erne, hvor de dannede kvintetten Hot Club de France, der var det allerførste jazzorkester, der kun bestod af strengeinstrumenter. Stilen var beslægtet med
den spanske flamenco og man fornemmer slægtskab med bryllupsmusikken fra Balkan og den ungarske czardas. Romaerne har ført denne musik med sig på deres vandringer rundt i Europa og de franske romaer, her kaldet "manouche", har blandet stilarterne op med den musik, der nu herskede, der hvor de slog sig ned. Den sigøjnerjazz, der blev skabt i og omkring Paris i 1930'erne fik derfor betegnelsen "jazz manouche" andre steder også kaldet "Gipsi Jazz" eller "Gipsi Swing". Dorado Schmitt lærte musikformen af sin far og er i dag en af de fornemmeste eksponenter og fortolkere af Django Reinhardts jazzmusik. Han spiller lige overbevisende på både giutar og violin, så han rummer i sig selv musiktraditionerne fra såvel Django Reinhardt og Stephane Grappelli. Hans personlige stil, udseende og fremtræden er så tæt på Django Reinhardt, at han ligner sit forbillede til forveksling.

     Django Reinhardt      Dorado Schmitt

Der åbnes med Jimmy McHugh's "I Can't Give You Anything But Love" fra 1928. Altså en god gammel jazzstandard. Let genkendelig for jazzelskere og fremført af Dorado på violin, så det lige så godt kunne have været Stuff Smith, Grapelli eller for den sags skyld Svend Asmussen. Følsomt og indlevende, teknisk af allerbedste skuffe og med stor personlighed. Altså god gedigen jazzmusik efter bedste standard. Når melodien alligevel når ud med et twist af noget særegent, skyldtes det vel især rytmegruppens udtryk. To guitarer og en bas i helt synkront spil, i en sej pågående fast urrytme, med en dyb klang, der næsten suggererende overtager både musikernes og publikums puls. "La pompe" som begrebet kaldes i denne genre. Pumpen, hjertet, maskinen i denne dynamik centreres om det eminente rytmespil, der udfolder sig omkring Franco Mehrstein, der taktfast fastholder rytmen, samt Xavier Nikq, der med suverænt basspil falder ind i tempoet og tilsætter grundtonen til det melodiske forløb med en elegance, der helt modsvarer hans ydre. Denne pernitne gentleman, der da Dorado fandt ham, kom fra Heavy Rock miljøet, lurvet klædt og med skulderlangt hår, fik påbud om, at ville han være med, måtte han klæde sig ordentlig på og i øvrigt soignere sig. Det krav har Xavier Nikq opfyldt til perfektion og har endvidere udviklet sit spil i samme retning: elegant og ulasteligt. Denne rytmegruppe udgør hjertet i musikken, "la pompe", der pumper rytmen ud og skaber den underliggende puls til kreativiteten og fantasien, der udfolder sig i solisternes spil. Der er ingen tvivl om at mesteren, le Chef, er familieoverhovedet Dorado Schmitt, der i sit violinspil behersker og forløser både blide følelser og dramatik i sin fortolkning. Helt i forlængelse af traditionen fra Stephane Grappelli. Når han ind imellem griber guitaren lades der ikke tvivl tilbage om, hvor forbilledet skal hentes frem. Det rytmiske særpræg, anslaget og fingerspillet, dur og mol overgangene er en hyldest til Django Reinhardt. Alt dette fremføres med stor personlighed og med en sirlighed, der afspejler sig i Dorados ulastelige ydre, enten helt opslugt af sin egen musik eller med et stolt blik over mod sønnen Amati Schmitt. En ung mand, der med sit smukke ydre også har let ved at tiltrække sig publikums opmærksomhed. Man kunne næsten sige en musikkens Christiano Ronaldo. Nogle er bare født med talentet og har energi og disciplin til at udvikle det og sætte nye grænser for, hvad man kan præstere. Ikke mange havde troet at håndværket kunne gøres bedre end hvad Dorado havde ført det til. Men med Amatis spil er der sat turbo på alt. Men uden at miste kontakten og respekten for traditionen og de store ikoner og forbilleder inden for denne "jazz manouche". Legende let og tilsyneladende helt ubesværet og adspredt kunne Amati byde os på en fantastisk rejse rundt i melodiens form, dens harmonier og stemninger, så man ind imellem, som tilhører, blot befandt sig inde i musikken.
I mellemtiden er vi nået mod slutningen af "I Can't Give You Anything But Love". Dorado og Amati udfordrer hinanden i "chasing", hvor den ene udfordrer den anden i et hæsblæsende tempo for til sidst at nå sit antiklimaks, tilbage til melodiens tema, fremført gribende af Dorado Schmitt.
Publikum klapper begejstret, pifter og kommer med anerkendende tilråb, der udtrykker beundring og glæde over fremførelsen:
Musikerne signalerer en diskret tak ud til publikum, lyset glimter i guitarernes blankpolerede dæk og de ovale lydhuller i dækket afslører de karakteristiske Selmer Macaferri guitarer, der simpelt hen er et must, hvis man i denne genre vil gøre det rigtigt: at spille på Django Reinhardts foretrukne guitarmærke.
Men næsten uden ophold kvitterer "Dorado og Amatis Quartet" med den næste melodi og fører sit publikum videre på denne rejse i "jazzmanouche". Melodier som Django Reinhardts "Nuages" og "Minor Swing", Joseph Kozmas "Autumn Leaves", John Legends "All of Me" og mange menge flere gode standards, heriblandt et par rigtig velspillede almindelige 12 takters bluesmelodier.
Elegant, nonchalant, excellent. Prøv at sige det på fransk.
Vi har hørt "masters of Gipsy Jazz".

Med venlig hilsen og på genhør
Ryan

(Fotos: To øverste sort hvide billeder samt Dorado Schmitt ved siden af Django Reinhardt er taget af Jørn-Ulrik Veilby 05.02.15 )

 

 
 

2014

Underværket, Stemannsgade, Randers, lørdag den 27. december  2014

Vestre Jazzværk -
Flot og farverig dixieland jazz  !


I 2014 "abdicerede" biskop i Ribe Elisabeth Dons Christensen og det skulle selvfølgelig markeres med anstand.
Hvem skal så levere musikken ? "Vestre Jazzværk". Selvfølgelig !
Det siger noget om hvor udbredt kendskabet er til bandet og i hvilken grad det forbindes med kvalitet og seriøsitet. Måske skyldes det også, at "Vestre Jazzværk" stort set kommer fra Ribe kanten - stort set. For det er sjældent, at et band af så kompetente musikere kan rekrutteres fra en enkelt købstad. Musikerne kommer næsten altid fra sådan " lidt rundt omkring". Selv kommer de også "lidt rundt omkring" med et job ca. en gang om ugen bliver det smutture rundt i det nordtyske, i det gamle danske land i Sverige og selvfølgelig i Danmark.
Blandt andet i Jazzens Venner i Randers. Her fik bandet en varm velkomst af gæsterne den 27. december, der oven på "store byttedag" valgte at slappe af til god musik ved hyggelige cafeborde på Underværket hos Jazzens Venner. De mange fyrfadslys på bordene skabte den afsluttende julestemning for sæsonen i Jazzens Venner. Nogle kunne huske "Vestre Jazzværk" fra det seneste besøg tilbage i 2008 og andre havde netop hørt bandet i Nordtyskland og glædede sig til at høre bandet endnu en gang. Bandet har sin egen lille fanskare ?
Vestre Jazzværk lagde ud med den stemningsfyldte Fats Waller melodi "Blue Turning Grey Over You", hvis blide melodi svøbte sig omfavnende om det henførte publikum. Bandet slog direkte over i uptempo til
 trommeslageren Adolphe Paul Barbarins "Bourbon Street Parade". Så var vi tilbage i jazzens dna i det franske kvarter i New Orleans. Repertoiret spænder vidt i denne genre: the really New Orleans Dixieland jazz - lidt mere "hot jazz" end "early jazz".
Et af de mest afbalancerede numre denne aften var Svend Asmussens "June Night". Ikke for ingenting Svend Asmussens kendingsmelodi. I "Vestre Jazzværk"'s udgave i medium swing tempo oppebåret af den eminente rytmegruppe bestående af Povl Erik Philipsen på bas, Tom Nissen på banjo / guitar og Hans Rømer på trommer. Disse musikere gør sig især bemærket ved netop at være en rytmegruppe. Med eftertryk på gruppe.
Spillet er i den grad samspillet, så man knap skelner, de enkelte instrumenter fra hinanden. Her demonstreres en enhed. Men hvis man fokuserer på det enkelte instrument fornemmer man, hvilken indsats de hver især yder. Bassen er helt fast på beatet og fastholder ufravigeligt tempoet, i varierede rytmiske figurer, der samstemmer med melodiens grundtoner. Banjoen istemmer taktfast og tilsætter instrumentets karakteristiske klangbillede. Trommerne ligger på beatet, indimellem lidt swingende forskudt, og der trylles diskret på slagtøjets værktøjer med dynamik, tempo og styrke, der flot underbygger den rytmiske helhed. Ethvert ensemble og ikke mindst solist kan kun blive endnu bedre med en sådan kulisse. Banjoen lyser op i scenelyset og man bemærker den forgyldte "banjopot", der viser sig at være belagt med 24 karats guld. Ikke mindre !
Banjoen er en danskbygget "Risom", som der blot findes en 7 - 8 stykker af. Denne "Risom"banjo  er den sidst byggede og komplet uerstattelig. Risom var oprindelig værktøjsmager og byggede en komplet og funktionsduelig Colt Revolver i sin kælder. Nogle beundrede håndværket, men fik ham til i stedet at bygge banjoer. Denne mere fredelige syssel dyrkede han med stort held ind til sin død. "Risombanjoen" er stemt ligesom en violin g-d-a-e nøjagtig som Tom Nissens guitar, der kom på banen i nyere numre, hvor banjoklangen " stak for meget af". Guitaren - der også er firestrenget !! - er ligeledes stemt g-d-a-e. Så det er i dette tilfælde let at gå fra det ene instrument til det andet. Hvorfor gøre tingene mere besværlige end nødvendigt.
Oppe foran havde vi så solisterne.
Poul Schmidt introducerede numrene, spillede trombone på helt klassisk "neworleansk" og glimrede med sin fine vokal i flere numre. Ingen hæshed eller rusten stemme her. Poul havde en velartikuleret vocal, der kunne gøre sig lige så godt i det lokale mandskor eller som kirkesanger i kirken. Dejligt befriende at kunne høre ordene - teksten - og kunne høre, helt klart, hvilket nummer, der blev annonceret. Herlig synkoperet og swingende med en tenor, der nærmede sig det croonende. Flot i denne "June Night" !
"June Night" blev introduceret af Ole Weibel på klarinet. Og hvilken klarinet. Blidt og henførende med flot bevægende tone, vekslende i højt klart toneleje og rundt, sprødt dybt leje med fine variationer og improvisationer, der tog lytteren med ind i melodiens magi. Ole Weibel er oprindelig fra København og har fået sin musiske oplæring i Tivoligarden. I dag vil han kunne spille op til selv den bedste udøver af klarinetspillet. Internationalt. ( Hvem husker ikke hans forrygende solonummer denne aften : "After You've Gone". Uforglemmeligt )
På trompet i "June Night" hører vi Aage Jespersen trylle med fantasifuldt og fortællende "waw-waw" dæmper. Totalt inspirerende og underholdende. Men Aage Jespersen mestrede også det klassiske trompetspil "unmuted" såvel som "muted" og høstede stort bifald for sine soli og overgik formeligt sig selv i solospillet i Charles Aznavours "She".
"Vestre Jazzværk" er skabt tilbage i 1970'erne og Aage Jespersen, Poul Schmidt og Hans Rømer har været med helt fra starten. Så med lidt god vilje nærmer herrerne sig deres 40 års jubilæum. Det må de gerne holde i Jazzens Venner. I hvert fald vil vi se frem til at skulle mødes igen. Alle de fremmødte tog den 27. december afsked med dette fine mandskab, stående og begejstret applauderende.
Fuldt fortjent !!

Med venlig hilsen og på genhør
Ryan
 

Hør "Vestre Jazzværk" i "June Night" her -> june night                                          

 

 

 

 

 

Underværket, Stemannsgade, Randers, lørdag den 04. december  2014

Bourbon Street Jazzband-
eventyrlig jazz på den klassiske måde !


