Scrapbog
2012 - 2006

 


 

2012

Lake City Jazzband
-  ægte New Orleans i fodformede sko !!!

Traditionen tro sluttede
Jazzens Venner sæsonen af tredje juledag. Lige så traditionelt var dette arrangement dedikeret vort kernepublikum. Nemlig med et band, der betror sig til den traditionelle jazz: New Orleans genren. Dog med et lille twist, med afstikkere til andre stilarter og genrer. Det er som regel populært hos vort publikum. Derfor skulle det denne aften være "Lake City Jazzband" fra Silkeborg, der skulle slutte sæsonen. "Lake City Jazzband" var et sikkert valg til opgaven. Besætningen består af Stig Fisker, der er en af de bedste banjospillere i miljøet og så i øvrigt gammel randersdreng. Stig Fisker startede bandet for få år tilbage og fandt i den anledning en anden tidligere jazzmusiker fra Randers, nemlig Peter Jensen, der spiller klarinet, tenorsax og barytonsax. Han viste sig i aftenens løb også at være en glimrende vocalist. De øvrige musikere er Poul Christensen på trombone og den gennemgående "sprechstallmeister" for bandet. En lun fætter og erfaren trombonist med en robust tone og stil. Hans afslappede stil appellerede fortrinligt til publikum, og det er formodentlig slet ikke noget tilfælde, at han for rigtig mange år siden erhvervede sin King trombone hos en skrothandler. Som han selv fortæller det. På trompet har vi Ole Rosendal, der bekender sig til den den traditionelle stil med tanker hen mod Louis Armstrong og Bix Beiderbecke. Deromkring. Bunden lægges af Ivan Laugesen på bas og Klaudiusz Horowic på trommer, der begge diskret og håndfast styrede rytme og grundtoner.
Mange melodier i bandets repertoire var helt traditionelle og daterede sig langt tilbage i jazzens historie. Dejligt at genhøre gamle melodier som "Jazz Me Blues" og "Down By the Riverside" som de fleste bands måske endda er startet med at have på spillelisten. Lette at spille og med et formsprog, der klart definerer genren. Sammen med eksempelvis "Eberybody Loves Saturday Night" er stemningen slået an og publikums bevægeapparat er sat i rytmisk mode.
Men bandet kunne også gå andre veje.  "All of Me" fra 1931 komponeret af
Gerald Marks er eksempel på en mere moderne stil, der er fortolket af både Louis Armstrong og Michael Bublé. Så her er vi ført absolut up to date. Vi hører i denne melodi en forrygende solo af Stig Fisker på sin klangfulde Vega banjo.
Peter Jensen spiller på clarinet i dette nummer, hvilket han gør rigtig godt. Peter er endvidere en god jazzsanger. Mandig, lidt ru og maskulin stemme, der fint passer til jazzgenren. Han gør det fint i sangen "If I had a Talking Picture of You" af Lew Brown og De Sylva. Flot croonet og fraseret. Peter giver den her på barytonsax. En gammel Selmer, som han ikke ret ofte spiller på. Men vi fik fornøjelsen, og helt fint med det, for teknikken gik fint og Peters evne til at improvisere er helt i top.
Senere i nummeret "Love Letters In the Sand", som Pat Boone hittede med i midt halvtredserne, viste han fint skill på sin tenorsax, der helt matchede stilen i melodien. Allerede på nuværende tidspunkt fornemmer man hvilken spændvidde "Lake City Jazzband" er i besiddelse af. Melodier af mere lokalt tilsnit var også på programmet. John Mogensen hittet "Sidder på et Værtshus", med Stig Fisker som vocalist, gik lige i hjertet på publikum, sammen med eksempelvis folkeeje som "Nyboders Pris"
og Otto Brandenborg hittet "Alle Sømænd er Glade for Piger". I disse melodier fandt besætningen fint sammen i sin fortolkning og alle præsterede fine soli. Bandets finale var den gamle traver "Down By the Riverside", der blev fremført med stor rutine og hvor musikerne viste, at de også kunne præsterede fint i kor. Et nummer, der fik publikum op af stolene og måske ikke helt tilfældigt lagde op til det næsten altid forventede ekstranummer. I den tro, at det vat lørdag aften valgtes "Everybody Loves Saturday Night", som publikum begejstret tog til sig - også på en torsdag!
Poul Christensen og Stig Fisker havde været sammen en tur i New Orleans, hvor de havde købt sig et par flotte sko - hvide med sort hæl og snude. Et valg som man sikkert kun foretager i overophedet tilstand og som dertil kun fandtes i nr. 43. Så fødderne måtte kompromisløst tilpasse sig skoenes pasform. Således ikke fodformede sko, men fodformende sko!
Hos "Lake City Jazzband" var der dog ingen smalle steder, men stor rummelighed og højt til loftet, som man siger. Alle nød at være i selskab med dem og nød deres uhøjtidelige facon, som Jazzens Venner ønsker at kunne bringe videre ind i det nye år !!

Med venlig hilsen og genhør  Ryan

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 06. december  2012

OldFolks
- lytteværdig salonjazz i beebop stil !
 

Bandet "Old Folks" gjorde sin entre i Jazzens Venner stille og roligt - uden de store armbevægelser. Publikum var måske lidt afventende. Navnet "Old Folks" kunne lede tanken hen på gamle dage og forventningerne kunne let gå i retning af et band, der ville præstere en god gang traditionel jazz. De gamle drenge, der lige nu havde indtaget scenen kunne fint se ud til at ville indfri disse forventninger. Her så man Hans Jacob Sahlertz på guitar, tidligere boghandler , Helge Gramstrup på keyboard , tidligere organist , Niels Albertsen, trommer, leder af en afdeling på arkitektskolen, Jørgen Wilson på bas, tidligere ansat på Fysisk Institut på Universitetet, nu leverandør af mikrofonanlæg til alverdens kendteste bassister, samt Max Mikkelsen pensioneret folkeskolelærer og mangeårig udøvende cornettist. Alle fra Aarhus og alle, hvad man ville kalde halvstuderede røvere. Men det var ikke Dixieland eller New Orleans musik de lagde ud med.
Slet ikke.
Men derimod en skøn ballade, helt holdt i Bebop stil. Nummeret hed "Old Folks" og var bandets kendingsmelodi og derfor også navngivende til bandet. Melodien "Old Folks" er komponeret af Willard Robison helt til bage i 1938 og på den tid lanceret af Jack Teagarden. I øvrigt på det tidspunkt, sådan cirka, da de fleste af bandets medlemmer så dagens lys ! Altså langt før Bebop stilen overhovedet fandtes.
Bebop kom først på mode i 1940'erne, i protest mod, at de hvide musikere kopierede jazzmusikken og så derefter løb med arrangementerne og profitten. "Nu laver vi noget som de hvide ikke kan kopiere ", som Thelonious Monk sagde. Det blev så til Bebop'en, som vi kender den fra Dizzy Gillespie og Charlie Parker. Her kunne vi så i 2012 lytte til "Old Folks", der leverede det ene nummer efter det andet i den pureste bebop stil - tilsat lidt cool og swing. Publikum skulle lige vænne sig til det. Nogle var ganske vist kommet fordi de kendte "Old Folks" og ville lytte til Bebop'en. Det skulle nemlig vise sig, at blive en ganske glimrende aften, med mange gode musikoplevelser.
Bandet
kom helt ud over scenekanten, da Max Mikkelsen præsenterede Bente Windum, som han sagde:" Hun er min lillesøster - hun holder sig godt !". Det blev sagt med kærlighed og slet skjult stolthed. Det var da heller ikke uden grund. Bente var skam en særdeles velholdt og kvik dame, der kunne sætte fut i fejemøjet. Efter at have fyret op under "Get Your Kicks on Route 66"af Bobby Troup fra midt 1940'ne, havde bandet vundet sit publikum. Lidt efter lidt fik man øjnene - og ørerne - op for de kvaliteter, der gemte sig i "Old Folks", og kunne nyde de mange finurligheder, som bandet kunne byde på. Blandt andet Hans Jacob Sahlertz tekst til Neal Hefti nummeret "Lil' Darlin' ". Selvfølgelig livfuldt sunget af Bente Windum: "Vi syn's det er en melodi, der burde vær' på top ti" . Som det lød. Samme Sahlertz var en aldeles glimrende guitarist, der på forrygende, men også melodisk vis, kunne fortolke Bebop stilen på sin gamle Gibson jazzguitar. Max Mikkelsen viste sig at være en lige så god fortolker af stilen på sin cornet. Både tempo, klang, og skalaforløb røbede stor færdighed og indlevelse i bebop og cool jazzen, hvilket helt kom til udtryk i Zoot Zims nummeret "Pegasus", hvor også bandets bassist Jørgen Wilson viste sig som en udmærket solist. Netop Jørgen Wilson på bas og Niels Albertsen på trommer var de faste støtter i backup'en til solisterne og selvfølgelig ikke mindst i ensemblespillet. I Charlie Parker nummeret "Perhaps" hører vi Niels Albertsen i afstemte riffs, fint integreret med Bente Windums rytmiske og fantasirige scatsong.
Efter pausen gik trioen: piano, trommer og bas på scenen og indledte sidste sæt med en slags præludium. Hvilken melodi, det var, eller om det var fri komposition / improvisation skal være uvist. Men nummeret og arrangementet var måske noget af det bedste, der blev leveret. Med stoisk ro sad Helge Gramstrup ved sit keyboard og blot lod musikken flyde ud gennem fingrene. Rummet blev fyldt med fint nuanceret og afbalanceret melodisk musik, der når den blandede sig med publikums stille passiar, blev meget stemningsfuld. De øvrige musikere lod sig sive ind i besætningen og musikken udviklede sig i både rytme, styrke og arrangement. En flot start på koncertens finale.
Mange gode musikoplevelser fulgte. Det blev da også til en julesang "I wish You a Merry Christmas". En engelsk julesang fra 1600 tallet, som ingen ved, hvem har lavet. Men en bedre afslutning kunne man vel ikke ønske sig til årstiden.
Gennemgående blev det til en rigtig fin aften i selskab med en flok rigtig fine musikere, der med varme og charme fik os inviteret ind i deres specielle misikunivers: Bebop blandet med swing og cool jazz.
Tak for det !

Med venlig hilsen Ryan

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 01. november  2012

Second Line Jazzband
- svensk jazz med alvor, dramatik og humor !

Endelig kom et længe ventet genbesøg af Second Line Jazzband fra Sverige.  Second Line Jazzband gæstede os for anden gang inden for et år. Hvilket kun sker fordi vort publikum så inderligt har ønsket at høre bandet igen. Og det blev da også denne gang et festligt genhør. Besætningen var uforandret nemlig: Jesper Albrektsson på trompet og som vocal, Niklas Carlsson på trækbasun og ligeledes vocal, Olof Skoog på tenorsaxr, klarinet og vocal, Anders Wasén på banjo, Per Bach på kontrabas, samt Johan Horner på trommer.
Bandet spiller vel nærmest dixieland med et lille twist, der giver bandet karakter. Og charme !
Evnen til at nå ud over scenekanten er ubestridelig. Dels fordi bandet består af individuelt meget dygtige musikere, dels fordi de bringer deres helt egen humor med sig. Humor, som kommer til udtryk rent sproglig, men også en humor, der høres i musikernes tonale univers - i deres musikalske udfoldelser.
Et godt eksempel er trombonisten Niklas Carlson, bandets speechmaster, der med humor og indsigt introducerer bandets numre. Netop i hans fortolkninger hører man både det følsomme, det dramatiske og det humoristiske. I den amerikanske popstandard "Septembersong" af Kurt Weil fra 1927 viser han os hele sit register. Niklas spiller med ”cup” og viser os mange spændende lydeffekter. Man fornemmer både alvor, dramatik og humor. Na ja, og så synger Niklas rigtig godt.
Flere af bandets medlemmer viste sig i øvrigt at være glimrende vocalister.
Tenorsaxfonisten og klarinettisten Olof Skoog var en af dem. Især to numre fra Oluf brændte igennem.
På klarinet i nummeret ”My Curly-Headed Baby”. En skøn lullaby skrevet i 1930’erne af
den australske komponist og pianist George Howard Clutsan, der af Olof Skoog blev fortolket med følelse, flot tone og en intro, man sent glemmer. Hen mod slutningen af koncerten fik vi igen Olof Skoog at høre i mammutnummeret "Chinatown, My Chinatown" af William Jerome og Jean Schwartz fra 1910. Dette nummer var så absolut Olof Skoogs nummer. På sin tenorsax viste han her alt, hvad han kunne. Og det var ikke så lidt. Forrygende og dynamisk. Bravo !
Også bandets trompetist, Jesper Albrektsson, viste sig at være en udmærket vocal.
I gospelnummeret, ”Precious Lord”, en rigtig gammel traver fra før 1800, viste Jesper Albrektsson os en blød, rund og følsom vocal, der helt levede op til melodiens muligheder. Melodien var forøvrigt Martin Luther Kings yndlingsmelodi og han inviterede ofte Mahalia Jackson til at synge den. Jesper Albrektsson levede helt op til forventningerne også med sit trompetspil, hvis stil og tone ledte tankerne hen på de traditionelle dixieland-trompetister: Lidt Bix Beiderbecke - lidt Louis Armstrong.
Rytmegruppen gjorde sit arbejde. Lagde en aldrig svigtende baggrund til frontlinerne, samt forlystede os med flotte breaks og solonumre.
Anders Wasén trængte fint igennem med sit banjospil. Både i ensemblespillet og i soli. I hidsigt tempo gav han eksempler på adskillige muntre soli på sin "Bacon & Day" banjo. Et instrument, med over hundrede års erfaring og historie indbygget i sig.
På bas havde vi Per Bach, der med sit solide spil på sin kontrabas beherskede gundtoneforløbet og rytmikken helt perfekt. Også han kunne vise gode solistpræstationer. Denne aften med følsomt buespil som supplement til temaer med slap-bas teknik.
Johan Horner var en oplevelse på trommerne. Diskret og loyal over for ensemblespillet men udadvendt og fantasifuld i sine soli. En næsten uendelig serie af rytmiske figurer, hvor man konstant kunne høre melodien bag artisteriet med stikkerne. Rytmegruppen fik rig lejlighed til at præsentere sig i flere af repertoirets numre, hvor man måske særligt husker "Chinatown, My Chinatown", der blev fyret af hen mod slutningen af koncerten.
Publikum havde svært ved at slippe Second Line Jazzband, der endelig efter flere "ekstranumre" kunne få lov til at hoppe ned fra scenen.
I al beskedenhed kunne Niklas Carlsson fortælle os, at Sverige, efter at have mistet Volvo og nu også SAAB ikke havde mere tilbage.
Måske kan det så være en trøst at Sverige ejer bands som Second Line Jazzband, og endvidere ejer et lille stykke af Danmark. Bandets bassist Per Bach er nemlig fra Bramminge ved Esbjerg.!
Så kan man som dansker sole sig lidt i det !
Tak til et vel oplagt publikum og et særdeles veloplagt orkester. Tak for en god aften.

Med venlig hilsen Ryan

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 04. oktober  2012


Swedish Swing Society: charmerende, elegant og suværæn ....

Swedish Swing Society. Vi kender dem godt. Sidst var de fire, i dag er de tre. Der står de på scenen. Tre absolut velklædte og noble musikere. Mørk habit, hvid skjorte og blåt slips. Blåt slips dekoreret med små gyldne kongekroner  - svenske. Stilen er lagt an fra starten. Det er dog blot de to af musikerne, der er fra Sverige. Ulf Werre Johansson og Björn Sjödin er begge bosat i Upsala. Antti Sarpila er fra Finland, men iklæder sig loyalt det royale slips. Antti opererer fra Helsingfors, men bor på en lokalitet, der hverken lader sig stave eller udtale. De tre musikere tager deres musik alvorligt. Ikke mindst mindet om " King of Swing" mister Benny Goodman, som de ved  denne lejlighed samler deres repertoire om. Og dog bliver der tid til både instrumentelle og stilmæssige afstikkere, som tiden skrider frem. Swedish Swing Society lægger ud med Johnny McHugh melodien "On the Sunny Side of The Street". Man fornemmer ved første ansats på tangenterne, at her er der format over tingene. Melodien fortolkes med autoritet, med ro og overskud, der straks breder sig ud i rummet. Den oprindelige Benny Goodman Trio bestod af Benny Goodman på klarinet, Teddy Wilson på klaver og Gene Krupa på trommerne. Og selv om Swedish Swing Society er helt deres egne, så fornemmer man den gode gamle Benny Goodman sound - og rytme. Ulf Werre Johansson har både fylde, melodi og rytme i sit spil. Hans forbilleder er pianister som Fats Waller og Earl Hines, men han har været langt omkring før det kom der til. Man fornemmer sikkerheden og autoriteten i spillet.  Skiftende rytmisk venstehånd og improviserende højre. Hænderne sammen i fyldige klange. Det er der det hele.
Bagved dunker Björn Sjödin derudad. Bastrommen ligger med fast, urokkelig rytme, så man mangler slet ikke bassen eller guitaren til at fylde rytmen ud. Stikkerne flyver rundt på lilletromme, highhat og bækken, så man, sammen med bastrommen, næsten fornemmer en grundtone under melodien.
Hen over det hele bevæger Antti Sarpila sig rundt på sin klarinet. I begyndelsen på melodien og sidenhen i kreativ improvisation. Flot og fyldig tone på klarinetten. Dyb og rund i det lave register. Klar og fyldig i det høje register. Alt er under kontrol og klarinetten kommer i Antti's hænder ud i både følsomme, ind imellem lidt hæse, men altid udtryksfulde fraser. Teknikken og tonedannelsen er perfekt. Bandet præsenterede sig fint i dette første nummer.
Men Swedish Swing Society havde mere at byde på. Snart røg jakkerne !
Ulf starter ganske vist op ved klaveret, men klaveret er ikke hans hovedinstrument. Det er trombonen ! Som han selv siger, så faldt han for trombonens tone. På scenen sker der nu en mindre rokering. Antti sætter sig ved klaveret og Ulf finder sin trombone frem. Trombonen lyser op i scenelyset. Silverplated på indersiden og guldbelagt på ydersiden. Dertil enormt ornamenteret og indgraveret. Overvældende. En "Martin" fra Elkhart US. En specialfremstillet trombone helt dedikeret til Ulf. Nå ja, så har han i øvrigt en vintage "Martin" fra 1947 - derhjemme. Joh, man er vel entusiast.
Vi skal høre Paul Dresser melodien "My Gal, Sal". En skøn og tempofyldt melodi, der under 2. Verdenskrig gav navn til et B17 bombefly, der var så uheldig at forulykke på Grønland. Det skal vise sig, at Antti's klaverspil ikke lader noget tilbage at ønske, hverken i fyldighed, hurtighed eller rytme. Og Ulf's trombone ? Ulf fortæller, at han som yngre hørte meget på Jack Teagarden og Tommy Dorsey. Når man hører indspilninger og soli med disse to forbilleder, kan man fornemme en klassisk trombone tone. Ikke rå eller brutal, som trombonen tit lokker sin udøver til. Ulfs tone er blød, rund og fyldig. Klassisk. Og så har han en forrygende teknik. Evne til at spille moderat, men også evne til at spille hurtigt. Tripletter - hurtigt efter hinanden. En nydelse at lytte til. Hele tiden har vi Björn Sjödin i baggrunden støt og hele tiden på beatet. Sådan fulgte den ene oplevelse efter den anden.
Annti Sarpila er "udlært" hos britten  Bob Wilber, der igen har sin tradition fra Sidney Bechet. Så derfor kunne vi som publikum fornøje os med at lytte til det skønneste sopransax-spil. En stil og en spilleform, der ikke var alenlangt fra sit ophav - Sidney Bechet. Det fik vi at høre blandt andet i uptemponummeret "Chinatown, My Chinatown".
Der var denne aften mange blomster i lydtapetet. I "Sweet Sue" - en en af klassikerne hos Benny Goodman - overraskede Ulf Johansson os med en flot jazzvocal, en fyldig stemme, rigt fraseret, og i scatsong imponerende præcis i de hurtige passager. Ja, og så kunne han fløjte. Med munden ! Som det fineste instrument lød det. Klart og fint. Ikke uren i kanten, men med den klareste "pitch" man kan tænke sig. Imponerende.
Björn Sjödin har været i musikmiljøet hele sit liv og driver bookingforretningen "Björntjänst", hvorigennem han kontakter og formidler et væld af musikere. Han er "klassens glade dreng", og er en forrygende trommeslager. Han holder sammen på det hele. Observerer hele tiden, hvor de andre musikere er, og hvad de laver, for derefter at understøtte dem med rytmiske riffs. Ind imellem fyrer han en tempofyldt og rytmisk insiterende solo af. Vi husker ham fra bl. a. "China Boy", "Some Day Sweethart" og ikke mindst fra finalen i "Tiger Rag".
Publikum var ellevilde da programmet var tilendebragt og hujede på mere. Swedish Swing Society er pæne og dannede mennesker, så vi fik først det egentlige afslutningssæt plus endnu en afsluttende perle, at gå hjem på.
Derefter kunne man med ro i sjælen og med gode musikalske oplevelser bevæge sig ud i nattemørket og vende næsen hjemad.
Men sådan en musikoplevelse forlader ikke én lige med det samme. Den kan man dvæle ved mange gange siden hen.
Det er det fine ved en god oplevelse !
 

Mvh Ryan

 
,,

 

Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 06. september  2012


Kansas City Stompers:  Jazzmusik for fuld udblæsning ......

Ja, så kom "Kansas City Stompers også på besøg hos Jazzens Venner. Det hører simpelt hen til almindelig dannelse, at have oplevet dette band. "Jazzdannelse" - forstås.
Kansas City Stompers skuffede da heller ikke. Vi mødte et oplagt og kompetent jazzband og en master, der bare kunne performe og samle sit publikum. Her tænker jeg på Kansas City Stompers orkesterleder Niels Abild, der kunne fortælle vidt og bredt om melodiernes historie og de jazzkoryfæer, han i sin karriere som jazzmusiker har spillet sammen med eller har været manager for. Niels Abild startede Kansas City Stompers op engang i 1950'erne og har som sådan - sammen med bandet - fejret 60 års jubilæum. Som begreb er bandet vel sagtens Danmarks ældste jazzband. Niels har netop magtet, at gøre navnet Kansas City Stompers til et begreb eller varemærke - om man vil. Det er nemlig ikke musikerne, der gør bandet, men det de spiller - sammen ! Således har Niels Abild præsteret at have ikke mindre end 350 arrangementer på et år. Der kørte nemlig flere bands rundt på landevejene under samme navn: "Kansas City Stompers".
Bandet er således et koncept, der samles under princippet om altid at være i form, yde sit bedste og aldrig gå på kompromis med den musikalske kvalitet. Ved besøget i Jazzens Venner kunne alle disse principper blive mærket af med et flueben. Besætningen var fremragende - og professionelle !
Kansas City Stompers havde denne aften Rikke Mølgaard med som sangerinde. Sidst jeg hørte Rikke Mølgaard var i "Finn & Co", hvor hun dannede kulisse til Finn Nørbygaard. En helt anden rolle ! Det var en udsøgt fornøjelse, at opleve Rikke sammen med Kansas City Stompers. Rikke har en vidunderlig stemme. Hun har stor spændvidde i toneregisteret, fra det mørke dyb til den høje diskant. Men over hele registeret fyldig og følsom. Helt henført blev man i  "Fly Me to The Moon", hvor hun blandt andet brillerede med scatsong i chase med Ove Larsen på trompet. Vi oplevede hende ligeledes give sig selv fuldt ud i Erroll Garner nummeret "Misty", som hun fortolkede meget personligt og med stor teknisk bredde. Måske var det aftenens højdepunkt ?
I rytmegruppen lagde en veloplagt Kurt Riedel en solid og rytmisk rigt varieret bund i alle de repræsenterede genrer. Erfaringerne har han hentet i samspil med blandt andre Mills Brothers, DR Big Band, Thad Jones, Eclipse Big Band, DR Underholdningsorkester, DR Symfoniorkester, Sjællands Symfoniorkester, American Ballet Theatre - ja endnu flere. så kompetencerne er der ikke noget i vejen med. Denne aften fornøjede han sit publikum med fint samspil og velvalgte og fint afbalancerede trommesoli i numre som f.eks klassikeren "I Found a New Baby", hvor han mestrede et solidt overblik med trommefills til ensemblespillet.
Ligeledes i den rytmiske og klangmæssige basis holdt Gert Rostock styr på tingene. Lyttende til trommespillet lagde han sig i tempo og rytme, nøjagtig der, hvor det hele begynder at swinge. Han skal huskes især for sin intro til Weather Report nummeret "Birdland", hvor frembragte den grundenergi, der virkelig flyttede dette brag af et nummer. Hold op, hvor blev der surrealistisk stille, da nummeret stoppede !! Men også Rostock har selvfølgelig et generalieblad, der borger for sikker kvalitet. Han har leveret
baggrundsmusik på stort set alt - lige fra John Mogensen og Jørgen Ingmann til Mills Brothers.
Rytmegruppen blev fuldendt med Søren Bo Addemos, der de sidste 18 år har holdt pladsen som guitarist i Klüvers Big Band. Ud over det har han af akkompagneret adskille danske og udenlandske solister, bl.a. Lee Konitz, Bud Shank, Jerry Bergonzy og Al Gray. Som lyttende publikum kunne man blot nyde hans rytmiske anslag og velklingende akkorder, samt nyde de vilde skalaforløb i de mange soli, der blev ham til del. Der sad blandt andet nogle velvalgte og fyldige akkorder i akkompagnementet til Rikke Mølgaard i Erroll Garner nummeret "Misty".
På keybord hørte vi Palle Juul, der er en af de mest efterspurgte pianister i Danmark. Stilmæsigt ændrede han behændigt klangbilledet på keyboardet fra piano til hammond, når der var behov for det og dannede i øvrigt en fortrinlig forbindelse - på det melodiske plan - mellem rytmegruppen og blæserne up front. Især som underlag til Rikke Mølgaards vocal kom hans flydende og rytmiske spil helt til sin ret. Blandt andet i en flot intro til "Fly me to the Moon".
Up front havde vi så Ove Larsen, som vi i Jazzens Venner tidligere har hørt med Finn Odderskov. Også Ove Larsen er en ofte anvendt musiker og har blandt øvrige celebriteter spillet med Peder Pedersen Big Band, Blues Brothers Souvenir Show, Riverside City Band, Pete Allen`s Jazz Band og andre. Ove fremtræder yderst diskret og lader sin personlighed komme til udtryk i sit trompetspil. Han er en absolut nydelse at lytte til med sit - ind i mellem - Louis Armstrong inspirerede trompetspil. Især i ældre titler som f. eks "Sleepy Time Down South" eller " Royal Garden Blues". Ove Larsen præsterer også en mere cool og tilbagelænet stil, der kommer flot til udtryk i nyere numre som eksempelvis "Birdland" og ikke mindst denne aften i sit samspil med Rikke Mølgaard i "Misty". Bravo !
Nikolai Bøgelund  er en af de travleste trombonister i Danmark og spiller i et utal af sammenhænge. Han har spillet med alverdens jazzstjerner og er leadtrombone i Klüvers Bigband. Bøgelund har også backet up og indspillet for de fleste kendte danske artister fra pop/rock scenen og fungerer derudover som arrangør for bigbands og symfoniorkestre. Både live og ved plade- og tv-optagelser. Selv husker jeg ham, som den uartige dreng på de bageste rækker i Klüwers Bigband, hvor messingblæserne hører til. Som solist aggressiv i sit spil, med blændende teknik og som regel slørende sit eget talent med en fanden i voldskhed, der altid appellerede til publikum. Denne aften kom Nikolaj Bøgelunds temperament og musiske kvaliteter til syne i den flotte intro til " I Found a New Baby". Temperamentfuldt og suverænt.
Up front havde vi selvfølgelig også Niels Abild selv på klarinet. Hans forbillede var - fortalte han - Sandy Brown. Når man lyttede til ham i solonumre, mindede klangen og tonelejet, tilsat en anelse rumklang, mest om Mr. Acker Bilk. Enkel teknik og melodisk i sit spil. Større lighed mellem Niels Abild og Sandy Brown kunne man måske finde i organistionstalentet. Sandy Brown var ud af ingeniørfamilie og havde selv et stort ingeniørmæssigt og organisatorisk talent. Han udviklede sig til acoustic engineer og grundlagde "Sandy Brown Associates", som i dag er en af verdens førende konsulentvirksomheder inden for akustik.
Herfra påskønner vi blot dette sammenfald. For det er vel først og fremmest Niels Abilds organisationstalent og lederevner, der har beriget den danske jazzscene og som er den direkte årsag til, at vi fik en særdeles god og interessant musikoplevelse denne aften. I selskab med en flok eminent gode musikere !!