Der står de så, disse noble mænd i sorte jakkesæt - i hvert fald musikerne i frontline. Ellers brydes normen en smule, men dog for det meste i et sort dress. Der er ro over dette band og der spilles med en vis autoritet.
Ikke uden grund, for bandet har ikke kun høstet anerkendelse under hjemlige himmelstrøg, men har også kunnet udfordre udenlandske jazzkoryfæer. Endda med held.
Hele tre gange har de besøgt det californiske Sacramento Jazz Jubilee, og har desuden optrådt både i Hong Kong og Kenya, foruden i de fleste europæiske lande. New Orleans-musikeren, Jacques Gauthé, inviterede i 2002 Bourbon Street Jazzband til at komme og spille tre dage på hans faste klub i netop Bourbon Street midt i French Quarter, New Orleans.

I løbet af aftenen skal vi høre Bourbon Street Jazzband spille traditionel jazz, boogie-woogie og swing i en meget udadvendt og dansabel stil
.
Det er Per Jegbjerg, der skaber den røde tråd og binder numrene sammen med små anekdoter, der skaber god stemning i lokalet og ind imellem provokerer til latter i salen. Med et svedent smil hudfletter han bandets forskellige medlemmer med den ene usandsynlige historie efter den anden. Dog helt faktuelt annoncerer han Bourbon Street Jazzband som det ældste danske bestående jazzband med et 60 års jubilæum lige rundt om hjørnet. To af medlemmerne, Kurt Heegaard og Gerhard Ellerbæk har været med gennem alle årene, øvrige medlemmer er tilkommende. Selv kender jeg blot et band, der nok ville gøre krav på samme værdighed, nemlig Kansas City Stompers, der blev dannet af Niels Abild tilbage i 1951 - og som stadig er på plakaten - og som besøgte Jazzens Venner i 2012.
Samme Per Jegbjerg indgår i bandet med sin trækbasun, som han i øvrigt håndterer med stor rutine og dejlig rund og fyldig tone. Ved hans side står et iøjnefaldende instrument. Ikke et flygelhorn. Det er mere komplekst og noget større. Jegbjerg anvender instrumentet i flere numre og tonen er særdeles fyldig og i toneleje som en trækbasun. Ventilarrangementet tillader en hurtigere teknik, der kan minde om almindeligt trompetspil. Langsomt associeres der til en anden musiker, der har besøgt Jazzens Venner, Peter Rosendal, der første gang introducerede et lignende instrument. Hornet er en  "March trombone" , der i sin tid blev opfundet af producenten King i de gode gamle New Orleans dage. En mellemting mellem et flygelhorn og en trombone: en "Flugabone".
Et af bandets anciennitetsmæssige ældste medlemmer er Kurt Heegaard, der indgår i rytmegruppen på banjo og som i øvrigt krydrer repertoiret med stemningsfulde vokalnumre, som f. eks "Nyboders Pris", der akkurat passer til sangerens tilpas rå, lidt upolerede stemme, men som effektfuldt skaber god stemning.
Gerhard Ellerbæk har ligeledes været med fra bandets fødsel. Han gør ikke noget stort væsen af sig, men udlever sit ego i et insisterende trompetspil, der med flot tone og teknik leder tankerne hen på de gamle og traditionelt udøvende trompetister. Et klassisk udtryk i New Orleans genren.
I bandet er der tillige to jazzprisvindere. Den ene er Kim Nedergaard, der evner at sende gigawat af energi ud af sit elklaver. Venstrehånden shuffler og jumper derudad, så det swinger og runger i lokalet. Dertil kan lægges en energisk og pågående vokal, der fik frit løb i "Every Day I Have the Blues" og " Blueberry Hill" , der blæste alle omkuld.
Den anden jazzprisvinder er Finn Odderskov, der på klarinet og tenorsax ALTID leverer varen.
I "Honeysuckle Rose" hører vi en indlevet og følsom intro, hvor en tyk blød tone flyder som honning ud af saxen for derefter i uptemposkiftet at blive rå og brutal, men dog særdeles vel artikuleret,  med vrinskende vibrato og synkoperede "alternative fingering". En musiker, der kan sit kram og som i de rette omgivelser sagtens kunne hævde stjernestatus.
Den grundlæggende rytme leveres af Jørgen Nielsen på bas og Heine "Hot" Poulsen på trommer. Jørgen Nielsen leverer et solidt og diskret basspil, men viste i flere omgange gode solistegenskaber, blandt andet i Fats Wallers "Keep Out of Mischief Now" .På trommerne tryller Heine "Hot" Poulsen med stikkerne og får det maximale ud af noget, der ligner et trommegrundsæt, bestående af bastromme, tamtam, floor tamtam, highhat og et bækken. Men i de rette hænder er det nok til at vise suverænt trommespil. Heine bevæger sig rundt på alt slagtøjet i et rytmisk flow, der konstant understøtter solisterne og ensemblespillet på bedste måde. Mon ikke Heines trommesolo i " Marching Down Bourbon Street" endnu sidder i ørerne på publikum. Et nummer der sagtens kunne gøre sig i the French Quarters red light district.
Et begejstret og veloplagt publikum kunne efter det traditionelle ekstranummer forlade koncerten med endnu en god jazzoplevelse i Jazzens Venner.


Med venlig hilsen og på genhør
Ryan
                                                           

 

 

 

 

Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 06. november  2014

JAZZ FIVE -
 shuffling, grooving energisk funk !


Når man tænker New Orleans, ser man for sig grupper eller optog af sorte  musikere i den gamle bydels spanskprægede træhuse. Der spilles dixieland jazz som King Oliver, Jelly Roll Morton eller Louis Armstrong spiller melodier som ”When The Saints”, ”Basin Street Blues eller "Tiger Rag". En måske romantisk forventning, der peger tilbage på den første halvdel af det nittende århundrede. Man er tilbøjelig til at glemme at New Orleans i dag er en moderne pulserende by med over en million indbyggere og med en skyline, der ikke står tilbage for andre storbyer i verden.
Og musiklivet ? De gamle melodier lever stadig. Men i helt andre arrangementer og genrer end den oprindelige dixieland jazz. I 1960'erne og 1970'erne opstod der blandt afroamerikanske musikere en integration mellem soul, R & B , blues og rock, der lagde vægt på det rytmiske i musikken. Som vi kan høre James Brown fortolke processen : Funkgenren var født.
Det er her vi finder Jazz Five. De er gået ”the funky way” !
Når man lytter til Jazz Five fanges opmærksomheden straks af rytmen. Stefan Andersen sidder og bearbejder sit trommesæt med pågående gentagne rytmesessioner, hvor bastrommen og ”the floor drums” fastholder en urokkelig synkoperet kadence, samtidig med at bækken, reife og bjælde sættes ind med varierede synkoperede figurer, der netop giver rytmen den karakteristiske groove.
Trommerne er musikkens urværk. Netop et urværk, for herfra ånder urkræfterne og danner den livgivende puls, der kan mærkes  dybt ind i sjælen. Jonas Starcke følger op med sit basspil og bekræfter grundrytmen med mørke toner, der trofast følger og gentager den pågående rytme.
Som lytter indfanges man af denne ”vamp”, denne insisterende gentagelse af det rytmiske tema.
Når Esben Hillig lægger sit klaverspil hen over tromme og bas, udbygges temaet med en rullende shuffle fra venstrehånden og en højre, der improviserende kører det melodiske tema tæt på det vanvittige. Somme tider helt der oppe i diskanten, hvor der kun er træklang tilbage. Oppe i front har vi de to sax’er, der istemmer korte rytmiske velplacerede ”hits”, der driver temaet fremad i et stadigt, næsten ekstatisk tempo. Lydtrykket buldrer ud gennem rummet med stor styrke, fylder rummet, fylder kroppen, overtager din puls og bevidsthed. Du er i det rum, du er i musikken. Opslugt.
Rytmegruppen fastholder sin mission, medens de to sax’er sættes fri i improvisation. En energiladet række af forunderlige riffs og skalaforløb, der frigør yderlige energi, der, hvor man troede, at der ikke var mere tilbage. Jeppe Zacho på sin tenorsax og Johan Bylling Lang på baryton sax eller altsax kører derudaf, i soli eller sammen i frække og spændingsfyldte klange.
Så tilbage i grundtemaet. Måske mere intenst end før. For derefter at slutte brat.
Inde i hovedet fortsætter det vilde ridt i den brat opståede tavshed. Indtil den kumulerede energi endelig forløses i applaus.
Melodien kunne være Jesse Hills  ”Ooh Poo Pah Doo” fra begyndelsen af 1960’erne. Melodien der ved et Mardi Gras opstod i New Orleans og som blev reproduceret i 800.000 eksemplarer. Den underlige tekst viser endnu et karakteristika ved funkmusikken, nemlig at rytmen er det væsentlige. Teksten kommer i anden række.
Jazz Five er gode instrumentalister, men Jonas Starcke, Stefan Andersen og Jeppe Zacho er tillige fine vokalister, der gav os eksempler på inderligt fortolkede melodier med meningsfulde tekster: ”Take My Love”, ”Little Eliza”, ”Never Can’t Tell” – med flere.
Funkmusikken har gjort sit indtog.
Ikke alle gik hele vejen. Men de, der gjorde, havde en fantastisk aften og kvitterede efter det obligatoriske ekstranummer med stående applaus.
Til dem, der skulle flytte sig lidt mere end normalt, skal sluttes af med et Asger Jorn citat: ”Gennem livet får man mange spark i røven. Men ethvert spark i røven er et spark fremad !”


Med venlig hilsen og på genhør
Ryan
                                                           

 

 

 

 

 

Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 02. oktober  2014

SWEDISH SWING SOCIETY - energi, poesi og
kultur - excellent !


Klokken nærmer sig 20.00 denne torsdag aften i Jazzens Venner i Randers. Den uformelle snak forløber muntert blandt det fremmødte publikum. Nogle ansigter kender man fra 2012, da Swedish Swing Society sidst besøgte jazzstedet. Det er det trofaste publikum. Den fanskare, der følger dette band, når det er inden for rækkevidde. Andre nye ansigter er mødt op. Musikernes gode ry når vidt omkring og frister nye tilhørere ind i disse specielle cirkler. Snakken forstummer. En andægtig stemning breder sig i rummet. Tre noble herrer har vist sig i den snævre passage mellem bordene. Den eneste vej til scenen. Afslappet ankommer de til podiet og kikker underfundigt, glade, ud over det forventningsfulde publikum, der omtrent rejser sig i applaus. Joh. Der er store forventninger til musikerne - og de ser ud til at kunne leve op til hvad som helst. Tre noble herrer i gabardine. Grå benklæder. Blå jakke. Lys skjorte og blåt slips med sveriges kongekroner i gult. Stilen er nobel og klassisk. Musikerne og deres instrumenter reflekterer i det blå, røde og gule scenelys. Hvad er mere nærliggende end at starte repertoiret op med det gamle nummer "Shine" fra 1910 med musik af Ford Dabner, som ingen kender, men melodien blev senere gjort kendt i jazzkredse af Louis Armstrong, Ella Fitzgerald og melodien blev et af Benny Goodmans signaturnumre. Swedish Swing Society starter da også i bedste Benny Goodman stil. Anntti Sarpila elegant på sin klarinet, giver klare associationer til Benny Goodmans swingende og teknisk perfekte klarinetspil. Annti's tone er klar og ren højt oppe i registeret og rund og blød i dybden. Han lever helt op til "King of Swing", som man kaldte Benny Goodman. Men Annti er også af god familie. Søn af den finske klarinettist og saxofonist Kari Sarpila, der i mange år har medvirket i den finske Pori Jazzfestival, der måske er Europas største. Så er han "udlært" hos britiske Bob Wilber, hvor han kom tæt på de helt gamle og oprindelige jazztraditioner med inspiration til Sidney Bechet. Annti har endog fået en bogudgivelse dedikeret. En bio-discografi af Hans Westerberg "Swinging Beginning". Annti er ikke hvem som helst.
Ved klaveret sidder Ulf Johansson Werre. Værdig og afslappet. Hænderne arbejder hen over tangenterne. Helt ubesværet. Lige så let og ligetil flyder de smukkeste klange ud fra "full hands" akkorder og højre og venstre hånd konkurrerer ind imellem om de mest fantasirige improvisationer over melodiens tema. Rytmen ligger helt og urokkelig fast med lige netop den synkope, der får melodien til at swinge. Begrebet virtuost vil være passende at finde frem her. Lige fra teenageårene har han gjort sig bemærket som en strålende elev, blandt andet på Lundellska Skolan, hvor han simpelt hen var den bedste ! Og så tror man selvfølgelig at pianoet var det foretrukne instrument. Men nej. Det var faktisk trombonen. I dag er han lektor i ensemblespil ved Musikhøjskolen i Stokholm, hvilket man klart fornemmer, når Ulf i koncertforløbet italesætter repertoirets "røde tråd". Dette fik koncerten til at forløbe som et causeri gennem jazzmusikkens snørklede kroge. I tankerne kunne man se ham hyggeligt tilbagelænet i en rundpolstret Chesterfieldstol med en Whisky foran sig på det runde butlertray. Mesterlig fortæller og god formidler af jazzens anekdoter.
I baggrunden, men absolut ikke gemt væk, arbejder Björn Sjödin ihærdigt med trommerne. Fra at være dybt fokuseret og koncentreret lyser han op i store smil, når rytmen tager over, og der skal leveres energi til ensemblespillet. Björn kommer rundt på hele trommesættet i et forrygende tempo med en imponerende dynamik i spil og gestus. Tidligt lurede der under den unge økonomistuderende en spirende musiker, der heldigvis fik lov at bestemme karrieren. Trommer som 7-årig, violin som 9-årig og piano da han var 11. Han er bandets glade dreng og fuld af humør og energi. Og den opmærksomme tilhører ville måske have bemærket, at det i denne sammenhæng ikke var trommestikkerne, der var i sving, men derimod de mere sjældne whiskers. Et studie af Benny Goodmans Trio vil vise, at Gene Krupa faktisk gjorde det samme, når han optrådte i triosammenhænge.
Swedish Swing Society er som trio langt hen ad vejen meget loyale over for forbilledet, som de har i Benny Goodmans Trio.
Det forstår man også godt, når man betragter bandets egen historie, som "tribute to Benny Goodman". I de glorværdige tider i selskab med Lars Erstrand , hvor imaget var rettet mod Benny Goodman Kvartetten.
Men disse musikere er kommet meget videre. De er helt deres egne og har så meget at give deres publikum, at de fortjener at blive "sat fri" og udleve deres egen identitet. Ind imellem det blændende spil, som man blev vidne til denne aften, kunne man forfalde til den uforløste forestilling om, hvordan disse suveræne musikere ville lyde i selskab med en fuld rytmegruppe, altså suppleret med bas og måske guitar. Annti kunne hente sin tenorsax frem - måske sin baryton. Ulf kunne få større kredit for sit eminente basunspil. Andre talenter kunne forløses med backup fra en rytmesession, der virkelig kunne "shine" en solist af det format, som disse musikere rummer.
For denne aften må man blot konstatere, at Swedish Swing Society endnu en gang formåede at tryllebinde et trofast publikum, der kun nødigt gav slip på dem. Efter minutlang applaus og det traditionelle ekstranummer fik musikerne endelig fri og kunne slappe af med en efterrationaliserende hyggesnak - og ikke at forglemme - et godt glas rødvin ved et cafebord. Man er vel kommet til Danmark.
Swedish Swing Society - vel fortjent - vi fik pågående energi, poetisk spil og indblik i jazzlivets særprægede kultur. Excellent.
Tak for en hyggelig og uforglemmelig aften.

Med venlig hilsen og på genhør
Ryan
                                                           

 

 

 

 

Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 04. september  2014

ALL TIME JAZZBAND - jazz til alle tider !

Torsdag den 04. september havde Jazzens Venner besøg af All Time Jazzband, bandet med det karakteristiske logo: Urskiven med alle døgnets timer. Måske med ønske om at kunne levere jazzmusik til alle "tider". Et velfornøjet publikum lyttede da også til et bredt repertoire, der fordelte sig på både nye og gamle genrer og melodier, dog trofast fortolket inden for bandets sikre og velorganisere stil. En mainstream dixet og energisk musik, der appellerede til et bredt publikum.
Der var både swing og drive i udtryksformen. Når endelig det lykkes for et band at nå sit publikum med rytmisk intensitet, skyldes det som regel en velfungerende rytmegruppe. I denne sammenhæng bestående af Jørgen Mulbjerg på trommer, Morten Tværmose på bas og Jan Gruwier Larsen på banjo og guitar. De formåede med stor charme, at sætte dybe rytmiske spor i publikums nervesystem. Ofte må et band appellere til publikum om at klappe i takt til musikken, men det var helt unødvendigt i denne sammenhæng. Publikum forløste egne rytmiske impulser i kroppen ved helt spontant at klappe i takt til musikken. Godt gået. Dertil kommer, at de tre rytmeholdere alle var glimrende vokalister, der hver på sin måde var dygtige fortolkere af tekst og melodi. Jan Gruwier Larsen huskes for sin inderlige fortolkning af Billi Hill nummeret fra 1936 "Glory of Love", som i øvrigt også er på Benny Goodmans repertoire. Hvor alle øvrige musikere er fra urbane områder nær Århus og Silkeborg, kan man finde Jan ude i den vilde natur ved Glæsborg på Djursland. Fremtoningen er stor og mægtig, som en af kæmperne i det danske våbenskjold eller som en drabelig wrestling kæmper. Kun de milde øjne, der lyser ud gennem et fuldskægget kontrafej, viser, at her er fred og ingen fare ! Jans dybe og sprøde stemme giver "Glory of Love" en næsten poetisk fortolkning og den lidt tilbagelænede frasering tilfører melodien den rigtige Rythm and Blues stemning. Intet øje tørt.
Jørgen Mulbjerg sidder ved trommerne og spreder rytme og godt humør ud til publikum. En engageret trommeslager kender man på valget af bækkener. I de kredse er bækkener religion. Zildjian eller Paiste skal der stå på bækkenet. Sabian kan måske gå an. Alle tre navne er repræsenteret på det sitrende metal. Tingene er i orden. Ligesom "Mulles" humørfyldte fortolkninger af en række melodier. Blandt andet kunne følelserne få frit løb i fortolkningen af "Nyboders Pris", dansk melodi af Poul Andreasen fra 1930 og dengang fortolket af Olga Svendsen. "Mulles" far havde boet i en af de gule boliger på Nyboder og den hyldest ville han have været glad for. I hvert fald stor anerkendelse fra publikum.
En anden personlig relation kom til udtryk i bassisten Morten Tværmoses fortolkning af "Oh Babe" med tekst af Preben Kaas. Morten sang "Oh, Babe" til sin kone på bryllupsdagen:
"Jeg ved, baby. hvis du sagde ja lige nu, Ku det ende med at du ku bli min frue ..". Det kan vel ikke blive mere autentisk. Flot swingende udgave af Hurricane Schmits "Oh Babe, What would You Say" fra 1972.
En Hurricane Smith, der aldrig fik succes som jazzmusiker, men som leverede en række hits, bl.a. "Oh, Babe" fra 1972. Han havde mere held som lydingeniør, og lavede bl.a. studiearbejde med The Beatles. Det skal heller ikke glemmes, at han bidrog som "glider pilot" i 2. Verdenskrig, som han jo overlevede.
Oppe foran havde vi så bandets instrumentale solister Ole Rosendal og Erik Schreiber. Et par særdeles dygtige musikere, der i den grad var samspillede. De to havde spillet med hinanden fra 1965, og må følgelig kunne fejre "guldfellowship" - 50 års jubilæum - næste år. Selv om der gennem repertoiret blev vist flotte og iørefaldende arrangerede kor - bl.a. i "All of Me" - fornemmede man hele tiden, at deres samspil i god jazztradition groede ud af et inspireret "mindset". Her var et par musikere, der bare kunne stille sig op og spille. Ole Rosendals fine teknik og flotte tone passede fint til den leadrolle, som trompeten ofte får i et band. Trofast mod meloditemaet og sprudlende i de improviserede passager. En musiker med sikker stil og stor kunnen, som han gav videre i Billy Holiday melodien "What Shall I Say", som var arrangeret af sønnen Peter Rosendal - som i øvrigt også har gæstet Jazzens Venner.
Saxofonisten og klarinetisten Erik Schreiber var mester i at lægge andenstemme til numrene, fint balancerende omkring tertsen og med et rytmisk incitament, der bragte energi og flow ind i melodiens forløb. En fantasifuld og rytmisk fraseret improvisation omkring temaet, så man hele tiden fornemmede melodiforløbet bag udtrykket. Erik havde en rund, sprød og kraftig tone på sin tenorsax med anelser til pop- og rockmusikken, der klart kom til udtryk i "Loveletters in the Sand", som de fleste husker som et Pat Boonenummer fra 1950'erne, men som er en komposition af Fred Coots helt tilbage til 1931 eller "Blueberry Hill" af Fats Domino. Ind imellem skiftede Erik Schreiber til klarinetten, der fungerede autentisk i numre som "Careles Love", "On a Slow Boat to China" og "Bill Baily".
All Time Jazzband sluttede af med "All of Me", der i arrangement og udførelse kunne ligne bandets signaturnummer. Det gjorde indtryk og bandet fik et insisterende bifald, så de måtte ud med et ekstranummer, hvor de med højt humør shufflede sig gennem "Down Bourbon Street", der sad i ørerne på publikum, hele vejen hjem.
Joh - det var alle tiders. All Time Jazzband.
Tak for i aften.

Med venlig hilsen og på genhør
Ryan
                                                           

 


Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 07. august  2014

 

OLD RAGGED JAZZMEN - some like it hot !

Knap et halvt hundrede mennesker havde forladt hjemmegrillen denne meget varme sommeraften for at forlyste sig i Jazzens Venner med "Old Ragged Jazzmen". Det skulle vise sig også at blive en varm oplevelse både for publikum og band. Der var sommertemperatur i lokalet og bandet måtte undervejs både smide sandalerne og optræde i bare fødder og diskret skifte skjorterne ud med nogle, der var tørre.
"Old Ragged Jazzmen" er gennem adskillige års samspil særdeles vel funderet i New Orleans stilen og forstår at fortolke netop denne genre på den helt rigtige måde.
Musikken flyder naturligt og rytmisk ud af instrumenterne, så man fornemmer både temperamentet og varmen i denne glade sydstatsmusik. Bandet har den korrekte dixieland besætning, så man oplever den helt rigtige sound - og stemning.
Helt upfront tårner Lars Lillienskjold op bag mikrofonen. Han introducerer numrene og smalltalker med publikum. Klarinetten er hans instrument, men han viser sig i løbet af aftenen også at være en rigtig god barytonsaxofonist. Det viser han blandt andet i Spencer Williams nummeret "Basin Street Blues". Blødt og fuldtonet bliver melodien fortolket meget følsomt på dette ellers lidt grove instrument. Basin Street var hovedgaden i Storyville, der jo var et kendt - og vel besøgt - "red light"
kvarter. Jo - some like it hot. Måske var det den stemning, der omfavnede publikum. Ellers var det som oftest klarinetten vi hørte blive håndteret med stor rutine af Lars. I nummeret "Jeg er vild i varmen" blev hele klarinettens register og muligheder demonstreret af Lars, der har en meget personlig stil. Ellers tilhørte "Jeg er vild i varmen" så absolut Ole Reichstein, der med sin vokal ydede en forrygende fortolkning af melodien, der bragte publikum ind i den helt autentiske "ølstueatmosfære" med skæmtsomhed, klirrende glas, rullende billardkugler og røgslør fra tobak.
Ole er Reichstein er fuldstøbt kornettist, der til fulde behersker både instrument og genre med et forrygende spil - og så måtte han endda kæmpe med en læbe, der var brændt på grillmaden, for ikke at tale om den strøm af sved, der banede sig vej fra panden ned over næsen for til sidst at dryppe ned på overlæben. Ja, nogen lider virkelig for kunsten. I samme melodi "shinede" hele besætningen. Helt ude på fløjen kunne man høre "Nisse" på sin kære trækbasun. Han hedder i virkeligheden Niels Christensen og er som de øvrige musikere helt og fuldt integreret i New Orleans genren. En flot tone, fin rytmisk frasering og beundringsværdig teknik. Rigtig flot basunspil og netop i dette nummer helt ud til kanten af, hvad man burde kunne præstere på instrumentet.
Bassisten Erik Johansen gjorde for så vidt ikke det helt store ud af sig selv, men passede sit job diskret i baggrunden. I øvrigt med en flot rund klang i bassen, så man ind imellem kunne forveksle bassen med en fin tubastemme. Men i "Jeg er vild i varmen" foldene han sig ud i den mest forrygende solo, der flettede sig flot omkring melodien. Lige så diskret kunne man iagttage Anders Haugaard på trommer, der rutineret lagde rytme til melodierne og understøttede ensemblespillet og solisterne på bedste vis. Men netop i dette nummer fik han lov til at give den gas i en veldisponeret og rytmisk varieret solo, der gav associationer til det allerbedste trommespil, man kan høre. Både i denne melodi - "Jeg er vild i varmen" - men også i Dr. Jazz, Big Butter and Egg Man, blev man vidne til et klassisk banjospil præsteret af Lars Iversen, rytmisk og med mange fine akkordforløb, der karakteriserer en god banjoplayer. Ellers vil man huske hans vokal i "Nyhavn, Nyhavn", der blev fortolket, så man ønsker sig under parasol ud for en af fiskerestauranterne i Nyhavn, tæt på molen, så man kan iagttage de mange typer, der passerer forbi.
Det var  bare hyggeligt at være i selskab med disse stoute nordjyder, med den helt specielle humor, som disse karakterer bærer med sig. Lars Lillienskjold havde konstant tag i sit publikum med små anekdoter og almindelig småsnak mellem numrene. Ikke fordi det var skuespil i høj klasse, men måske netop fordi det hele udspillede sig på et niveau, hvor alle kunne være med.
Som når publikum udfordres efter en af melodierne: " Hvorfor tror I, at den bliver spillet så mange gange ?" - man kan se, hvordan panderne rynkes og der tænkes finurlige tanker. Ja. Hvorfor mon ?
Den var svær.
"Fordi folk gerne vil høre den !", lyder det så.
Stor latter - og lettelse.
Kun Amalie Szigethy ville måske prompte kunne ha' givet det svar - uden at blinke.
Men med god musik i ørerne og med en fornemmelse af at have været i godt selskab, hvor alt er givet med hjertet, bevægede publikum sig vel til pas ud i den lune augustnat.
Tak for i aften.