Mvh Ryan20
,, ,, ,,

 

Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 09. august  2012


Old Ragged Jazzmen: Nordjysk magi ...


Old Ragged Jazzmen blev introduceret før koncerten med ordene ( citat ): "Publikum kan således glæde sig til et humørfyldt møde med engagerede jazzmusikere, der præsenterer et repertoire i den klassiske New Orleans stil og leverer den sound, der hører til denne genre !" Og havde man glædet sig til netop det, var det, hvad man fik.
Vi var afgjort kommet nordenfjords, med alt hvad der hører til i den anledning. Den uformelle tone og interne nordjyske humor, formidlet på uforfalsket dialekt, gik rent ind hos det østjyske jazzpublikum. Den galskab, ja næsten vildskab, som Johannes V. Jensen karakteriserer sine kimbrere og teutonere med, kunne skimtes under overfladen på disse musikere. Man var aldrig helt sikker på, hvor man havde dette mandskab. Både sprogligt og musikalsk var der mange overraskelser at glæde sig over. Helt grundlæggende førte bandet sig ydmygt frem og gjorde alt for - udadtil - absolut ikke at være noget som helst. Sådan gør man vist på disse kanter. Men når der blev grebet ned i godteposen var der mange perler at strø ud af.
Lars von Lillienskjold annoncerede som oftest numrene. Og det blev gjort med indsigt i jazzzens snørklede kroge, og på den musikalske side fik vi en sprød og rund tone fra en vintage barytonsax fra 1920'erne. Et skønt instrument, hvis egenskaber Lars med stolthed var mester for at formidle. Ellers var det klarinetspillet vi hørte mest til. En klassisk dixieland klarinetstil, der sørgede for den rette indramning af ensemblespillet. I Lars' navn er der et beskedent "von" , der helt autentisk peger tilbage på en lavadeltitel tilbage til Chr. Fjerdes Danmark. Nu bliver adelsmærket helt båret af det musikalske og der respekterer vi gerne et lille "von" foran klarinettist eller saxofonist !
Ole Reichstein kan trods navnet ikke dokumentere noget blåt blod i årerne, men kan til gengæld traktere sin kornet og fortolke numrene i helt renfærdig New Orleans stil. Endvidere kunne han føre sig frem som en glimrende fortolker af melodiernes tekstside. På sin helt personlige måde. "Margie" blev således til sangen om "Margit", og hvis nogen kunne aflæse et gran af lummerhed i teksten - og i blikket - er det helt misforstået !
Niels Jørgen Christensen eller "Nisse" holder sig næsten undseligt tilbage og gør til en begyndelse ikke det store ud af sin person. MEN.  Giv ham en solo og en "cup" - det yderste på en "svupper" til at rense afløb med - så inddrages man i en spændende og fraseret musikalsk fortælling, som man helt opsluges af. Absolut værd at lytte til !
Man havde på fornemmelsen at rytmegruppens rolle på forhånd var iscenesat som kulisse for de tre blæsere up front. En vel disciplineret gruppe, der på udmærket vis fremhævede helheden og ikke mindst solisternes præstationer. Lars Iversen fik dog lejlighed til at vise udmærket og helt traditionel banjoteknik. En teknik og en stil, der minutiøst og målrettet er udviklet gennem mange år og hvis tone og klang helt bevidst er konstrueret ved den helt rigtige justering af den gamle vintage Gibson plektrumbanjo. Her er intet tilfældigt !
Erik Johansen lagde i sit basspil et glimrende fundament til ensemblespillet og fik i enkelte tilfælde lejlighed til at vise sine kvaliteter som solist. Hvilket han gjorde udmærket.
Det samme kan siges om Anders Haugaards trommespil, der fremstod nøjagtig så diskret og teknisk, som man kunne ønske af mere frembrusende trommeslagere. Også han viste stor kunnen i glimtvise soli.
Som helhed den helt rigtige start på sæsonstarten i Jazzens Venner, der nok generelt hælder lidt til den traditionelle jazz, og som helt tydeligt denne aften nød musikken og den frivole tone. Her fik man den helt rigtige stemning og lyd. Så selv om dollaren skulle blive endnu billigere er det næppe umagen værd at tage til New Orleans for at opleve autentisk traditionel jazz.
Den kan endnu opleves for en beskeden entre i "Jazzens Venner".

Mvh Ryan

 
,, ,, ,,



Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 10. maj  2012

 


Summertime: Lys og let sommerjazz.

Jazzens Venner sluttede forårssæsonen med jazzbandet "Summertime", der helt levede op til navnet.
Bandet præsenterer sig selv på afslappet og uhøjtidelig facon og karakteriserer musikken som glad "rumsterjazz".
Måske havde vort vante publikum tolket dette, som om bandet kom til at ligge i den "lette" ende og måske knap så seriøst.
Her tog man imidlertid helt fejl. Bandets medlemmer skulle vise sig, at besidde glimrende musikalske kvalifikationer og evnede tillige at bringe budskabet ud over scenekanten. De trofaste publikummer, der var mødt op, var enige om, at bandet fortjente større opmærksomhed.
I Louis Jordan nummeret "Is You or Is You Ain't my baby" samlede bandets medlemmer på glimrende vis talenterne. Rytmegruppen holder et insiterende downtempo, der bringer musikken i absolut "swing". Claus Bjerregaard trakterer trommerne med et fast greb, og med enkle midler lægger han netop det nødvendige i rytmen, så det rette drive breder sig til det øvrige ensemble. Den spænding, der ofte skal til for at få musikken til at swinge, leveres af Emil Brun Madsen på sin kontrabas.
Emil er fra Langeland - og der har han også fundet sin elskede bas. Købt hos en marskandiser på øen, men med så mange gode egenskaber i sin basis, at den blev restaureret for adskillige tusinde kroner. Og nu sendes dens pågående, men runde svingninger, ud i rummet til os.
Som et betydningsfuldt medlem af rytmegruppen hører vi også guitaristen Jon Bjarnason, der viser sig som en suveræn solist på sin "Gibson" og tilmed som en lytteværdig vokal. Han er helt integreret med sin guitar. Han og guitaren synes at udgøre en helhed. Hele hans attitude og bevægemønster omfatter instrumentet, så man næsten ikke kan forestille sig mand og instrument adskilt. En dybfølt musiker, der lægger hele sin sjæl i udtryksformen.
Up front har vi så Anders Andersen med sin "King" trombone. Anders er en glimrende solist, både som trombonist, men også som vokal. I "Is You or Is You Ain't my baby" får vi en flot fortolkning af rytme og atmosfære i sangen. Fortællingen når helt ud til publikum og man aner hele tiden et gran af humor i undertonen. Samme humor kan heller ikke skjules, når Anders annoncerer numrene.
På trompet har vi Thomas Buchreitz. Også han har valgt sit instrument med omhu. Denne er en spansk "Stomvi", der i konstruktion ligger tæt op ad "Conn": lang og smal med lille schalstykke, men med en stærk og pågående tone. I "Is You or Is You Ain't my baby" er Thomas en sand mester i sit supplerende spil og lægger en følsom baggrund til Anders sang. Men især som solist viser han sine sande kvalifikationer. Thomas er meget energisk i sit spil, har en fin teknik og kan sine skalaer ud og ind. Moderne i sit spil: cool og tilbagelænet.
"Summertime" ydede i det hele taget en udmærket indsats og bragte flere usædvanlige temaer ind i aftenens forløb. Ganske unge mennesker fra arrangementer i de tilstødende lokaler, troppede op ved indgangsdøren og udbrød forundret:" Hold op mand - det lyder godt !". Så måske er der håb om at tiltrække de yngre generationer til jazzmiljøet. Når blot der introduceres på den rigtige måde.
Flere unge mennesker var da også denne aften kommet inden for og åbnede op for en frisk "jive" på "Summertimes" opfordring. Flere "gamle" lod sig rive med og nød tydeligt at være "på gulvet". Endelig lykkedes det bandet at få publikum til at synge med på foranledning af Anders Andersens direkte oplæg.
Helt igennem gode takter, som man kunne ønske fortsat i Jazzens Venner.
Megen ros til "Summertime" for en god afslutning på en forøvrigt god sæson, med mange flotte navne og titler på repertoiret. Samt god opbakning fra publikum !

Mvh Ryan

 

,, ,, ,,

 

Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 12. april 2012

,,

Danish Hot Swing Quartet: Moden og suveræn jazzmusik

Jazzens Venner havde den 12. april besøg af Danish Hot Swing Quartet. Et swingende og elegant band, som Leif Juul Jørgensen havde samlet om sig til lejligheden. Leif Juul Jørgensen er kendt i erhvervskredse, som medlem og i flere tilfælde ansvarlig formand for bestyrelser i større danske virksomheder. Denne aften ulastelig klædt og med en charmerende kontrolleret fremtoning, med den dannelse, som man forventer i direktionslokalerne. Dog i afslappet stil, der passer til aftenens uformelle atmosfære. De øvrige musikere trådte klart frem fra jazzmiljøet i vant casual stil, iført den robe, der nu lige passede til denne ugedag. Alle er de, hvad man kunne kalde for den absolut modne del af jazzgalleriet. Kendte ansigter, af hvem man forventer den helt store præstation. Således Alex Riel ved trommerne. Jesper Lundgaard på kontrabas og Søren Kristiansen på elektrisk keyboard. I aftenens anledning er vi flyttet i andre lokaler, der gør at musikere og publikum er rykket tættere sammen. Måske er det derfor, at man i lokalets summen aner forventningen stige frem mod det indledende nummer. Hvad vil disse jazzkoryfæer kunne byde på ?
Leif Juul Jørgensen annoncerer: Oh, Lady Be Good. Et gammelt velrenommeret nummer af George og Ira Gershwin, især gjort kendt af Ella Fitzgerald, men i dette tilfælde vel med klar association til Benny Goodmans udgave. Og hvilken vellyd !
Leif Juul Jørgensen kender vi fra tiden med Theis Jensen, hvor han jo loyalt spillede op til Theis's arrangementer. Men rollen up front klæder den noble klarinettist udmærket. Der bliver præsteret en meget fin klarinettone. Rund, blød og fyldig i det dybe leje. Klar og fyldig i det høje leje. Selv i det helt høje register er der ikke skygge af den skarpe tone, der ofte høres præsteret af klarinettister med mindre god embouchure. Vellyd over hele registret. Og fin teknik. Leif Juul Jørgensen er jazzmusiker og rummer alle de kvaliteter, der hører sig til. Let modificeret præsentation af melodiens tema, efterfulgt af swingende og energisk improvisation, med et væld af iørefaldende figurer og rytmiske fraseringer, samt antiklimaks og aflevering til næste solist i rækken. Her er det typisk Søren Kristiansen, der tager over med sit suveræne spil på keyboardet. Ikke noget under at denne musiker ved sin ankomst i jazzmiljøet i firserne blev kåret som "det nye pianistiske talent". Talentet har han plejet siden, for sjældent oplever man en pianist, som håndterer sit keyboard med større selvfølgelighed og overskud. Fokuserer man på hænderne, oplever man en højrehånd, der formeligt flyver over tangenterne og en venstrehånd der fejer bagefter, slår ned på tangenterne og afleverer den ene velplacerede akkord efter den anden. Alle på rette sted, så helhedsindtrykket er både melodisk og rytmisk. Og så er der tid til humor. Ofte bliver der kikket rundt til ensemblet, lyttende og afventende, for straks belejligt at sætte ind med et rytmisk eller melodisk riff, der sommetider drilsk, understøtter det de andre musikere har gang i. Der spilles ofte op til Jesper Lundgaard, der tryller det ene interessante tema frem på kontrabassen efter det andet. Der er næsten konstant øjenkontakt mellem de to musikere. Jesper Lundgaard behersker helt den klassiske slagteknik på bassen, og det kan man jo i sig selv henrykkes over. Men helt interessant bliver det, når buen sættes på strengene. Selv i uptemponumre, hvor man forventer hurtig slagteknik, formår Jesper Lundgaard at levere lange passager med buen, der grænser til det lyriske. Stemningen kommunikeres entydigt ud til publikum, der drives til latter af musisk humoristiske passager i Lundgaards figurative spil. Mesterligt, og befriende. Vogtende opmærksomt på alle, sidder Alex Riel ved trommerne og spejder opmærksomt rundt blandt kollegerne, aflæser det næste træk og understreger melodiens forløb og solistens tema med rytmiske figurer og tempofyldte riffs, så den samlede kvalitet når et par niveauer op. Han nyder tydeligt samspillet og ses ofte storsmilende og nynnende, optaget af, hvad der foregår rundt om ham. Her hører man en janitshar af høj klasse, der væsentligt bidrager til denne kvartets høje niveau. Alex Riel leverer forrygende trommesoli, fantasifulde og rytmisk inspirerende i en variation, der overgår tilhørerens fantasi. Altid spændende og overraskende og dog med en tydelig genkendelighed til det melodiske forløb, så man hele tiden fornemmer melodien nede under rytmen.
Det får man aldrig nok af.
Det er et spørgsmål om man i det hele taget kan få nok af at lytte til disse jazzens modne spillemænd. Tiden flyver af sted i deres selskab og det "klassiske" ekstranummer indtræffer alt for tidligt ved koncertens afslutning.
Men publikum havde en forrygende god aften og kan kun glæde sig til et snarligt genhør !

Mvh Ryan

 

,, ,, ,,

 

Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 01. marts 2012.


Oriental Jazzband - inspirerende ung jazzmusik.

Jazzens Venner havde besøg af et hollandsk jazzband med det eksotiske navn "Oriental Jazzband". Besætningen var nu almindelige, fersk udseende europæere. Lige bortset fra en smuk pianistinde, som ganske vist godt kunne komme fra - eller være beslægtet med - populationen i Hollandsk Ostindien. Navnet kommer af, at bandet i sin tid havde en sponsor, hvis firmanavn, man så integrerede i bandets navn: "Oriental Jazzband". Så er det på plads.
Forfriskende var det, at se et jazzband af forholdsvis unge mennesker. Og så med en besætning på 8 musikere. En relativt stor besætning i den traditionelle genre. Men så er der da håb om, at jazzgenren, også i den traditionelle form, rækker ind i den nærmeste fremtid. Oriental Jazzband spillede overvejende traditionel dixieland jazz, blues og gospel. Mange gange fortolket i rytmisk , swingende shuffle.
Basis blev lagt af en rytmegruppe, der med fasthed og fint rytmisk flow styrede begivenhederne i musikkens underlæggende lag. Vigtigt for grundrytmen, men også en forudsætning for dynamikken og evnen til at få musikken til at swinge. Rytmegruppen bestod af Bob Leijen på trommer, Robert Botman på banjo og Lauryan Feijen på kontrabas. Man fristes til at regne pianistinden Carmen Vos med til rytmegruppen, idet hun især gjorde sig bemærket med sit sikre rytmiske spil og blot lejlighedsvis gav sig i kast med solistopgaver. Hvilket hun så i øvrigt gjorde udmærket. Rytmegruppen løste sin opgave fint og udgjorde en glimrende kulisse for solisterne.
Disse var Bram van Tongeren på trompet, samt Barry Woestenburg på trombone. Bram van Tongeren var en aldeles glimrende trompetist. Moderne i sin stil. Nærmest lidt "cool" og tilbagelænet med flot teknik og sans for det melodiske. Han præsterede et meget varieret og inspirerende spil, der hele vejen var en fornøjelse at lytte til. I samme musiske klasse kan man betragte trombonisten Barry Woestenburg, der fint levede op til trompetspillet og i chase og soloer hele tiden udfordrede Bram van Tongeren. De to solister både klædte og supplerede hinanden godt. Bandet havde endvidere en sangerinde med, der først præsenterede sig i det klassiske Fats Waller nummer "Ain't Misbehavin". Fats Waller påstod i øvrigt, at han havde lavet melodien på en "spjældtur", hvor han altså var "misbehavin" !
Sangerinden Vita Pagie fortolkede melodierne ganske fint, omend stemmen var lidt spinkel i det høje register. Hun havde imidlertid udmærkede fortolkerevner og sværmede til balladerne og de følsomme gospelnumre. Man husker måske fortolkningen af Gershwin nummeret "Summertime", hvor hun viste sig som kapabel scatsinger.
Mange gode musikoplevelser fulgte: "Give me a Kiss to Build a Dream on", "Blue Skies", "After You Have Gone", "Ain't She Sweet" og mange flere.
Det afsluttende nummer var, meget a propos, "Bye, Bye Blues", der er komponeret af Fred Ham, Dave Bennett og Bert Lown, men som de fleste måske husker ført frem på hitlisterne af Les Paul og Mary Ford i midt halvtredserne. Et nummer man ikke hører så tit, men som var et dejligt genhør. Alle musikerne viste sig fra deres bedste side og bragte virkelig denne tune ud over scenekanten.
Traditionen tro - men også fortjent - blev bandet klappet frem til det afsluttende ekstranummer "Blue Skies". Et dejligt nummer fra 1926, skrevet af Irving Berlin - og pudsigt nok også sunget af Irving Berlin. En estimeret sangerinde i 1920'erne, Belle Baker", glemte teksten og pegede så på Irvin Berlin, der måtte gøre arbejdet færdigt.
Her var det Vita Pagie, der afluttede koncerten. I fin stil og med hele teksten i behold.
Et forfriskende ungt band, der satte sit eget personlige præg på en gammel genre.

Mvh Ryan

 

 

Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 02. februar 2012.


Peter Lund Swing Trio - raffineret og intelligent swing.

Man kommer udefra denne 2. februar. Det er netop Kyndelmisse. Årstidsmæssigt midt vinter og klimatisk kuldepol i Danmark. I hvert fald var det til denne årstid, at Jeppe Aakjær skrev "Sneflokke kommer vrimlende".
Og det gjorde de - sneflokkene. Bidende koldt er det og sneen har allerede lagt sig fast i gaderne. Her er det at tvivlen melder sig: kommer der mon nogen til jazzarrangementet denne aften ?
Allerede på vej op ad trapperne til lokalet, brydes misstemningen af skønne, blide og swingende toner. Det er Peter Lund Swing Trio, der holder lydprøve. Inde bydes man velkommen af nette cafeborde med hvide duge, og stearinlysene spreder en varm hygge i lokalet. Bandet har en sangerinde med, og stemmen blander sig blidt i den swingende i rytme og toner fra guitar, piano og bas. En fin trompetstemme improviserer og fraserer melodien.
Trioen består af Peter Lund på guitar, Bjørn "Bønne" Petersen på bas og Stephen Nørrelykke på piano. Trompeten spilles af Jesper Riis og sangerinden er såmænd Johanne Lund Wiese. Peters datter.
Og - allerede her, tidligt på aftenen, er der allerede ankommet en del besøgende. Humøret stiger og forventningerne skrues behørigt i vejret. Det viser sig, at der trods kulden er mange, der vil høre jazzmusik denne aften.
Bandet lægger ud med "I got Rythm". Et nummer komponeret af George og Ira Gershwin i 1930'erne til musicalen "Crazy Girls". Nummeret følger den pentatoniske skala, altså en femtoneskala, der anslås af de sorte tangenter i en C-durskala på klaveret. "I got Rythm" er en af de mest anvendte jazzstandards og både Dizzy Gillespi og Charlie Parker har lavet melodier på Gershwins komposition. Melodien og kompositionen passer fint til bandets stil og image i øvrigt.
Jesper Riis tager melodistemmen og improviserer let og elegant hen over klangene. Jesper har en blød tone og stilen er rytmisk, swingende fraseret, lidt "cool" og tilbagelænet. En kreativ trompetist, der varierer sit spil i det uendelige. Flot og farverigt spil, der ligeledes afpasses til det stemningsfulde. Vi hører ham senere med "cup" og i et tonalt growl. Han kan sin teknik og sine skalaer ! Stephen Nørrelykke griber melodien. Stilen er let og med enkle midler og harmonisering flyder musikken rytmisk ud af keyboardet. Flot spil. Guitaren tager over. Femtoneskalaen passer godt til Peter Lunds personlige stil. Sikker rytmisk i akkkordspillet, fint harmoniseret blueset stil og i soli er der let genkendelige klange med erindring til Django Reinhard. Bjørn "Bønne" Petersen bryder ud af sit taktfaste flow og giver en elegant solo på bassen. Rytmisk swingende og melodisk. Gruppen fungerer fint sammen, og i ensemblespillet savner man overhovedet ikke trommerne. Bjørn "Bønne" Petersen slår en ubønhørlig taktfast bas, som suppleres af guitarens akkompagnement, hvor Peter Lunds anslagsteknik får det til at lyde som om, der momentvis er et par whiskers i baggrunden. Taktfaste slag på dækket af guitaren kan minde om lette slag på reifen af en tromme. Illusionen er perfekt.
Peter er den dominerende vokal i ensemblet med en blød croonet stemmeføring, der især gør sig i ballader. Men både Nørrelykke og "Bønne" Petersen synger. Senere på aftenen hører vi dem som vokalsolister, men i slutningen af dette nummer, slutter musikerne af i kor. En charmerende "barbershopstil". Bandet er relativ nyetableret og er allerede aldeles velfungerende. Man aner dog et potentiale, der yderligere kan udvikles. Som tilhører ville man gerne have hørt musikerne anvende deres individuelle evner som sangere til at indgå i kortemaer - gerne i "barbershopstil". Det lød faktisk godt !
Mange gode melodier fulgte. Gamle jazzstandards, som publikum kunne nynne med på eller i tavshed følge op i hukommelsen. Det er jo det, vi godt kan lide. "I'm Beginning to See the Light", "I can't Give You Anything but Love", "My Blue Heaven". Gode gamle kendinge, der vækker minder. Herligt.
Peter Lund Swing Trio havde jo også gæster med. Johanne Lund Wiese averterede selv et par numre og viste os en god, skolet vokal. Johanne havde valgt at synge " Someone Like You" og "Lover Man". Begge ballader, der kræver en del af sin udøver. Men Johanne tog udfordringen op og viste, at hun både beherskede åndedræt og stemmeføring. Hun ramte tonerne fint og havde overskud til også at fortolke. Det bliver spændende at følge Johanne på vej !
Bandet havde endvidere inviteret Jens Olesen med denne aften. Jens er vel efterhånden et lokalt ikon på sin vibrafon, som han trakterer særdeles rutineret. "Memories of You" leveres med indlevelse og finesse. Tankerne går til Benny Goodmans version rent melodisk, hvorimod det tekniske helt klart er inspiretet af Lionel Hampton.
Jens gav os flere eksempler fra sit omfangsrige repertoire og klædte i det hele taget ensemblet godt !
Finalen blev en følsom og indlevende fortolkning af balladen "Sweet Loraine". En gammel jazzstandard af Uriah Heep: Blandt andet fortolket af Teddy Wilson og ikke mindst Nat King Cole. Et nummer, der er helt oplagt for Peter Lund Swing Trio. Alle kommer til instrumenterne i dette nummer og præsenterer således alle musikerne på bedste vis.
Stor hyldest og bifald.
En kold aften, der alligevel kom til at indeholde meget musikalsk varme og glød. Takket være et intelligent og raffineret band. Samt et trofast publikum.

Mvh Ryan

 



 


Scrapbog
2006 - 2011

 


2011

Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 27. december  2011

 

Real Paul Harrison Band - stemningsfuld og charmerende jazzmusik !

Jazzens Venner har tradition for at afholde årets afsluttende koncert tredje juledag. Som det sidste arrangement i året, skal der afsluttes med maner, så vort publikum kan have noget godt at tænke tilbage på og i øvrigt knytte associationer til årets mange gode oplevelser i selskab med gode jazznavne og inspirerende musik.
Med det formål kan man ikke lytte til nogen bedre end The Real Paul Harrison Band.
Paul Harrison havde gæstet Randers både den 14. og 15. december med en dansk besætning, som selvfølgelig helt kvalificeret bakkede op om Paul Harrison. Men alligevel synes Jazzens Venner at vi skyldte vort publikum den "rigtige" vare - altså Paul Harrison flankeret af den originale besætning. Derfor "The Real Paul Harrison Band". I tilgift assisteret af en aldeles henrivende og sprudlende sangerinde Camilla Ernen-Lyngholm.
Paul Harrison gør sin entre med bandet og præsenterer på charmerende engelsk sit band med den afslappede og charmerende attitude, som er så typisk britisk: Nicholas Botterill på piano, ægte britisk men bosiddende i Lund, Sverige. Peter Williams på bas, ligeledes brite, men bosiddende i København. Kevin Grenfell på trombone, ægte brite, bor skiftevis i England og i Tyskland. Hans Reichstein på banjo,samt Niclas Bardeleben på trommer. Begge klinger tysk, men er danske. I øvrigt har man fornemmelsen af at alle i det hele taget føler sig meget danske. Allerede nu er der kontrakter i Danmark for 2012 på 50 - 60 arrangementer, så hvad kan det ikke blive til. Paul Harrison bor selv i Haslev ved Køge og har været bosiddende i Danmark en halv snes år.
Men ikke så megen tøven. Efter det indledende nummer går det slag i slag - det ene nummer efter det andet i rask følge. Således en effektiv introduktion af pianisten Nicholas Botterill, der lægger ud med i intens Fats Waller stil i melodien Dinah. Hurtigt fulgt af orkesteret i trofast dixieland stil med elegante arrangerede kor. Hans Reichstein hører vi på banjo og som rytmisk fraserende vocal. Bandet istemmer med Paul Harrison på clarinet i karakteristisk rytmisk og flagrende stil, som man forventer af klarinetten i denne genre. Et fint nummer, der lægger trenden for, hvad der kan forventes denne aften.
En aften med traditionel jazz tilsat lette arrangerede kor med et vist moderne tilsnit. Herligt. Knapt har bifaldet lagt sig før bandets sangerinde præsenteres. Camilla Ernen-Lyngholm gør sin entre. Som en af publikums kvindelige tilhørere udtrykte det: "En yndig og smuk ung pige med et sprudlende humør og et charmerende væsen". Camilla lægger ud med en rask udgave af Irving Berlin nummeret "Cheek to Cheek". Melodien blev i sin tid lanceret af Fred Astaire i filmen "Top Hat". Camilla swinger skønt og behersker de fleste af jazzsangens effekter. Vi får en særdeles livfuld udgave og i bevægelse og yndefulde moves, vil mange sikkert foretrække Camilla frem for Fred Astaire. I "It Don't Mean a Thing if it Ain't Got tThat Swing" var bandet virkelig kommet i swing mode. Camilla gav alt hvad hun havde og alle i bandet gav deres bidrag. Vi hørte for første gang Kevin Grenfell som solist på sin trombone. Rund blød tone med rytmiske fraseringer og fint varieret spil, vi hører Niclas Bardeleben håndtere sine trommer og lægger rigtig mærke til den rytmiske variation og kreativitet, der strømmer fra denne aldeles udmærkede janitschar. Peter Williams swinger på sin bas og afslører såvel rytmisk som melodisk spil, varieret med "slap bas" teknik, som man egentlig sjældent hører. Så gør det jo ikke det hele ringere, at det er i "chase" med en pågående Camilla i scatsong og growl.
Blandt de mange gode melodier fra "The American Songbook" var der måske især en, der gjorde sig særligt bemærket: "The Green Leaves of Summer".
Melodien introduceres i langsomt, indlevende og følsomt solospil af Paul Harrison på sin clarinet. Der lægges virkelig indlevelse i fortolkningen, og man fornemmer som tilhører, at musikerne har noget på sinde. Melodien går i rytmisk uptempo og afsluttes der.
Er det en melodi i genre med "Ashes to Ashes, Dust to Dust"? Lidt sørgmodig, alvorlig og bevidst om det højtidelige . Hvor stammer denne melodi fra ?
Overraskende nok fra en John Wayne film.
Men ikke fra en hvilken som helst John Wayne produktion. Melodien er det gennemgående tema i filmen "Alamo" fra 1960. I Slaget ved Alamo 1836 tabte amerikanerne byen til mexicanergeneralen Santa Ana. Det er herfra myterne om James Bowie og Davy Crockett stammer. Alamo er omtrent for en amerikaner som Dybbøl er for en dansker. Men smuk er melodien, der er komponeret af Dimitri Tiomkin og Paul Frances Webster. Melodien er anvendt i flere sammenhænge senere - selvfølgelig på grund af sine kvaliteter. Men. Tak fordi vi hørte melodien denne aften - og i fin indlevende fortolkning.
Der var mange gode musikalske oplevelser knyttet til denne aften. Uforglemmelig er Nicholas Botterills "Boogie Woogie", Kevin Grenfells engelske humor i introduktionen til Fats Wallers "It is a Sin to Tell a Lie " og efterfølgende charmerende vokal og trombonespil, Hans Reichsteins fine banjosolo i samme melodi og så videre - og så videre.
En virkelig god afslutning på 2011 som lover godt for næste sæson: 2012.
Til vore trofaste jazzvenner siger vi tak for et begivenhedsrigt år med mange gode musikalske erindringer i behold. Med dette afsluttende arrangement ser vi med glæde og forventning frem til det kommende år, med masser af god musik og mindeværdige oplevelser.
I selskab med gode udøvere af jazzmusikken - samt et godt publikum !