Med venlig hilsen og på genhør
Ryan
                                                           

 

 

 

Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 01. maj  2014

Besætning:

Daimi: vocal, fest og farver
Bent Haastrup:  tr
Ole Olsen : alt- og tenorsax
Leif Johansson : dr
Cosmus Bræstrup: tb
Peter Federspiel:
spiller bas
Lars Brogaard: piano

Louisiana Jazzband m. Daimi
                                                           

Louisiana Jazzband spiller udadvendt, dansevenlig jazz i højeste professionelle udførelse. Repertoiret er bredt og swingpræget. Melodierne hentes fra jazzens vidunderlige, evigunge, populære sangbog og kendere vil genhøre melodier fra Louis Armstrongs, Count Basies, Duke Ellingtons og Fats Wallers jazzværksteder. De flotte arrangementer er skrevet af trompetisten Bent Haastrup. Det er blevet sagt om bandet at det spiller så det lyder som "11 mand i hvid smoking".
Bandet består af erfarne og prøvede jazzmusikere:
Bent Haastrup
har været med over alt ! Medstarter og medleder af Det Rytmiske Konservatorium, samt mange andre organisatoriske tiltag til højnelse af proffesionalismen i dansk jazz. Han styrer bandet med sin trompet, rytmisk drive og overblik. Desuden har han arrangeret størstedelen af bandets numre.
Ole Olsen
spiller alt- og tenorsax. Han er også kendt fra Ib Glindemanns store orkester og hans saxofoner har ført ham langt omkring - også geografisk. Mexico, Cuba og Libyen er det bl.a. blevet til. Desuden er han måske den eneste oldefar på den danske jazzscene.
Leif Johansson   er en sprudlende, udadvendt trommeslager med stor national og international erfaring.
Han swinger som kun få danske trommeslagere. Han har bl. a. spillet i Theis/Nygaards Jazzband, hos Jørgen Svarre og mange andre. Aldrig kedelig, altid opmærksom og nu med en ny, mere indfølende, elegant stil end  tidligere.
Basunisten Cosmus Bræstrup har været i bandet i over 30 år.I den tid er musikken gået fra at være traditionel jazz til swing. Cosmus nyder at spille de fede arrangementer som Bent skriver.
Peter Federspiel spiller bas og har været hos Louisiana siden det hele begyndte i starten af 1970'erne.  Peter medvirker på fornem vis til at løjerne til glæde og fornøjelse for tilhørerne.
Ved pianoet sidder professoren, Louisiana Jazzbands elegantier, Lars Brogaard. Altid ulasteligt klædt og altid elegant spillende. Hans introduktion til 'In a Mellow tone', er hans kvalitetsmærke !

Sidst, men ikke mindst supplerer bandet sig ved denne lejlighed med folkekære Daimi, der altid sørger for, at der er fut i fejemøjet !
Daimi er kendt og elsket som skuespillerinde og revystjerne. Mindre kendt er det at hun har udviklet sig til en forrygende jazzsangerinde. Louisiana Jazzband har arbejdet sammen med Daimi i over 20 år. På bandets 4 cd'er optræder hun derfor som solist på nogle af numrene. 
Ikke noget under at Louisiana Jazzband har besøgt stort set alle landets jazzklubber og -festivaller og besøgt såvel Sverige som Tyskland, Holland, Grønland og USA og har der foruden indspillet et væld af CD’er.

Efteranmeldelse mangler.

Hilsen Ryan

 

 

 

Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 03. april  2014

THE DANISH JAZZ QUARTET
- intelligent, swingende og iderig jazzmusik !

”The Danish Jazz Quartet” er et navn, der forpligter. En etikette, der ligesom indikerer, at her høres essensen af dansk jazz. Dansk jazz af bedste skuffe. Ikke underligt at publikum denne aften forventningsfuldt sætter sig til rette ved de små dugdækkede borde med stearinlys. I dette svagt belyste rum og den afslappede passiar, der i sig selv et udtryk for noget pæredansk: den danske hygge. En stemning, der er svært definerbar for danskere, men som altid omtales af andre nationaliteter, der besøger os. Her er der stemning og forventning og det er tid til, at musikerne entrer scenen. Leif Juul Jørgensen er den første på scenen. Vi kender ham udmærket. Tilbage i 2010 gæstede han os sammen med Theis Jensen. I øvrigt Theis Jensens allersidste turne. Igen i 2012 med ”Danish Hot Swing Quartet”, med nøjagtig den samme besætning, som møder os i aften. Bandet har blot skiftet navn til det mere repræsentative: ”The Danish Jazz Quartet”. Vel nok fordi bandet sætter mål ud i det fremmede, hvor de absolut også vil være gode repræsentanter for den danske jazztradition. Bandets kvaliteter gør, at vi med national stolthed sagtens kan vise disse musikere frem i internationalt lys. Efter Leif Juul Jørgensen ankommer Søren Kristiansen, der straks sætter kurs over til det elektroniske keyboard, Jesper Lundgaard placerer sig ved kontrabassen og Alex Riel sætter sig til rette ved trommerne. Der tælles for og ud i rummet toner: ”I Can’t Give You Anything But Love Baby ”. En gammel klassiker fra 1926, hvor formodentlig Fats Waller komponerede den. Det er dog Johnny McHugh, der står noteret for melodien i 1928. På den tid var der en del ballade om rettighederne, men Fats Waller formodes at have solgt nummeret til McHugh, og så der er ingen grund til at skændes mere om det.
Melodien toner ud i rummet med stor overbevisning, i klassisk swingstil og medium swing tempo. Leif Juuls fuldtonede klarinet er i front. I stil mellem Benny Goodman og Edmond Hall. Skøn klang og tone, tæt på melodiens tema og senere i fire slash fire rytme og i uptempo med fine improviserede fraser. Tænk, hvad man kan udvirke med en ergonomisk tilpasset Bb Marno Sørensen klarinet fra 1957. En sådan findes der kun én af!
Harmonier og rytme flyder ud af det elektroniske keyboard i Søren Kristiansens kyndige hænder. Her får du både venstre og højrehåndsarbejde i alle facetter. Fast klangfuld venstrehånd og hektisk fortløbende højrehånd eller fuldhændige Erroll Garner harmonier, rytmik og melodikvaliteter på højt niveau. Og så kan han få keyboardet til at lyde som det dyreste Kawai flygel – ja bedre endnu, for som Søren Kristiansen forstår at variere klangen og tonen på Roland keyboardet, kan selv det bedste flygel slet ikke lyde sådan !
Pludselig en kunstpause. Tavshed – for i næste øjeblik gives stafetten videre til Jesper Lundgaard, der sender taktfaste, runde og rungende toner ud fra sin kontrabas. Slow, medium og uptempo afløser hinanden og fortæller melodiens historie og stemning. Buen tages i brug, poesien blomstrer og humoren får en chance med lyde som knirkende døre eller hæst lydende og dårligt smurte vognhjul – eller er det blot efterlignende lyde af en barytonsax eller basklarinet ? Det er det, der er det spændende !
Helt i basis af dette musikalske miljø anslås grundrytmen af Alex Riels bastromme. Ind imellem synkoperet og mod takt, hvor bækkener piskes op i tempo, så flere rytmebilleder og tempi flyder ind og ud imellem hinanden. Hvor mon disse rytmer bor, hvor mon disse ideer opstår og hvordan koordineres de til en sammenhængende helhed. Det ved man kun, når man selv kan. Ja måske kan Alex Riel ikke selv forklare det. I hvert fald lyder det helt spontant og naturligt. Det er netop hemmeligheden ved disse musikere. Deres ensemblespil opstår lige så meget ved at lytte til hinanden som ved at udøve. Hurtige blikke og opmærksomme øjekast og sigende smil kommunikeres mellem dem: i samspil, under soli og når man chaser. Her møder man det helt essentielle i jazzmusikken, her defineres den virkelige jazz. Melodien er blot et udgangspunkt for improvisationen. Iderigdommen, der er forudsætningen for at kunne improvisere bliver et kollektivt værktøj, hvor den ene musikers ideer stilles til rådighed for de andre, aflæses og understøttes, videreudvikles og realiseres i ny form og rytme. Ikke i et arrangement, der senere afspilles. Nej, her i øjeblikket. Netop i nuet. Og vi som publikum og tilhørere får lov til at bevidne dette kreative og skabende øjeblik. Sådan fungerer disse musikere. De slår ikke ud med arme og ben. De prøver ikke at tækkes publikum. De giver os lov til at kikke ind i deres helt specielle univers. Og vi får lov til at opleve de magiske øjeblikke, der opstår i processen. Det er musik. Det er jazzmusik!
Sådan oplevede vi mange betagende øjeblikke.
Genkendelsens glæde i selskab med klassiske jazzmelodier:
Juan Tizols ”Perdido”, Gerald Marks ”All of Me”, George and Ira Gershwin ”Oh Lady be Good”, Roy Turk ”Mean to Me”, Murray Mercer ”I Want a Little Girl”, Thelonius Monk “ Blue Monk” alternativt “Pastel Blue” - og mange andre.
Alt I alt en stemningsfuld jazzoplevelse I selskab med sjældent kompetente musikere: “The Danish Jazz Quartet”.
 

Hilsen Ryan
 

NB: Afslutningsvis en lille kuriøsitet. Weekenden før denne jazzaften var der i Horsens Krimimesse, hvor Alex Riels kone, Ane Riel, på ærefuld vis modtog debutdiplomet for sin debutudgivelse ”Slagteren i Liseleje”. Som kritikerne skriver: ”En spøjs og intelligent kriminalroman, hvor forfatteren også bringer sig selv i spil, blandt andet ved at møde sin ”trommeslagermand” på en af Liselejes gader”. På den måde kan eftertiden finde Alex Riel, ikke blot i musiklitteraturen, men også i skønlitteraturen. Godt gået !


Med venlig hilsen og på genhør
Ryan
                                                           

 

Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 06. marts  2014

CORNET CHOP SUEY
- smukkere bliver traditionel jazz ikke !

Cornet Chop Suey. Se på disse musikere. Der står de linet op ved koncertens begyndelse. I stiveste puds. Nærmest smokingdressed med sorte eller festrøde butterflies. Lutter pæne mennesker. Nicholai Andersen med mystisk dragende solbriller introducerer bandet og det første nummer: "Bourbon Street Parade".
Cornet Chop Sueys koncept er oldtimer dixieland numre a' la King Oliver, Jelly Roll Morton og Armstrong. Derfor er "Bourbon Street Parade" et velvalgt signaturnummer. Netop her på Bourbon Street i New Orleans var det jo at jazzmusikken blev skabt. I et miljø med barer, restauranter, stripbarer og narkobuler. Bestemt ikke et sted for "pænere folk". Som bandet tager sig ud, tror jeg ikke, at det har været et sted for dem ! Og dog. Man ved aldrig. I dag siges det at Bourbon Street er blevet i den grad "Disneyficeret" og appellerer til turistsegmentet, så man roligt kan tage sine mindreårige børn med i byen.
Cornet Chop Suey introducerer "Bourbon Street Parade" med en intensiv trommesolo, hvor Bo Valbjørn svinger stikkerne og lader bastrommen fortælle os, at vi i marchtempo er på vej ned gennem gaden. Hvis det er den rytme, han slår an i Slesvigske Musikkorps, hvor han kommer fra, vil også dette brassband kunne gøre sig i New Orleans. Bandet sætter ind i første kor og istemmer fine rytmiske klange. Man fornemmer straks, at den musik vi skal lytte til i aften er punktlig organiseret og arrangeret. Konceptet holder. Gamle traditionelle numre i ny og moderne udgave. Man fanges umiddelbart af Nicholai Andersens trompetspil. En fin tone og teknik, der leder tankerne hen mod Bix Beiderbecke mere end Louis Armstrong. Armstrongs fraseringer og slutvibrato er ikke til stede, men en blødere klang møder øret sammen med en tilbagelænet lidt cool tilgang til den improviserede del. Det lyder godt og man glæder sig til mere. En ligeledes rund og kultiveret klang lyder fra trombonen, der trakteres af Morten Lund Larsen. Han lægger en fin bund i melodien. Helt trofast mod New Orleans stilen. I sine soli har han fine improvisationer og viser stor teknisk kunnen på sit instrument. Heftige passager og blide forløb veksler med hinanden. Uden om temaet kører Lars von Liljenskjolds klarinetspil i pænt uptempo og med betoninger og fraseringer, der bidrager til en pågående swingfornemmelse. I rytmegruppen høres Jens Christian Kwella, som publikum kender fra bl. a. "Dixieland Gipzy Band". I dette tilfælde holder han sig loyalt til stilarten og holder takten i fast rytme. Hvis man kan spille banjo på en guitar, så var det nærmest det vi hørte. Men der var meget mere i denne musiker. I soliene slap han hele sit repertoire løs, og man fik et genhør med flotte klange og et strengspil, der indimellem fandt stemningsfulde Django Reinhardt klange frem. Bagest i bandet skulle man kikke godt efter mellem frontfigurerne og deres jakkeskøder for at få et glimt af bandets absolut smukkeste orkestermedlem - Ida Hove. Når man endelig fik et kik til den kvindelige yndefuldhed skulle man sno sig forbi en kæmpestor tuba - i hvert fald for at få et godt "skud" i fotografiapparatet. Oftest måtte men nøjes med de blide og rytmiske trut fra tubaen, der ind imellem kunne forveksles med kontrabaslyd. Både tonalt og rytmisk. Flot spil.
Bandet var i øvrigt fint samspillet, selv om to af orkestermedlemmerne var fra det nordjyske og gav den som vikarer for sygdomsramte musikere. Men som de sagde: " Vi spiller alligevel på kryds og tværs og kender hinanden godt. Vi kan godt lide at spille med dette band på grund af de gode arrangementer og disciplinen". Alt var også velordnet og pænt, så man kunne fristes til - med fransk elegance - at benævne melodiens titel " Rue Bourbon", som er gadens oprindelige navn. Beliggende i det franske kvarter. Et sted hvor franskmændene i kolonitiden behandlede deres sorte elskerinder godt og sørgede for uddannelse til børnene: creolerne.
Aftenen igennem kunne man nyde mange af de gode gamle travere i fin stil og især i andet sæt kom der gang i dialogen med publikum, hvor Lars von Liljenskjold kunne charmere tilhørerne med mandig nordjysk humor. " Årp norrenfjors hår wi jo ållesammel rigti' dy'v stæmmer !". Det var så indgangsbønnen til at hive barytonsaxen frem og bringe en usleben men effektfuld sound ind i bandet. Nicholai hyldede Louis Armstrong i forbindelse med "Potato Head Blues", hvor det blev konstateret, at Armstrong kunne spille både højt og længe. Det mente Nicholai ikke at han kunne. Men det kunne han netop. Med vedvarende flot embouchure. Der var ikke noget at komme efter. Publikum nød bandet til sidste strofe og klappede de gæve gutter ud med et brusende bifald !


Med venlig hilsen og på genhør
Ryan
                                                           
( Foto af Jens Christian Kwella taget af Jørn-Ulrik Veilby )

 

 


Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 06. februar  2014

JESPER THILO KVARTET
- helt ind, der hvor musikken bliver til.

”En kvartet med sin egen helt personlige stil, historie og store musikalske spændvidde”.
Således beskrives Jesper Thilos Kvartet af det professionelle Danish Music Agency.
Kvartetten består af Jesper Thilo selv på tenorsaxofon, Olivier Antunes på piano, Bo Stief på bas og Frands Rifbjerg på trommer.
Denne aften i februar dukker vort publikum op omtrent en times tid før koncerten begynder, og tager dermed også kvartettens lydprøve med. Allerede her tidligt på aftenen kan man fornemme, at ”der er noget i luften” – forventningerne er store.
Kvartetten er klar til at spille for fulde huse helt præcis til annonceret tid. Jesper Thilo tårner sig op foran på scenen og lader sin hyggeligt fortællende stemme tone ud i rummet.
Som han står der, som en rar ”jazzonkel” og taler til sit publikum, kunne man tro, at man overværede et af denne jazzikons mange foredrag. Man bliver straks indfanget af charmen, der fylder fortællestilen. Historien, timingen, humoren, pointen. Man hygger sig og morer sig stille i mandens selskab. Egentlig gjorde det måske ikke noget, hvis Jesper blot skulle tale og underholde med anekdoter fra et oplevelsesrigt jazzliv.
Her indledningsvis siger han egentlig ikke rigtig noget.
Lidt om sit ur. Et Zeiko. Hvor mange diamanter, der er indeni og at Zeiko betyder ”cirka” – det påstår Jesper i hvert fald. Publikum morer sig. Stemningen er lagt. Man har på fornemmelsen, at den mand kan slippe afsted med alt muligt.
Vi skal også høre musik. Det første nummer – ”Out Swell” tror jeg det hedder. Jesper siger, at det betyder noget i retning af ”den er go’ med dig”. Jamen vi er med på den!
Heftig swingende rytmer, frække akkorder og melodisk basspil danner baggrund til den tenorsaxtone, der er så karakteristisk for Jespers spil. Alle musikerne sætter sin autograf på nummeret og får sig grundigt præsenteret.
Musikere, der hver for sig kunne præstere en personlig koncert for et krævende publikum.
Bo Stief på bas, har for længst slået sit navn fast både nationalt og internationalt. Han har simpelt hen gjort dansk basspil berømt i hele verden, og man tøver ikke med at nævne hans navn på plan med NHØP. Han har spillet med en endeløs række af berømtheder. John Scofield, Stan Getz, Chet Baker, Dizzy Gillespie for blot at nævne nogle. Her i aften spiller han tæt med Olivier Antunes, fastholder hans blik og følger melodiforløbet intenst derhen, hvor selv et løftet øjenbryn betyder et eller andet.
Olivier Antunes er bandets benjamin, men fører sig helt frem i front med sit rytmisk meget varierende spil, skiftevis med en let og elegant legende højrehånd og to hænder fulde af magtfulde akkorder, der ind imellem udfordrer vores vanetænkende hørelse. Man ved aldrig helt, hvad der sker i selskab med Antunes. Drilagtigt fører han os rundt mellem fine vellydende melodiforløb og klange, der er så frække, at de ligger på kanten til det kakofoniske, men dog alligevel udtrykker en ide, der kan rummes af den bestående musikteori. Antunes har spillet rundt i hele verden bl.a. i Kina, Japan, Korea, Hong Kong, Vietnam og Moskva. Han spiller og træffes blandt både danske og udenlandske topmusikere.
Bag det hele holdes rytmen på plads af Frands Rifbjergs trommespil. Meget tidligt – som teenager – blev han betragtet som et vidunderbarn og kom tidligt på musikkonservatoriet i København. Og det var ikke fordi far, Claus Rifbjerg, stod og masede på. Nej, enhver kunne fornemme potentialet i den unge knægt. Det blev til en diplomeksamen i slagtøj og siden hen opholdt han sig flere år i New York bl.a. på Drummers Collective og The New School Jazz Department. Også han har spillet med et utal af notabiliteter. Frands Rifbjergs trommespil er virkelig værd at lytte til. Både det store og det lille skyts beherskes, så selv en crescendo trommepassage bliver til vellyd. Frands forstår at lytte til de andre i bandet, så hans spil på slagtøjet konstant yder den bedste rytmiske baggrund til det spontane og udfordrende spil de leverer.
Up front har vi selvfølgelig mester selv: Jesper Thilo.
Han nyder synligt det gode selskab han spiller sammen med. Det er altid en fornøjelse at lytte til hans karakteristiske spil. Den følsomhed og vellyd han kan lægge i de gamle klassiske jazztunes. En udtryksfuldhed, som kun få kan begejstre sit publikum med. Selv i de hidsigste improvisationer, har han styr på instrumentets dynamik og når at blæse mening i de tekniske eskapader, han evner at geråde sig ud i. Man fornemmer at han stiller hele sin personlighed til rådighed for sit publikum. Historien, anekdoten, fortællingen, timingen, humoren og pointen. Den er ikke kun til stede i hans fortællekunst. Den er også til stede i hans musik. Når man lytter, hører man intuitivt fortællingen i det musikalske udtryk. Jesper Thilos fortællekunst kommer ikke blot til udtryk i anekdoterne mellem numrene. Den er til stede hele tiden. Også i det musikalske udtryk.
Er det mon derfor, at han har så stor et publikum. At man aldrig bliver træt af at lytte til dette kæmpehøje jazzikon ?
Publikum forlader helt forløst koncertstedet og glæder sig allerede til et snarligt gensyn.


Med venlig hilsen og på genhør
Ryan

 

 

2013

Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 27. december  2013

RIVER BAND
- humørfyldt, rutineret og velspillende jazzband.

På årets sidste arrangement i Jazzens Venner, havde vi igen besøg af River Band. Et særdeles velspillende band, der præsterer lidt af hvert i forskellige genrer og stilarter, men altid inden for rammer, der vil kunne fortolkes og nydes af et bredt publikum. Altså - et godt band at runde året af med og således en "pakke" som de fleste vil nyde at pakke ud. For nu at blive i "decembersprog" .
River Band besøgte os i december 2010, og igen i december 2013. Begge gange med stor succes - en succes, der blot blev gentaget her en varm og fugtig 3. juledag 2015.

Bandet præsenterer Karen Sørensen på piano, Torben Lassen på trompet, Allan Bjerregaard på trækbasun og Nikolaj Banke på trommer, Filt Kristensen på tenorsax og Jørgen Nielsen på bas.
En helt igennem traditionel besætning, hvis instrumentering og klangmuligheder åbner op for et bredt repertoire i mange forskellige genrer.
Sædvanen tro er det Allan Bjerregaard, der introducerer bandet, hvilket han gør med sin helt egen nordjyske humor, der straks inddrager publikum og kærligt blotter orkestermedlemmernes inderste hemmeligheder. Små anekdoter lukker publikum ind i musikernes små private finurligligheder og skaber en form for intimt samvær mellem udøvere og tilhørere. Her røbes det, at bandet rummer musikpædagoger, dramatikere, filosoffer, forfattere samt højt uddannede arrangører og komponister. Det viser blot at mistanken om, at udøvere af jazzmusik er en blandet flok - mange i virkeligheden "halv- og helstuderede røvere" , som man siger.
Tenorsaxofonisten Filt Kristensen. Han opererer ude i musikverdenen som musikpædagog, arrangør og komponist og lader nogle af disse egenskaber integrere med River Band og skaber en godt supplement til Torbens Lassens ellers udmærkede arrangementer. Numrenes hovedtemaer skifter således mellem den new orleanske improviserede, hvor instrumenternes stemmer blandes med hver sin improviserede udgave af temaet og fremtoner med den kendte dynamik og kreativitet, som jazzelskere lytter til med stor begejstring, og en mere raffineret form, hvor temaet er arrangeret i rytme og melodi, der fremtoner klart disponeret og udsat i iørefaldende stemmer. En form, der med den "rigtige" arrangør kan fremvise en elegant musikalitet og rytme og den vej begejstre sit publikum.
River Bands styrke og publikumstække skyldes den store spændvidde i genrer og stilarter, samt musikernes forskelligartede talenter, der flittigt anvendes og holder tilhørerens opmærksomhed fast.
Hvem husker ikke det rock og rullende, boogie woogiende og shufflende nummer "It's Thight Like That", hvor alle musikerne høres i forrygende tempo i både kor og soli eller Torben Lassens indlevende vocal i bluesnummeret "I'm an Oldfashioned Man", hvor også hans fine mundharmonikaspil fremhæver blueskarakteren i nummeret. Rytmegruppen får i den grad lov til at slå sig løs i et par tempofyldte calypsonumre, og den danske tradition kommer til orde i et herligt Leo Mathiesen Medley, hvor også Allan Bjerregaard træder i karakter som vocalist. Numre som "To Be or Not to Be" og "Take It Easy Boy, Boy" går klart ind hos publikum og baner vejen for Poul Andreasens "Nyboders Pris" fra 1930, som vi kender fra Olga Svendsens fortolkning, videreført i nyere tid i jazzificeret udgave af Papa Bues orkester.
Vi oplevede en musikalsk varieret og underholdende aften i selskab med særdeles kompetente musikere, der havde evnen til at begejstre sit publikum.
Tak til musikere og publikum for en flot afslutning på årets arrangementer.