Godt nytår !

Mvh Ryan

PS: Link til den originale udgave af "The Green Leaves of Summer" her.

 

 

Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 01. december  2011

 

JAZZ FIVE - blues, jive, boogie, shuffle og funk.

Et par stykker af Jazz Five's besætning har netop været en tur i New Orleans. Det har betydning for bandet, at de til stadighed er i kontakt med det oprindelige miljø og at sætliste og arrangementer er autentiske. Meldingen er, at New Orleans har ændret sig markant. I hvert fald der, hvor Jazz Five har været. Det er således slut med både vaskebræt og banjo. Nu er det heller ikke lige netop den tradition Jazz Five går efter. Jazz Five har en del traditionelle titler på sætlisten: "I found a new Baby", "Down by the Riverside", "Bourbon Street Parade", for at give nogle eksempler. Men stilen er den hurtige blues: jump eller second line funk. Eller en James Cleveland gospel tune som "Something got a Hold on Me" også sunget af bl. a. Christina Aquilera, men som i Jazz Fives udgave indledes med bassolo og fingerknips suppleret med korte iørefaldende riffs fra sax og trompet.
Jazz Five sætter i øvrigt helt sit eget tempo. Tempo og energi er fundamentalt for Jazz Five. I Ray Charles nummeret "Mess Around" synes bandet at være på hjemmebane. Esben Hillig indleder med tempofyldt klaver, fulgt af rock and roll riffs fra sax og trompet. Steffen Andersen ved trommerne anslår et fremadrettet drive og giver os en brutal vocal, der sætter stemningen i melodien. Det her er lige på og hårdt ! Esben Hellig tager igen teten på tangenterne og tankerne går til Jerry Lee Lewis. Tobias Wiklund tryller med sin trompet. En tilbagelænet cool stil, med rytmiske fraseringer. En flot tone og stor spændvidde i højt og lavt register. Hvilket blandt andet skyldes instrumentet. En ældre Conn, med karakteristisk smalt schallstykke. Sidst vi så en Conn Vintage i Jazzens Venner var i hænderne på den ældre Hans Carlig fra Carling Family. Da blev instrumentet moduleret i Louis Armstrong stil. Både tone og stil er noget mere moderne i Tobias Wiklunds regi.
Et væsentlig bidrag til bandets sound ydes af rytmegruppen. Steffen Andersen ved trommerne, Jonas Starcke på bas og Esben Hillig på piano præsenterer os for et drive, der er medrivende. Fra det diskrete, der påkalder rytme i fødderne til hektisk næsten ekstatisk pågående tempo, der både hos publikum og musikere sætter hele kroppen i gang. Musikerne smiler og nikker til hinanden, når et nummer bringes i spontant swing og arrangement og solopræstationer går op i en højere enhed. Roligere går det til i en gammel klassiker som "On the Sunny Side of the Street", hvor især Jesper Zacho sætter standarden med en fantaserende tenorsaxsolo. Tonen passer måske bedst til de mere rå numre. Jesper inspirerer i jump og rock numrene. Her passer stil og tone perfekt.
Bandet kan dog også selv. I nummeret "Beates Blues", der er skrevet og komponeret af Jonas Starcke, udtrykker bandet sin egen sjæl. Her kommer alle kvaliteterne frem. Rytmegruppens specielle drive. Bas og trommer "i slag" varierende med synkoper og "skæve" betoninger. Jump blues klaver i solo, sammen med det bedste fra trompet og tenorsax i energiske soli. Man lægger mærke til Tobias Wiklunds håndtering af "cup" og waw-waw teknik, der giver en fornemmelse af, at trompeten fører samtale med sit publikum.
Selvfølgelig kunne bandet ikke få lov til at forlade lokalet efter det sidste nummer, der var et forrygende rocknummer. Bandet valgte at lade det sidste indtryk være et særdeles humørfuldt nummer. Det allersidste nummer blev "Jump Down". Lokalet blev bragt totalt i kog !
Ikke underligt at de fem dygtige musikere kunne forlade Jazzens Venner til stående klapsalver hele vejen til omklædningsrummet.

Mvh Ryan

 



Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 03. november  2011


FESTLIGT CREOLSK INDSLAG.
- DON VAPPIE: RAP I REPLIKKEN OG RAP PÅ FINGRENE !

Stilfuldt og dog "casual" indtager de scenen. Finn Burich med sin trombone, Thomas L'Etienne med tenorsaxen i stativ og clarinetten nonchalant i hænderne, Hans Esbjerg ved keyboardet, Torben Bjørnskov med sin kontrabas, samt Espen Laub von Lillienskjold ved trommesættet. Det er en elegant Thomas L'Etienne der præsenterer bandet. Det gøres på en charmerende, lidt underdrejet facon, men med slet skjult humor. Straks er de i gang med "Wolverine" et typisk New Orleans nummer, der på en måde bliver trendsættende for aftenens repertoire, der skal vise sig at blive meget trofast over for den traditionelle stil. Ja mere end det. Da Don Vappie indtager scenen med sin banjo, fornemmer man en afslappet international stil, en person, der føler sig hjemme til enhver tid, når han er "on stage". Snart har han sit publikums fulde opmærksomhed, slår sin banjo an i synkoperet rytme. Venstre hånd placerer sig flydende hen over båndene og blander rytme og melodi i en fængslende fortælling. Don Vappie lægger ud med med "Creole Song" af Kid Ory. Vi bliver vidne til en sprød vokal, der fortolker sangen i den folkelige stil.
Vi er netop blevet præsenteret for Finn Burich & Thomas L'Etienne New Orleans Ensemble featuring Don Vappie.
Det er ikke tilfældigt, når der startes med et Kid Ory nummer. Det er ikke tilfældigt når der lægges ud med "Creole Song". Alt peger tilbage til det oprindelige. Til rødderne. Der hvor jazzmusikken opstod.
Musikerne fortæller stolt om deres tilknytning til New Orleans. Til det kreolske miljø. Thomas L'Etienne opholder sig netop der, flere måneder om året. Nyder gæstfriheden i det kreolske miljø. Inspireres af musikken og tager ved lære. Don Vappie er kreolsk af afstamning. Han har et smukt kreolsk udseende og en naturlig musikalitet i fremfærd og natur. Han er helt identisk med den kreolske musik, den kreolske jazzmusik, og det rytmiske udtryk. Typisk for den kreolske del af befolkningen i New Orleans, især i den franske del, er det, at de fleste får uddannelse og integreres i samfundet. Men forbindelsen til den oprindelige sorte befolkning fra Canal Street, de hårde, måske forhærdede drenge, som vi kender fra Louis Armstrongs historie, er tæt. Det var her oprindelsen til jazzmusikken spirede. Men det skulle blive kreolerne, der udviklede og udbredte jazzmusikken. Lyt blot til King Olivers Creole Jazzband, eller Jelly Roll Morton for den sags skyld. Don Vappie lærte at spille klaver på highschool, skiftede til bas, var omkring horn og guitar, men endte med at spille på tenorbanjo. Det gjorde han så godt, at han blev opfordret til at spille med på en Jelly Roll Morton CD, indspillet i Lincoln Center. Siden hen er hans banjospil blevet legendarisk.
Don Vappies jævne facon og folkelige udtryk forhindrer publikum her i Jazzens Venner i Randers, helt at fatte, hvor stort et møde dette egentlig er. Men ser man på Don Vappies turskema - Don Vappies tour set - ser man, hvor efterspurgt hans musik er, og hvor vidt han kommer omkring. Selv juleaften, den 24. december, optræder han med sin trio i "Bombay Club" i New Orleans. Og så er han her i aften og optræder veloplagt for et ganske lille publikum. Men selv et lille publikum kan give et stort bifald. Publikum satte tydeligvis pris på musikernes præstationer. Også publikum var veloplagt. Man fornemmede den gode kommunikation mellem tilhørere og musikere, og alt gik i perioder op i en højere enhed. Vi blev vidne til flere peaks. Blandt andet en forrygende fortolkning af "The World is Waiting for the Sunrise". En virtuos banjosolopræstation, som man sjældent har hørt magen til. En følsom og udtryksfuld fortolkning af "Absolutely", hvor Don Vappies vokal virkelig "gjorde sig". Og, hvor banjoen for en stund blev udskiftet med elguitar. Resten af bandet trådte også her i karakter. Finn Burich følsomt på trombonen og Thomas L'Etienne fandt den runde og sprøde tone frem på tenorsaxen. Vi fik også Hans Esbjerg at høre i en fyldig solo på keyboardet. Espen Laub og Bjørnskov lægger en fast og diskret bund under solisterne. Rigtig dygtigt gjort.
Mange fyrige numre og calypsolignende rytmer blev det også til: "Ena, Ena", "Icecream", "Muscat Ramble".
Endnu en helt hjerteknugende fortolkning af "Careless Love" og en opløftende finale med "Call Out March". Selvfølgelig lader et veloplagt publikum ikke sine favoritter slippe uden ekstranummer og først efter at have afleveret en hektisk "Eh Las Bas", fik musikerne lov til at forlade scenen.
Forinden havde publikum rejst sig og hyldede musikerne med klapsalver, til de forsvandt i omklædningsrummet.
En aften fuld af store musikalske oplevelser, sjove anekdoter og et djævleblændt flot banjospil.
Et møde af de sjældne !

Mvh Ryan
 

         



Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 06. oktober  2011


CARLING FAMILY
- EN OPLEVELSE UD OVER DET SÆDVANLIGE .

Publikum havde til denne forestilling sikkert forventet noget særligt. Der var skruet lidt op for billetpriserne og markedsføringen var vel også sat et gear op. Nogle havde oplevet Carling Family tidligere og fortalte begejstret om mødet. Presseomtalen var positiv. Ikke noget under, at forventningerne var høje.
Det skulle vise sig, at ingen anmeldelse eller omtale overhovedet kunne matche den præstation, som Carling Family leverede ! Når disse topprofessionelle musikere, skuespillere og gøglere indtager scenen kan ingen vide, hvad der sker. Det er ubeskriveligt. Alle forventninger blev simpelthen overgået af et pragtopbud af repertoire, talent og show.
Vi oplevede Gunhild Carling sidste år i selskab med sin kvartet og det var ikke kedeligt. Også ved denne lejlighed indtog Gunhild scenen med stor sikkerhed, et sprudlende humør og i et ulasteligt elegant outfit ! Energi og talent kan ikke være pakket bedre ind. På vanlig charmerende vis introducerede hun stolt sin familie: Papa Hans Carling på trompet, mama Aina Carling på banjo, Max Carling på klarinet og tenorsax og Ulf Carling på trommer, begge brødre, samt søster Gerd Carling på piano, og Thomas Carling på bas, og i øvrigt gift med Gerd. Gunhild Carling helt up front fuldender familiebilledet og binder alle numrene sammen på underholdende vis. Nå -ja. For fuldstændighedens skyld skal det vel nævnes, at familien ikke blot spiller på et instrument, men stort set spiller på alle instrumenter, og rokerer lystigt rundt, alt efter hvem man lige nu ønsker at præsentere solo !
Og så brager det løs: "Sensation Rag". Et nummer, der udmærket karakteriserer bandets stiloprindelse, med hensyn til lyd, rytme, melodi og arrangement. Der er tydelige rødder tilbage til de gamle mestre: King Oliver, Jelly Roll Morton og ikke mindst til Louis Armstrong. Hans Carling lyder virkelig autentisk på sin vintage Conn fra midt tredverne. En slank trompet med bemærkelsesværdigt lille schalstykke. Men lyden er formidabel. Max Carling spiller en helt traditionel klarinet både i ensemble og som solist. Flot frasering og teknik. Dejlig sans for melodiens klanglige muligheder i skalaerne. God teknik. I øvrigt rigtig god på sin gamle Buescher Truetone tenorsax, der har en fin karakteristisk klang og tone. Gunhild trakterer i dette nummer sit yndlingsinstrument trombonen. Agressiv og energisk i sit spil. Der en særlig aura omkring hendes person lige meget, hvad hun laver. I baggrunden befinder sig en yderst stabil rytmegruppe. Aina Carling og Thomas på bas sikrer, at basis hele tiden er i orden og bakker stabilt de andre op. Gerd Carlig viser sig at være en dygtig og dynamisk pianist, der især brillerer i ragtime og boogie woogiestilen. Iøvrigt rigtig dygtig også på altsax og trombone ! Opmærksomheden samles umiddelbart om Ulf Carling på trommer. En rigtig "gammeldags" stortromme i chassis, med et væld af bjælder, klokker og bækkener. Alt trakteres med sikker sans for rytmens effekter. Men hvad er det egentlig, der sker ? Hvad er det dog manden laver ? Det er ikke blot en janitschar vi ser. Ulfs ansigt er aldrig ro. Et væld af mimik og attituder følger bestandigt udviklingen i den rytmiske struktur. Det går op for tilskueren, at en del af Carling Familiens koncept er at tilføre et visuelt og sansemæssigt aspekt til musikoplevelsen. Der er ikke blot noget til ørerne, men bestandig udfordringer til hele sanseapparatet. Vi holdes konstant indfanget og fortryllet af disse menneskers talent og optræden.
I aftenes forløb overrasker Carling Family gang på gang. I spillestil, i brug af instrument, i genre. Disse mennesker sætter man ikke i bås. De synes at kunne det hele. Gunhild forlyster os i "Jerusalem" ved at synge gennem megafon, der fører publikum tilbage til mellemkrigstidens og først fyrrenes mikrofonlyd.
Ellers fortrylles man af hendes medrivende fortolkninger i f.eks.: " A Room with You " "You are the only One" eller " På en Måneskinspromenade".
Finalen skulle selvfølgelig udvikle sig til en sand "Vaudeville" i god gammeldags amerikansk tradition.
Et væld af hysterisk morsomme indslag fra Ulf, samt dygtig og underholdende jongleren med alskens køller, ringe og kasser udført af Max Carling. I baggrunden musik med stemning fra cirkus, så man næsten dufter savsmuldet. En publikummer udbryder spontant: " Men det er jo cirkus". Ja. Men hvilket cirkus. Det er Carling Familiens helt eget cirkus. Ingen gør det netop som dem !
Selvfølgelig kunne denne professionelle og talentfulde familie ikke få lov til at forlade scenen. Vi ville alle have endnu mere. Efter ekstranummeret defilerede gruppen glad gennem et publikum, fuld af beundring og ærbødighed. Carling Family forlod rummet til publikums stående applaus - ud til nye eventyr.

Vi havde såmænd gerne fulgt dem til verdens ende.
Det var fremragende, forrygende og fortryllende forførende !


Mvh Ryan

 


Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 04. september  2011

 

FESSORS JAZZ KINGS.
- UKRONEDE KRONPRINSER I JAZZLAND.

Denne aften havde Jazzens Venner besøg af "Fessors Jazz Kings". Fessor behøver for kendere ingen særlig introduktion. Men han kan sagtens være sit cv bekendt. Som alle andre, der er blevet til noget i jazzmiljøet er Ole Lindgreen, som er Fessors rigtige navn, startet som ganske ung og slog tidligt sine folder i det legendariske jazzhus "Cap Horn" i Red Light distriktet i Nyhavn, København. I 1959-60 turnerede ham i Tyskland for at vende tilbage til Cap Horn som medlem af Ricardos Jazzmen (1960-66). Han spillede to år med Basse Seidelins New Orleans Stompers. I 1968 dannede han Big City Bandet, der spillede traditionel jazz, samt swing-, blues- og gospelmusik.
Fessor gæster med jævne mellemrum New Orleans for at blive "tanket" op med byens alsidige musikliv. Det er også blevet tid til indspilninger i New Orleans med kapaciteter som Ed Frank, Nicholas Payton, Leroy Jones, Wendell Brunious, Thais Clark, Shannon Powell - med flere,
I Europa er det blevet til indspilninger med Wild Bill Davison, Doc Cheatham, George Kelly, AI Casey, Sammy Price, Jay Mc Shann, Acker Bilk, samt mange flere navne.
Fessor modtog den ærefulde Ben Webster-pris i 1995.
Så er det vist dokumenteret, at man er i selskab med en af kapaciteterne i dansk jazz.
De øvrige musikere fortjener selvfølgelig en lignende grundig gennemgang, men i korthed præsenterer "Fessor" sit band således: " Det er mig en stor ære for mig, at være blevet opfordret til at samle dette unikke band. På klaver har vi Hans Aspöck, som I tidligere har mødt i "Theis Jazzband", også fra "Theis Jazzband", men yderlige mangeårig musiker i "Papa Bues Jazzband har vi på klarinet, Erik "Krølle" Andersen, på klarinet.  Også kendt som en af de faste "Buer" har vi Jens Sølund på bas. Fra Theis Jazzband - blandt andet - har vi Mikkel Find på trommer og sidst men ikke mindst har vi Henrik Bolberg på trompet, mangeårigt medlem af Radioens Bigband ".
I aftenens løb skulle det vise sig, at hver af disse musikere var blændende solister og suveræne på deres respektive instrumenter. Umiddelbart indikerer opstillingen og besætningen, at her spilles der New Orleans musik. I sin grundsubstans er det også rigtigt. Ensemblespillet og arrangementernes koncept var umiskendelig New Orleans, som vi kender det. Men i solospillet trådte hver af musikerne i karakter og viste stor individualitet.
Mikkel Find spiller på sine trommer med stikker og whiskers enhver ønskelig rytme og spiller både meget traditionelt og meget moderne på sine trommer - især i solospillet. Aspöck lyder egentlig som en moderne pianist og er meget suveræn i sit solospil. Jens Sølund på bas lægger en rigtig god grund i rytmegruppen, og er sammen med Fessor selv og Erik "krølle" Andersen de mest trofaste over for New Orleansstilen. Det er tydeligt at høre, at Henrik Bolberg har mangeårig erfaring fra Radioens Bigband. I spillestil er han den mest moderne af musikerne. Nærmest lidt boppet. Fabelagtig tekniker med embouchure til at kunne lægge spillet op omkring 3 gange C. Man får associationer til Dizzie Gillespie. Selv de opspilede kinder, var der antydning til. En musiker man kun får lyst til at høre mere af ! I salen blev der skudt på, at det i hvert fald måtte være en Bach trompet han spillede på. Ja endog en Bach Stradivarius ! Dette instrument er der stor respekt om. Ikke kun fordi det koster kassen, men også fordi det er af høj kvalitet.
Men endnu engang blev det dokumenteret, at det er manden bag instrumentet, der gør udslaget. Bolberg fortæller, at instrumentet såmænd er en billig brasilianer af mærket "Weril
". Eller måske skal vi vænne os til, at
de fremstormende økonomier i det fremmede sagtens kan matche de anerkendte europæiske mærker.
Nå - det er en anden snak.
Fessor havde fået valgt de helt rigtige musikere til "Fessors Jazz Kings". De var en fryd for øret og kom gevaldigt godt ud over scenen. Et sprudlende humør og oplagt feed back fra publikum fik det bedste ud af disse musikere. Når en sådan besætning giver sit bedste, kan det ikke blive bedre.

Endnu en oplevelse i Jazzens Venner, som man ikke glemmer i hast !


Mvh Ryan

 


Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 04. august  2011

 

TUXEDO NEW ORLEANS JAZZ BAND
- SOME LIKE IT HOT !!

Jazzens venner åbnede anden del af sæsonen med et ægte New Orleans Band.
Tuxedo New Orleans Jazz Band møder op med en besætning, der netop vækker forventninger om at opleve den rene vare.
I front: Jørgen Nielsen på cornet, Leif Bjørnø på klarinet og Mike Owen på trækbasun. I rytmegruppen: Stig Fisker på banjo, Poul Christensen på sousafon og Mads Holk på trommer !
De her musikere har virkelig lært af de gamle jazznavne - der hvor den oprindelige kilde til jazzmusikken har sit udspring. Selv tempoet er "sydstats". Alle numre holdes nede i tempo. Også hurtige numre. Chris Barber bruger samme koncept. Der er ro og god tid. Vi ER ved "Lazy River" !
Hvad hverken publikum eller musikerne kunne vide, var at temperaturen denne sommeraften i aftenens løb skulle udvikle sig til  tangere sydstatsvarme. I hvert fald oppe på scenen var luftfugtigheden sikkert højere end i Louisiana, hvor New Orleans ligger - og hvor man sagtens slår den danske regnmængde i juli måned. 1500 mm mod normalt 700 mm i Danmark !
Med et godt fundament i et repertoire fra "de gode gamle dage" bliver der hurtigt skabt en atmosfære af Sydstats-stemning. Med sveddråberne let drivende ned ad ryggen ønsker man sig hensat til hjuldamperens dæk - svalet af sprøjt fra det roterende drivhjul.
I nummeret "What a friend we have in Jesus" fornemmer man den ægte sydstatshengivenhed til kirken og troen. Cornetten fører an i melodien. Insiterende, med dæmpet lyd, fortolkes en gribende melodi. Fuld af sjæl og følelse. Clarinetten flagrer dæmpet rundt om temaet i enkle og melankolske fraser. Trombonen gjalder blød og rund i bunden af melodien og markerer overgangen mellem takterne i ægte tailgate stil. Det tunge, pågående tempo markeres diskret af trommerne, taktfast og dæmpet, fulgt af banjoens metalliske klange, der rytmisk varierer sine akkorder fra dur til mol. Ægte "blue notes".
Musikerne er selv grebet af stemningen. Det høres i deres soli. Følelserne finder forløsning i instrumenternes forskelligartede karakter . Alt går op i en højere enhed.
Poul Christensen, der er godt og grundigt viklet ind i sin kæmpestore sousafon, meddeler hæst: " Nu skal vi vist have et nummer med mere fut i. Vi spiller vi nu "Down in New Orleans" ".
Og ja ! Tempoet sættes adskillige takter i vejret. Et kvikt og humørfyldt nummer. Musikerne føler sig blandt venner og giver den gas ! Vi får fornøjelsen af Mike Owen som vocalist. Stemmen, rytmen, fraseringerne. Akkurat så afslappet og uformel som hans attitude. Vi er i "jazzhouse" for real ! Leif Bjørnø tager over i sikker New Orleans clarinetstil. Flagrende, melodisk og rytmisk, som en klarinet skal lyde i dette selskab. Klarinetten, en Boosey & Hawkes, Regent, som der findes et utal af, men som nu ikke fås mere. Boosey and Hawkes er i dag en stor forlagsvirksomhed med hovedsæde i London. Boosey and Hawkes instrumentvirksomhed er placeret i Frankrig under navnene Buffet Crampon og Besson. Jørgen Nielsen stemmer i på sin cornet. En kender blandt publikum udtaler, at han egentlig er for ungt et menneske til allerede at have tilegnet sig en så autentisk New Orleans stil, som han evner at fortolke på sit instrument. Instrumentet af typen Getzen, som Jørgen har erhvervet sig for få hundrede kroner for nogle år tilbage. Vi bliver enige om, at det mere er mennesket bag instrumentet end instrumentet selv, det handler om. Vel er manden dygtig ! Mike Owen får lov til at slutte soloserien af. Det gør han med fynd og klem, lidt drillende med variationer af schlagertemaer let genkendelige i strømmen af kreative indfald. Festligt !
Der er meget at huske fra denne aften. Poul Christensen binder det hele sammen med sin hæse stemme: kommentarer til de enkelte numre og små historier fra en musikers hverdag. Det er bare hyggeligt.
I det hele taget en hyggelig og stemningsfuld aften, hvor musikerne fortjent modtager publikums hyldest og kvitterer med godt humør og engageret spil.

En god start på sommersæsonen !!