Med venlig hilsen og på genhør
Ryan

 

 

Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 07. november  2013

SCOTT HAMILTON QUARTET -
det tætteste man kommer de klassiske tenorsax ikoner !

Så fik Jazzens Venner igen besøg af et jazzikon: Mr. Scott Hamilton. Her er der traditioner tilbage til Ben Webster, Coleman Hawkins og Zoot Sims. På et tidligt tidspunkt blev Scott Hamilton endog kritiseret for at imittere Ben Webster og Zoot Sims, hvilket bevirkede at han udviklede sin helt personlige stil og tone, og fremstår i dag som en af de tenorsaxofonister, som selv danner skole.
Scott Hamilton er opvokset på Amerikas Østkyst: Providence, Rhode Island. Han er fra 1954 og startede allerede som ganske lille med mange for skellige instrumenter: trommer, klaver, klarinet og mundharpe. Først som 16 årig startede han seriøst med tenorsaxofonen i øvrigt med Johnny Hodges som forbillede. I dag håndterer Scott Hamilton en af de rigtige Selmer tenorsax'er , hvis serienummer indikerer, at den er fra midt 1940'erne. En såkaldt S.B.A eller Super Balanced Action. Den karakteristiske tone passerer gennem et Otto Link Tone Master- også fra midt 1940'erne og som tenorsaxikonerne Ben Webster, Coleman Hawkins og Lester Young spillede på.
Denne aften får Scott Hamilton selvfølgelig en respektfuld præsentation, og mesteren går direkte på den første melodi i sættet. Ren tenorsaxlyd toner ud i rummet. Scott Hamilton helt alene, uden backup - en fanfare af harmoniseringer og skalaforløb, dur og mol, korte og lange riffs, strømmer ud af hornet i en næsten uendelig strøm, for pludselig at gå over i meloditemaet akkompagneret af de øvrige musikere: man genkender "Will You Still Be Mine" af Nat Dennis. Man når lige at få melodien i hovedet, før melodien går over stok og sten i hastig rytme. Scott demonstrerer sin teknik. Hvordan han behersker saxofonen i hele registeret fra diskant til det dybe - enten rundt og blødt eller råt og sprødt. Man lægger mærke til hvordan melodiforløbet intensiveres af rytmiske betoninger og grooves med, hvor den rene tone sløres og melodien tilføres en primitiv klang, der skærper tilhørerens opmærksomhed. Her mangler ikke noget. Tenorsaxofonens dynamik beherskes helt og fuldt !
Jan Lundgren overtager melodien i en elegant solo, der i nogen grad leder tanken hen på Oscar Peterson, der i en periode var Lundgrens forbillede, men man hører måske også stilelementer fra Duke Ellington og Count Basie. Lundgren beretter, at han aldrig har kopieret et forbillede, men har lyttet indtil udtrykket blev hans eget. I dag giver han sin viden og kunnen videre til unge musikstuderende på Malmø Musikhøjskole, hvor han i øvrigt selv har studeret.
Jesper Bodilsen får stafetten. Han håndterer sin kontrabas med stor kyndighed og musikalitet. Måske kan man fornemme elementer fra Niels Henning Ørsted Pedersen, som han i sin tid blev undervist af. Flot spil !
Scott falder ind med korte fraseringer og "chaser" med trommeslageren. Den anslåede rytme udfordrer Kristian Leth ved trommerne, en af de unge meget lovende janitsharer på jazzscenen lige nu. Som ung knøs lavede han sit første trommesæt af skrammel - som han siger - men lige nu beherskes et noget andet udstyr, hvorfra fantasifulde rytmiske, næsten melodiske, teknikker fyres af på slagtøjet.
Intensiviteten er på sit højeste, man nærmer sig det musikalske klimaks, da lydniveauet igen sænkes og rytmens puls bliver normal. "Will You Still Be Mine" bliver genkendelig og afsluttes indlevende og følsomt.
Finale. Bifaldet vil ingen ende tage.
Scotts venlige, men myndige røst lyder med tydelig - og klædelig - amerikansk accent ud gennem lydanlægget: "Thank you. Thank you ! This is not really my quartet. They are all independent musicians and have their owns groups at home."
Denne beskedenhed og omhu med ikke at tage focus fra de andre, viser sig hen over aftenen at være et typisk karaktertræk for Scott Hamilton. Han er hele tiden medlevende og indlevende. Efter egne soli kan man godt fristes til at gå lidt ind i sig selv. Nu har jeg gjort mit. Nu må de andre gøre, hvad de kan. Men ikke hos Scott. Han er konstant til stede i musikken, og momentvis hører man ham udbryde "Beautiful !", som påskønnelse til de andre musikere.
Vor egen Carsten Dahl, jazzpianist og -komponist, siger om det at improvisere, at man blot går ind i det rum, hvor musikken er og tager inspirationen derfra. Dette, næsten magiske rum, har jeg nok aldrig selv helt forstået, men man kunne tydeligt se at Scott Hamilton var der. Og tak fordi vi fik lov til at høre, hvad der var derinde.
Vi fik mange gode oplevelser med fra denne koncert. Måske var der især et par svenske melodier, der satte sig i sindet. Nemlig Olle Adolphsons "Trubbel" og "Ack Värmland du Skøna" af mere diffus oprindelse. Disse melodier trak blanke øjne hos nogle tilhørere.
Det var ikke så mærkeligt, at kvartetten forlod scenen under bragende bifald.
Scott Hamilton tog forsigtigt trinene ned fra podiet og så ud til at være helt tilfreds med blot at forsvinde i mængden: En lidt introvert person med et særdeles expressivt spil.
Vi har mødt en af den internationale jazzscenes personligheder !

Med venlig hilsen og på genhør
Ryan

 

Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 03. oktober  2013

THREE TENORS OF SWING -
swingende og international "high end"
jazzmusik !

Rummet vibrerer af toner, rytmen sender swingende fraser ud i æteren. Taktfast og vedholdende. Ikke højt men insisterende. Det går i nervesystemet, man rives med. Man gribes af rytmegruppens faste og disciplinerede rytme, taktfast, urokkeligt. Nøjagtig på beatet, helt præcist. Ikke overdøvende og anmassende, men pågående og i fin balance med ensemblets volumen. Guitaren høres taktfast på grundtonen, akkord for akkord, og lige oveni ligger bassen taktfast med sin absolutte urlyd. Trommerne røres med nænsomhed og skaber netop den spænding til de andre, der får det hele til at rykke. Hvor må det være en fornøjelse for pianisten at bygge sine klange og let rytmiske og melodiske forløb oven i denne formidable basissubstans.
Udenom høres bløde og runde saxofontoner, mørke og ind imellem lidt sprøde. Det er tenorsaxofoner. De spiller det samme tema og de spiller det forrygende hurtigt. Det lyder unisont, altså, de spiller helt samstemmende. Man ved, at når man spiller unisont, er det vigtigt at spille overordentlig præcist. Man kan ikke gemme sig eller skjule noget. Bare en lille fejl vil skille sig ud og høres. Der er ingen fejl. Man forundres over præcisionen i samspillet og lytter i stedet for til instrumenternes forskellige klang og tone. Det er kun musikernes individuelle tone, der krydrer klangen. Melodien forløber i hastigt tempo. Nu spreder tonerne sig ud i fine klange og føjer yderlige en kvalitet til tilhørerens i forvejen skærpede opmærksomhed. Hvilket gys. Det er her hårene rejser sig på armene, og man tilbageholder et begejstret udbrud
Men dette er blot begyndelsen. De tre tenorer viser efterfølgende deres evner som solister. De ligger tæt op ad hinanden i stil. De referer alle til 1940’erne og nævner forbilleder som Coleman Hawkins, Ben Webster og Lester Young. Altså den traditionelle skole med et lille twist. Men hold op hvor de klæder hinanden i deres individualitet. Alle ligger de rent teknisk på et højt niveau og er dejlig melodiske i deres spil. Man mister ingen detaljer fordi figurerne bliver finurlige, men inddrages af hver enkelt i den historie de fortæller.
Den veldisciplinerede guitarist viser sig også at kunne slå sig løs som solist i enkle men effektfulde forløb og harmonier. Bassisten og trommeslageren ligeledes. Bassisten med et roligt rytmisk-melodisk forløb, der afslører en fin forståelse for samspillet med trommer og guitar. Trommerne fastholder selv i sine soli den nødvendige disciplin, der gør, at man ikke tromles ned af hektiske udbrud, men hele tiden skal bruge sin opmærksomhed for at kunne nyde whiskers og stikkers legen hen over slaginstrumenterne. Pianisten håndterer en rytmisk venstrehånd i simple men effektfulde klange og lader sin højre producere enkle og iørefaldende figurer, i et kraftigt swingende forløb.
Alle disse musikere er bemærkelsesværdige i deres spil og da melodien rinder ud med endnu et klangfuldt og kraftfuldt crescendo fra de tre tenorer, vil begejstringen ingen ende tage. Min egen opmærksomhed drukner i applaus og tilråb, så jeg aldrig finder ud af, hvilken melodi, der blev spillet ! Men jeg har den stadig i øret. Det her er musik ! Det er jazzmusik. Jazzmusik når det er bedst.
Engelbert Wrobel annoncerer. Belevent og kontrolleret. Musikerne kommer ikke ud over scenekanten med komik, men med musik. Bandet spiller endnu et nummer før præsentationen.
En jazzstandard fra 1930’erne af Sam Stept: ”Don’t Talk About Me When I am Gone”. Mills Brothers, Willie Nelson, Sammy Davis og Dean Martin har haft grundigt fat i den samme melodi. Selv Walt Disney lader Stampes mor i ”Bambi” citere en strofe fra sangen: "If you can't say anything real nice, it's better not to talk at all". Her er der kun godt at sige !
Engelbert Wrobel kommer frem til præsentationen:
Chris Hopkins på klaver. Oprindelig fra New Jersey (USA), men flyttet til Tyskland med forældrene som barn. Musiker fra han var 6 år og er gået hele vejen fra Cembalo til jazzpianist med idoler som Fats Waller, Earl Hines og Teddy Wilson. Rolf Marx på guitar er uddannet som koncert- og jazzguitarist og har spillet med en lang række udenlandske jazzikoner, men skam også med danske Gitte Hänning. Ingmar Heller på bas, men med godt kendskab til klaverspillet og trommesættet. Uddannet på musikskole i Köln og ved
Vermont Jazz Center i USA. Oliver Mewes på trommer er den eneste, der ikke har en formel musikeruddannelse og er først startet med trommespillet som 16 årig. Alligevel håndterer Oliver Mewes sit slagtøj på højt niveau og er absolut janitshar i særklasse. Og så de tre tenorer, der ikke blot spiller tenorsaxofon, men tillige altsax, sopransax og klarinet:  Engelbert Wrobel er uddannet på konservatoriet i Düsseldorf, Tyskland, oprindelig som klarinettist, men er i dag en af europas bedst kendte swing og  "hot-jazz" klarnettister og saxofonister, Frank Roberscheuten er fra Holland og er uddannet på Royal Conservatory in Haag som klarinettist. Er i dag en kreativ performer og udbyder virksomhedskurser og workshops i sit hjemland. Endelig Annti Sarpila fra Finland er ligeledes klassisk uddannet på klarinet, men har tillige studeret saxofon- og klarinetspil under Bob Wilber i England.
Større bliver det næppe. Og vi som var tilhørere fik præsenteret forskellige stilarter og genrer, lige fra gamle dixieland travere til klassiske swingnumre.
Ellingtons ”The Mooche”, Edith Piaf’s ”La Vie en Rose”,  Artie Matthews fra 1915 “Weary Blues”, Gene Krupa’s “Four Brothers” og meget mere.
Alt sammen i flotteste indpakning med en stor sløjfe af swing !

Med venlig hilsen og på genhør
Ryan

 


Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 05. september  2013

DIXIELAND GIPSY BAND -
Gennemmusikalske, charmerende og underholdende !


Den 5. september havde Jazzens Venner besøg af Dixieland Gipzy Band. Igen - for dette ensemble har for længst fastslået sin popularitet blandt publikum. Nogle følger bandet trofast, når det er inden for rækkevidde. En af de største beundrere mener ultimativt at, citat : "Samtlige orkestermedlemmer i de lokale bands burde være tvangsudskrevet til at møde op !" Så der må jo være noget at lære.
Der er i hvert fald både noget at se på og at lytte til. Bandet fremtræder scenevante i mørk habit, hvid skjorte og sort slips og funkler i den skarpe belysning. Der er stil over disse drenge.
Jacob Venndt præsenterer musikerne og introducerer bandet: Lasse Høj Jacobsen på violin, Peter Lund på guitar, Sune Rahbek på oprette trommer - sådan annonceres han. Der er nemlig ingen stortromme, så Sune kan stå in line på stribe med de øvrige musikere. Jacob Venndt spiller på bas og i aftenens løb også på mundharmonika. Alle er i øvrigt glimrende vocalister.
Bandet vil spille glad swingmusik fra 1930'erne og 40'erne og lægger ud med en klassiker tilbage fra 1928 med musik af Victor Young nemlig "Sweet Sue". Man fornemmer straks grundtonen og sound'en i bandets spillestil. Vi er lidt hen ad "gipsy" i klangen og bandets instrumentering appellerer også til at forvente inspiration fra Django Reinhardts guitarspil og Stephane Grappellis violin. Musikken formidler en fin præcision og professionalisme. Arrangementet er elegant og anlægger en humoristisk indfaldsvinkel. De her musikere kan gå langt med humoren for deres individuelle dygtighed og indøvede ensemblespil holder konstant et højt kvalitetsniveau. Humoren bliver aldrig plat, men lanceres lige så elegant som musikken. På den måde svarer musikernes outfit fint til musikindholdet: elegant.
Vi får eksempel på klangfuld barbershop og gode solosangstemmer fra Jacob Venndt, Lasse Høj og Peter Lund. Lasses violin bærer som oftest melodistemmen, og når han ofte anvendes som vocal, får han en fremtrædende rolle i bandet. Hvis man forventer det, hører man klart inspiration fra Grappelli og den franske sigøjnerjazz. Blød, rund og stemningsfuld tone, samt blændende og varieret teknik. Lasses violin er købt for få penge og var slet ikke bestemt til at blive et personligt instrument, men skulle foræres bort. Violinen revnede imidlertid og skulle til reparation. Violinbyggeren kunne ved nærmere eftersyn se på konstruktionen, at violinen helt sikkert var en autentisk sigøjnerviolin, og efter reparationen fik instrumentet den nu hørbare eftertragtede tone og respons. Violinen bliver aldrig givet bort, men er blevet en uundværlig del af Lasses musikudøvelse. Lasse swinger derudaf !
Jacob Venndt griber diskret ned i lommen på sin jakke og fører en mundharpe til læberne og tager os med på en rejse ind i mundharmonikaens fortryllende land. Lyden er Toots Thielemans. Teknikken og musikaliteten er Jacobs ! Det er bare forrygende, og ligger lysår fra, hvad man kan høre af mundharmonikaspil omkring lejrbålet. Her fristes man til at anvende begreber som suveræn og virtuos. Jacobs mundharmonika er en Suzuki og Jacob var oprindelig ikke helt tilfreds med sit første køb. Det blev i hvert fald til lidt brokkeri over for leverandøren. Det modspil som Jacob gav Suzuki, var man ikke vant til, så man kikkede lige på Youtube, for at se, hvad denne fyr egentlig kunne. Det blev så til, at Jacob nu præsenterer Suzukis produkter på messer og i øvrigt sponsoreres af firmaet. Han kan noget - ham Jacob.
Peter Lunds guitar holder bandet fast i sikker rytme og fornøjer publikum med forrygende selvsikre soli, hvor fingerspillet som oftest krydres med klangfulde passager, der giver guitarspillet et kraftfuldt udtryk. Gipsystilen opstår i klangene mere end i fingerspillet. Peter er måske Django inspireret, men har sin egen stil. I Django nummeret "Minor Swing" sættes der "rum" på guitaren og fingerspillet er i dette nummer fremtrædende. Indslaget gør sig godt og Peter kunne sagtens bruge denne feature på guitaren i flere sammenhænge. Peter spiller på sin jazzguitar fra 1948 en såkaldt "Singlejensen", der er danskbygget hos
Hans Frederik Jensen, København. Guitaren lyder fremragende - især i Peters hænder.
Sune Rahbek var selv uden stortromme en gevinst for ensemblet. Fast og diskret holdt han tempo og rytme i bandets mange numre. Aldrig anmassende, men hele tiden lyttende og indlevende. Det bedste man kan sige om en janitshar.
Dixieland Gipzy Band præsenterede os for en lang række numre, fra jazzstandarderne, men forlystede publikum med et meget varieret repertoire. Herunder også danske numre som f.eks. Kaj Normann Andersens: "Gå med i Lunden", Svend Asmussens: "En Pølse skal serveres med følelse", samt Åge Stentofts "Dit Hjerte er i Fare Andresen". Ja - og mange flere.
Helt igennem en meget varieret og underholdende aften, hvor Jacob Venndt med sin gennemgående speak spandt den røde tråd gennem et righoldigt og lødigt repertoire.
Hvis disse elegante musikere havde fået foretræde i H. C. Andersens eventyr, var disse fire gange "prince charming" endt i prinsessens sovegemak - og Klods Hans var endt i stalden !!

Med venlig hilsen og på genhør
Ryan

 


Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 08. august  2013

Mike Owens Woodland Jazzband
- autentisk og klassisk New Orleans jazz

Jazzens Venner fik startet sidste halvdel af sæsonen med flot autentisk dixieland jazz med Mike Owens Woodland Jazzband. Mike Owen besøgte Jazzens Venner for et par år siden sammen med Tuxedo Jazzband. Pudsigt nok, også dengang, på den første koncert efter sommerferien. Dengang var det også drivende varmt i jazzlokalerne, netop som det var i år, hvilket er med til at skærpe oplevelsen af at være til stede på musikkens oprindelsessted: New Orleans.
Ved denne koncert med Mike Owens Woodland Jazzband havde vi Mike Owen helt oppe foran som bandleader. Mikes attitude og afslappede stil og ikke mindst den engelsksprogede introduktion til numrene gav indtryk af en helt særlig autencitet i stil og udtryk. Repertoiret hørte ligeledes til New Orleans klassikerne og bandet som helhed havde helt styr på udtryksformen i numre som: Royal Garden Blues, Oh Didn't he Ramble, Yellow Dog Blues og Savoy Blues, men også andre spændende numre fandt plads i repertoiret.
Bandets besætning er også helt traditionel. Helt oppe foran, selvfølgelig, Mike Owen på trækbasun, Ole Kirk på trompet og Lars Dalsgaard på klarinet. I rytmegruppen har vi Bjarne Juul på guitar, Kristian Bukh på piano, John Andersen på bas og Uffe Dalsgaard på trommer.
Rytmegruppen er altid afgørende for et godt resultat generelt og som solid baggrund for solisterne. Og man må sige at rytmegruppen løste sin opgave på fornemmeste måde. Bjarne Juul på sin Gibson Johnny Smith signaturmodel - med de karakteristiske ornamenteringer - ydede et solidt bidrag i ensemblespillet, men viste sig tillige, at være en suveræn solist. Inspirerende klange og forrygende, men altid melodiske soli, der gjorde indtryk. Især i nummeret "I Whish That I Could Shimmy Like My Sister Kate" fik han slået sit talent fast. Både som vokalist og som guitarist.
Som garanti for et aldrig svigtende tempo og diskret rytmisk variation lagde Uffe Dalsgaard en perfekt bund i bandet. Som han erfarent sagde:" Som ung er man så optaget af at præstere, at man buldrer løs uden væsentlig tanke på de øvrige musikere. Som voksen musiker opdager man, at det vigtigste er at lytte til de andre og understøtte dem !".
Ved klaveret udgjorde Kristian Bukh en solid rytmisk indsats med en ukompliceret variation af becifringer i ensemblespillet og et både rytmisk og melodisk udtryk i sine soli, hvor man kunne ane inspiration fra bl. a. Jelly Roll Morten i blandt andet "Jelly Roll Blues".
John Andersen trakterede sin bas med solidt tempo og ukrukket stil i helt traditionel oldtimer stil og lod os nyde en ellers sjælden "slapbas" teknik. I øvrigt er han en af de få bassister, der bruger originale "gutstrings", der har en særlig indflydelse på klangen.
Up front havde vi Ole Kirk, med over 50 års erfaring på trompet. En flot nyere Selmer som erstatning for en ældre trompet, der var sendt på aftægt - totalt slidt op ! Man fornemmer på Ole Kirks sikre stil og ikke mindst hører man på tonen, at han har rødder tilbage til bl. a. Louis Armstrong, men han fortæller, at han lytter til både gamle og nye trompetister og efterhånden har sin helt egen stil: med grundelementer fra de gamle mestre, men ellers med en cool og let boppet stil. En nydelse at høre på.
Lars Dalsgaard fører sig stilfuldt frem på sin franske LeBlanc clarinet. Man fornemmer en fin klassisk tone, som bevarer sin rundhed og fylde helt op i det høje register, så der er ingen tvivl om at klassik uddannelse på instrumentet hører til den musikalske opdragelse. Lars har fint øre for at lægge baggrund til de øvrige solister og behersker sit instrument også teknisk, så man ved hver solo glæder sig til overraskende variationer. Lars og Uffe Dalsgaard er i øvrigt brødre og har spillet sammen stort set hele deres liv. I familien er man "indlagt" til musik og Kristian på klaveret er søn af Lars. Så familien udøver også i dette band en vis dominans.
Mike Owen på trombone er ligeledes klassisk uddannet, med musikalsk start som 8 årig. Senere har Mike Owen spillet bigbandmusik, har opholdt sig en halv snes år i New Orleans på Bourbon Street, på flodbådene og
Preservation Hall, hvor han har mødt - og spillet med - de gamle mestre. Det forekommer derfor ikke så mærkeligt, at Mikes attitude udstråler en afdæmpet autoritet med al den aura, der skinner fra en "rigtig" traditionel jazzmusiker. Både i sin præsentation af bandet og numrene, i sin spillestil og eminente teknik på trækbasunen placerer han sig helt fremme i fronten på den danske jazzscene. Personlighed og karakter viser sig ligeledes i hans vokalpræstationer, hvor især melodien "Saloon" gjorde indtryk. Historien om en gammel stamgæst, der radikalt ændrer sit liv og forlader saloontilværelsen. Som Mike synger: " - no more joys in my life, no more lies to my wife. " - og samtidig sender han et lille forelsket smil ned til sin unge kæreste, der sidder beundrende ved scenekanten. Mike er på vej til at stifte familie i England og slår sig fast ned der. Mike vil blive savnet i det danske jazzmiljø, men ønskes al mulig held og lykke med det nye liv i England. Vi skal såmænd nok finde ham - også der !
Nå - ingen sentimentalitet hos Mike Owen på uformel vis afslutter bandet koncerten med at sende et begejstret publikum hjem til Kid Ory melodien " Get Out of Here and Go On Home".
Tak til bandet og tak til vort publikum for en rigtig god og traditionel musikoplevelse !



Med venlig hilsen og på genhør
Ryan

 

Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 02. maj  2013
 

 

FAVORITTES - swingende og charmerende barbershop.