Med venlig hilsen

Ryan
 


Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 05. maj  2011

SWING WAGON
- dansk jazz på højt niveau !
Når vi ser tilbage på forårets række af vellykkede arrangementer, med glad jazzmusik og musikudøvelse på højt niveau, kan man vel ikke forvente andet end at sæsonen sluttes af med maner - og det gjorde SWING WAGON.
Bandet består af musikere, der alle rangerer højt på listen over dygtige danske jazzmusikere. Alle har modtaget jazzpriser for deres præstationer, og hver af musikerne er da også velkendte af publikummet i Jazzens Venner.
Jacob Fischer på guitar og Hugo Rasmussen på bas, vil vi her i det jyske sige er københavnere, medens Finn Odderskov på saxofon og Kristian Leth på trommer er ærkejyske, den ene fra Århus, den anden fra Viborg. Mere jysk kan det vel ikke blive.
Det skulle vise sig at blive et vellykket møde mellem de to regioner. Bandet er stærkt swingende og leverer velkendte numre fra "the american songbook", med stor charme og personlighed. Hver af musikerne er absolut personligheder og har hver deres karakteristiske stilfortolkning.
Kristian Leth er konservatorieuddannet i Viborg ellers er resten selvlærte - eller autodidakte, om man vil. At skæbnen så vil, at både Jacob Fischer og Hugo Rasmussen siden skulle komme til at undervise på konservatoriet er noget helt andet. Finn Odderskov er inspirator og lærer for adskillige jazzsaxofonister, så vi har at gøre med musikere, der er højt respekterede musikudøvere. Af sådanne musikere forventer man næsten det umulige.
Da Finn annoncerer "Four Brothers", en Jimmy Giuffre komposition udsat for bigband af Woody Herman, tænker man uvilkårligt, at projektet er ud over kompetencen i et fire mands band ! "Four Brothers" refererer til de fire saxofonister Stan Getz, Zoot Sims, Herbie Steward på tenorsax og Serge Chalof på barytonsax. Hver "broder" præsterer en solo og slutter i bragende, swingende kor.
Hvordan skulle vore fire venner på scenen lige kunne matche det ?
Melodien "Four Brothers" er fuld af kraft og drive. Og det var lige netop, hvad vi fik at høre. Ingen kunne på forhånd forvente, at fire spillemænd kunne fylde SÅ meget. Men rummet blev til fulde fyldt op af rytme og melodi, med kraft og volumen, så man ikke et øjeblik savnede Woody Herman. Et præcist ensemblespil fra hver af musikerne fyldte klangene ud og efterlod publikum i en flot bigband illusion. Det individuelle spil fra musikerne kan næppe overgås af nogen. Man må beundre Jacob Fischers afslappede form, der må være resultat af et stort musikalsk og teknisk overskud. Selv i de mest krævende passager er der overskud til at sende et stort smil ud til publikum. Som om han selv stod udenfor og overrasket lyttede til, hvad der kom ud af guitaren - en veltrimmet "Gibson Byrdland". Finn Odderskovs saxofonspil kender vi efterhånden rigtig godt og betragter ham helst her i Randers som en af vore egne. Alligevel overrasker han konstant og man fastholdes i hele tiden at lytte efter nye variationer. Som oftest har Finn sin tenorsax med i front, men netop denne aften fik vi en række brillante numre på barytonsax. Tenorsaxen burde have langsommere respons end tenorsaxen. Alligevel kommer der et væld af toner og alle mulige klangfarver ud af hornet i heftigt uptempo.
Det er suverænt. Hugo er jo om nogen helt sig selv. Hvis ikke han bryder af med sine drengede og småflabede bemærkninger, bliver vi faktisk skuffede og tror, at Hugo har en dårlig dag. Det sker som regel, hvis situationen bliver lidt højstemt eller påtaget sentimental. Befriende Hugo. Vi kan lide dig for det ! Men mest af alt møder vi op fordi du spiller så rytmisk og følsomt på din elskede bas. Fra denne aften vil vi huske din fortolkning af "Over the Rainbow". Jacob slår stemningen og tonen an i verset og overlader derefter det videre forløb til basspillet. Man lytter intenst, følger de fine fraseringer og klangbilleder, bliver betaget af følelsen i melodien og glemmer helt, hvor man er. Guitar og trommer skaber en nænsom og følsom baggrund. Melodien ebber ud. Stilhed. Tavshed. Og så - bragende bifald.
Kristian Leth har helt givet lært en masse på konservatoriet i Viborg. Men at blive mester lærer man ikke i skolen. Det kommer indefra og opøves gennem flid og entusiasme. Man er aldrig i tvivl, når man møder en musiker med nerve og talent. Kristian behersker alle elementerne i janitsharspillet. Rytmerne selvfølgelig, men også variation i lyde, tempo og volumen. Men vigtigst af alt. At identificere sig med melodiens stemning og muligheder, samt at lytte til de andre musikere. Indlevelse. Kristian Leth får ros af mange anmeldere. Det er helt fortjent.
Et herligt band. En herlig og oplevelsesrig aften. En god afslutning på sæsonen.
På gensyn og på genhør i august, hvor efterårets program meldes ud til medlemmerne.

God sommer.

Hilsen Ryan

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 07. april  2011

Second Line Jazzband
- superb svensk jazz med dansk humor !

Jazzens Venner indledte dette års forår med besøg fra Sverige. Second Line Jazzband havde tre arrangementer på stribe i Danmark. Det første af arrangementerne i Randers. Second Line Jazzband spiller pudsigt nok flere koncerter i Danmark end de gør i deres hjemland. Svensk musik er mere populær i Danmark end dansk musik er populær i Sverige. Det gælder både popmusikken, rockmusikken og jazzen. Det har musikanmelderne i hvert fald fundet ud af. Jazzens Venner har da også kun gode erfaringer med svensk jazz. Hvem husker ikke med stor glæde tilbage på "Swedish Swing Society" med Lars Erstrand på vibrafon, og multikunstneren Gunhild Carling har vel helt brændt sig fast i jazpublikummets hukommelse. Og nu : Second Line Jazzband fra Göteborg.
Bandet præsterede helt traditionel dixieland jazz. Men ikke uden en skæv vinkel. Bandet havde for eksempel ikke klaver i besætningen og tenorsaxen hørte vi mere til end klarinetten. Ellers en hel traditionel sammensætning af instrumenter. Alligevel var det et klarinetstykke, der først rigtig trådte i karakter og signalerede, at dette band kunne noget særligt. Olof Skoog skiftede for første gang fra tenorsax til klarinet i "Oh Baby, my curlyheaded baby". Melodien blev startet op med en lang, følsom og teknisk krævende intro på klarinetten. En præstation, der affødte lyttende opmærksomhed og stor respekt. De øvrige musikere faldt ind i melodiens første kor. Et henrivende tema, hvor Jesper Albrektson med en fin jazzvokal fortolkede sangen udtryksfuldt og med stor indlevelse. Det er ofte således, at en musiker synger og spiller på samme måde. Den samme frasering. De samme betoninger. Den samme rytme i formen. Lyt blot til vor egen hedengangne Jørgen Ryg. En del af Jørgen Rygs humor fandt sit udtryk i netop den specielle måde, han talte på. Den samme pausering og rytme kan aflyttes i hans trompetspil. En karakter, der gjorde ham til en glimrende komiker og en respekteret jazztrompetist. Det samme med med Jesper Albrektson. Lige så udtryksfuld i sin vokal som i sit trompetspil. Den samme egenskab kunne bemærkes hos Niklas Carlson på trombone. Niklas var en suveræn anmelder af repertoiret og viste her en særlig humoristisk sans, der i øvrigt matchede det danske publikum særdeles godt. Dansk humor på klingende svensk. Meget charmerende. Men netop det samme temperament og den samme humor kunne man aflytte i hans suveræne og humørfyldte trombonespil. Fuld af ideer og tricky indfald. Rytmegruppen var fast sammentømret og understøttede trofast solisternes gøren og laden. Men vi fik også lov til at nyde deres solospil. På bas havde vi Per Bach. Skønt helt integreret i det svenske ensemble, kom han fra Bramming ved Esbjerg. Ja, der kan man bare se. Støt og med stoisk ro holdt han broderfolket fast på rytmen og grundtonen, men slog sig lejlighedsvis løs i rappe soli på sin kontrabas. Anders Wasén lyste op i baggrunden med sit ildrøde hår og sit lige så glødende banjospil. Støt og sindigt i ensemblespillet, men accellererende til et hidsigt tempo i adskillige muntre soli på sin "Bacon & Day". Man kan spore Bacon and Day banjoernes serienumre helt tilbage til 1906. Dette instrument er således et af de helt oprindelige og sagnomspundne strengeinstrumenter i jazzmusikken. I dag laves B & D banjos af Gretsch, og enhver banjospiller med respekt for sig selv ønsker at eje en "Bacon Ane Day". Johan Horner var en oplevelse på trommerne. Diskret og loyal over for ensemblespillet men udadvendt og fantasifuld i sine soli. En næsten uendelig serie af rytmiske figurer, hvor man konstant kunne høre melodien bag artisteriet med stikkerne.
Der er adskillige gode numre at tænke tilbage på. "Kun en dag et øjeblik ad gangen" blev fortolket som en fin gospel tune. Flot og følsom. "Pay me my money down" som arketypen på rigtig dixieland. Slutnummeret "Oh when the Saints" i fri dressur, der sluttede af i bedste zorbastil, samt ekstranummeret "Can't take my eyes of you". Et godt nummer at huske denne koncert for.
Der var faktisk flere blandt vort publikum denne aften, der har fulgt bandet trofast fra den ene destination til den anden . For at få det hele med !
Et godt og humørfuldt band, der er værd at stifte bekendtskab med - mere end en enkelt gang.
Også Jazzens Venner vil hilse "På gensyn og på genhør" !

Med venlig hilsen Ryan

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 03. marts  2011

Jacob Fischers Quartet
- charmerende, suveræn og intelligent jazz !

Jacob Fischers Quartet
består af Jacob Fischer selv på guitar, Francesco Cali på harmonium, Hugo Rasmussen på bas og Janus Templeton på trommer. Selv om dette ensemble alle er travlt beskæftiget, formåede de alligevel at lægge vejen forbi Jazzens Venner. Og vi fik et musikalsk forskud på det forår, vi alle går og venter på. Jazzens Venner lytter mest til den traditionelle jazz blandet med lidt swingmusik og egentlig var det spændende at se, hvordan reaktionerne ville være på et indslag med jazzmusik med tydelig adresse til det latinske miljø. Lidt over imod Django Renard og Grapellis stil. Jazz Manouche. Francesco Calis harmonium, skabte yderligere latinsk stemning og associationer til den parisiske tradition, musettemusikken. Francesco er fra Catania, Siciliens næststørste by, så der er sikkert også meget temperament og kultur derfra i Francescos udtryk !
Repertoiret havde stor spændvidde. Kompositioner af Jacob Fischer med f. eks "Latino" og temaet fra "Huset på Christianshavn" og Francesco med et filmtema fra filmen "Amacord". Men også gamle klassikere som f. eks. "On the Sunny Side of the Street" var på repertoiret. Ja, der blev såmænd også plads til melodien "Månestråle", der på vidunderlig og følsom vis blev fremført af Hugo Rasmussen. Alle sammen melodier og temaer, der tryllebandt publikum. Publikum fik dog også sine udfordringer, som da Jacob Fischer bekendtgjorde, at nu kom der et stykke avantgarde jazzmusik. Et stykke programmusik, der ville tage os med ind i det parisiske trafikkaos. Mon ikke det var første gang, at begrebet "programmusik" blev anvendt i vort lokale jazzmiljø. Programmusik ? Begrebet kender vi vel bedst fra den klassiske musik. Smetanas "Moldau", der skildrer lyden af Böhmens største floder eller Tjajkovskis "1812", der skildrer Napoleons felttog mod Rusland, med lyden af kirkeklokker og kanoner. Nu skulle vi altså høre noget avantgarde jazz, et stykke programmusik, der ville skildre det parisiske trafikkaos. Hvem skulle tro, at det skulle blive aftenens oplevelse ? Men det blev faktisk aftenens samtaleemne og det musikstykke, der gjorde størst indtryk. Måske fordi det var et musikstykke, som man kunne give et sprogligt udtryk, fordi musikken skildrede noget konkret. Jeg blev selv ført tilbage til et besøg hos IBM tæt på Le Mans og turen tilbage gennem den parisiske myldretrafik. Infernalsk larm af heftige horn og kaotisk forvirring uden regler af nogen art. Musikken startede helt autentisk med en infernalsk kakofonisk støj, hvor man tydeligt fornemmede kaos, larmende køretøjer, skiftende tempo, accelleration, decelleration. En spirende organisation, der tiltager gennem musikken og sluttelig en rolig og harmonisk afvikling. Alle musikkerne gav alt hvad de havde i sig af indlevelse og teknisk kunnen. Templeton havde en fest på sine trommer. Med stor energi satte han tempoet og stemningen i musikken og med sit fysiske udtryk, balletagtig håndtering af janitcharværktøjet fik han synliggjort dramatikken i dette stykke musik. Brat slutning. Stilhed. Bragende bifald. Respekt.
Musikernes ydmyghed over for musikken, deres ligefremme og ukrukkede væsen, bidrog til succesen blandt dette jyske publikum. Så gør det jo heller ikke noget, at musikerne er blændende teknikere og behersker deres instrument med så stort et overskud, at enhver harmonisk, rytmisk og melodisk udfordring løses suverænt.
Men også stor ros til publikum !
Nogle kom fordi de vidste, hvad de ville have, og de blev ikke skuffede. Andre fik noget de ikke havde ventet, og det udfordrer ethvert publikum. Skal man lukke af og sige: "Det er ikke noget for mig." Eller skal man med åbent sind lukke nye oplevelser ind ?
Publikum forholdt sig i starten lyttende og skeptisk. Åbnede op. Lukkede ind - og blev ikke skuffet.
Koncerten sluttede med stående applaus til musikerne og et intenst, venligt og forventningsfuldt krav om et ekstra nummer. Publikum havde lyttet og ladet sig overbevise.
Respekt !

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 03. februar  2011

Six City Stompers
-et ungt band med personlighed !
 

Six City Stompers startede sæsonen 2011 i Jazzens Venner - med maner. Arrangementet var rigtig godt besøgt. Vore gæster begynder at indfinde sig tidligere og tidligere. Vel belært af erfaringen, at man efterhånden skal være vaks for at få de gode pladser. Denne gang gik man heller ikke forgæves. Six City Stompers leverede varen og mange af vore gæster havde rosende ord med undervejs.
"Dygtige knægte!" , blev der sagt. Og. Bandet var også et ungt band. Up front var solisterne fra 1980´erne medens rytmegruppen var omkring 10 år ældre. Set i det perspektiv kan man forvente særdeles veluddannede musikere, der alle er udklækket på konservatorium. Hvilket jo i sig selv borger for den faglige kvalitet. Når man hører til det mere modne - og engagerede - publikum - glædes man over, at der trods alt udruges unge jazzmusikere. Six City Stompers er en meget kvalificeret gruppe, der helt har sin egen stil. Traditionelt i sit repertoire, hvor tilhørerne fik lov at lytte til mange gode jazzstandarder, hvilket glæder ethvert jazzpublikum. Genkendelsens glæde skal man ikke forklejne. I det perspektiv kan man jo netop spotte, det aktuelle bands specielle karakter. Og Six City Stompers har karakter. Konceptet var en start med et arrangeret kor, en serie soli, samt et afsluttende arrangeret kor. Gennemgående var det bandets trompetist Peter Marott, der arrangerede. Det gjorde han godt. Moderne stil. Særdeles velklingende og rytmisk iørefaldende. På den måde blev de gamle standarder præsenteret på en spændende og musikalsk velklingende måde. "Tea for Two" sidder endnu i ørerne. Dernæst blev man fængslet af bandets hovedvocalist Mads Mathias. Dejlig stemme. Blid og indsmigrende. Tilbagelænet og afslappet i sin form, med en sprødhed i stemmen, der kaldte på alt, hvad der samler sig om hjerteregionerne. Dejlig at høre på. Men også spændende fraseret og synkoperet. Ind imellem overraskende improviseret, grænsende til egentlig scatsong. Samme stil og improvisation fandt man i hans saxspil. Altsaxen - en gammel vintage Conn - lys og klar i tonen. Levende, indimellem lidt flagrende med spændende brudte akkorder. Peter Marott var sikker i leadstemmen på sin Yamaha trompet. Spændende i sine soli. Også hans stil er moderne - lidt cool. Meget varieret og kreativ, med en karakteristisk modulation af instrumentes tonespand. Mod soloens slutning ofte i crescendo, som Peter Rosendal opblødte i sin rolige og fantasirige spillestil, der fint blev understreget af instrumentets bløde og runde klang. Peter Rosendal hørte jeg for mange år siden i Charlottenborgs Slotsgård en herlig solskinsdag ved Copenhagen Jazzfestival. Her stod han med et mærkeligt instrument, som jeg dengang troede var en spøg, som unge konservatoriestuderende havde konstrueret. I dag ved jeg så, at instrumentet er en Flugabone. Et instrument som kan købes i almindelig handel, men som oprindeligt er konstrueret af det ameriksanske "King", som en mellemting mellem en trombone og et flygelhorn. En Flugabone er ment som en marchtrombone, og den fylder jo unægteligt mindre i geledderne end en trækbasun. Bag ved folkene up front har vi så rytmegruppen. Regin Fuhlendorf med sin klassike jazzguitarstil, støt og rytmisk i ensemblespillet og spændende i sine soli. Klassisk Jazzguitar. Melodisk i sin stil og - vil nogle sige - dejlig fri for indviklede skalaøvelser. Mon ikke stilen er lagt om ad Billy Byrd og Hank Garland, der har lagt navn til hans "Gibson  Byrdland" guitar. I basis dominerer Kasper Tagel på bas og Morten Ærø på trommer. Sikker i rytmen og skarpt lyttende til, hvad der sker i ensemble og solospillet. Altid på plads og solidt spillende også når der gives fri enkelte soli.
Mange melodier hænger endnu i ørerne fra denne aften. Den gamle standard "Dinah", "Oh Lady Be Good", "Exactly Like You", den rigtig gamle traver "Down By the Riverside". Denne gang i forfriskende nyt arrangement. Ja selv en gammel cowboysang blev der plads til " I am an Old Cowhand" - en dejlig melodi iøvrigt.
Vi hørte et spændende ungt band med en forfriskende vinkel på gode jazzstandarder.
Et band som man glæder sig til at høre igen !!

Hilsen Ryan

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

2010

Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 27. december  2010

Theis Jazzband
- et farvel til en af danmarks store jazzprofiler.
 

Theis Jazzband sluttede 2010 sæsonen i Jazzens venner. Mon ikke det for de knap hundrede besøgende blev en minderig aften. Der er ingen tvivl om, at en del fans var mødt op til lige netop dette arrangement. Mange nye ansigter kunne spottes blandt publikum. Theis har sin egen skare af beundrere. Og det er da også helt fortjent. Theis selv er nærmest et koryfæ på jazzscenen, med mere end 50 års karriereforløb bag sig. Men bandet, som det er sammensat i dag, er absolut af samme kaliber og har næsten lige så mange års erfaring i bagagen. Leif Juul Jørgensen er et trofast medlem af bandet, der gerne tager turen fra Skotland til Danmark, når Theis blæser til samling. Han købte sin klarinet i 1953. I dag et klenodie. Klarinetten er nemlig fremstillet hos Marno Sørensen i København. Det er sjældent, man møder et dansk fremstillet musikinstrument, og Leif Juul Jørgensen har da også bevaret rariteten som en tro følgesvend lige siden 53. Theis købte ligeledes sin første kornet i 1953. Den kostede ham 75 kr. Så man kan sige, at han kom billigt i gang. Siden blev det til flere kornetter, blandt andet en engelsk Besson og en Conn Victor. Samme mærke som Wild Bill Davidson spillede på. Theis er endt op med en Yamaha trompet med et specielt engelsk mundstykke. Som inkarneret Louis Armstrong fortolker, skal hornet være i orden.
Stemmen har Theis fra naturens hånd. Så man kan sige at forbilledet ikke kunne vælges bedre.
Bandet indledte med "When it's sleepy time Down South". En jazzstandard fra 1930, som Louis Armstrong har indspillet på plade over 100 gange. I Theis Jensens udgave er illusionen perfekt. Jeg faldt selv pladask for melodien tilbage i tresserne ved en Armstrong koncert i Aarhus. Hvorfor lige den kan jeg ikke forklare. Men i Theis's udgave var jeg straks 50 år tilbage i erindringen. Trompetens klang, fraseringerne, sangen, stemmen.
For den sags skyld også bandet. Stilen er perfekt. De gør det godt. Scenen er sat. Det er næsten som når hypnotisøren tæller ned fra fra 10. 3 - 2 - 1 : du er tilbage i Armstrong land !
Der var mange højdepunkter denne aften. En række Armstrongnumre blev respektfuldt fortolket: On the Sunny Side of the Street, All f Me, Some Day You will be Sorry og mange andre.
Men bandet har også sin egen vinkel. Bassisten Henrik Hartmann røbede sit engagement i det store perspektiv, med en filosofi om, hvordan vi ville have haft det, hvis D-dag var slået fejl. Publikum lyttede andægtigt. Så kom hyldesten til friheden. "Hymn to Freedom". Et Oscar Peterson nummer fra 1962. Direkte rystet ud af ærmet i studiet hos Norman Granz. Den gang med Oscar Peterson selv ved klaveret, Ray Brown på bas og Ed Thigpen på trommer. Denne aften med Hans Aspöck på piano, Henrik Hartmann på bas og Mikkel Find på trommer. En forrygende trio i et gribende nummer. Dyb og andægtig stilhed blandt tilhørerne, medrivende i melodiens crescendo og efterfølgende diminuendo, blødt landet, efterladende publikum i tænksom tavshed. Og så bifald. Bragende bifald! En fantastisk trio. En trio, der jo også gennemgående danner baggrund til bandet som helhed og altid holder blæserne på rette rytmiske spor.
Mikkel Find oplever vi mod slutningen af aftenen i "Caravan" i en medrivende trommesolo. Et spil på alle slagtøjets effekter. Dæmpet, stærkt, on beat, off beat, synkoperet. Simpelt hen det mest underholdende trommespil, der længe er blevet leveret i disse lokaler. Flot ! Det må regnes blandt koncertens højdepunkter.
Men det var ikke det sidste.
Theis Jensen holder med denne koncert. En tiltagende uro for ikke at kunne præstere til fulde, har medvirket til at tage beslutning om, at holde medens legen er god. I den anledning havde "trioen" en overraskelse til "deres far", som de sagde. Et nummer helt og fuldt dedikeret til Theis Jensen : " The Man I Love". Kunne det være andre.?Musikerne mente det. Det kunne man klart høre på fremførelsen. Samme koncept som i "Hymn to Freedom". Blød og blid, indfølende start, stigende i intensitet, for sluttelig at lande i et befriende antiklimaks. Rørende. Og en rørende tak fra Theis til musikerne.
Theis og bandet troede måske, at de kunne få lov til at slutte med ellingtonnummeret  "It don't Mean a Thing if it Ain't Got that Swing". Men sådan skulle det ikke gå. Et vedholdende publikum insisterede på et ekstranummer.
Det blev så nummeret over dem alle: "What a Wonderful World". Et Armstrong nummer, der næsten er identisk med Theis Jensens Karriere. Skønt fremført adskillige gange anede man en særlig feeling i fortolkningen denne gang. Et anstrøg af vemodig tilbageskuen over en lang karriere, der nu skulle have en ende. I dette nu en sidste erkendelse af, hvad et farvel betyder. En sidste hilsen til et kært publikum og en sidste hyldest til mesteren og inspiratoren: Louis Armstrong. Det var simpelt hen gribende !
Endeløs applaus fra denne aftens tilhørere sendte en varm hilsen op til Theis og bandet.
Vi vil savne, at det ikke er et gensyn, men ønsker alt godt i fremtiden !
Tak for mange års underholdning og tak for oplevelsen denne aften.

Hilsen Ryan

PS: Der vil snarest blive lagt videostrips på nettet, ligesom Jazzradioen på en snarlig torsdag vil præsentere lydsporet til denne koncert.     

 

 



 


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 02. december  2010

River Band m. Lydiah Wairimu
- en forfriskende jazzoplevelse med perspektiv.

River Jazz & Blues Band
er kendt for sin alsidighed hen over jazzens genrer, samt evnen til at overraske.
Denne aften havde de Lydiah Wairimu med. En afrikansk sangerinde af den veluddannede slags.
Lydiah Wairimu Njoroge, som hun oprindelig hedder, er født i Kenya i 1974. Som seksårig kom hun ind i skolens sangkor i Nairobi, hvor hun blev udvalgt til - år efter år - at synge i et kæmpekor på nationaldagen for landets præsident. Hun læste på musikkonservatoriet i Nairobi, da der kom en invitation fra den danske Demokratifond i 1997. Siden har hun boet i Danmark og ledet forskellige kor i Jylland; Brande, Vildbjerg, Klitmøller, Herning, Holstebro, Haderup m.fl..
På nuværene tidspunkt har hun en stabil karriere og har bl. a. succes med store udendørs gospelkoncerter. Den 11. november 2007 gav Lydiah et brag af en koncert med "Danmarks største gospelkor" og et 6 mands-band i Holstebro Musikteater.
Lydiah var da også et forfriskende indslag i River Bands standard-repertoire, der denne aften blev præget af afrikansk folkemusik og inciterende afrikanske rytmer. Melodien "Something New from Afrika" ledte tanken hen på Miriam Makeba, der står som eksponent for  den afrikanske sang. Men også "Melysa" var en god oplevelse. Nummeret var tydelig en fusion af nordafrikansk og maurisk / iberisk musik. Man vil kunne høre noget tilsvarende i spansk folkemusik. Her fik vi i øvrigt en forrygende bassolo af Jesper Carlsen, der altid med stor sikkerhed får det bedste ud af kontrabassen. Lydiah er bedst i blues- og gospel. Bandet gav sig fuldt ud i " Amazing Grace", hvor Lydiahs engagement og soul bredte sig til hele bandet. Man kunne fornemme, hvordan inderligheden og den seje rytme indfangede publikum, der lod sig rive med af musikkens stigende intensitet.
I dette nummer fik vi en smuk solo på lap-guitar eller "hawaiguitar", som de fleste vil kalde instrumentet. Det var Carsten Ingemann, der leverede. Carsten berigede os gennem aftenen med akkompagnement og soli på sin Scofield guitar. Vel også i Scofield stil, der skiller sig noget ud fra det klassiske jazzguitarspil. En stil der bekender sig til blues, fusionsjazzen og jump blues. Carsten Ingemann var i dagens anledning vikar for trombonisten Allan Bjerregaard. Besætningen blev dermed mindre traditionel, hvilket flyttede musikken op i den mere moderne ende af spektret. Det passede bandet udmærket. Karen Sørensen håndterer sit elektriske klaver med stor dygtighed. Hun er rytmisk og klangfuld. Når hun shuffler sig gennem melodierne giver det trækninger ned i fødderne af publikum. Rytmisk bakkes hun godt op af Nikolaj Banke, der pågående og stilsikkert lægger en fast rytmisk bund for hvilken som helst stilart bandet lægger op til. Repertoiret kunne også rumme en jazzificeret udgave af "Hvem kan segla foruten vind". Torben Lassen er en særdeles rutineret og dygtig trompetist. Han har en energisk tone og skønne improvisationer. I denne melodi fik han også vist sin indlevelse og følsomhed i en flot solo. Torben viste i øvrigt virtuositet på mundharpe i et par af bluesnumrene.
Blandt andet i det stærkt rytmiske nummer " Come on !"
Et flot nummer, der, især i Carsten Ingemanns guitarsolo, klart demonstrerer, hvad "jump-blues" er. Peter Jensen viser gang på gang på sin tenorsax, at han er vel bevandret i jazzmusikkens forskellige genrer. Han behersker ensemblespillet, lægger en afstemt backup til sang eller brillerer med fine soli i enhver af de mange stilarter, han behersker. Lige så naturligt griber han sin clarinet, som han anvender med lige så stor sikkerhed som tenorsaxen. Fin præstation i bl. a. "Isle of Jazz". Nå ja. Så kan manden også synge. Peter lagde stemme til adskillige af bandets numre og var en udmærket makker til Lydiah Wairimu.
Godt et halvt hundrede mennesker havde trodset det stride vintervejr og var mødt op til endnu en hyggelig aften i Jazzens Venner. Her i vinterkulden fik de virkelig en "hot" aften med mange forskelligartede musikalske indtryk. Fornyende, forfriskende og forrygende !

Med venlig hilsen

Ryan


PS: På jazzradioen kanal 104.9 kan du torsdag den 23. december og torsdag den 30. december få et genhør med Riverband, samt få en præsentation af Theis Jazzband. Thes Jazzband besøger Jazzens Venner mandag den 27. december.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 04. november  2010

Louisiana Jazzband m. Daimi
- fin traditionel jazz tilsat dansk humor og hygge.

Jazzens Venner havde igen et arrangement, der kunne samle "fuldt hus". Det siger altid noget om, hvilket forventningsniveau, der er blandt de fremmødte. Det er altid en rar fornemmelse som arrangør, at have mange gæster til arrangementerne, men det er jo også lidt spændende, om aktørerne kan leve op til publikums forventninger. Hvad mon man egentlig forventede denne aften ?
Skal man gætte ? For det første et hyggeligt møde med Daimi. Altså menneskelig varme og godt humør. Daimi er jo indbegrebet af alt, hvad man knytter til dansk humor og altfavnende attitude. Men kan hun også synge jazzmusik ?
Louisiana Jazzband er meget veletableret i den traditionelle jazzgenre og allerede efter det første nummer, er man klar over, at orkestret har alle kvaliteter til at backe enhver solist op. Bent Hastrup står i front. På sin egen lidt tilbageholdende facon trakterer han sin trompet med fin tone og pågående, fantasifulde riffs. Han behersker både det rå uptempo samt de blide ballade. Det viste sig blandt andet med dæmper i schalstykket i "Sofisticated Lady". Følsomt og teknisk flot. Og så må vi ikke glemme, at Bent Hastrup stort set er far til alle arrangementerne. Afbalancerede, klangfulde og iørefaldende. Det er jo det, der "samler" orkesteret. Her leverer Cosmus Bræstrup på trombone en fin tone til klangene og afslørede flot teknik i sine soli. En trombone kan både være rå og nænsom og Cosmus kan få begge temperamenter ud af instrumentet. På tenor - og altsax sætter Ole Olsen sit præg på mange af arrangementerne. Ikke uden grund. Der er blandt andet en tydelig adresse til Ben Webster i tonaliteten og en vis sjælfuldhed i fortolkningen af balladerne. Eksempelvis i det flotte Quincy Jones nummer " The Midnight Sun will Never Set". Pianister er ofte et forsmået element i orkestersammenhænge. Pianisten  får ikke altid opmærksomhed efter fortjeneste. Men det slår ikke til i dette tilfælde. Når "professoren", Lars  Brogaard, ruller sig ud i akkompagnement eller soli, er man klar over at spillet har format. "Professoren" høster gang på gang fortjent bifald fra publikum for sit suveræne spil. Peter Federspiel lægger grunden i rytmegruppen på sin elektriske bas. Måske havde man forventet, at et traditionelt jazzband i en liga som Louisiana Jazzband ville stille op med en "rigtig" gulvbas. Men sådan skal det ikke være. Alligevel vænner man sig hurtigt til den elektriske bas. Spillestil og klang lægger sig tæt op ad en autentisk akustisk bas og der er ingen tvivl om Peter Federspiels stilfornemmelse og kvalifikation på instrumentet. Flot basspil i bl.a. "In a Mellow Tone". Et kapitel for sig er Thorkild Møller på trommer. Diskret og rytmefast i baggrunden og eminent i sine trommesoli, som vi fik flere af. Eksempelvis kunne man, ved blot at lytte til trommerne, gætte på, at nu var det "Sheik of Araby", der blev afviklet hen over trommeskind og bækkener. Og ganske rigtigt. Når resten af bandet istemer melodien, bliver man blot bekræftet i sin fornemmelse. Takket være Thorkild Møllers suverænitet.
Nå, men kunne Daimi så synge jazz ?
Om hun kunne ! Daimi har faktisk en rigtig god stemme og har tilmed en sikker stilfornemmelse for de egenskaber, der skaber en rigtig jazzsangerinde. Fin sans for det rytmiske, den rigtige frasering og modulering af stemmen. Pågående og heftig i uptemponumre som "I Want to be Happy" og blødt swingende i f. eks. "In a Mellow Tone". Og så var det da også befriende at høre hende synge en Poul Henningsen sang som "Jeg Sætter Min Hat som Jeg Vil". For ikke at glemme fremførelsen af  Finn Zieglers parafrase af "En Platfodet Flue med et Blåt Øje". Daimi i det rigtige miljø og det rigtige regi - når hun skal synge "dansk jazz". Daimi sætter sin hat som hun vil. Det er derfor vi kan lide hende !!

Tak for besøget.


Med venlig hilsen

Ryan

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 07. oktober  2010

GUNHILD CARLINGS KVARTET
- jazzmusik, artisteri og totalt show !!!

Indtil videre og måske helt uden konkurrence denne sæsons største oplevelse i Jazzens Venner.
Med godt 100 forventningsfulde gæster kunne Jazzens Venner denne aften melde "fuldt hus".
Som arrangør kan man kun glæde sig over, at flest muligt fik del i denne usædvanlige performance.
Hvad var det så, der skete ?
Allerede ved entreen blev alle blikke fascineret af en skinnende og glitrende, væver skikkelse på scenen. Scenelyset sendte lynende glimt ud i salen af changerende rødt, blåt, grønt og gult. Midt i dette lysinferno toner så en spændstig meget blond og nordisk pigeskikkelse frem : Gunhild Carling.
Bag hende varmer de tre ledsagere op: Hans - Inge Magnussen på hammond, Göran Schelin på bas og Marcus Omberg på trommer. Med enkle toner og rytmer øges forventningerne til, hvad der om lidt skal ske. " Jah - vi skal vel spela lite musik - jazzmusik ", lyder det fra Gunhild på klingende charmerende svensk. " Vi begynder med "Baby Talk"". Kvartetten går straks i uptempo og sætter på få sekunder publikum i swing-mode. Rytmegruppen kører bare derudaf og hammondorglet styrer det melodiske. Gunhild Carling improviserer - i dette tilfælde og til en begyndelse på trompet - en herlig pågående klang med et klart adresseret Armstrong vibrato. Gunhild synger. Det er rytmisk intenst scatsong. Der præsteres en fantasi og spændvidde som kun ydes af de mest rutinerede og professionelle. Og bag det hele en indelysende feminitet. Vi rives med ! Hans-Inge trakterer sit hammondorgel i modernistisk stil og sender klange til trommehinderne i rytmiske melodiske fraser.
Vi får lov at nyde Marcus Omberg på trommerne, der er stemt i det dybe toneleje. Enkelt og effektivt trommespil, der går lige ind i det underbevidste. 4 insiterende minutter får ende og udløser det første overbevisende, begejstrede bifald fra publikum. Alle ved allerede nu, at denne aften bliver en musikalsk oplevelse.
Næste nummer annonceres:"Did I remember to tell you, that I love you". En ballade. Et Billy Holliday nummer. Melodien fortolkes så man tror, at Billy Holliday er på scenen. Gunhild Carling modulerer sin stemme i mange nuancer, sensuelt, udtryksfuldt. Man fornemmer følsomheden, smerten. De øvrige musikere følger trop i nænsomme soli. Göran Schelin gelejder sin bassolo ind i stemningen. God musik. Godt håndværk. Dette band kan sit kram !
Og det er blot begyndelsen.
Tilhørerne skal stedse forundres og begejstres i løbet af denne aften. Netop hjemkommet - faktisk dagen før denne koncert i Randers - fra en turne i USA. Først i Chicago så i Washington og sidst New York, Carnegie Hall. Alligevel har Gunhild overskud til at føre an i løjerne: Blændende trombone spil, jazzificeret fløjtespil, på teknisk niveau med Michaela Petri, følsom blues mundharmonikaspil. En "Amasing Grace" i på sækkepibe. Danseopvisning til "I got Rythm": balboa, charleston og andre eksotiske dansetrin. Nå - ja. Så smider man de høje stiletter og fyger i stepskoene. Tip - tap, hvor det går. Publikum jubler og klapper. Festen breder sig ud i lokalets yderste afkroge.
Når så stjernen bevæger sig ned fra scenen, beundret og elsket, ja så er hun såmænd ligesom os andre. En jævn og gæv pige uden nykker, jævn og lige til. Hatten af for Gunhild Carling og hendes musikere. De gav os ægte jazzmusik, artisteri og show for alle pengene !
Lyder jeg begejstret ? Det er jeg også ! Nøjagtig som alle andre, der var så heldige at opleve denne aften i Jazzens Venner.

Med venlig hilsen

Ryan


PS: På jazzradioen kanal 104.9 kan du torsdag den 28. oktober høre brudstykker af Carling-koncerten, samt en præsentation af Daimi med Louisinana Jazzband og fra torsdag den 11. november byder radioen på en hel time med reportage fra Carling koncerten.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 05. august  2010

HOT STOMPERS ( GOSPELBAND )
- ingen tvivl, det er traditional dixieland !

Jazzens Venner starter sæsonen som den sluttede: med et ægte dixieland band.
Man spottede det allerede ved opsætningen. Trompet, trækbasun, klarinet. Det var Peter Jensen på klarinet. Han har ofte sin tenorsax med. Men ikke denne gang. I rytmegruppen: klaver, bas trommer og banjo. Jo, der var dømt traditionel dixieland jazz. Man passerer tribunen og skimmer repertoirelisten, der ligger på gulvet. Der står: Bill Bailey, Lazy River, Bye and Bye, Big Butter Egg Man, Walking with the King. Den er god nok, vi kan forvente dixieland af den gode gammeldags slags.
Det er der faktisk mange af os, der godt kan lide, så forventningerne er absolut ikke i laveste gear.
Selv om det stadig er sommer og stadig er vejr til endnu en aften på terrassen, er publikum mødt pænt op. Også en del nye. Så genren er ikke fejlbedømt.
Nå men lad os høre hvad disse musikere kan præstere. I dette segment er det ikke ligetil at begå sig. Der er en del bands, der er dygtige.
Der er imidlertid tale om musikere, med årelang erfaring. Alle har spillet hele livet. En enkelt er fra 1974. Resten er fra 1940´erne. Bortset fra en enkelt fra Sabroe, kommer de øvrige fra Skive kanten.
Første nummer efter præsentationen: " Lazy River.
Tonerne brager ud over scenekanten. Ole Kirk har høj trompetføring og spiller en flot "lead". Flot og energisk tone og i flotte rifs i bedste Armstrong stil, røber han en blændende embrochure. Musikaliteten og konditionen er i orden. Peter Jensen har helt styr på sin rolle med klarinetten. Med en klædelig hæs tone væver han sit spind ind imellem melodiens strofer. Der improviseres kreativt og helt i denne genres tradition. Rigtig godt ! På basunen høres Per Jegbjerg, som vi kender fra flere forskellige sammenhænge. Blandt andet fra Bourbon Street Jazzband. En dejlig blød tone og formidabel klang. Der er to Back-basuner med i kufferten: en med træk og en med ventiler. Vellyd kommer ud af dem begge. Jegbjerg kender sit repertoire og skaber en sikker baggrund for melodistemmen. Og som han dog lyder i sine soli ! Bagude swinger rytmegruppen. Rud Kjems holder en støt rytme med simple klange, og med små midler får han meget effekt ud af det elektriske klaver. En fin støtte til de andre i rytmegruppen. Christian Nielsen slutter sig til på sin banjo, med en fast og stabil rytme. Dette giver netop rum til bassen, der trakteres af Bent Jensen. Hold op, hvor den bas swinger. I et par enkelte soli, får vi senere eksempler på, hvad han kan få ud af sin bas !
Jeg kan ikke få mig selv til at kalde Peter Bjerrum for trommeslager. Der bliver nemlig ikke slået på trommerne. Der bliver spillet på dem. Den "unge" knægt har lært det hele af sin far. Bjerrum fra det gamle band "Bindstouw". Den unge Bjerrum kan sit kram. Rundt om den faste rytme bliver der synkoperet og eksperimenteret med det rytmiske, så det er en fornøjelse. Især lægger man mærke til det indfølende spil, hvor han formeligt driver solisterne frem til det sidste crescendo mod soloens slutning. Det er intensitet. Det er janitscharspil !
Nå ja. Vi har tidligere hørt Peter Jensen synge i Jazzens Venner. Denne aften blev der bare givet los og Peter fik meget plads til sin stemme. Han synger godt. Den lidt hæse klang fra klarinetten går igen i stemmen og fraseringen og rytmikken i sangen virker fint. Man bør ikke genere sig for at titulere Peter som jazzsanger. Det var rigtig godt.

Dejligt at få startet sæsonen på denne måde. Publikum så glade ud på vej hjem til aftenstilheden. Der blev hilst "Tak for i aften - det var godt !".
Tak også til publikum. Husk at man kan høre et resume af koncerten på Radio Randers, på vor nyetablerede jazzradio "Jazz´in Randers" på 104.9 - jazz du ka´li´! På grund af ferie på radioen bliver det torsdag den 26. august kl. 18 - 19, hvor vi også introducerer det næste band "BG Swing Quartet".
På gensyn.

Med venlig hilsen

Ryan
 

 

 

 


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 06. maj  2010

ADVOKATENS JAZZBAND
- gedigen traditionel jazzmusik !

Jazzens Venner sluttede forårssæsonen af med et brag af en traditionel jazzkoncert. Hvis man er til Dixieland / New Orleans jazz, kan man ikke få det bedre end det Advokatens Jazzband leverede.
Her var der god stemning, nordjysk lune og god musik.
I Advokatens Jazzband er der KUN én advokat - resten ernærer sig ved ærligt arbejde, som de selv udtrykker det. Advokaten er Henrik Skaarup, der i bandet spiller på clarinet. Ellers er det Ole Brønden på trompet, Jens Larsen på trombone, Jens Nørgaard på banjo, Ole Christiansen på bas og Henrik Hougesen på trommer. Orkesteret har fungeret i en snes år - og det er altså "advokaten", der har måttet lægge navn til. Ole Brønden og Jens Larsen har spillet sammen i de seneste 50 år, så der er nogle, der kender hinanden rigtig godt. Faktisk hævder de to herrer, at der eksisterer telepatisk forbindelse mellem dem.
Man kunne ved selvsyn konstatere, at Jens Larsen under Ole Brøndens soli kunne gestikulere med hænderne op og ned i overensstemmelse med trompetens melodiforløb. Jo, jo, den er god nok.
De øvrige er heller ikke uerfarne, i det de i årevis har spillet sammen på kryds og tværs i det nordenfjordske jazzmiljø.
Rytmegruppen: banjo, bas og trommer sørgede for en fornem rytmisk konstant. Henrik Hougesen trakterede sit trommesæt med fasthed og nænsomhed. Netop fordi bas og banjo lå disciplineret fast på grundrytmen, kunne trommerne skabe rytmiske spændinger og få musikken til at swinge. Jens Nørgaard var helt suveræn på sin banjo. I fast flow med rytmen blev grundtonen konstant fastholdt i melodiforløbet med de klange, som er så karakteristiske for banjoen. Ole Christiansen fulgte op på sin bas med melodiske skalaer omkring grundtoneforløbet. Men hele tiden trofast på grundrytmen.
Med en sådan rytmegruppe i ryggen ved solisterne hele tiden, hvor de er. Det skaber den fornødne tryghed, der gør, at man rigtig kan "fyre den af".
Up front forsømte man da heller ikke lejligheden til at give den alt, hvad den kunne trække.
Indledningsnummeret "Bourbon Street Parade" varslede, at her havde man et rigtigt New Orleans band.
Trompeten på melodien, trombonen i bedste tailgate stil og clarinetten let flagrende omkring temaet. En nydelse at høre Ole Brønden på trompet. Den helt rigtige tone til stilen og på det melodiske plan anede man Louis Armstrong, som rollemodel. Jens Larsen leverede det allerbedste medspil til trompetens spil. Lidt rå og rytmisk i sin stil, men også følsom, når situationen krævede det. De to musikere var aldrig i tvivl om, hvor de havde hinanden. Henrik Skaarup svøbte sig pænt omkring de to messingblæsere med et meget personligt udtryk. Et rytmisk betonet forløb i det dybe leje og mere melodisk og lyst i det høje. I nummeret "It´s a long way to Tipperary" følte man sig hensat til nitten hundrede og fyrrene. I messen. I selskab med engelske menige soldater og officerer, tæt tilrøget og med litervis af pints flydende hen over bordene. Helt overbevisende fik bandet publikum til at synge med. Der VAR messestemning.
Vi fik også mange gode historier fra det nordjyske. De nordjyder gør ikke tingene helt som vi andre. Lidt specielle er de. De har deres egen lune. Man tilgiver dem gerne, at de er lidt frække. Når blot anekdoterne serveres med nordjysk selvironi og kærlige hints til forfængeligheden. Det var ikke langt fra, at Henrik Skaarup kunne matche den Hausgaardske timing. I hvert fald fik vi også det kendte Hausgaardske " Tøh-hø" at høre.
Lidt af den musikalske stemning kan indfanges i numrene "Margie", "Making Whoopie", samt "Hiawatha Rag", der alle kan høres på under rubrikken "Jazz4You".

Men den helt rigtige stemning fås kun i selskab med "Advokatens Jazzband", der leverede en pragtfuld afslutning på forårssæsonen i Jazzens Venner.

Med venlig hilsen

Ryan

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 04. marts. 2010
 

i

DREAMTEAM

- i drømmeland er der tæt pakket stemning !

 

Denne aften kan indskrives i vor erindrings dagbog som en mindeværdig aften.

Allerede starten varslede godt. Publikum mødte trofast og talstærkt op. Ikke nok med det: folk blev ved med at stille sig i køen ved billetsalget. På et tidspunkt nåede lokalet bristepunktet for, hvor mange, der overhovedet kan være. Vi har aldrig været så mange !
Publikum ved hvad de vil have. Og publikum ville have "Dreamteam". Det kan man godt forstå, for bandet rummer nogle af de mest markante karakterer i det danske jazzmiljø.

Hugo Rasmussen er selvfølgelig et kapitel for sig. Han har for længst vundet det danske jazzpublikums hjerter. Selv er han en hjertelig person, altid med smilende øjne og en venlig bemærkning til gud og hver mand. Her er ikke forskel på høj og lav. Alle får samme behandling.

Venligheden selv. Men tag ikke fejl. Her er også en person med kant, der med kærlig ironi trækker sine grænser til sine omgivelser. Han kalder både smil og glæde frem hos sit publikum, med sine ironiske og selvironiske kommentarer til numrene i repertoiret. Men det er gennem sit instrument han rigtig kommunikerer. På sin 300 år gamle bas udøver han sit største talent og får sit publikum i tale. Tænk at dette århundredgamle instrument har gennemlevet alle de betydeligste perioder i musikhistorien: Barok, Wienermusik, Romantik og Nyere tid. Denne bas har spillet Vivaldi, Mozart, Chopin og Stockhausen. Og nu spilles der så jazzmusik på den. Af Hugo Rasmussen. Hugo viser sit talent i Tenor Madness, hvor han leger med små fraser og figurer i en fængslende uendelighed af rytmisk og musikalsk kreativitet.

Men der skal jo modspil og samspil til for at yde sit bedste. Her sidder Ole Kock-Hansen urokkeligt bag sit klaver og leverer fast rytme og klang i venstrehånden samtidig med, at der trylles musikalsk fængslende skalaer og fantasifulde fraser ud af den højre. Man fornemmer den stærkt rutinerede, men også inspirerede musiker bag det kontrollerede ydre. En sand fryd at lytte til. Lige så urokkelig fast i rytmen hører man Jørn Okbo spille på sine trommer. Behersket og let - uden bulder. Man fornemmer helt og fuldt jazzmusikeren i den absolut fine og afstemte trommesolo, der præsteres i How High the Moon. Jørn kommer elegant og meget varieret rundt på alt slagtøjet og overbeviser os om, at trommer godt kan levere musik.

Som helhed en flot rytmegruppe.

Up front har man så Niels "Flipper" Stuart på sin tenor. Og som en sidegevinst Finn Odderskov, der tilfældigvis er på besøg og inviteres på scenen. En absolut musikalsk gave til aftenens publikum. Disse to tenorsaxofonister klæder hinanden. Med beslægtet teknik og stil leverer de et samspil, som man sjældent oplever. Det blide og følsomme udtryk, som netop tenorsaxen kan levere i de rigtige hænder, hører man i Do You Know What it Means to Miss New Orleans . "Flippers" sprøde tone blander sig tonalt og frydefuldt med Finns lidt mere bløde og runde tone i udtryksfulde klange. De to musikere nyder synligt hinandens spil og påskønner gerne gensidigt hinanden for forrygende solopassager. I Ten of Madness udvikler samspillet sig til et sandt saxbattle, der får det bedste ud af de to tenorer.

Disse musikere gav os en fortættet og inspirerende jazzaften.

Det var et drømmehold og vi blev som publikum sendt til drømmeland.

Man kan vel sige, at aldrig har så mange fået så stor en musikoplevelse på så lidt plads.


Med venlig hilsen Ryan

PS.: Melodierne kan høres ved at dobbeltklikke på de fremhævede gule rubrikker i teksten.

Endelig kan melodier også høres på www.jazzens-Venner.dk

 

Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 04. feb 2010

i

SWINGSTYRKE 7

- bigbandmusik udsat for 7 potente musikere !

 Allerede helt tilbage i tredverne plukkede Count Basie en udsøgt gruppe ud af sit bigband og kaldte den for "Kansas City 7".Gruppen spillede forrygende swingmusik i en lidt enklere og måske også lidt mere elegant form end bigbandet. Kansas City 7 blev etableret igen i 1950érne, hvor stilen næsten selvfølgeligt fik en mere moderne klang og en lidt mere "boppet" rytme og spillestil i solist temaerne. Ikke mærkeligt at denne epoke og denne gruppe har inspireret dygtige danske jazzmusikere. "Swingstyrke 7" kaldte den danske gruppe sig tilbage i 1975, hvor gruppen først blev dannet af rytmeguitaristen Jørgen Hallin Olsen sammen med trompetisten Ole Stolle. Man kan høre bandet i Rytmboxen fra 1978. Her er stilen måske lidt mere enkel og ukompliceret end når bandet optræder i dag. I dag har musikken og musikerne med skiftende besætningsmedlemmer tilpasset sig tidens standard. Korene er dygtigt orkestrerede og præcist afleverede. Nu med moderne klangbilleder, der hele tiden holder opmærksomheden vågen med dristige, spændstige klangbilleder og skalaer. Rytmen og solisterne bevæger sig elegant rundt om "beatet" og nærmer sig  med blændende teknik bebopstilen.
De syv musikere i "Swingstyrke 7" er hver for sig kapaciteter på deres instrumenter og en oplevelse at høre i samspil. Det er faktisk lidt af et scoop at Jazzens Venners booker har kunnet lokke dette band til Randers !
Rytmegruppen kunne sit kram. Ole Kock Hansen på klaver havde den rigtige Count Basie-stil. Både i venstrehåndens rytmespil og i højrehåndens lette og elegant synkoperede spil. Han har jo også været chefdirigent for DR bigbandet vekslende med Thad Jones, der tidlige var medlem af den "rigtige" Count Basie "Kansas City 7". Noget har han lært !
Ole Ousen kender vi blandt andet som den hyggelige og dydige guitarist i "Ørkenens Sønner".

I Swingstyrke 7 opretholder han en tradition som aktør på akustisk guitar. Ingen elektronik på guitaren. Den skal lyde helt autentisk, med klangen, lyden og resonansen fra guitarens "krop". Denne autentiske guitarklang forstærkes så via ekstern mikrofon. Guitaren er en "Gretsch". Oprindeligt et Brooklyn fabrikat, men nu kun betroet Japanerne at producere. Et fantastisk instrument, der i Ole Ousens  hænder taktfast understøtter rytmen med frække akkorder. Lige så taktfast og trofast på beatet og grundtonen hører vi Jesper Carlsen på kontrabas. Han vikarierede for Thomas Ovesen. Vær så god. Her har du arrangementerne på papir, så kan du lige øve dig til på torsdag. En næsten umulig opgave, som Jesper løste til fulde. Det var absolut ikke vikarens rolle man fornemmede, men et fuldt integreret medlem af bandet. Det blev da også til en solo i "
Stomping at the Savoy".  På trommer jonglerede Aage Tanggaard med stikkerne. Netop fordi de andre var så trofaste mod beatet kunne Aage rytmisk bevæge sig uden om i spændende synkoper og rytmeforløb. Trommespil af høj standard.

I front kunne man så høre sirligt planlagte og arrangerede kor, vekslende med forrygende soli.
Helt med sin egen "sound". Tenorsax, altsax og basun - ind imellem "muted" - sendte spændende lyd ud i rummet til de begejstrede tilhørere.

Niels "Stuart" Flipper viste forrygende teknik på sin tenorsax og endvidere en dejlig tone. Jens Søndergaard ligeledes en blændende tekniker og med et temperamentsfuldt spil. Altsaxofonens særlige karakter kom rigtigt frem og stod godt til storebror tenorsaxens tone. Saxerne gav alt hvad de havde i "Up and Down" - et sandt tenor og altsax battle.
Anders Jacobsen stemte i med sin basun og fuldendte den særlige lyd, der er karakteristisk for dette band. En dejlig tone under fuld kontrol, også i up tempo numrene, hvor teknikken skulle leve op til saxerne, der har lidt lettere til hastighed. Flot spil. Nummeret "
Robins Nest" viste et band i balance, hvor indlevelse, rytme, melodisk forståelse og fortolkning gik op i en højere enhed.
Helt igennem et band, man ikke behøver at sammenligne med nogen.
Swingstyrke 7 sætter sin egen standard.

Med venlig hilsen Ryan

 


2009

Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 26. dec. 2009

Underværket LØRDAG den 26. december  kl. 20 - 23.
Stemannsgade 9 C, Randers.
Sponsorer: Bryggeriet THOR
Randers Tandhjulsfabrik, Elinstallatør John Drejer, Malerfirma Thage W Nielsen, Randers Kommune, Kunstrådet

Pris:

Medl. 70 kr. ellers 100  kr

Bourbon Street Jazzband

 

Besætning:


Gerhard Ellerbæk, kornet
Finn Odderskov, klarinet, sax og vokal
Per Jegbjerg, basun og arrangør
Kurt Heegaard Jacobsen, banjo, guitar og vokal
Kim Nedergaard, piano og vokal
Jørgen Nielsen, kontrabas
Heine ”Hot” Poulsen, trommer
 


 I 2006 kunne Bourbon Street Jazzband fejre halvtreds års jubilæum. Så længe er det siden, at to halv-voksne knægte med jazzbacillen i blodet sad i en kælder i Herning og øvede sig på banjo og kornet.
De er blevet et par voksne herrer nu, og de kan se tilbage på en lang karriere indenfor dansk og international jazz. De har besøgt de fleste verdensdele, de har spillet med store internationale solister, og har en stribe udgivelser bag sig.

Bourbon Street Jazzband er kendt som orkestret, der altid gi´r sig fuldt ud, og det er måske hemmeligheden bag den langvarige succes, som har ført orkestret rundt til utallige jazzklubber og festivaller i ind- og udland. Hele tre gange har de besøgt det californiske Sacramento Jazz Jubilee, og har desuden optrådt både i Hong Kong og Kenya, foruden i de fleste europæiske lande.

Orkestrets kvalitet har aftvunget respekt hos de gæster, som har optrådt sammen med det. Den engelske verdens-basunist Roy Williams gæstede i 2004 Riverboat Festival (hvor BSJ har optrådt hvert eneste år siden festivalens start) i selskab med Bourbon Street Jazzband, og sluttede sig til New Orleans- trompetisten Leroy Jones i sin uforbeholdne glæde ved samarbejdet. En anden New Orleans-musiker, Jacques Gauthé, inviterede i 2002 Bourbon Street Jazzband til at komme og spille tre dage på hans faste klub i netop Bourbon Street midt i French Quarter, New Orleans.
Bourbon Street Jazzband spiller traditionel jazz, boogie-woogie og swing i en meget udadvendt og dansabel stil, krydret med flotte blæserarrangementer, en medrivende rytmegruppe og gode vokaler, hvilket kan høres på de indtil videre 10 udgivelser, senest  ”It´s A Sin To Tell A Lie” fra 2008.