Torsdag den 2. maj sluttede Jazzens Venner sin forårssæson og i den anledning havde vi besøg af The FAVORITTES. Et ensemble, som ikke helt falder i forlængelse af de stilarter og det repertoirevalg, der sædvanligvis promoverer sig i vort program. The FAVORITTES bygger sit koncept op omkring  evergreens og radiohits fra 30’erne, 40’erne og 50’erne, med hits fra blandt andre Four Jacks, Andrews Sisters, Mills Brothers, Swedanes, Otto Brandenburg og Grethe Ingmann. Ikke alt i den pose kan vel kategoriseres som egentlig jazz. Men i repertoiret findes også rendyrkede jazznumre, hvor man hører greatest hits af Louis Armstrong og Nat King Cole for blot at nævne nogle. Så - efter at have hørt lydklip fra gruppens præstationer var arrangørerne ikke i tvivl om, at musikken ville appellere til et bredt publikum - også vores traditionelle jazzfreaks.
Alle er spændt forventningsfulde, da bandet gør sin entre på scenen. Markant i scenebilledet er placeret en radio, der leder tankerne hen på tiden efter anden verdenskrig og tre ulasteligt smokingklædte herrer springer elegant op på scenen og placerer sig ved instrumenterne. Jesper Carlsen anslår sin bas,  Hans Esbjerg istemmer på piano og Peter Bjerrum er allerede godt i gang med sine trommer. Stemningen hæver sig et niveau og øjnene spærres op, da tre sangerinder i elegante rober og med efterkrigspynt i håret, samler sig tæt omkring de centrale mikrofoner. Ud i rummet lyder det nostalgisk: "Stil nu ind på de danske stationer. Der er rytmer i æterens flor ... ", Erik Fiehns sang tilbage fra 1932. Mange blandt publikum føres i erindringen tilbage til Danmarks Radio i 1940'erne når Louis Preil’s Radiodanseorkester spredte optimisme i de danske hjem efter den mørke krigstid. Stemningen er perfekt. Jesper Carlsen i kjole og hvidt præsenterer gruppen og programmet i causerende form, og pigerne kokketerer friskt både med musikerne og med publikum. Straks efter er det The Chordettes "Mr. Sandman" der breder sig i rummet. Rytmisk swingende og klangfuld trestemmig sang forkynder : "Mr. Sandman, bring me a dream ... ". Det er tydeligt at publikum gladeligt lader sig rive med i drømmen og lader sig forføre af musikernes umiddelbare charme.
Pigerne gør det rigtig godt. Stemmerne klinger fint sammen. Melodi og tekst forløber med punktlig præcision og bidrager til at understrege, at her er der et kor, der kan sit kram. Pigerne er da heller ikke hvem som helst. Kirsten Pedersen, der både synger og spiller på altsax, er konservatorieud-dannet, blandt andet med Michael Blatt, der er første tenorsaxofonist i Klüvers Bigband, som læremester. Karoline Budtz er ligeledes konservatorieuddannet, og har på det seneste præsenteret programmet "Beatles forever - live" på DR 2 sammen med Søren Bødker Madsen. Så Karoline er på vej i medierne. Cilja Haugland har sin sang og sit talent i generne. Operasangeren Aage Haugland er nært beslægtet. Cilja bruger sin brillante stemme som kirkesanger og står i øvrigt for arrangementerne sammen med Jesper Carlsen.
Heller ikke det inkarnerede jazzpublikum blev svigtet. Armstrongnummeret "Up the Lazy River" er blot en af flere melodier, der går ind under huden. Jesper Carlsen viser i dette nummer fint basspil unisont med sin egen stemme i en tubalignende underlægning til koret, hvilket giver en virkningsfuld effekt. Hans Esbjerg giver sammen med Peter Bjerrum og Jesper Carlsen en forrygende fortolkning af "Night Train" medens pigerne tager sig et fortjent hvil på scenetrappen. Pigerne brillerer senere med "Don't Sit Under The Appletree" , hvor Kirsten Petersen viser fint spil på sin altsax. Kirsten har både på sin klarinet og på altsax'en en fin rund tone og yder tillige spændende og melodiske improvisationer på sin sax. Det er rigtig flot !
The FAVORITTES kommer langt omkring i genrerne, men fastholder gennem hele sit repertoire helt sin egen stil: Rendyrket swingende barbershop, som ikke står tilbage for etablerede grupper i den professionelle musikverden. Gruppen appellerer helt klart til et stort publikum og med deres sikre og charmerende stil, kan man spå dem en større succes på musikscenen. De har en smittende spilleglæde, som de ansporer hinanden med, når de anerkendende bakker op om den aktuelle solist, for derefter at yde en fælles velklingende kollektiv indsats i koret.
The FAVORITTES må sluttelig modtage publikums uhildede hyldest og runder aftenen af med armstrongnummeret "What a Wonderful World".
Ja og - what a wonderful night !
Tak til the FAVORITTES og tak til vort trofaste publikum for fin opbakning til vore arrangementer i denne første del af sæsonen. Vi glæder os til både gensyn og genhør i den følgende sæson, der byder på nogle rigtig "fede" koncerter i efteråret.

Med venlig hilsen og på genhør
Ryan

 


Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 04. april  2013
 

Advokatens Jazzband - New Orleans fra nord.

"Tak fordi vi må komme og spille for jer. Jeg tror det er første gang, at vi har spillet det samme sted to gange !". Den nordjyske selvironiserende humor er klart genkendelig, når "Advokatens Jazzband" gør sin entre i Jazzens Venner. Anden gang. Det er ganske vist. Bandet besøgte os sidst i maj for 3 år siden. Og "advokaten" Henrik Skaarup har helt ret i, at vi gerne vil se og ikke mindst høre bandet igen. Publikum tager da også helt forventeligt Skaarups indledende bemærkning som en typisk nordjysk joke. Der er heller ikke grund til andet, for Advokatens Jazzband har sin selvrespekt og faglighed i behold.
Foruden advokaten selv, Henrik Skaarup på clarinet , er det Ole Brønden på trompet, Jens Larsen på trombone, Jens Nørgaard på banjo, Ole Christiansen på bas og Henrik Hougesen på trommer. Orkesteret har fungeret i en snes år - og det er altså "advokaten", der har måttet lægge navn til.
Ole Brønden og Jens Larsen har spillet sammen i de seneste 50 år, så der er nogle, der kender hinanden rigtig godt. Helt nyt er det, at Phil Parnell nu indgår i bandet som pianist. Vi kender ham fra Burich / Etienne / Bouttie koncerten først i denne sæson. Der knytter sig store forventninger til ham og bandet er tydeligvis stolte over, at have ham med i selskabet.
Bandet er trofast mod den oprindelige New Orleans stil og med den nuværende besætning er lyden meget autentisk. Den snævre rytmegruppe, trommer, bas og banjo klinger og swinger fint og holder sig strengt på beatet, hvilket lægger en særdeles god bund for de øvrige musikere. Ind imellem viser musikerne deres mere individuelle side i soli. Jens Nørgaard viser fint banjospil i "The World is Waiting for the Sunrise", hvor den fine Gibson banjo får lov til at afgive al den lyd og klang den har. Ole Christiansen swinger fint på sin bas og viser gode færdigheder som solist i eksempelvis "On the Sunny Side of the Street". Også Henrik Hougesen lufter sit talent på trommerne på aldeles udmærket måde. Som en kuriøsitet lægger man mærke til, at han ofte foretrækker whiskers frem for stikker. Vi hører ham i flere riffs og i hel solo i f. eks. "High Society".
Pianisten Phil Parnell er i klasse for sig. Parnell er den rene vare. Stammer fra New Orleans og har lært traditionen på "åstedet". Man kan godt høre det. Rytme og fraseringer, samt hele spillestilen skiller sig hørbart ud fra vore egne lokale musikere. Parnell brændte sig fast i bevidstheden med nummeret "Good Night Irene". Hvis publikum troede, at de skulle høre den blide version, som vi normalt hører, så måtte man tro om igen. Allerede i Parnells intro blev der lagt op til en mere rå og direkte fortolkning, hvor følelser kanaliseres ud på den usentimentale og direkte måde. Men hold op - en fortælling. Humor, ironi og galskab tonede frem gennem rytme, klange og brusende crescendo fra Parnells leg med tangenterne.
Godt gået !
Up front havde vi på fløjen Jens Larsen på sin trombone. Også han var trofast over for den traditionelle New Orleans og viste både i ensemble og i soli, at han helt magtede nuancerne i trombonespillet. I centrum kunne man finde Ole Brønden på trompet. I stil med de gamle mestre som Bix Beiderbecke og Wild Bill. Originalt og personligt spil i "muted mode" og i sin sang tydeligt inspireret af Louis Armstrong og lidt i stil med Theis Jensen. "Some Day You Will be Sorry" blev hans aftryk på denne aften !
Som aftenens lune og ind imellem sarkastiske konferencier, havde vi Henrik Skaarup på clarinet. Advokaten himself. En god repræsentant for den nordjyske lune og storytelling. I melodien "I can't Give You Anything But Love" leverede han blandt andet en fremragende solo. Rund og blød i det dybe leje og stadig fyldig i det høje. Flydende modulering af sine fraser, der ofte blev afsluttet med et "svirp" til det høje register. Næsten som en musikalsk signatur. Man forestiller sig advokatens underskrift på lignende måde med et hurtigt strøg opad og væk i afslutningen på håndskriftens signatur på kontrakten. Nå. Men sådan behøver det jo ikke at være.
Helt sikkert er det imidlertid, at Advokatens Jazzband leverede varen. Især til de trofaste publikummer, der gerne rejser langt for at opleve autentisk New Orleans musik !

Med venlig hilsen og på genhør  Ryan

 

 

Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 07. marts  2013

 

Young Boys Meet Old Boys Jazzband
-  og funklende jazzstunder opstår !

Jazzens Venner havde den 7. marts besøg af jazzbandet "Young Boys Meet  Old Boys". Et band, der kun samles ved særlige lejligheder. Besætningen er nemlig så eftertragtet, at hver af medlemmerne er på job i andre bands, spiller med egne bands eller er på længerevarende turneer. Derfor skal man være tidligt ude, hvis man vil have fornøjelsen !
Når man ser nærmere på besætningen, forstår man det egentlig udmærket og føler sig allerede lidt begunstiget ved at være i selskab med så estimerede herrer:  Hugo Rasmussen, bas ,Tom Mc. Ewan, trommer og gags, Finn Odderskov, tenorsax, sopransax, klarinet, Hans Reichstein, banjo og sang, Johan Bylling Lang, barytonsax, og fløjte , Mads Mathias, tenorsax, altsax og sang, samt Lasse Jensen, klaver med speciale i Boogie Woogie.
Straks ved præsentationen fornemmer man, at her er der et band med betydeligt overskud. Højt humør fra første sekund, glade smil, latter og frække indbyrdes ordvekslinger. Finn Odderskov annoncerer med vant afslappet autoritet, hvad der skal ske på rampen og sætter erfarent tempoet.
Der er mange fine musikalske oplevelser at falde tilbage på.
Blandt andet et specielt arrangement af Gerry Mulligan nummeret "Oh Lady Be Good". Stilen er i den moderne ende og arrangementet, som barytonsaxfonisten Johan Bylling Lang har iscenesat, er flot fraseret og energifuldt. Med tre saxer i front: en altsax, en tenorsax og en barytonsax, fyldes rummet med flotte klange, der brydes af kreative soli. Mads Mathias på altsax i den høje ende af toneskalaen, med sin swingende, energiske lidt flagrende stil, lægger for med finurlige skalaforløb. Han overlappes af Finn Odderskov, hvis runde og blide tenorklang vi kender, lægger ro over temaet med flot lyd og iørefaldende temaer. Barytonsaxens grove og dybe leje slutter saxernes soloforløb. Johan Bylling Lang behersker sit instrument og tryller fine melodiske forløb ud af det storladne instrument. Alle viser, hvad de kan - og det er ikke så lidt. Lasse Jensen på el-klaver leverer fejende og swingende klaverspil, hvis rytmiske betoninger appellerer til kroppens bevægeapparet. Man kan ikke sidde stille. Man fornemmer Lasses svaghed for boogiens svajende og rullende swing.
Lidt show skal der også til. Finn Odderskov træder tæt på mikrofonen og man forventer et vokalt indslag. Det får man. Men ikke nogen egentlig sang. Man får en forrygende bassolo - vocalt formidlet forstås. Finn Synger sin bassolo med helt troværdig lyd og rytme i udtrykket. En god gimmick, når den udøves netop lige sådan ! " Og så vil Hugo levere den rigtige vare ..". Stafetten gives videre til Hugo, der jo, om nogen, er virtuos på sit instrument:  den 300 år gamle kontrabas. Hugo kan det hele, og lader os også nyde en passage med buespil og tostemmigt strengespil. Sådan gutter spiller man på bas ! Melodiens grundrytme forvaltes sikkert af Hans Reichstein på banjo og Tom McEwan på trommer.
Senere får vi lov til at se og høre både Reichstein og McEwan up front.
Hans Reichstein er en fabelagtig dygtig banjospiller, hvilket vel forklarer hans tilstedeværelse i denne besætning, hvis stil man ikke naturligt lader inkorporere en banjo ! Men som en blandt publikum udtrykte det: " I Reichsteins hænder er det noget helt andet .. " Og det er det. Dertil kommer at Hans Reichstein er en glimrende vocalist, der behersker både den følsomme og den muntre ende.
Tom Mc Ewan kender vi fra det almindelige mediebillede, som den muntre herre, der kan lidt af hvert. Tom er helt usædvanlig som person, men også som instrumentalist. Han agerer lige professionelt på sit trommesæt, på vaskebrætslips, eller som stammehøvding, når han dominerer sin stamme med sin magiske "talking drum". Tom er enestående som musikalsk humorist.
Ellers er det balladen - eller balladerne - i saxmedleyen, hvor især saxofonerne finder vej til de følsomme hjerter med melodierne: "Thats All", "Old Folks" og "Over the Rainbow". Mads Mathias hører vi her på tenorsax, hvor han afslører en særdeles flot og følsom tone, der klæder hans spil. Det hører man gerne mere af.
Man lades tilbage efter den sidste melodi med en intens følelse af, at man gerne hørte mere af det hele. Hvis ellers disse musikere havde tid til at mødes noget oftere, kunne man spå dem en glorværdig og indbringende fremtid i jazzmiljøet.
Ikke kun i Danmark men på internationalt plan. De har alle format til det.
I hvert fald glæder vi os til de igen kan komme til Randers.
Tak for besøget !

Med venlig hilsen og på genhør  Ryan