”Bedre kan det næppe gøres. Der er nerve, entusiasme og begejstring i musikken”, ( Martin Bjerregaard Jensen, Midtjyllands Avis ).

”Deres præstation i topklasse... ingen tvivl om det! Jeg kan konkludere, at koncerten er den bedste, jeg har hørt i denne sæson.  Orkesteret er meget professionelt og spiller med en indlevelse som sjældent opleves i Danmark.” (
Jørn Kildall, aarhusjazz.dk ).

Det er med omhu, at netop dette orkester er valgt til at slutte året af i Jazzens Venner.
I selskab med dette band er man sikker på at komme i den rette stemning - "det er bare juleafslutning, så det batter !"

 


Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 03. dec. 2009

i

VIOLINIKA

- appellerende og swingende samspil

 Der var lagt op til fest og farver allerede ved musikernes entre på scenen.
Okbo indtog sin plads bag trommerne og lyste op i sin gallarøde jakke. Lasse Høj let genkendelig med sin violin under armen, Hans Esbjerg bag klaveret. Stig Torndyb havde til lejligheden skiftet kirkeorglet ud med en rigtig kontrabas. Jacob Wenndt var der ikke ! Nej han var denne aften nedlagt af en hed influenza. I stedet havde man hidkaldt Finn Odderskov, der nu gjorde sin entre med sin elskede tenorsax og en sopran i stativ !
Publikum skulle ikke helt have den oplevelse, de havde regnet med, men gjorde sig klar til en anden – og ikke mindre interessant oplevelse.
Hvordan ville de to solister up front klinge med hinanden. Violin og sax ?
Foreløbig startede Okbo bandet med sikker hånd og slog rutineret tempoet an til en flot ballade. ”My one and only love”. Tornby trakterede sin bas med stor følsomhed og rytmisk kreativitet. Hans Esbjerg istemte sit enkle og effektfulde spil. Let Oscar Petersonsk højrehånd og en klangfuld, men lige så enkel venstrehånd. Rytmegruppen fungerer fint. Det lover godt.
Fremme i front klinger de smukkeste toner ud i rummet. Violin og tenorsax klinger godt sammen. Ben Webster kan ind imellem få sin tenorsax til at klinge blødt som en cello. Finn har lige så blød og følsom en magt over tenorens tone. De to instrumenter  - violin og sax - klinger momentvis som to strengeinstrumenter. Violinen flagrer med sine Django Reinhardt molklange omkring melodiens tema og blander sig blidt i kor med tenorsaxofonen. Et smukt nummer. Publikum har for længst overgivet sig.
Bifaldet røber alt.
Sopransaxen får vi at høre i ”Autum Leaves”. Blændende og betagende spil af Finn. Særligt iørefaldende i samspil alene sammen med bassen, hvor Stig med stor indlevelse følger og understøtter solisten. Netop i denne situation passerer en tilhører forbi og får i farten afleveret et anerkendende: ” Igen et godt band !!”.
Det var herligt at se hvordan musikerne nød at spille med hinanden. Intenst lyttende til de andre, vagtsomt og opmærksomt, musikalsk stillende sig selv til rådighed for helheden. Glad og anerkendende smilende, når tingene lykkedes og gik op i en højere enhed.
Show var der også.
Vi fik Finn at se – og høre – vokalt på virtuel bas. ”Oh Lady Be Good” er sjældent hørt bedre. I hvert fald ikke mere underholdende ! Hør og se  nummeret på www.jazzens-venner.dk
” Jeg ser Finn som en stor champagneflaske, hvor proppen lige er sprunget af. Han bobler og bobler af den ene serie af ideer efter den anden !”. Var der en, der sagde.
Ja. Vi blev alle beriget med masser af boblende og medrivende musik.
Vi kan vel heller ikke sige os fri for at lade os beruse – musikalsk.
Alle fik denne aften en anderledes og musikalsk inspirerende oplevelse. 

Med ønske om god jul 

Ryan 


Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 05. nov. 2009

i

Lillian Boutté og Burich-l'Etienne New Orleans Ensemble

- Ren magi !!

Denne aften blev vi præsenteret for et yderst nobelt band. Ikke alle i jakke. Men alle med slips.
Man kunne ane, at der var lagt op til noget særligt. Der var da også på forhånd gode forventninger til aftenens forløb.
Det var jo Lilian Boutté, der skulle komme.
Lige nu var det så Burich - l'Etienne New Orleans Ensemble, der stod på scenen.
Thomas l'Etienne præsenterede: Finn Burich på trombone, Hans Esbjerg på piano, Torben Bjørnskov på bas, Espen Laub von Lilienskjold på trommer. Thomas selv på klarinet og tenorsax. Et hold garvede musikere, der bare kan deres kram.
Og så bragede det løs.
"Savoy Blues". Det var klassikerne vi skulle høre i aften. New Orleans klassikerne.
Musikken strømmer med stor styrke og overbevisning ud i rummet. Rytmen flyder, synkoperne falder næsten over hinanden, der trylles med stikker, forrygende basforløb og en fantastisk melodisk og rytmisk produktion fra klaveret. Klarinetten leger sit skælmske spil og trombonen lægger sin solide og markante bund.
Det swinger. Publikum ser henfaldne ud. Smilende ansigter. Trampende fødder.
Der spilles en beguine fra Matinique: Philippe Celestin, djævlenes konge. Der bliver varmt i rummet. En enkelt jakke ryger. Hot ! Stemningen stiger.
"After You have gone" gives med stor indlevelse og intensitet. Stemningen er sat.
Hun er her ! Hun kommer nu !
Publikum har i mørket skimmet en hvidklædt, net, person i salen. Lillian Boutté er kommet.
Thomas præsenterer: "Den bedste sangerinde, den smukkeste, den dygtigste, den mest eminente .... "
"And the tallest ! " - lyder det fra Lillian. Der jubles og les. Ikke nogen storhed her ! Lad os nu ha' det lidt morsomt.
Lillian gør sin entre på scenen. Fanges i projektørlyset. Hvid som en engel. Vibrerende af energi.
Hun lægger ud med "Basin Street Blues". Kan det være anderledes. Musikken danner den helt rigtige kulisse. Man ER i Basin Street. Lillians stemme og fortolkning leder tankerne hen på Louis Armstrong.
Men Lillian er helt sin egen. Hun behersker sin stemme. Mange forskellige klange og farver strømmer ud fra denne vidunderlige sangerinde. Der er ikke sprog, der dækker den variation og spændvidde vi er vidne til.
Men der er andet end musik i luften.
En kraftfuld aura breder sig ud fra den lille hvide, syngende engel. Vi kan mærke det inden i os selv. Hun besidder en særlig kraft. Hun er her i blandt os med et budskab.
"Don't let anybody tell you, that you are too old to be silly. You tell them to check themselves and learn how to be silly !!"
Jo, jo. Midt i al alvoren skal der være plads til galskab.
Aftenen går alt for hurtigt.
"Take this with you home, to your kids, grandkids and neighbours. To everybody. What we give from our hearts, and what we give from our lives makes it even more beautiful - What a wonderful world ".
Aftenen er slut. Publikum rejser sig og klapper musikerne ud. Lillian både giver og får adskillige knus på vej ud gennem salen.
Bandet har gjort noget ved os denne aften. Lilian har gjort noget ved os.
Det er magisk !

Mvh Ryan

 

PS Swingband, Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 01 .okt. 2009

i

PS SWINGBAND
-
suveræn og intelligent sigeunerjazz.
 

En gang imellem har vi besøg af små besætninger. Denne gang PS Swingband: 2 guitarister, en violinist, samt en basist. Og så var der ikke engang trommer med.

Men sjældent har en besætning på 4 mand fyldt så meget. Disse fire særdeles dygtige musikere var fuldt til stede og kunne på sjælden vis fylde rummet totalt ud. Endog på en charmerende og intelligent måde. Trommerne manglede overhovedet ikke. Når de to guitarister rottede sig sammen med bassisten strømmede der en konstant og swingende rytme ud af instrumenterne. En rytme, der aldrig svigtede og som forplantede sig dybt ind i publikums bevidsthed. Rytmen sad der hele tiden og lagde en solid bund til melodi og improvisation.
Stilen var så afgjort inspireret af Django Reinhardts "Jazz Manouche", den franske sigeunerjazz, som blev grundlagt engang i trediverne. Vi kom helt tæt på i "Minor Swing", som næsten ikke var til at skelne fra originalen, som er indspillet af Reinhardt og Grappelli. Mon ikke vi har fat i forbillederne her ?

Per Sørensen på guitar, præsterede et fast rytmisk spil, hvor harmonierne hele tiden skiftede for hver takt, medens anslaget "kørte derudad". Insiterende og pågående. Ind imellem fik vi en rask solo, der absolut var lytteværdig.

Ellers var det Kim Mouritzen, også på guitar, der dels støttede op i rytmen, men som for det meste slog sig løs i medrivende soli i bedste Django-stil. Forrygende rytmiske og melodiske forløb med masser af blue-notes og mol. Forbilledet kunne ikke have gjort det bedre.

Torben Nickelsen var på sin bas den sikre og stabile ankermand, rytmen og grundtonen svigtede aldrig. Netop som han blev præsenteret af Per Sørensen: "Bassen har vi her i vor midte, som samlingspunktet for det hele".

Esben Kjær er et kapitel for sig. Sjældent har man hørt en jazzviolin med sådan en spændvidde ! Det er selvfølgelig fristende, at sammenligne med Stephano Grapelli. Men det kan man ikke. Esben kan være lige så udtryksfuld, men når det rigtig går løs er Esben mere fordybet og hidsig i sit spil. Django var jo sigeuner, Grapelli fransk/italiensk. Alle temperamenter kom til udtryk i Esbens spil. Altid nye nuancer. Hele tiden nye indfald. Spændende og undeholdende var det.
Bandet skal også roses for sin sang. Smukke og kvikke enkeltpræstationer. I kor i jazzede harmonier.

Nå ja - tak for de gode historier, der fulgte med nogle af numrene. Ikke overdrevet - lige til pas.

Vi husker vel endnu historien om, da Fatts Waller blev bortført af Al Capones håndlangere, med det formål at spille til chefens fødselsdag. Da han blev i tvivl om hvilke af to yndlingsmelodier, han skulle spille, var svaret: " If I were you, I would play bouth !! ".
Denne aften fik vi præsenteret mange yndlingsnumre. Når engang PS Swingband besøger os igen

- ja så kan vi kun anbefale: at de spiller dem alle !


Se videoklip på www.jazzens-venner.dk rubrikken "Jazz4You".

 

Mvh Ryan
 


River Band m/Kenn Linding, Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 03. sept 2009

i

River Band m. Kenn Linding
-
suveræn og engageret blues & shuffle
 

Denne aften var helt dedikeret til dixielandtilhængerne og bluesfolket.
River Band bakkede fuldstændigt op om Kenn Lending "the real blues man". Et prædikat man får
i det sydlige USA, når man lever med sin musik fuldt ud, og som iøvrigt er blevet lært op af en ældre ”bluesmand”. Et langt venskab og samarbejde med Blues-sangeren og Barrelhouse pianisten Champion Jack Dupree, har sikret at Kenn har tilegnet sig de hemmeligheder og traditioner, der kan føres direkte tilbage til de afrikanske slaver. Og altså kan smykke sig med prædikatet - "Bluesman" !
Vi blev præsenteret for mange eksempler på traditionsrig musik fra genren: "Basin Street Blues", "Just an old fashioned man", "St. Louis Blues"
- og mange andre. Men vi hørte også nyere melodier og rytmer. Således "On the sunny side of the street", "Blueberry Hill
" og "Bueno Sera".
I det hele taget havde besætningen godt tag i shufflestilen og  de latinamerikanske rytmer. Momentvis var lokalet helt oppe at køre, når rytme og drive totalt fyldte rummet. Det intense lydtryk indtog formelig publikums kroppe og bevægede bevidstheden langt hinsides fornuft og rationel tænkning. Rummet var extatisk !
Således i "C. C. Rider" . Et nummer, der ganske godt repræsenterer, hvad disse musikere står for. Melodien indledes med et traditionelt ensemblespil og anslår den helt rigtige bluesstil.
Allan Bjerregaard indtager mikrofonen med sin intense vocal, der ligger tæt op af det aggressive spil, som han præsterer på sin trombone. Publikum er med. Nikker i rytme til sangen og stamper fast rytmen i gulvet. Bagved "kører toget", som en publikummer udtrykte det om rytmegruppens pågående drive. Nikolaj Seidelin fast i beatet på sine trommer. Jørgen Nielsen på el-bas og Karen Sørensen på piano tilføjer rytme og drive til grundrytmen, så det rigtig swinger. Ja - toget kører. Torben Lassen, der ellers har fornøjet os med et eminent trompetspil, går tæt på mikrofonen, denne gang med mundharmonika. Et instrument, der helt understreger bluesstemningen. Torben kan "vride" tonerne ud af instrumentet, som kun de bedste mundharmonikaspillere kan gøre det. Effektfuldt.
Det her er Kenn Lindings område.
Han indtager rummet med en forrygende solo. The "Blues Man" in action. Man fornemmer, hvordan han selv indtages af melodien og stemningen. Han "går ind i musikken". Vi ser tydeligt, hvordan han lidt efter lidt helt inddrages i sit eget univers. Budskabet når os i de strømme af følelsesladede toner, der toner ud af guitaren. Medrivende og betagende. Karen Sørensen slår over i en "offbeat" shuffle. Peter Jensen lader sin hæse tenorsax bidrage med rytmisk melodispil. Publikum klapper i takt ! Der er rigtig gang i den.
Vokalen overtager melodien, rytmen finder sit oprindelige leje. Antiklimaks.Buldrende bifald fra publikum.
En rigtig god aften i selskab med River Band featuring Kenn Linding - som man siger.
Endnu en god og oplevelsesrig aften i Jazzens Venner, hvor publikum ved sin egen deltagelse støtter op om den gode musik - og i tilgift får en mindeværdig oplevelse !


Se videoklip på www.jazzens-venner.dk rubrikken "Jazz4You".

 

 


Kims Bacon, Stemannsgade, Randers, torsdag den 07. maj 2009

i

Kims Bacon
- energisk og kraftfuld jazzmusik !!

 

Kims Bacon, må denne aften siges at være både sprød og velsmagende !
Mange gode jazzstandards blev præsenteret på traditionel vis. Ikke traditionel jazz ganske vist. Det lægger besætningen ligesom ikke op til. Med tenorsax og trompet i front, godt suppleret med elguitar i melodi og soli, er vi i den mere moderne ende af jazzgenren.
”I want a little girl” blev fortolket med al den sødme og længsel, der kan lægges i netop denne melodi. Rytmegruppen holdt takten fast i et klædeligt downtempo. Heine Poulsen er et urværk på sine trommer, varierende i sine rytmefrekvenser og en sand mester i at tilpasse styrken i sit spil. Blidt og svagt op til cressendo når højdepunkterne i fortolkningen kræver det. Mesterligt. Jørgen Nielsen, på slagbas, følger opmærksomt melodiens og rytmens gang og giver rytmeforløbet sin melodiske karakter. Tonerne runger i ens eget bryst og går lige i hjertet. Guitaren krydrer rytmen med fine klange. Jesper Bjarnesen kender sin guitar og viser i sine soli, stor virtuositet. Det er dog i sangen, man især lægger mærke til ham.
Stemmen er mørk og groovy. Meget udtryksfuld. Næsten arkaisk tæt på de gamle bluessangere, hvor man fornemmer et helt livs smerte og glæde i udtrykket. En nydelse at høre på. Kim Nedergaard gemmer sig lidt bag sit Roland klaver, men fede og fyldige klange toner ud fra instrumentet. Sjældent er bluestempo, synkoper og melodiske forløb fortolket bedre. Og helt i front. Gerhard Ellerbæk på sin uforlignelige trompet. Flot tone. Lidt Armstrong inspireret i passager. Ellers over i det boppede. Her går erfaring i spænd med en altid sikker fornemmelse for melodiens stemning og forløb. Hans Jørgen Jensen er på sin tenorsax meget alsidig i sit spil. I bløde passager genkendes Ben Webster inspirerede temaer, men for det meste er stilen lidt rå og rocket. Med sikker og flydende teknik leveres en strøm af spændende fraser og melodiske mønstre.
I slutningen af første ”sæt” viser bandet, hvor det måske i virkeligheden har sin sjæl.  Nemlig i Rythm and Blues genren.
”Dogging around ” fyres af i et tempo og et engagement, der river publikum ned af stolene!
Dogging around kan vel oversættes med ” at blive trukket rundt med”. I en forrygende version af nummeret fornemmer man både råheden og smerten i budskabet:

” You better stop, dogging me around.
If you don’t stop, I’m gonna put you down.
Cause I can’t take much longer.
My hearts getting weak and it’s not getting any stronger.”

Som aftenen skrider frem præsenteres vi for en spændende blanding af jazzstandards, samt Rytm and Blues. Vi får ”Smiling” og  ”Georgia” i hver sin ende af tempospekteret og aftenen sluttes af med en serie iørefaldende og medrivende R & B numre. Blandt andet: ”Loveletters in the sand” af Coots / Kenny tilbage i 1937, bedst kendt fra Pat Boones version fra 1957,  samt ”Blueberry Hill”, indspillet af Dorsey, Gene Krupa og Glenn Miller, men vel nok bedst kendt i Fats Dominos version.

Yes – I found my thrill, on Blueberry Hill !
Vi fandt vores fortryllelse i Jazzens Venner i selskab med Kims Bacon !!

Med venlig hilsen

Ryan
 

Tuxedo Jazz Band m. Mike Owen, Stemannsgade, Randers, torsdag den 02. apr. 2009

i

Tuxedo Jazz Band
- den reneste New Orleans musik du kan høre !!


På trods af en rekordlav dollarkurs er der ingen grund til at tage turen til New Orleans for at opleve New Orleansmusik.
Denne aften fik vi leveret den mest autentiske New Orleans musik, der længe er hørt på disse breddegrader !
Tuxedo Jazz Band møder op med en besætning, der netop vækker forventninger om at opleve den rene vare.
I front: Jørgen Nielsen på cornet, Leif Bjørup på klarinet og Mike Owen på trækbasun. I rytmegruppen: Stig Fisker på banjo, Poul Christensen på sousafon og Orla Brandorff på trommer !
Poul Christensen bekendtgør, at bandet har bestået i en snes år. Med skiftende besætning forstås. Men den nuværende besætning er den ultimative. Det bliver ikke bedre. Det bliver ikke anderledes. Musikerne nikker bekræftende.
De her musikere har virkelig lært af de gamle jazznavne - der hvor den oprindelige kilde til jazzmusikken har sit udspring. Selv tempoet er "sydstats". Alle numre holdes nede i tempo. Også hurtige numre. Chris Barber bruger samme koncept. Der er ro og god tid. Vi ER ved "Lazy River" !
Med et godt fundament i et repertoire fra "de gode gamle dage" bliver der hurtigt skabt en atmosfære af Sydstats stemning, så man næsten fornemmer solens hede og hjuldampernes skvulpende drift ned ad Mississippi.

I nummeret "What a friend we have in Jesus" fornemmer man den ægte sydstatshengivenhed til kirken og troen. Cornetten fører an i melodien. Insiterende, med dæmpet lyd, fortolkes en gribende melodi. Fuld af sjæl og følelse. Clarinetten flagrer dæmpet rundt om temaet i enkle og melankolske fraser. Trombonen gjalder blød og rund i bunden af melodien og markerer overgangen mellem takterne i ægte tailgate stil. Det tunge, pågående tempo markeres diskret af trommerne, taktfast og dæmpet, fulgt af banjoens metalliske klange, der rytmisk varierer sine akkorder fra dur til mol. Ægte "blue notes". Melodiens langsomme hjerterytme lyder fra sousafonens dybeste klangområde. Vi er ikke kun i kirke - vi er dybt inde i naturmenneskets naive og intuitive bevidsthed.
Det er gribende. Det er medrivende. Musikerne er selv grebet af stemningen. Det høres i deres soli. Følelserne finder forløsning i instrumenternes forskelligartede karakteristik og melodiske muligheder. Alt går op i en højere enhed og man håber melodien vil vare ved i al evighed. Da det hele slutter er der andægtig stilhed !
Poul Christensen, der er godt og grundigt viklet ind i sin kæmpestore sousafon, meddeler hæst: " Nu skal vi vist have et nummer med mere fut i. Næste nummer passer til stedet her - Randers - der jo er en søfartsby. Så derfor spiller vi nu "Don´t give up the ship" ".
Og ja ! Tempoet sættes adskillige takter i vejret. Et kvikt og humørfyldt nummer. Smilene breder sig og fødderne vipper taktfast op og ned, fingrene trommer taktfast på bordkanten og kroppen bevæger sig i danserytme. Musikerne viser deres tekniske kunnen, stadig trofast mod stilen. Melodien er adresseret til Randers som søfartsby. Det er Randers dog ikke. Randers er en havneby. Men melodiens stil kunne adresseres til det gamle Randers, hvor pramdragerne taktfast, men i slæbende tempo, med snærende reb over skuldrene, skridt for skridt forcerede de fasttrampede stier langs Gudenåen. Her er der måske lidt slægtskab til det slidsomme arbejde i marken, hvor sydstatsslaverne, med deres rytmiske arbejdssange, skabte grundlaget for jazzmusikken . Men nummeret er velment og belønnes med ivrige klapsalver fra publikum.
Flere musikalske oplevelser følger.
"Canal Street Blues" hvor Mike Owen suverænt anvender sin "Waw-waw" cup, så man næsten fornemmer, at der fortælles en historie  i melodiforløbet. Mesterligt ! Mike kunne af statur sagtens være en af kæmperne i vort nationale våbenskjold. Men man fryder sig over, at han er til stede her og beriger os med sit talent !
Mike er tillige en glimrende vocalist, hvilket vi får at høre i "A fool such as I". 

Der er meget at huske fra denne aften. Poul Christensen binder det hele sammen med sin hæse stemme: kommentarer til de enkelte numre og små historier fra en musikers hverdag. Det er bare hyggeligt. Genkendelsens glæde er stor da "I wonder who is kissing her now" toner ud i rummet. Selv om valserytmen ikke er fremmed for jazzmusikken, så er nummeret dog lidt atypisk for det i øvrigt traditionelle repertoire. Mike Owen crooner. Melodien er skøn, så vi tager gerne det hele med.
Tuxedo Jazzband slutter aftenen med " Till we meet again".
På vej ud afleverer publikum mange rosende bemærkninger. "De var gode. Dem vil vi gerne høre igen".
Yes - we meet again !
 

 

BG Swing Quartet på Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 05. mar. 2009

 

BG Swing Kvintet - levende Benny Goodman swing !

Benjamin David Goodman blev født i maj måned 1909. Da vidste man ikke, at han under navnet Benny Goodman skulle udvikle sig til en fabelagtig dygtig klarinettist, hvis navn skulle blive kendt og husket verden over. Vi kender ham bedst som jazzklarinettist, men han har faktisk også indspillet klassiske værker. Blandt andet Mozarts klarinetkvintetter og vor egen Carl Nielsens klarinetkoncerter.
Bedst kendt er vel Benny Goodmans Kvintet fra midt 1930'erne, med Teddy Wilson, Lionel Hampton, Duvivier og Gene Krupa. Her spilles der jazzmusik. Nærmere betegnet swing, som Benny Goodman er blevet eksponent for. Tilnavne som "King of swing", "Swing's Senior Statesman" og "The Professor" siger vel alt om den status Benny Goodman har i genren.

Når 100 årsdagen for "The Patriarch of the Clarinet" skal markeres, kan det under vore hjemlige himmelstrøg ikke gøres bedre end af BG Swingkvartet, hvis besætning alle er erklærede beundrere af Benny Goodman.
Med Dennis Christiansen i front på klarinet, rytmisk bakket op af Lars Lavendt på guitar, Jesper Heinrich på bas samt Kurt Christensen på trommer, skabes der en helt klar illusion af den oprindelige Benny Goodman sound. Denne aften var vi endvidere så heldige, at kvartetten blev suppleret med vor lokale vibrafonist Jens Olesen, hvilket bidragede betydeligt til virkeliggørelse af den rigtige Benny Goodman / Lionel Hampton lyd.
Luk øjnene og lad dig føre ind i musikken og tidsmaskinen fører dig tilbage til 1937'ernes New York/ Chicago og Goodmans Quintet. En herlig fornemmelse.
En væsentlig del af illusionen skabes selvfølgelig af repertoiret, der må siges at være en perlerække af de bedste Benny Goodman melodier: "It had to be you", "Avalon", Stompin at the Savoy", "Oh lady be Good". På de 3 timer, hvor vi blev forlystet af disse eminente musikere, lyttede vi til de fleste af denne genres swingtunes !
"It had to be You" blev fortolket i et roligt og indlevende tempo, hvor der blev rig lejlighed til at nyde Dennis i det dybe leje på klarinetten. Tæt på den rigtige runde, sprøde og næsten klassiske Benny Goodman lyd. Improvisationen tager os op i klarinettens høje register og der leges nænsomt med temaet. I baggrunden hører man Kurt Christensen på trommerne, der med stor beherskelse markerer rytmen, skånsomt og insiterende. Afvekslende med synkoperende spil med whiskers på lilletromme og bækken. Man kan næsten høre Gene Krupa gøre det samme på CD'en derhjemme. Lars Lavendt producerer vellydende rytmiske klange på sin guitar. Man har indtrykket af, at alle tonearternes muligheder afsøges for dernæst at afløses af forrygende soli. Swingende og boppet i stilen ! I et kor hvor der chases med trommerne tryller Jesper Heinrich, med sin elektrisk bas. Rytmisk sikker og melodisk improviserende får melodiens rytme lov til at fremføre temaet. Det går direkte ned i fødderne !
Melodien vender tilbage. Føres videre i solo på vibrafon. Jens Olesen blev af Dennis præsenteret som den lokale Lionel Hampton. Ja det lyder faktisk også sådan ! Køllerne lyner i scenemørket og sender rytmisk vellyd ud til tilhørerne. "Godt at vi har en lokal med i aften", var der en publikummer, der sagde. Det var et helstøbt nummer.
En Leo Mathisen medley sætter fut i fejemøjet ! "Take it easy Boy Boy", "To be or not to be" og "24 røvere" fremføres med stor energi, der forplanter sig ud i rummet. Kurt Christensen slår sig lystigt løs på trommerne og afslører sig som bandets glade dreng. Den får hele armen !
En god og humørfyldt variation.
Vi får også at vide at "Huttelihut" ikke stammer fra Europamesterskaberne i 1992 og at Svend Gehrs da slet ikke er ophavsmand til udtrykket. Nej, nej - det er da fra Leo Mathisens "24 røvere" helt tilbage i 1944. Så ved vi det.

Tidligere på aftenen hørte vi bandet levere "I want to be Happy". Et forrygende uptempo nummer, hvor det hele løber løbsk. Dennis spørger Kurt: "Are you happy now ?" Og det er han !

Vi kan alle kvittere for denne aften og istemme " We are happy - all of us" !

Med venlig hilsen

Ryan
 

Danish Hot Stompers på Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 05 feb. 2009

 

DANISH HOT STOMPERS.
Effektiv mainstream .....

Så fik vi startet 2009 sæsonen i Jazzens Venner.
De fleste lagde nok mærke til, at der var hvide duge på bordene og i det teatermørke lokale, med de små stearinlys på bordene, var der virkelig hyggestemning til stede. Ved aftenens slutning bemærkede flere af damerne: ".. at det har vel nok været hyggeligt." Vanen tro er mændene knap så nuancerede i deres observationer, men alle var tilfredse med musikken og arrangementet i det hele taget. Vi har da også den glæde at kunne konstatere, at flere kommer til arrangementerne og at flere bliver medlemmer.
Rammerne var således bragt i orden til en god musikoplevelse - og Danish Hot  Stompers leverede varen !
Navnet giver associationer til en lidt mere traditionel dixet stil end den, der er bandets varemærke. Stilen var nemlig absolut mainstream. Den primære kvalitet hos ethvert band er rytmegruppen. Klaver, bas og trommer.
Hvis rytmegruppen fungerer er der basis for, at resten af bandet også fungerer. Allerede fra første færd trængte rytmegruppen sig på - på den "fede" måde, som man siger.  Finn Træde mestrede sine trommer på den sympatiske måde. Nemlig uden bulder og voldsomme udladninger. Her var der ro. Kreative finesser varierede grundrytmen, der bare tikkede derudaf, med en diskret stortromme og rytmiske synkoperinger med stikken på reifen. Den diskrete pågående rytme blev suppleret af Jørgen Skovhøjs gedigne basspil, der uden at gøre et stort nummer af sig selv, bare stædigt betonede grundtonen i harmonierne, samtidig med at rytmen blev tilført et melodisk drive. Harmoni og melodi blev fuldendt af Svend Erik Hansen på sit elektriske klaver. En "fuld" og rytmisk venstrehånd, samt en legende og improviserende højre ! Et dejligt trekløver at lytte til. Her var stilen mainstream !
De to solister, Ove Larsen på trompet og Bent Østergaard på sax og clarinet var mere "boppede" . Ove Larsen behersker improvisationens kunst og fyrer skalaer af i spændende klange, der hele tiden udfordrer tilhøreren. Altid på plads i harmonierne improviseres der over melodien - og improviseres over improvisationen. Men lige som man tror, at melodien bliver væk, dukker den op igen og bekræfter, at der bare er styr på tingene. Ove Larsen leverer en dejlig klang på sit instrument. Jeg selv kom til at tænke på Roy Eldridge. Uden at det i øvrigt forpligter Ove Larsen!! Bent Østergaard er ligeledes boppet i sin stil. Konstant afsøges den aktuelle bechiffring for klanglige muligheder. Det er aldrig kedeligt. Tilhøreren udfordres hele tiden. Var det ikke et tema fra Porgy and Bess. Man finder aldrig ud af det for improvisationen bærer os videre. Somme tider ind i et rum med skæg og ballade, hvor der provokeres med dybe "båt" fra tenorens dybe C eller måske længere nede af skalaen. Bent Østergaards tenorsax er rå og han tirrer os med skrigende effekter og dybe rå klange fra tenorens dyb. Så er han mere blid på klarinetten, som f.eks. i "Petit Fleur" og "Oh Lady be Good".
Nå, ja ! Så fik vi også hørt Svend Erik Hansens gode sangstemme i bl. a. " I will be Glad .."og "Secret Love". "Svenne" brugte sin stemme som instrument i "Take the A-train". Det gav en god organisk effekt i klangen sammen med de andre instrumenter ! Dejlig stemme. På en gang rund, ru og let croonet.
Der er mange gode musikalske oplevelser at tænke tilbage på fra denne aften -  et væld af klassikere fra et næsten uudtømmeligt "jazzværksted". Effektivt leveret af Danish Hot Stompers i to "tætte" sæt !
Sluttelig en hilsen - fra musikerne: De synes I er et godt publikum !!!

Ryan

 

2008
 

Theis Jazzband på Underværket, Stemannsgade, Randers, lørdag den 27. december 2008
 

 


Theis Jazzband -
Jazzmusik leveret med kærlighed og engagement. 

Denne tredje juledag mødte publikum op til et stemningsfuldt lokale. Dæmpet belysning, lys på bordene og røde duge på cafe-bordene. Trommer, bas og klaver var allerede på "stikkerne" og varmede op medens publikum strømmede ind i lokalet. Der var tydeligvis stor forventning til aftenens program. Da Theis Jensen introducerede den første melodi, var lokalet stort set fyldt op, men de senest ankomne var travlt beskæftiget med at flytte yderligere stole ind i lokalet. Sjældent har der været en så fortættet og festlig stemning i Underværkets store sal. Og det var blot begyndelsen !
Louis Armstrongs "Someday you'll be sorry" tonede ud i rummet. Theis's trompetspil fornægtede ikke sin inspirationskilde good old Satchmo. Klangen i hornet var tydelig Louis-inspireret, men stilen var helt Theis's egen ! En forunderlig tolkning af den helt klassiske dixieland stil. Første kor tæt op ad melodien, med efterfølgende let improvisation, hvor man konstant aner melodien bag solistens leg med tonerne. Man fornemmer hele tiden den diskrete men altid nærværende rytmegruppe, det taktfaste lidt tilbagelænede stærkt swingende drive fra Mikkel Finds trommer, der mesterligt suppleres af Henrik Hartmanns opmærksomt lyttende og pågående basspil. På pianoet høres Hans Aspöcks lette højrehånd improvisere
med enkelte figurer hen over melodien. Indimellem lander venstrehånden rytmisk på tangenterne og danner velklingende akkorder, der understreger melodiens grundtoner. Fokuserer man på denne lille trio alene, går tankerne uvægerligt i retning af Oscar Peterson. Leif Juul Jørgensens klarinet flagrer traditionelt omkring melodiens tema med en blød næsten blokfløjtelignende klang. Det lyder virkelig flot. Bunden lægges af Erik Hansens bløde og let sprøde basunspil. Helt fri for den rå attitude som frister mange basunister. Det siges, at Erik kan spille på ALLE instrumenter, vi kan blot skrive under på, at han er en vidunderlig trombonist. Theis synger: "Someday you'll be sorry. The way you treated me was wrong". Måske det mange blandt publikum, har ventet på. Det er jo i sangen han ligner Louis mest. Den hæse stemme er der, samtidig med en frasering af melodimaterialet, som helt er Theis's eget udlevede potentiale. Publikum bliver ikke skuffede. Stort bifald.
Leif Juul Jørgensen tager over på klarinetten. Den bløde tone afløses af en hæsere klang, der klæder det improviserende spil. Blidt og hårdt følger hinanden og fremhæver et rytmisk islæt, der bare får melodien til at swinge. Det ER da Edmond Hall ? I det hele taget får man let associationer til Louis Armstrong All Stars besøg i Danmark i 60'erne.

Den ene melodi følger den anden. Vi sidder hele tiden og venter på mere. Vi kan ikke få nok.
Klassikeren "On the sunny side of the street" swingende og elegant. Efter en kort rådslagning bliver man enige om "Big butter and eggmann". Bandet fyrer den rigtig af ! Blandt publikum ser man  gråt hår, henrykt smilende,
røde sokker i Eccosko, der hopper op og ned. Det ER medrivende. "All of me". Først i halv takt: 1-3-1-3. Dernæst slippes melodien løs 1-2-3-4, 1-2-3-4. Nej hvor det swinger. Scatsong i Louis-stil i "Blue turning grey", smukt ! For ikke at nævne " I want a little girl". Smuk næsten til bristepunktet.

Efter den sidste pause indfinder "trioen" sig alene på scenen. Henrik Hartmann har noget på sinde. På en tur med bandet til Le Havre den 4. juni - dagen for D-dags operation "Overlord" - er han kommet til at tænke på, hvilke konsekvenser det ville have haft, hvis nu ikke invasionen var lykkedes. En alvorlig sag vi godt måtte tænke over under den følgende udførelse af "Hymn to Freedom".
Vi bæres frem af melodien i bedste Oscar Peterson stil. På nethinden ser jeg tre særdeles engagerede musikere, der er enige om at levere budskabet. For mit indre blik frembringer den stadig mere inciterende musik et billede af rædselsscenerne i starten af Spielbergs "Saving Privat Ryan" og  jeg hører for mit indre øre de rikochetterende projektiler på tankspærringerne på Omaha Beach, jeg mindes krigsmonumenter i Holland og Belgien, der bærer det nationale flag side om side med det amerikanske flag. DER husker man den indsats der blev ydet af de allierede. Eller de hundredvis af geometrisk  anbragte hvide kors over faldne ved Arnhem, heriblandt Mont Gomerys søn. Musikken stiger til crescendo og man føler virkelig, at her kulminerer hymnen til friheden og taknemmeligheden til dem, der bragte ofrene !!
Vi tænker ofte blot på musikeren, når vi ser på bandets medlemmer. Men bag hver er der selvfølgelig en person med egne meninger og holdninger. Det er en oplevelse, når personen bag musikeren glimtvis viser sig og træder i karakter.
Det var en helt speciel oplevelse. Tak for det !
Også denne aften fik alt for hurtigt ende. Theis' s Jazzband måtte selvfølgelig give ekstranummer. Publikum rejste sig fra stolene, klappede og piftede indtil bandet gav sig. Aftenen kunne KUN slutte med "What a wonderful world":

"
I see trees of green, red roses too
 I see them bloom for me and you
 And I think to myself, what a wonderful world"

Ja. I selskab med sådanne musikere forlader man sceneriet med en klar fornemmelse af at verden OGSÅ er vidunderlig !

I rubrikken  kan du høre "Mood Indigo" , "It don't mean a thing" og "What a wonderful world"
 


Maarslet Naturjazz på Underværket, Stemannsgade, Randers, torsdag den 04. december 2008


Maarslet Naturjazz -
Ligetil dixieland jazz - serveret med højt humør.

 Denne aften kom vi på ”forjul” med Maarslet Jazz, der blot manglede julekostumerne for at bringe os i den rette stemning. Musikken var den enkle dixielandform, hvor man lytter til hinanden og skaber musikkens kor på stedet. Ikke så mange dikkedarer og slebne indstuderede faser. Her kommer den skinbarligste musik lige ud af hornet. Derved når man ikke konstant den helt store præcision, men musikken vinder ved sin spontanitet og når momentvis en swingende og forrygende intensitet. Rytmegruppen gør det pænt uden at gøre meget væsen af sig, men drivet er der.
Julehumøret mangler ikke. Sædvanen tro har vi med en særdeles charmerende gruppe at gøre. Små frække, men godmodige anekdoter får de helt store grin frem.
Bandet istemmer ”White Christmas”. Denne klassiske julemelodi lyder knaldgodt i dixielandstil. Trompet, klarinet og basun klinger og  finder hinanden i fine harmonier. Rytmegruppen hygger sig derudaf i kanefart.
Erik Overgaard griber mikrofonen og crooner ud i det stemningsfulde rum. Hvilken stemmepragt. Man tror det er Bing Crosby eller for den sags skyld vor egen Gustav Winkler. Publikum nynner med og har det godt. Man hygger sig. Den lange Errboe forlader bassen og bevæger sig frem til mikrofonen. Hvad vil han ? Han synger såmænd !! Det gøres på den helt specielle Errboeske facon. Den lidt sentimentale melodi tilføres en klædelig og spøjs humor på det rigtige tidspunkt. Det er faktisk god timing. Publikum tager det til sig. Det er morsomt.

Lidt senere går det løs med ”All of Me”. Her er der tempo på. Publikum har længe siddet og nikket i takt til musikken med fornøjelige smil på læben og med anerkendende øjekast til hinanden. Preben Ulvskov drister sig til at udlove bandets seneste CD som præmie til de tre første, der er på dansegulvet. Flere har sikkert allerede følt sig fristet til en svingom. Nogle dansere indtager den smalle passage mellem cafebordene og scenen. Med den forøgede respons bliver musikken mere insiterende og rytmegruppen kommer rigtig i omdrejninger. Overgaard nyder hørbart sin solo og tryller rigtig godt på sin trompet. Vi nyder igen hans fyldige stemme, der sluttelig formulerer en rytmisk og rigt fraseret scatsong. Der er liv i kludene ! Som lovet får de tre par hver sin præmie. En cd i et flot designet cover. Alt for pænt til at anvende som bordskåner – som foreslået af Ulvskov.

Så følger Savoy Blues, Just a Closer Walk, Georgia on My Mind. Tekster af Jørgen Kraglung: “Giber å, hvor laksen ej når op …… “. Og meget, meget mere.
Ud på de små timer går der rygter i bandet om, at Overgaard kan fransk. Det har han faktisk lært på gymnasiet i Randers. Han efterlyser et par skolekærester i rummet og spejder undersøgende ud mellem projektørerne – ud i det mørke rum. Der er dog ikke meget, der rører på sig. Så vi nøjes med en sang på fransk. Overgård og bandet istemmer ”La Vie en Rose”. Vi nyder igen den fyldige stemme. Denne gang på et flot fransk !
På dette tidspunkt burde skolekæresterne absolut have givet sig til kende.
Overgaard fik et MgX med fra folkeskolen til gymnasiet, hvor han så til gengæld ikke var helt sikker på, om han bestod.
Han bestod dog denne aften ! Sidste nummer gik ned mellem bordene som streetparade.
”Down  the Bourbon Street ….” Det blev til stort bifald fra publikum. Det blev også til ekstranummer.

De bestod skam – alle sammen !

Hør musikken på i rubrikken jazz4you

Fotografierne er taget af Thomas Vejlby, der venligst har stillet dem til rådighed for Jazzens Venner.


Finn Odderskovs Kvintet,
Underværket torsdag d. 06.11.08,  kl 08 - 23
 


I jazzmusikkens værksted ........

Finn Odderskov møder man i alle mulige sammenhænge. Som medlem af andre bands. Som gæstesolist i andre bands. Bourbon Street Jazband, Jesper Thilos Kvartet featuring Finn Odderskov, som få eksempler. Ofte møder man Finn i selskab med de ypperste navne i jazzmiljøet. Selskab han også selv har opsøgt og danner grupper med og hvor han selv indtager en central plads. Sådan var det denne aften.
Den besætning, som Finn præsenterede ved denne lejlighed, genoplivede den "sound", der samler så mange fans: En solid og rytmisk suveræn rytmegruppe med trommer, bas og klaver, samt trompet og sax, som  klangbærende instrumenter.
Det er lettest at vurdere musikernes præstationer på baggrund af et nummer, som man kender. Hvad med "On the sunny side of the street". Denne gamle jazzstandard fra 1930'erne. Komponeret af Jimmy McHugh med tekst af Dorothy Fields ( som næppe nogen aner noget om ). Men melodien er bare "kanon", for at bruge et fortærsket udtryk.
Kunne de så levere varen ?
Jamen den der specielle klang af trompet og sax faldt straks i ørerne. Ove Jensen mestrer både at dominere klangbilledet og at understøtte klangen, når saxen overtager den melodiske føring. Finn leverer konstant  en malende andenstemme, snart i simple iørefaldende, gentagne fraser, snart forfølges det melodiske forløb. De to instrumenter supplerer hinanden forbilledligt.
Og rytmegruppen ?
Heine Pless Poulsen, bliver ikke kaldt Heine "Hot" Poulsen for ingenting. Han behersker melodiens "tidsdimension" suverænt. Tiden opdeles i småstumper på highhatten. Taktfast lyder det: tikke-tak-tikke-tak.
Det går som et urværk ! Men ikke på den monotone måde. Man tryllebindes af den flydende energi. Synkoper og modtakter på trommens reife holder hele tiden opmærksomheden fanget. Det går ned i fødderne. Der er gang iden !
Resonansen fra kontrabassen får gulvet til at gynge. Man mærker urkræfterne forplante sig helt ind i kroppen.
Torben Bøtger Bjørnskov er gruppens benjamin. Men erfaring på instrumentet mangler der ikke. Man fornemmer en overbevisende virtuositet og et suverænt overskud. Melodiens grundtone markeres konstant, samtidig med at fingrene tryller spændende mønstre frem på gribebrættet. Herligt.
Gert Jacobsen på piano er placeret lidt i baggrunden af orkestret, forskanset bag det elektriske klaver. Men ham kan man ikke gemme bort. En kreativ højrehånd leverer dynamisk og enkelt melodiarbejde, varieret med "fede" klange når begge hænder foretager rytmiske landinger på tangenterne. Det swinger kraftigt. Her i det østjyske kender vi ikke meget til ham, men når "jazzkanonerne" kommer til Esbjerg, er det ham de bruger på klaveret. Det forstår man godt. Vi er glade for nu også at ha' truffet Gert Jacobsen !
Komponisten McHugh kunne ikke drømme om, at hans melodi kunne lyde så godt. Finn synger og fortolker Dorothy Fields tekst. Det swinger energisk. I melodiens finale tager alle fat. Det brager løs. Man får associationer til de "gode gamle dage", da der var asfaltbal foran Niels Ebbesen og jitterbuggerne gav den gas. Danselysten er der. En lidt yngre publikummer finder tilbage til sin plads i rummet og tager et par raske dansetrin på vejen. Det går simpelthen i nervesystemet !
Og der var masser af samme slags, hvor det kom fra : En forrygende "It don't mean a thing", "Smoke gets in your eyes", Undecided", "Bye bye blackbird". Og mange flere.
Nå - ja. Så blev vi vidne til et par "urpremierer".
Før nummeret "The girl of my dreams" kunne starte, skulle noderne lige omdeles ! Den havde man ikke spillet før. I hvert fald ikke sammen. Hvordan skulle det dog gå ? Vi var som publikum kommet med ind i musikernes værksted. Hvor musikken skabes. Og hvilken skabelsesakt. En vidunderlig melodi. Gert Jacobsen tryller i sin solo. Kommer langt omkring. Hører jeg "C'est si bon" ? Det gjorde jeg, men improvisationen har allerede bevæget sig mod nye musikalske horisonter. Gert Jacobsen synger. En lidt hæs, swingende og melodisk stemme, der fremmaner "the girl of his dreams". Da han i teksten synger " and the difference is you .." peger han over mod Finn. Vær så god at tage over! Sprød og rund er tonen, der lægges følelse i fortolkningen, der improviseres let og yndefuldt. Alle falder ind, blidt og helt i melodiens ånd. Det lyder som om melodien har været øvet mange gange og er vel indstuderet. Men det er den altså ikke.
Nøjagtig på samme måde går det med den smukke ballade "My Man". Den er slet ikke på repertoiret, men spilles venligt på opfordring. Flot performance ! Melodien er gribende og smuk. Går i uptempo, hvor det rytmiske tager over og danselysten får et par ud på gulvet. Det er ikke set længe !!
Oplev stemningen og nogle af melodierne på hjemmesiden www.jazzens-venner. Find rubrikken "jazz4you", hvor du kan høre "Xanadu", "The Man" og "On the train".
Vild med dans - vild med musik.

Vi har været med inde i jazzmusikkens værksted. Et spændende sted at være.
Forhåbentlig inviterer denne gruppe dygtige musikere os snart ind i værkstedet igen. Vi nyder deres håndværk.
Og vi nyder at være der.

Med venlig hilsen

Ryan

Fotografierne er denne gang taget af Thomas Vejlby, der venligst har stillet billederne til rådighed for Jazzens Venner.

 
Neanders Jazzband, 
Underværket torsdag d. 04.10.08,  kl 08 - 23

Fuld skrue, energi og sort humor

Neanders Jazzband trak fulde huse. Store sal på Underværket var fra første minut fyldt med forventningsfulde tilhørere. De seks oplagte musikere gik lige til sagen og da Per Kristensens stemme gjalder: "Er I klar ?!". Lyder det oplagt fra publikum:" JA ! ".
Grunden skulle være lagt til en god aften.

Kunne de så noget - musikerne ?
Bandet lagde ud med "Buggle Call Rag". En rigtig klassiker, der signalerer ægte traditionel dixieland jazz.
Per Kristensen bar melodien igennem på sin trompet. Attituden var energisk, tonen rå og pågående. Stilen er i den gamle tradition med improvisation lige omkring temaet. Man anede hele tiden hvor melodien var. Jens Agerholm på trombone falder ind med et kraftfuldt spil, der supplerer trompetens førstestemme og tilfører yderligere energi. Lige efter bogen høres klarinetten flagre omkring grundmelodien. Varierende fra det dybe sprøde leje til det høje påtrængende. Hans Kristian Rosendal kan sit klarinetspil. Man lægger straks mærke til Henrik Bay Møllers slagbas. Grundtone og grundrytme hamres tungt ind i vore hoveder. Lidt blidere efter at lydanlægget justeres. Det er her urkraften mobiliseres fra. Lidt højere i klang anslår Chris Vagn-Hansen sin banjo, taktfast og melodisk, så melodien tilføres extra drive. I bunden af det musikalske rum råder Claus Christensen med sine trommer. Grundrytmen og grundtempoet holdes in takt.
Det individuelle spil viser musikernes personlighed og tekniske kunnen. Det går bare derudad !
Først da melodien brat stopper mærker man, at bevidstheden har været fyldt op af lyd, rytme og energi.
Der opstår et tomrum. Så - bragende bifald. Musikere og publikum har fundet hinanden.

Det viser sig, at bandet er meget alsidigt. Repertoiret varierer mellem traditionelle dixienumre og nyere ting : "There is yes, yes in your eyes", " Careless love ", " A closer walk with Thee ", Dr. Johns "I call ", " King of the Road " i raggae. Opmærksomheden holdes hele tiden fanget.
Instrumentalnumre gøres organiske med maskuline vokaler. Der er nok at lytte til.

Omtrent midt på aftenen skifter stilen.
Hans Kristian har i sin musikalitet røbet en skæv form for humor. Midt i en forrygende solo, siger klarinetten pludselig som en jægers "andelokker": "Kvak-kvak". Man tror et øjeblik, at instrumentets blad er knækket. Men nej - det er alvor. Mærkeligt - men sjovt er det ! Senere giver han den som vokalist i " I wish that I could chimmy like my sister Kate ". MANDEN KAN OVERHOVEDET IKKE SYNGE. Men han ved det godt. Bandet ved det. Nu ved publikum det også ! Det er simpelt hen sort humor. Lige med ét ved man, hvad begrebet "crazy" dækker. Det er hylende grinagtigt. Gækken er løs !
Bassisten spiller PÅ bas. Bogstavelig talt.
Hvis du ikke er helt med, så gå ind på hjemmesiden www.jazzens-venner.dk . Gå ind på rubrikken " Jazz4You". Der finder du videoklip fra arrangementet. Dobbeltklik på " I wish that I could Chimmy .. ". Så opdager du, hvad meningen er!
Sådan fortsætter aftenen. Den ene overraskelse efter den anden. Publikum morer sig. Man er underholdt og tiden flyver afsted.
Bandet spiller " Over there in Glory Land " - og vi var med.

Bragende bifald. Ekstranummer. Mere bifald. Det ER slut. Publikum får sig lettet og forlader opstemt - og opladt - lokalet.
Forlader det musikalske "Glory Land ".

 


Swedish Swing Society,
Underværket torsdag d. 04.09, kl 08 - 23



Lars Erstrand


Antti Sarpila


Ulf Johansson-Werre

Swedish Swing Society fyldte Underværkets store sal med forventningsfulde mennesker – næsten til bristepunktet. Opmærksomheden var rettet mod 4 noble herrer iført jakke og mørkeblåt slips, mønstret med svenske kongekroner i guld, skønt kun de tre var af svensk nationalitet, nemlig Lars Erstrand på vibrafon, Ulf Johansson-Werre på piano og Bjørn Sjødin på trommer – den tredje var finne: Antti Sarpila på clarinet og sopransax.
Bag det formelle ydre viste sig at være nogle charmerende herrer med meget lune. Især Ulf Johansson-Werres annoncering og kommentarer til numrene afslørede, at ”dansk lune” også findes andre steder.
Musikernes dygtighed, tekniske kunnen og medrivende fortolkning af melodierne bjergtog straks publikum, der villigt lod sig føre ind i disse sublime musikeres univers.
I standarden ”On the Sunny Side of the Street” kunne man fornemme, hvordan rummet swingede med. Netop fordi man kendte denne melodi så godt, kunne man bedømme, hvad dette band kunne præstere enkeltvis og i samspil. I dette swingende moderate tempo kunne musikerne rigtig boltre sig og det lykkedes da også at hæve denne gamle jazzstandard til nye højder. Niveauet er lagt !

Derefter fulgte Ira & George Gershwins ballade ”The man I love”. Antti Sarpila spillede følsomt og smægtende på sin clarinet og leverede helt autentisk Benny Goodman lyd. Lars Erstrand imponerede på vibrafonen – der som instrument let virker en kende staccato. Men i Lars Erstrands hænder bliver spillet meget varieret. Vekslende fra det helt blide og klingende til det hårde og rytmiske, fra det langsomme og tøvende til forrygende hurtige passager, afvekslende med overraskende fraseringer og synkoper. Ulf Johansson-Werre tager stafetten og fylder rummet med fede klange og rytmiske anslag fra sin venstre hånd, samtidig med at den højre tryller melodiske og følsomme forløb ud af det elektroniske Roland piano. Bjørn Sjødin ligger hele tiden diskret i baggrunden, vogter og læser solisternes improvisation, fastholder melodiens grundrytme og understreger detaljerne med et sikkert rytmisk akkompagnement.
Hold op – hvor er det godt !
Se på publikum. Helt henrevet og med et saligt ”drømmer jeg eller er jeg vågen” udtryk. 

Så stiger tempoet i ”Swing that Music”. I et hidsigt uptempo demonstrerer musikerne imponerende teknisk kunnen og en beherskelse af instrumenterne, som kun de bedste kan.
Lars Erstrand svinger køllerne hen over vibrafonen i et forrygende tempo. De grønne filtkugler i enden af stavene tegner streger i luften, som når man, med stor blænde,  fotograferer billygter i mørke. Filten går itu og ryger til alle sider – en genstridig stav må lade livet i fuld offentlighed. Knækkes i to stykker – væk. Sådan!
I Bjørn Sjødins trommesolo kan man fornemme en ung Gene Krupa. Men Bjørn hævder at han først sent i karrieren ”måtte lytte til denne Gene Krupa, for at se hvem han var”.
Tempoet og temperaturen er røget i vejret. Dette band er bare ”hot”. Branddøren ud til det fri må åbnes for at skaffe ilt til musikerne og publikum.

Og så en lille hemmelighed.
Lars Erstrand spiller vel det tætteste man kan komme på Lionel Hampton. Hamptons varemærke var Hoagy Carmichaels ”Stardust”. Derfor spørger vi Lars Erstrand, om ”Stardust” er på repertoiret.
Nej ! Lars føler sig ikke på toppen og er så tæt forbundet med melodien, at han først vil spille den, når han bliver frisk igen.
Og så er det, kære publikum, at I får en unik oplevelse. For hvad sker der ?
Lars Erstrand spiller ”Stardust” netop denne aften. Jeg betragter det som en gave !
Lige nu sidder jeg og lytter til Hamptons version.
Lars gjorde det lige så godt. Autensiteten taget i betragtning gjorde han det egentlig bedre.
Vi har alle mødt et ”jazzikon” !

Sådan fortsatte koncerten: ”You took advantage of me”, ”I found a new baby”, ”Tiger rag”, “Time on my hands”.
Swedish Swing Society kunne slet ikke få lov til at stoppe. Efter slutnummeret rejste publikum sig fra stolene og fortsatte begejstret sin stående applaus, ind til bandet kvitterede med ”Memories of you”.
I god stemning og med rosende ord, stadig begejstret, forlod man opstemt lokalet, med en fornemmelse af at være et rigtig godt minde rigere !
Os, der var så heldige at være med til denne koncert, har endvidere det til fælles, at vi forstår betydningen, når vi til Swedish Swing Society siger: ”Tange Mak” !
 



Lars Erstrand: stavene svinges !


Bjørn Sjødin: Suverænt trommespil


Antti Sarpila:
Blændende teknik

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


 

 

 

 

 


The Dixieland Gipsy Band
   
Underværket torsdag den 14. aug. kl. 20 - 23.

Til denne vor første koncert i efterårssæsonen lovede vi:  humør, energi, musikalitet og spilleglæde.
Vi fornemmer på de mange glade og gode kommentarer til bandet at publikums forventninger blev indfriet.

The Dixieland Gipsy Band ER et farverigt, humørfyldt og musikalsk særdeles afvekslende jazzband.
Så hvis man skulle udfordre de gratis og aldeles glimrende tilbud i Randers Ugen, kunne det kun være med netop dette band. Bandets stampublikum ved i hvert fald, at det er en  besætning, der kommer ud over scenekanten.
Bandet blev IKKE skuffet over sit stampublikum, for folket mødte trofast frem og stampublikummet blev  heller ikke skuffet over bandet. Som sædvanlig præsterede
The Dixieland Gipsy Band musikalske perler i et forrygende og underholdende tempo.

The Dixieland Gipsy Band gør en meget stilfuld entre. Absolut well-dressed i stilfulde jakkesæt skiller de sig ud fra mange andre jazzbands, der nok mere tangerer at være ”casual”.
Det tager sig skæppe godt ud ! Men det stiller jo også forventninger. I dag kan man ikke nøjes med at se godt ud. Det er publikum for kritiske til. Hvad med INDHOLDET ?
Ja, hvad med indholdet ?
”Hold da op mand ! ”  - fik jeg spontant skrevet – og det bliver stående.
Den her besætning er både dygtig og charmerende. De forstår at engagere deres publikum. Man bliver simpelt hen glad, ja næsten opstemt i selskab med disse unge mennesker.

Deres fælles forkærlighed for først og fremmest Django Reinhardt og Svend Asmussen fornægter sig ikke. Men tro ikke, at det er et kopiorkester. Nej hver enkelt leverer sin helt personlige stil og fortolkning i et virtuost sammenspil.

Besætningen består af Peter Wiese på guitar, Lasse Høj Jakobsen på violin, Jens Christian Kwella på rytmeguitar, samt Jacob Wenndt på - - - - ja man fristes til at sige: ”på hvad som helst”, for Jacob er en musikalsk tusindkunstner.
Peter Wiese leverer et solidt rytmeguitarspil, men han mestrer også et meget varieret solospil. Gipsy-inspireret og drilsk, når der jongleres med antydninger af forskellige tunes i løbet af solospillet. Peters attitude viser klart, at ”vi har det sjovt”, og publikum morer sig gerne sammen med ham. Kwella sørger for den faste rytme, der markeres så præcist, at man aldrig savner trommerne. Også han kan vise sin individualitet i forrygende soli. Lasse Høj trakterer sin violin på et helt suverænt niveau, med gode associationer til Svend Asmussens swingende stil over til Django Reinhardts let genkendelige sigøjner-jazz. Herligt !
Man fornærmer næppe de øvrige musikere ved at sætte Jacob Wenndt i sin egen klasse. Jacob kan det hele – og han gør det ! Jacob har en ide om, at musik skal fremføres professionelt  og med stil – men det må ikke være kedeligt. Og Jacob er absolut ikke kedelig. Han leverer rigtig god og uhøjtidelig underholdning og slipper af sted med mange små udfordringer til publikum, netop fordi han er så dygtig. Slagbassen kommer i hans hænder til at lyde som et meget lettere og melodisk instrument. Sjældent har jeg hørt så forrygende bas-soli.  Men bassen er jo til grundrytme, og når  Jacob starter sin bas op efter en pause, får musikken et ”boost” , så fødderne uundgåeligt stamper lidt mere taktfast i gulvet. Nå ja – Jacob er også en god fortolker, når han synger. Man ikke er ikke i tvivl om, at der er en skuespiller gemt lige under overfladen. "Sangen om Larsen" hører vel ikke hjemme i et jazz-repertoire - men det gør ikke noget, når det er Jacob, der synger. Det er næsten for meget at fortsætte lovprisningen, men det må nævnes at manden spiller forrygende på mundharmonika så Toots Thielemanns sagtens kunne bruge ham som stand in og det lille mundblæste harmonium fik han lokket de flotteste bop-skalaer ud af.

Tak for god musik, skæg og ballade – til hele besætningen. For hver enkelt ville jo ikke være noget uden de andre !
 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jesper Thilo & The Okbo's,   Underværket torsdag den 10. maj kl. 20 - 23.
 

Jesper Carlsen                                 Jørn Okbo                           Jesper Thilo                 Martin Schack

Jesper Thilo - en mester på sax og clarinet -suverænt spil !

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at der var knyttet store forventninger til netop denne koncert.
Jesper Thilo er en kæmpe i dansk jazzmusik - for den sags skyld vil han selv på verdensscenen rage op over de fleste saxofonister og uden tvivl være på højde med de allerbedste.
Arrangementet var da også det hidtil bedst besøgte, hvilket blot bekræfter, at publikum er helt på det rene med, at her er der en ganske speciel anledning til at få en ekstraordinær musikalsk oplevelse.
Tilhørerne blev heller ikke skuffede.
Jesper Thilo er jo bare suveræn og selv om den ledsagende trio, lidt spøgefuldt var døbt "The Okbo's", skulle man ikke tage fejl af den musikalske kvalitet, der blev præsteret af Jørn Okbo på t
rommer, Jesper Carlsen på kontrabas og Martin Schack på keyboard. Sammen ydede de en prægtig baggrund til Jesper Thilos dynamiske spil. Hver melodi blev fortolket med en selvtillid og et overskud, der kun kan vises af de bedste.
Koncerten blev indledt med "Back Home Again In Indiana". Med stor energi og stærkt swingende satte gruppen standarden på forrygende vis, men fik alligevel tid til at justere på instrumenterne og tune samspillet ind. Thilo fik rettet lidt på mundstykket og Martin Schack fik kablet til keyboardets pedal til at fungere. Det gik bare derudaf !
I stærkt uptempo udfordrede Jørn Okbo og Jesper Thilo hinanden i skiftende riffs, hvor Thilo blot med et diskret sideblik inviterede trommerne ind - og så blev der bare kvitteret. Et godt bevis på, hvordan dygtige jazzmusikere får føling med hinanden.
Så fulgte "Can't get Started" i et blidere tempo. Indledt af Jesper Thilo helt alene på sin tenorsax. Virtuos teknik,
virtuos musik. Den mand kan sine skalaer, dur, mol, harmonisk mol, dorisk mol, mixolydisk, temposkift, stærkt, svagt, styrkemæssigt helt derned, hvor man kun hører den følsomste luft sive ud af instrumentets mundstykke, som Ben Webster kunne have gjort det. Fuld beherskelse af den klanglige spændstighed, - alt hvad en analytiker kan glæde sig ved.
Men denne musik er ikke tænkt - den er følt og direkte kommunikeret ud til fingrene fra den højre hjernehalvdel.
Eller hvor nu denne fabelagtige kreativitet bor ?
Vi oplever det lidt senere igen i "If I Had You" . Denne gang på clarinetten. Kreativiteten bliver drilsk og spøgende. Hørte jeg  temaet fra "Porgy and Bess" eller - hov - var det der ikke fra "Olsen Banden". Jo, men straks efter hvirvles man igen ind i et rytmisk væld af skalaer og improvisationer over melodien.
Jesper Thilo er konservatorieuddannet på clarinet, men det er for det meste tenorsaxofonen, man hører.
Men ikke denne aften. Vi fik flere numre på clarinet. I "Pennies from Heaven" og "It's Wonderful" demonstrerede Thilo, at også dette instrument beherskes mesterligt. Tak for det.
Og så kom den - "Stardust". Jeg havde håbet på det, men man kan jo aldrig være helt sikker. Det har altid været min yndlingsmelodi og jeg  synes jo, at det er en af de melodier, som
Jesper Thilo fortolker allerbedst. Hvor følsomt ! Det gik op for mig i dette øjeblik, hvad nostalgi er for noget ! Og selv om det blev sent denne aften måtte jeg - da jeg kom hjem - lige have albummet frem fra 1980, hvor en næsten sorthåret Jesper Thilo smiler mig i møde fra coveret - Carmichael er aldrig blevet fortolket bedre på tenorsax.
Den samlende oplevelse for mig denne aften var afgjort " On the Sunny Side of The Street". En dejlig klassiker, med et swingende drive. Her viste gruppen et helt specielt samspil ! Thilo fandt sig godt til rette i denne gamle traver og rev de andre med i den gode stemning. Jørn Okbo gik i "dobbelt tempo mode" og da jeg bagefter spurgte Jesper Carlsen, hvad
han havde gang i, kunne han kun sige:" Jamen i stedet for at sige - bumga, bumga, bumga - så sagde jeg bare - gabum, gabum, gabum !". Nåh - ja ! Hvor svært kan det være ?
Martin Schack havde gennem hele koncerten vist sin suverænitet på keyboardet og ingen kan være i tvivl om, at når han på statens regning sendes på turne i Kina i flere uger, er det helt fortjent. Men i dette nummer fik han sit røde NORD Stiga keyboard til at næsten at blive selvlysende. Nej, hvor det swingede.
Det gjorde de sandelig godt. Mon vi ikke kan bestille dette band også til næste sæson ? Jeg tror vi forsøger !


Ryan Simonsen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Frejs Jazz, Underværket torsdag den 10. april kl. 20 - 23.
 

Gedigen jazzmusik - uden pjat og pjank !

Sådan kan man vel karakterisere Frejs Jazz. En besætning, der kunne deres håndværk og kunne få enhver melodi til at fylde hele rummet og få interiøret til at swinge. Bandet havde på spilledagen fået forfald på et par af musikerne fra den faste besætning. Johs. Tersbøl på klarinet og sax, samt Jørgen Bjørslev på guitar måtte melde afbud på grund af sygdom. Det var selvfølgelig i sig selv beklageligt – især hvis man var kommet for at høre netop disse ellers eminente musikere. I stedet var Ove Larsen blevet hasteindkaldt – så bandet optrådte med en trompetist som solist. Heldigvis er Ove Larsen en kapacitet på sit horn, så han faldt absolut godt ind i det fine selskab. Det var tydeligvis et krævende job, at traktere trompet og flygelhorn i hele 3 sæt, så embrochuren blev virkelig sat på en alvorlig prøve. Det har sikkert kostet en del læbepomade dagen derpå !

Nå – de gjorde det nu godt alle sammen. Stilmæssigt var der truet med iblanding af folkemusik, men den trussel kunne man tage sig ganske let. Folkemusikken blev blot antydet i et enkelt nummer, hvor ”Roselil og Hendes Moder” blev fortolket på en ret ”funket” måde.
Hvis det havde været almindelig spillestil på Søren Møllersgades Skole, der i 50’erne, havde jeg nok haft mere lyst til sangtimerne – også selv om stemmen var i overgang.

Stilen var heller ikke særlig ”dixet”, men egentlig ret moderne.
Ove Larsen på trompet og flygelhorn afslørede en rigtig god teknik og var nærmest lidt boppet i sin spillestil. Flot rytmisk og synkoperet spil med swingende melodiske forløb. Han huskes for mange gode numre. I ”On the Sunny Side of the Street” demonstrerede han elegant sin boppede stil og i ”Bye bye blackbird” kom følsomheden dejligt til udtryk på flygelhornet og med dæmperen i trompeten.
Ind imellem blev Ove Larsen dog aflastet og den resterende trio tog over. Her var det især Pelle Thomsen på tangenterne, der bar melodi og klang ud i rummet. Tangenterne måtte føje sig for enden af mandens fingerspidser og man kunne fornemme på de fede klange, at fingrene var lange og kunne spænde over godt og vel en oktav. Det var en fryd at høre på, og tankerne gik vel i retning af Oscar Peterson, selv om stilen absolut var meget personlig. Pelle Thomsem var tydeligvis meget opslugt af musikken og flød dybt koncentreret sammen med sit keyboard !
Rytmen blev insiterende fastholdt af Ebbe Frej på trommerne. Rart at høre en trommeslager, der ikke slog på trommer, men spillede på trommer ! I den forbindelse huskes især ”Sweet Georgia Brown”, der i stærkt uptempo, på lystig vis bredte sig ud i lokalet og hvor Ebbe demonstrerede sin kunnen med stikker og bare hænder, så det var en lyst at høre på. Det var rytme, når det er bedst.Flot, inspirerende og indlevet trommespil.
Sidst men ikke mindst lagde man mærke til Hans Frej himself på slagbassen. Hans Frej førte sig diskret frem, men netop derfor skærpede man sin opmærksomhed om hans eminente spil. Enhver besætning kunne ønske sig en sådan bassist. Melodisk og rytmisk understøttede han ensemblespillet og solospillet særdeles sikkert. Selv holdt han sig pænt tilbage som solist, men når han endelig fik overladt melodien, gjorde han det blændende. Sikkert, melodisk og rytmisk.

Som helhed et særdeles godt band, der koncentrerede sig om musikken og leverede varen på den seriøse facon uden tant og fjas. Næsten efter devisen: ”De, der har øre – høre !”

Alt i alt en god musikalsk oplevelse.

Ryan Simonsen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


 

 

 

 

Vestre Jazzværk, Underværket torsdag den 6. marts kl. 20 - 23.
 

I denne første forårsmåned den 06. marts havde vi besøg af ” Vestre Jazzværk”. Uden for var der ikke meget forår i luften, men inden for blomstrede musikken.
”Vestre Jazzværk” præsterede et pågående og swingende repertoire af gamle dixieland standarder. Rytmer, der gik lige ned i fødderne. Straks ved indgangen blev man mødt med spontane udbrud: ”Man får helt lyst til at danse !  ”.
 Det er der så ikke så mange der gør. Publikum lytter  intenst – og glemmer at danse.

Men der er også nok til ørerne. Disse gamle jazztrofæer trampede derudaf i fast og veloplagt rytme uden nogen som helst slinger i valsen. Enhver solist ville drømme om at blive bakket op af Hans Rømer på trommer, Hans Schjerbeck på banjo og Kim Holst på bas. Kim Holst gav opvisning i ”slam-bas” på rigtig kontrabas – ikke noget med el-bas her! Lige så gedigent er det at lytte til Schjerbecks banjo. Hold op hvor den klinger. Rund og blød i klangen. En investering på 2 – 3 månedslønninger – efter skat – så kommer det til at lyde sådan. Intet under at Schjerbeck så overbevisende sang ” The best thing in life “!

Den traditionelle besætning trompet, trombone og klarinet præsenterede sig særdeles flot og gjorde både sig selv og rytmegruppen ære. Poul Schmidt på trombone og Aage Jespersen på trompet klædte hinanden særdeles godt. Swingende og inspirerende messing, når det er allerbedst. Ole Weibel på klarinet er et kapitel for sig. Hans solopræstation i ” After you’ve gone ” fortjener at blive glemt meget sent!! Man fristes til at bruge termer som ” i verdensklasse ”.  Godt at han ville komme til Jylland helt fra København. Ham ville vi gerne have tættere på !

Stemningen var høj og der var meget ”jysk” hygge. Poul Schmidt var god til at knytte numrene sammen og fortælle lidt om musikken. Blandt klassikere som Kid Ory’s ” Savoy Blues” fik vi introduktion til Sidney Bechet og ”Petit Fleur”. Kendt stof for de fleste. Men hvem har hørt Bechets egenkomponerede bryllupsmarch ? Og de, der ikke har besøgt New Orleans selv, ved nu også hvordan "Second Line"  optog tager sig ud.
Jo, der var mange gode oplevelser denne aften.

Det skønnede publikum på, ved at rejse sig - før det obligatoriske ekstranummer - og hylde orkestret med "stående aplaus". Det har vi ikke oplevet tidligere !!

” De ku’ deres kram ”, blev der spontant bemærket på vej ud af koncertlokalet.

Orkestret selv skulle søndag den 09. marts fejres i Kolding. Borgmesteren ville i egen høje person hylde disse gæve jazzveteraner på deres 30 års jubilæumsdag.

Til lykke med det !

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

River Band   Underværket torsdag den 08. februar kl. 20 - 23.



 

Besætning: 

Torben Lassen ( trompet )
Peter Jensen ( tenorsax )
Kim Nedergaard ( piano )
Allan Bjerregård (trombone, percussion, sang)
Kim Jusjong ( trommer )
Jørgen Nielsen ( elbas )

 

 

Dette års jazz-sæson blev indledt med en forrygende opvisning af ”River Band”.

Bandet gav gode eksempler på både blues, traditionel jazz, swing, jump og latinamerikanske rytmer. Der var således musik for enhver smag. Men stilen holdt hele vejen igennem. Repertoiret var meget varierende, fra helt traditionelle dixieland-tunes til melodier af nyere oprindelse.
 ”Loveletters in the Sand” blev leveret i en jazzet / rockende stil, der absolut også ville have sendt elektriske strømme ned i fødderne på Pat Boone.  ”Bueno Sera” var et andet forfriskende indslag.

Flere af numrene er helt originale, komponeret og arrangeret af orkestrets leder og stifter, Torben Lassen.
Mange af disse numre er blevet populære klassikere på spillesteder i hele landet.
Publikum, der havde hørt bandet ved tidligere lejligheder, ville vide, at bandet nu var mere syngende. Det klædte absolut musikerne – og vi andre nød det !

Jo, de forstod at komme ud over scenekanten, de fyre. God vestjysk, underfundig og drillende humor fulgte hele tiden i kølvandet på den gode musik.
Hvis Torben Lassen er bandets arrangør og komponist er Allan Bjerregård den, der spinder den røde tråd gennem aftenens forløb.
Små søde historier, udleverer drilagtigt bandets medlemmer.
I løbet af et udmattende arrangement i Norge havde Peter set hen til pausen for at nyde en smøg og en øl. Stor var skuffelsen, da tjeneren gjorde opmærksom på, at man ikke måtte ryge inde i lokalet. Derfor gik Peter udenfor med sin cigaret og sin øl. Men kun for at erfare, at man ikke måtte drikke øl udenfor – hvad gør man så ?

Efter den historie kan man kun spille ”One Scotch, One Bourbun, One Beer”.
Og det gjorde de så. Inciterende og swingende.

En gæst siger på vej ud: ” De var RIGTIG gode ! ”. I en østjydes mund er det store ord.
Kære River Band tak for en musikalsk og underholdende aften.

 



 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

2007

King George Dixiland Stompers  Underværket torsdag den 27. december kl. 20 - 23.

 


På denne aften – 3. juledag – blev der spillet for fulde huse. Vi kunne simpelt hen ikke være flere i lokalet. De der var så heldige, at være til stede fik en uforglemmelig aften, hvor der blev spillet uforfalsket traditionel dixiland jazz i sin helt oprindelige form.
Her var der nodefrit område.
Du så ganske vist et nodestativ på scenen. Men den lap papir, der var på nodestativet, indeholdt blot en oversigt over de ”sæt”, der skulle leveres i løbet af aftenen. Men det kunne man godt have sparet. Musikerne mødtes på spillestedet og aftalte undervejs, hvad de skulle spille – og så gik det løs. Sådan skal det være, når der spilles rigtig dixiland.
Det gør man kun med held, når man er en garvet musiker. Og det var garvede musikere.
Ja de spillede og spillede og blev bedre og bedre, efterhånden som de selv og publikum blev varme.
Repertoiret blev hentet fra den helt gamle og klassiske dixiland tradition. Et nummer som ”Bill Bailie” har måske været uden CODA afgift i 100 år !
Besætningen var helt klassisk for genren og hver musiker kendte sin rolle  i ensemblespillet og udtrykte sin individualitet i improvisationerne.
”Det er sjovt at høre ham på tubaen. Jeg troede ikke man kunne spille solo på sådan en”, kunne man høre fra publikum. Ellers lagde man især mærke til Gerhard Ellerbæk på kornet. Når der blev sat dæmper i instrumentet, måtte man skærpe opmærksomheden og lytte. Proffessionel teknik og indfølt improvisation. Gerhard var udlånt fra Bourbon Street Jazz Band. Tak for det.
Ja – det var en rigtig hyggelig aften med god musik og sjove anekdoter. Hvis man ellers kunne huske vitserne, ville man have underholdning til langt ind i det nye år. Sjældent har man hørt så mange løgnehistorier. Batteriet løb aldrig tørt for Ole. Han blev årets Mr. DURACELL.
Hørt fra publikum:”Godt vi kom herned. Det er den bedste aften vi har haft længe”.
Godt nytår og på gensyn i det nye år !

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


 

 

 

 

 

Birgitte Laugesen Jazzgroup  Underværket torsdag den 06. december kl. 20 - 23.

 


Niels Erichsen, forrest th, dernæst Kim Mikkelsen og John Nehmen.


Niels Mathiasen og Birgitte Laugesen

Det er ikke noget under, at Birgitte Laugesen modtog jazzprisen i Århus, den såkaldte "Gaffelprisen".
Besætningen leverede en fuldendt ramme om Birgittes bluesstemme.
Niels Erichsen fastholdt på sit piano en fast rytme i syn venstre hånd, medens den højre elegant og varieret vandrede op og ned ad pianoets tangenter. Swingende og inspirerende.
Bassisten, Kim Mikkelsen, som for øvrigt har fulgt Birgitte Laugesen helt fra bandets begyndelse, vogtede konstant melodiens rytme og præcis som et urværk, lagde han både grundtakten, men også grundtonen fast for bandets øvrige medlemmer.
John Nehen på trommerne, mestrede at trække tempoet nøjagtig så meget, som der skal til for at få det hele til at swinge.
Personligt har jeg altid beundret Niels Mathiasens saxofonspil. Med sit lidt tilbageholdende væsen får han os til helt at fokusere på saxofonspillet. Melodisk og ikke fjernere fra melodien i sin improvisation end at man hele tiden aner, hvor han er henne.
Ja - og så selvfølgelig Birgitte Laugesens sang. Netop sammen med denne besætning optræder den i den rigtige ramme. Her er der plads, så hun helt kan fylde rummet ud !
Hvis man lukker øjnene og kun lytter til Birgitte, drømmer man sig helt naturligt ind i den atmosfære, der knytter sig til bluessang.

Sjældent har man hørt "Basin Street Blues" fortolket så fint. Simpelthen henførende.
Et godt minde fra en meget fin jazzaften i Jazzens Venner.

















 




 

 

 

 

 

 



 


 

Ruge Band  Underværket torsdag den 08. november kl. 20 - 23.

 
Karsten Ruge, klarinettist og saxofonist, blev først kendt i Søren Houlinds jazzband i 60’erne, herefter fulgte en lang årrække i Arosia, inden han dannede sin egen rugebande, eller rettede "rugede" flere forskellige bands ud: Fodvarmerne, Rugebanden og  RUGEBAND.
Så man kan sige, at Karsten Ruge har en del orkestre at trække på, når han trænger til at "træde  op".
De forskellige bands spænder over lige så forskellige stilarter, nemlig fra jazzens tidlige historie til den helt moderne jazz.
Til Jazzens-Venner i Randers har Karsten Ruge udvalgt sit RugeBand, hvis besætning består af:

Gunnar Lautrup: trompet
Karsten Ruge: clarinet, sax, sang & vanvid.
Jesper Carlsen: bas.
Hans Esbjerg: piano
Jørn Okbo: trommer

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dansk Swingforsyning  Underværket torsdag den 04. oktober kl. 20 - 23.

Dansk Swingforsyning består af særdeles erfarne og meget swingende musikere, der er blændende fortolkere af jazzens klassiske standards. Her leveres en stilsikker og medrivende swing, med genkendelig inspiration fra Lionel Hampton og Benny Goodman. Henførende at lytte til og den sikre rytme går lige ned i fødderne !

Dennis Christiansen (klarinet).
Peter Lund Wiese (django-guitar og sang)

Erik Madsen / "Bas Madsen" (bas)
Bruno Nielsen (trommer)
Jens Olesen (vibrafon)
       
Uddrag af reportoiret: Moonglow, Stomping at the Savoy, Ain't Misbehaving, I Got Rythm, If I Had You, All of Me, Flying Home, Perdido, Dinah, Sweet Sue, Lady Be Good m. fl.
 


The Dixiland Gipsy Band 
Underværket torsdag den 06. september kl. 20 - 23.
 
Jacob Venndt : Sang,mundharpe og kontrabas, Lasse Høj Jacobsen : Violin
Peter Lund Wiese : Træguitar og sang , Jens Christian Kwella: Gipsyguitar og banjo præsenterer
heftigt violinsoli, gipsy-guitar og besjælet og charmerende skøn-sang i poetisk forening med banjo,
 strygbas og sprød mundharpe.
Traditionel jazz og eksplosiv swingmusik fra 30 ´erne og 40 ´erne – rammer lige ind i alverdens
dansehjerter og efterlader små splinter af Reinhart, Grapelli, Armstrong, Asmussen, Mathiessen
og Thielemans.
Genoplev uforglemmelige hits som :All of Me, Sweet Sue, June Night, Swingguitars, Swing 42,
Lady be good, After you´ve gone og mange, mange flere..............


 

 

 

 

 

 

 

Louis Hjulmand  Underværket torsdag den 03. maj kl. 20 - 23.
 
Annonceret som danmarks dygtigste vibrafonist spillede sammen med Finn Odderskov ( sax ), Hans Jacob Sahlertz ( guitar ), Palle "Cigar" laursen ( bas ) og Bruno Nielsen ( trommer ).

Louis Hjulmand er stilskaber på den danske jazzscene helt tilbage fra 50'erne og 60'erne.
Louis Hjulmands historie i dansk jazz ,som både musiker og komponist, er lang og spændende. Han har lavet indspilninger med berømtheder som bassisten Niels-Henning Ørsted Pedersen,  saxofonisten Stan Getz, Oscar Pettiford, Jan Johansson og Brew More.

Finn Odderskov leverede som sædvanligt et stilsikkert og
swingende opspil til Louis Hjulmand.
Han behersker sit instrument til fulde. En fornøjelse at lytte til.


Swing Team 
Underværket torsdag den 12. april kl. 20 - 23

Vores lokale band "Swing Team" består af besætningen:

Per Buchreitz ( basun )
Jens Peter  Jacobsen ( altsax )
Hans Peder Frigaard ( guitar / sang )
Jørgen Vestergaard ( bas )

Opfordrede os til at gå ud i den lune forårsaften og nyde et par varme og swingende timer i selskab med gode venner.
På denne aften stod reportoiret på det gruppen er kendt for, nemlig jazz som den blev spillet i 40'erne og 50'erne.
Gode melodier og let swing kendetegner dette band.















Oliviere / Ørbæk / Windfeld Trio med Niels Winthereik og Scott West
Underværket torsdag den 1. marts kl. 20 - 23.

Anders Ørbæk ( klaver ), Christian Windfeld ( trommer ), Martin Oliviere ( bas ),
Niels Winthereik ( tenorsax ), Scott West ( trompet ).
Dette unge og lovende jazzband fra Det Jyske Musikkonservatorie underholdt os med
udvalgte numre fra jazzens standard-reportoire

 

2006
 

2006 skaffede os mange gode jazz-minder.
Jesper Thilo er altid god for høj kvalitet og publikum svigter sjældent. Jesper spillede for fuldt hus i Underværket
Tuxedo Jazzband med Mike Owen på basunen var en anden leverede god gedigen dixieland jazz. En fornøjelse at høre på.
Theis Jensen er en sikker træffer og hører efterhånden til de gamle trofæer. Et godt jazzminde fra 2006